Tekst og foto: Peter Widmer
På en solbeskinnet eftermiddag, lørdag den 4. august, trådte Nalle & his Crazy Ivans ind på Amfiscenen på Brandts i Odense som et af mange indslag på Jam Days-festivalen.
Nalle og hans tre medspillere havde nemlig en koncert at afvikle, og det gjorde de med kompetence, lune og højt humør.
Nalle & his Crazy Ivans er: Nalle (vokal/guitar), Ivan Sand (akustisk rytmeguitar/vokal), Henning Kaae (akustisk leadguitar/vokal) og Søren Rislund (vokal/mundharpe).
Nalles guitarspil påkaldte sig i øvrigt kun ringe opmærksomhed. Derimod var det hans stadigvæk glimrende vokalarbejde, der var i centrum.
Nalle og Søren Rislund stod for publikumskontakten, der var overordentlig god.
Anekdoter
De fremmødte publikummer blev diverteret med et gedigent sæt, der var sammensat af fjorten velvalgte numre af både ældre og nyere dato, og Nalle bandt numrene sammen med anekdoter fra det virkelige liv.
Det samme gjaldt Søren Rislund. Indlemmelsen af ham som en ”crazy Ivan” er et absolut scoop, for han tilfører firkløverets koncerter indtil flere doser kostelig humor, der virkelig tager kegler hos ethvert publikum.
Dette var også tilfældet under denne koncert, og desuden tilfører Søren Rislund nogle for mange måske forbavsende fine mundharpetoner til ensemblets samlede musikalske udtryk.
I Henning Kaae har Nalle gaflet en glimrende (lead-)guitarist, der fyrede den ene flotte solo efter den anden af, godt støttet af Ivan Sand, der må siges at være en virkelig solid rytmeguitarist.
Rock og blues
Der var rock og blues på programmet hele vejen igennem, og det var herligt at høre flere normalt kraftigt elektrificerede numre i bandets velturnerede akustiske udgaver.
Der blev lagt ud med en fin, afdæmpet version af John Fogertys ”Long as I can see the light”, som han indspillede som medlem af Creedence Clearwater Revival på albummet Cosmo’s factory fra 1970.
Nalles sangforedrag var rørende, Søren Rislunds mundharpetoner besnærende, og Henning Kaaes guitarsolo ganske høreværdig.
Den gospel-agtige ”Shake a hand” af Joe Morris fra 1953 blev også leveret, og folk sang helt spontant med på omkvædet, mens Nalle lige indsparkede et ”Så er det jer. Den kan I godt.”
Desuden fremsagde Søren Rislund følgende: ”Det er ikke sådan at være et modent publikum og så at kunne huske,” men dét kunne publikum.
I sin hule hånd
Og sådan gik det slag i slag. I det hele taget havde Nalle publikum i sin hule hånd.
Syntes Nalle for eksempel, at Henning Kaae skulle have applaus for en af sine mange gode soli, krævede det bare en diskret hånd- eller fingerbevægelse fra orkesterlederen, og så klappede publikum.
Musikernes gode humør smittede helt klart af på publikum, der adskillige gange brød ud i både latter, jubel og grin, og der var godmodig ping-pong mellem musikerne og deres tilhørere.
For eksempel kom Nalle på banen med disse bemærkninger: ”Nu har jeg jo sådan en iPad stående foran mig, hvor teksterne står på. Det er fordi, jeg er blevet 75.”
”Skal vi ringe til Odense Kommune?” råbte en herre blandt publikum.
”Vi kan også ringe til Louis Nielsen,” lød det fra Søren Rislund.
”Nej, jeg klarer mig selv endnu,” konstaterede Nalle med glimt i øjet.
Klassiker
J.J. Cales klassiker ”Rose in the garden”, der findes på sammes album Closer to you fra 1994, blev fint formidlet. Her hørtes alle fire musikere på vokal, hvilket fungerede fortrinligt.
Jesse Stones ”Shake, rattle and roll” fra 1954, populariseret af legendariske Bill Haley & His Comets, fik man også. Publikum sang igen med på omkvædet, og Henning Kaae gav en fornem solo.
Tampa Reds blues-nummer ”Don’t you lie to me” – også kendt som ”I get evil” – fra 1940 var også på bandets sætliste, og blev flot fortolket med en fin mundharpesolo ved Søren Rislund.
Søren Rislund fremturede også med godt mundharpearbejde i blues-standardnummeret ”Help me”, der tilskrives Sonny Boy Williamson II. Samme indspillede nummeret i 1963. Her demonstrerede Søren Rislund desuden, at han er en ganske habil sanger.
Dynamit
Også Henning Kaae fik lov til at være i fokus som sanger, nemlig i B.B. Kings uptempo-nummer ”She’s dynamite”, hvor også publikum i dén grad var med på vokal.
Sidste nummer var Bobby og Shirley Womacks ”It’s all over now” fra 1964, som The Rolling Stones indspillede og dermed populariserede samme år.
Her hørte man en gang fornemt slide-guitarspil af Henning Kaae, hvor han benyttede sin slide på guitarstrengene helt oppe over instrumentets klanghul med god effekt.
Helt ”over now” var koncerten dog ikke. Nalle præsenterede behørigt ”drengene,” og naturligvis fik publikum et ekstranummer i form af Tom Waits-kompositionen ”Jersey girl” fra sammes album Heartattack and vine fra 1980. En fin afslutning på en hjertevarmende, lun og humorfyldt koncert.