Koncertanmeldelse: Wild Women Blues, Bygningen, Vejle

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam

De tre sangerinder Lea Thorlann, Lene Strøyer og Sahra da Silva, der tilsammen har stor erfaring inden for diverse musikgenrer så som blues, rhythm & blues, soul, gospel og jazz, udgjorde hovedattraktionen under paraplyen Wild Women Blues fredag aften den 11. juni 2021. Her optrådte de i Store Sal i Bygningen, der ligger centralt i Vejle, i regi af Bluesforeningen Crossroads.

De tre sangerinder var dog ikke alene på scenen, for der var samspil for alle pengene med det stærke hold, de havde bag sig i form af et glimrende backingband. Samme talte den egenartede, uortodokst spillende guitarist Kasper ”Lefty” Vegeberg og tangenttroldmanden Chris Copen, hvis borgerlige navn er Christian Bundgaard.

Dertil kom de to solide rytmefolk, den herboende finske trommeslager Mikko Peltola samt den nordjyske bassist Jakob Kirkegaard Kortbæk. Også samtlige backingband-musikere har stor erfaring inden for blues- og relaterede musikgenrer, hvilket de i høj grad demonstrerede denne aften (læs mere om Wild Women Blues her).

Koncerten var berammet til at vare fra klokken 20 til 22, og dét kom til at holde nogenlunde. Efter en introduktion til aftenens orkester ved formanden for Bluesforeningen Crossroads, Peter Buhl, entrerede kapelmester Chris Copen og resten af aftenens backingband scenen klokken lidt over 20.

Instrumentalnummer

Aftenens koncert var premiere på Wild Women Blues-konceptet, og ikke alt sad lige i skabet. Eksempelvis var der især lidt knas med afslutningen på et par numre. Imidlertid virkede aftenen småsvipsere blot charmerende, og blandt de små 60 fremmødte publikummer var der ikke en kat, der gøede af de småkvabs, der var.

Orkesteret startede aftenen med et instrumentalnummer i form af Duke Ellingtons ”Things ain’t what they used to be”. Her fremturede Kasper ”Lefty” Vegeberg med overfedt, gnistrende guitarspil, og Chris Copen leverede en fornem pianosolo. En publikummer råbte så: ”Hvor er kvinderne henne?”

”De kommer lige om lidt,” lød svaret fra scenen, og så tonede de tre Wild Women Blues-sangerinder frem. Lea Thorlann lagde flot ud med sin stærke vokal i Willie Dixon-nummeret ”I just wanna make love to you”. Herefter tog Sahra da Silva over, og til sidst var det Lene Strøyer, der var det vokale centrum.

Og de tre sangerinder viste sig allerede her som et charmerende bekendtskab med glimt i øjet og musikalsk overskud, og tilmed var de som aftenens band i højt humør. Det tilfaldt dernæst Lea Thorlann alene at synge Roberty Crays ”Don’t touch me baby” hjem, og dét gjorde hun flot med sin stærke, varierede vokal. Og de to rytmefolks spil swingede.

Gospelafslutning

Keb’ Mo’s ”Hand it over” havde Lea Thorlann i vokalfronten med Sahra da Silva og Lene Strøyer som glimrende korkvinder. Nummeret blev kørt uden bas, mens Jakob Kirkegaard Kortbæk kunne ses på fingerknips og håndklap. Høres kunne han dog ikke.

Det kunne derimod blandt andre Lea Thorlann, der med et kraftfuldt ”Are you ready to get down on your knees?!” leverede en stærk gospelafslutning på Keb’ Mo’s komposition. Så fulgte en højspændt, vuggende version af Ike Turners ”I idolize you” med Sahra da Silva som hovedsangerinde, og hun funklede.

Chris Copens orgelbehandling var virkningsfuld som Lene Strøyers og Lea Thorlanns korarbejde. Endvidere lavede de tre sangerinder nogle charmerende moves, på række, i profil og en face, så ikke et øje var tørt. Så var det tid til et hjemmebrygget nummer, nemlig Sahra da Silvas bastante ”Bluesman” fra hendes solide soloalbum #blueswoman, der udkom sidste år.

Her styrede Sahra da Silva solo i dén grad, medens Lea Thorlann og Lene Strøyer tog sig en pause. Kasper Vegeberg leverede en fin slide-guitarsolo med raffineret fingerspil, og Mikko Peltola viste, hvor god en blues-trommeslager, han er, mens Jakob Kirkegaard Kortbæk leverede fint, prominent basspil. Og nummeret tog kegler.

Vokalforstærkning

Dernæst var det Lene Strøyers tur til at agere om solo-vokalist. Det gjorde hun med reference til hæderkronede Chess Records og blues-med-mere-sangerinden Etta James, og så fik man en version af sidstnævntes udgave af ”You got me where you want me”. Her gjorde Lene Strøyer det ok som solist.

Imidlertid virkede hendes stemme noget svagere, end den reelt er, og lidt vokalforstærkning fra Sahra da Silva og Lea Thorlann ville have været fint. Kapelmester Chris Copen krydrede kompositionen med inciterende pianotriller, og nummeret kom godt i land.

