Koncertanmeldelse: Lasse E. Jensen Trio, Studenterhus Odense

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

I den tidligere Musikbiblioteksbygning på Amfipladsen ved Brandts Klædefabrik ligger nu Studenterhus Odense. I anledning af Vinterjazz – den landsdækkende ”festival,” der fungerer som paraplyterm for februars jazzkoncerter – havde Studenterhuset booket Lasse E. Jensen Trio torsdag den 21. februar.

Trioens kapelmester er pianisten Lasse Ebbeskov Jensen, der også kendes som ”Boogie Lasse” på de danske jazz- og bluesscener. Sammen med ham optrådte Emil Mathiasen på kontrabas og Jeppe René Veje Bredahl på trommer.

Rytmegruppen er bluespublikummet bekendt fra Baba & the Tonebones, som Bluesnews.dk oplevede live som opvarmning for The Blues Brothers Souvenir Show i december (læs her).

The boogie Dane

Lasse E. Jensen bliver også omtalt som the boogie Dane, og det er ikke uden grund, for han er landets ubetinget dygtigste boogie-woogie-pianist. Selv om bluesen står hans hjerte nærmest, havde Lasse E. Jensen dog ved denne koncert skruet ned for boogie-repertoiret og op for det mere jazzede. Det var jo Vinterjazz, som han sagde, og så er det jo godt, at der findes jazz-blues!

Det blev som en begyndelse eksemplificeret ved George Gershwins ”Oh, lady be good!” Gershwin, der er en af de vigtigste komponister i the great American songbook, var kraftigt påvirket af bluesmusik. Nummeret blev lige som resten af koncerten leveret instrumentalt; til gengæld var Lasse E. Jensen flink til at præsentere numrene og var i det hele taget en beleven og ganske lun vært.

Først og fremmest var han dog en fremragende pianist. Isham Jones’ ”There is no greater love” var næste nummer på programmet, spillet med stærk bluesfornemmelse af Lasse E. Jensen, der aftenen igennem vævede omkring musikkens temaer og byggede numrene op med stadig stigende intensitet.

Smidig og veloplagt

Emil Mathiasen og Jeppe Bredahl fulgte med på smidig og veloplagt vis. Begge fik tid i spotlyset på Oscar Pettifords swingjazzede ”Tricotism”, hvor Emil Mathiasen spillede temaer i forening med Lasse E. Jensen, og Bredahl nappede en trommesolo hen imod nummerets slutning.

Alle numre blev spillet i trioens egne arrangementer. Den sagte ”Isfahan” fra Duke Ellingtons Far East suite blev præsenteret som Lasse E. Jensens absolutte yndlingsballade, og den blev også smukt fremført med lækkert blødt basspil, dæmpet whiskers-spil på trommerne og særdeles effektiv brug af pauser.

Ingen Lasse E. Jensen-koncert uden den boogie-woogie, som flere sikkert også var kommet for at høre. Emil Mathiasen og Jeppe Bredahl tog nu en pause, så Lasse E. Jensen kunne rulle sig ud på ”Boogie woogie be with me”, skrevet af hans store forbillede Axel Zwingenberger. Her var Lasse E. Jensen i sit es og spillede i højt tempo, hvilket virkelig tog kegler.

Belønnet

Med Ray Hendersons ”The best things in life are free” vendte Mathiasen og Bredahl tilbage og blev belønnet med hver sin tildelte solo. Sammen rundede trioen første sæt af med Mabel Waynes ”In a little Spanish town”, der startede som latin, gik over i uptempo boogie-woogie, sænkede tempoet og endte atter som adstadig latin.

Denne version luftede Lasse E. Jensen i øvrigt også, da han deltog i Bartof Stations sæson-afsluttende ”Piano Night” i december 2018 (læs her).

Lasse E. Jensen har to album i eget navn bag sig, solo-cd’en Energetic boogie (2009) og trio-udgivelsen Boogie on the rocks (2012) med Hugo Rasmussen og Tom McEwan. Desuden medvirker han på antologien Piano battle 09 (2009) sammen med Tom Skovgaard, Morten Wittrock og Jean-Baptiste Franc.

Et nyt album er dog i støbeskeen og forventes udgivet i løbet af sommeren 2019. Det skal indspilles sammen med den Lasse E. Jensen Trio, som optrådte i Studenterhus Odense.

Fed version

Her begyndte andet sæt med en fed version af ”Hamp’s blues” (Hampton Hawes) med walking bass ved Emil Mathiasen og skønt tangentspil af Jensen. Endnu en Ray Henderson-standard fulgte i form af ”Bye bye blackbird”, inden vi nåede et af koncertens højdepunkter:

Lasse E. Jensens arrangement af gospel-melodien ”Just a closer walk with thee” begyndte som en New Orleans-begravelse med Jensens fingre dansende over klaviaturet og marchrytme fra Jeppe Bredahls lilletromme. Så gik nummeret op i tempo, og publikum hvinede, mens Lasse E. Jensen satte i med hæsblæsende boogie-woogie-klaver.

Nu fik Lasse E. Jensen sved på panden, men det forhindrede ham ikke i at fortsætte med en solo-fremførsel af endnu et Axel Zwingenberger-nummer, ”In the heat”, som også findes på Energetic boogie – i øvrigt i lighed med første sæts ”Boogie be with me”.

Blidt swingende

Tempoet blev skruet ned med Frank Loessers blidt swingende standard ”On a slow boat to China”. Bassen spillede introen, Lasse E. Jensen kildede tangenterne, og Jeppe Bredahl og hans whiskers spillede rolig shuffle, indtil Jensen øgede energitilførslen og drønede af sted i barrelhouse-stil.

Jeppe Bredahls trommer indledte Oscar Petersons ”Cakewalk”, der blev fulgt af Dizzy Gillespies indflydelsesrige ”Manteca”, et tidligt eksempel på afrocubansk jazz. Nummerets skæve rytmik og Bredahls kantslag gjorde dette til et af koncertens mindst bluesy indslag, men ikke mindre vellykket.

Endnu en Oscar Peterson-komposition afsluttede den ordinære koncert. Lasse E. Jensen begyndte solo, så faldt bas og trommer ind, og Jensens rullende trioler drev nummeret frem mod et helt gospel-agtigt klimaks.

Som ekstranummer fik vi Ted Snyders evergreen ”The sheik of Araby”, naturligvis i et uptempo boogie-woogie-arrangement. Jeppe Bredahls trommesolo bragte koncerten til afslutning efter små to gange tre kvarter i musikalsk selskab.

Publikumsvenlig

Set fra en bluesfans synsvinkel er Lasse ”Boogie” Jensen klart sjovest, når han spiller den boogie-woogie, som har givet ham hans tilnavn. Det er en publikumsvenlig stil, og han mestrer den som få andre – i en grad, så man næsten mister pusten.

Ikke desto mindre kunne Lasse E. Jensen med et alsidigt program som det ovenfor beskrevne demonstrere, at hans talent er bredere end som så. Han er en sympatisk performer, ikke blot når sveden springer, men også når de mere inderlige sider kommer til udtryk.

Næste gang vil vi dog gerne høre mere boogie fra Boogie Lasse – og det kommer vi nok også til.