Koncertanmeldelse: Kent Thomsen & friends – ”Lei sings the blues”, Bygningen, Vejle

Kent Thomsen & friends feat. Lei Moe

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Der var pænt fyldt op med publikummer i kælderen i Bygningen i centrum af Vejle søndag den 24. februar, hvor Bluesforeningen Crossroads stod for en one-off eftermiddagskoncert med sangeren, guitaristen og sangskriveren Kent Thomsen og venner.

Vennerne var ikke hvem som helst, men veletablerede musikernavne, nemlig dagens solist Lei Moe (vokal), Knut Henriksen (bas), Ronni Boysen (guitar), Rasmus Stenholm (Hammond B3-orgel og Wurlitzer-el-klaver) og Mads ”Tiny” Andersen (trommer).

Lei Moe

Koncerten var berammet til at starte kl. 15. Dørene åbnedes kl. 14, og et med rette forventningsfuldt publikum begyndte at indfinde sig til denne engangsbegivenhed. Små 100 folk havde valgt at tilbringe denne søndag eftermiddag i selskab med ovenstående musikere, og bedre valg kunne man dårligt have foretaget.

Bluesnews.dk har tidligere omtalt Lei Moe og Kent Thomsen i vores gennemgang af forårsprogrammet 2019 hos Bluesforeningen Crossroads (læs her).

Versatile

Både dagens kapelmester, Kent Thomsen, og Lei Moe er versatile musikfolk, der har ageret med et hav af forskellige musikere og været omkring flere forskellige musikgenrer. Blandt andet deltog Lei Moe som solist i Melodi Grand Prix i 1997, men dét skal nu ikke lægges hende til last.

Knut Henriksen

Fælles for denne koncerts musikere – med undtagelse af Lei Moe – er, at de har en forkærlighed for bluesmusikken.

Bassisten Knut Henriksen, der har en fortid hos salig Peter Thorup, kan for eksempel høres med Troels Jensen & the Healers, og tangentmanden Rasmus Stenholm har sine egne orkestre og har desuden for eksempel spillet jobs med Grarup Allstars.

Prisoverdængede Ronni Boysen spiller blandt andet med Trainman Blues og Kokomo Kings, og Mads ”Tiny” Andersen er en flittigt benyttet trommespiller, der blandt mange andre har akkompagneret den amerikanske bluesguitarist og vokalist Tony Vega.

Spændende

Lei Moe

Det var spændende at opleve Lei Moes første optræden som bluessangerinde, og hun løste opgaven med fine vokalindsatser, ærlighed og afvæbnende charme.

Hele hendes karriere igennem har hendes rolle primært været korsangerindens i pop- og rock-sammenhæng, men denne dag var hun som nævnt solist i en for hende uvant genreforbindelse.

Kent Thomsen og Lei Moe

Trods dette klarede hun sit job med indlevelse, fine fraseringer og en mangefacetteret vokal og var en sand fornøjelse at opleve. Desuden klikkede næsten alt mellem en yderst fortryllende og kompetent Lei Moe og hendes kongeniale medmusikere.

Ikke blot sad tingene stort set i skabet hele koncerten igennem. Der var også plads til humor, såvel som Kent Thomsen gav plads til de enkelte musikere, og disse til hinanden.

Swingende

Kl. 15.01 gik formanden for Bluesforeningen Crossroads, Peter Buhl, på scenen og bød velkommen, og kort efter indtog musikerne deres pladser. Lei Moe var dog ikke på banen endnu.

Mads “Tiny” Andersen og Knut Henriksen

Imidlertid manglede der, til megen grinen på scenen og blandt publikum, strøm hist og pist, men dét problem løste den lokale lydmand hurtigt, og så kunne musikken gå i gang.

Første nummer var instrumentalt, nemlig en swingende udgave af Jimmy Smith-kompositionen ”Back at the chicken shack”.

Som under resten af koncerten supplerede Kent Thomsen og Ronni Boysen hinanden fornemt, Knuth Henriksen leverede elastisk basspil, Mads ”Tiny” Andersen aldeles sprødt trommespil, og Rasmus Stenholm brillerede på tangenter – både på el-klaver og på Hammond B3-orgel.