Sidste nummer i første sæt var noget af en dristig og interessant overraskelse. Det var nemlig den velkendte The Rolling Stones-sang ”Miss you”, man fik. Det kompakte nummer blev leveret i et noget anderledes arrangement end det, man kan høre i originalversionen, for i Vejle var der soul-agtige elementer.

Lene Strøyer var hovedvokalist, medens Sahra da Silva og Lea Thorlann sang kor. Publikum blev inddraget og skulle ikke lokkes ret længe, før de sang med, når Lene Strøyer opfordrede til det.

Ydermere fik Lene Strøyer på behændig og listig vis det veloplagte publikum til at afslutte nummeret og dermed også første sæt.

Fiflet

I pausen blev der fiflet lidt med lyden i Bygningen, for det første sæt havde lidt under et lidt mudret lydbillede, hvor især vokalerne havde stået uskarpt, og det havde indimellem været vanskeligt at dechifrere, hvad der blev sunget og sagt. Det hjalp i andet sæt, om end det aldrig blev helt knivskarpt.

Det var så heller ikke nødvendigt i sættets åbningsnummer, da det var en instrumental blues-shuffle, hvor bandet endnu en gang fik lejlighed til at understrege deres kvaliteter. Og disse var betragtelige, som Kasper Vegeberg demonstrerede det med flænsende solo-arbejde og en fed, bidende Albert King-agtig tone.

Mikko Peltolas hårdslående trommespil lagde en solid bund under Chris Copens tordnende klaversolo, en hårdtarbejdende Jakob Kortbæk måtte lægge jakken, og så var vi ellers i gang igen.

Brusende

De tre sangerinder kom atter på scenen og leverede nu ”You can have my husband”, oprindeligt indspillet af Irma Thomas. Chris Copen havde nu drejet sig fra pianoet og mod orglet, hvor han gav en brusende solo.

Herefter fulgte en lille afdeling med Lene Strøyer i front på et par Mama’s Blues Joint-numre, først den soul’ede ”Give some”, der stammer fra albummet Blues in many colors (2009), og herefter den flotte rhythm & blues-ballade ”Missing you” fra det første, selvbetitlede Mama’s Blues Joint-album.

Lea Thorlann tog over på Bonnie Raitt-nummeret ”The road’s my middle name” samt som hovedvokalist på ”Baby I love you”, der stammer fra Aretha Franklins repertoire, men også er indspillet af B.B. King og Bonnie Raitt. Thorlann var den sidst ankomne til Wild Women Blues-projektet, idet hun havde overtaget efter Ida Bangs afbud (læs her), og mon ikke det var derfor, at disse numre ikke fungerede optimalt? Den ellers swingende ”The road’s … ” virkede træg, mens ”Baby I love you” bar præg af, at de indbyrdes aftaler ikke helt var på plads.

Faktisk var der også et par usikkerheder i løbet af Sahra da Silvas efterfølgende ”I wanna love you”, som Lene Strøyer ellers helt korrekt introducerede som ”en lækker sang.” Men Sahra da Silva sang den med et så stort vokalt overskud, at man måtte bøje sig i støvet, og trods småfejlene var det klart en af aftenens store stjernestunder, som i øvrigt nød godt af subtilt korarbejde fra Strøyer og Thorlann.

Overlegenhed

I det hele taget udviste Sahra da Silva en enorm overlegenhed i både sangteknik og sceneoptræden. Uden at skulle tage noget som helst fra de to mere erfarne kolleger måtte man konstatere, at hun på venskabeligste vis gav dem begge baghjul, som da hun vampede sig igennem sin egen ”Honey, please!”, der samtidig skruede tempoet i vejret igen.

Hele holdet var på plads, da Lene Strøyer, Lea Thorlann og Sahra da Silva skiftevis sang for på Willie Dixon-klassikeren ”Spoonful”.

Denne ellers så velprøvede bluesstandard fik et ganske unikt præg af de tre sangerinders fine, Andrews Sisters-lignende trestemmighed i omkvædene.

Samtidig spillede de med deres semi-koreograferede dansetrin og smittende humor op til både hinanden, publikum og backingbandet, som da de flokkedes omkring Kasper Vegenberg under endnu en af hans dampende hede guitarsoloer.

Masser af swing

Den populære jump blues ”Everyday I have the blues” rundede andet sæt af med masser af swing og energi, og her fik selv Jakob Kirkegaard Kortbæk overdraget mikrofonen for en stund. Efter det store fællesbuk kunne Wild Women Blues-holdet sådan set have forladt Vejle med god samvittighed, men folket krævede et ekstranummer, så det fik de selvfølgelig.

Sahra da Silva, Lea Thorlann og Lene Strøyer sang og scattede sig igennem ”Got my mojo working”, og også publikum sang med, da Sahra da Silva førte an i en call and response-seance. Med soloer af først Chris Copen og så Kasper Vegeberg kunne man snart ikke forlange mere, så da aftenen sluttede klokken 22.10, var alle også godt musik-mætte.

Lidt begynder-flimmer på denne allerførste Wild Women Blues-aften kunne således ikke ødelægge indtrykket af en festlig og humørfyldt koncert i stærkt musikalsk selskab.