Etta James

Kent Thomsen

Næste nummer var ”Champagne and reefer” af Muddy Waters. Her tog Kent Thomsen sig på bedste vis af vokalarbejdet og leverede stærkt, plekterløst guitarspil. Ronni Boysen var desuden i fokus med en overfed slide-guitarsolo.

Med tredje nummer kom Lei Moe endelig på scenen og præsenterede det første nummer, hun skulle synge, som et nummer af Etta Jones.

Faktisk var det et nummer i en version af Etta James, nemlig Timothy Matthews and Al Jackson Jr.-kompositionen ”Feel like breakin’ up somebody’s home”.

Lei Moe

Denne lille svipser kunne man dog sagtens tilgive sangerinden, for som Lei Moe lidt senere, og ærligt, proklamerede: ”Jeg ved ikke så meget om det dér blues.”

Og så fik man en sej udgave af ”Feel like breakin’ up somebody’s home”, med fin, stedvis shouter-kvalitet i Lei Moes stemme og med en bister guitarsolo ved Kent Thomsen.

Egne ting

Ronni Boysen

Udgangspunktet for det følgende nummer var den amerikanske blues- og R&B-sangerinde Bettye LaVettes udgave af Ringo Starrs 1971-hit ”It don’t come easy”.

Nummeret findes på Bettye LaVettes fine 2010-album Interpretations: the British rock songbook og synges heftigt på denne udgivelse.

Rasmus Stenholm

Lei Moe leverede en næsten lige så intens version med et fornemt, indfølt sangforedrag, og hendes medmusikere brillerede også.

Ronni Boysen trakterede med en finurlig rumklangpræget guitarsolo, hvor han lige fik sparket nogle helt egne, totalt uventede toner ind, og dét var noget, der tog kegler.

Det gjorde også Rasmus Stenholms spil på orgel og klaver på samme tid, og tangenttroldmanden var tydeligvis i sit storsmilende es.

Smil var der i det hele taget mange af på scenen, og dét smittede selvsagt af på det veloplagte publikum.

Vigorøs vokal

Mads “Tiny” Andersen

Så fulgte Ellington Jordan, Billy Foster & Etta James-kompositionen ”I’d rather go blind”, som Lei Moe leverede med absolut vigorøs vokal, godt backet af sine mere end solide medmusikere.

Tilmed fik man en aldeles fornem orgelsolo ved Rasmus Stenholm.

Næste nummer var J.J. Cales klassiker ”After midnight”. Her bidrog Lei Moe med et fornemt, originalt vokaludtryk, og Kent Thomsen trykkede den godt af på sin guitar.

Desuden kunne man blandt andet nyde Mads ”Tiny” Andersens opfindsomme og som altid præcise trommespil.

Heftig afslutning

Koncertens første sæt fik en heftig afslutning i form af Tina Turners ”Nutbush city limits”, der blev afleveret i en strålende version, så musikken også her virkelig kom ud over scenekanten.

Kent Thomsen

Kent Thomsen bidrog blandt andet med en forrygende, pågående guitarsolo, der gjorde publikum helt stakåndet.

Rasmus Stenholm spillede her primært el-klaver, men kontribuerede også med en fin orgelsolo, og Lei Moes sangarbejde var af en sådan karakter, at det næsten lå uhyggeligt tæt op ad Tina Turners ditto. Godt gået af eftermiddagens vokalsolist!

Med dette rykkende sidste nummer var en aldeles tilfredsstillende første koncertafdeling slut, og det var tid til en pause.

Musikerne kom dog ret hurtigt igen og spillede endnu et stærkt sæt.

Rykkende spil

Kent Thomsen, Lei Moe, Mads “Tiny” Andersen, Knut Henriksen, Ronni Boysen, Rasmus Stenholm

Kent Thomsens Bo Diddley-beat indledte ”Not fade away” – oprindeligt af Buddy Holly, men nok i større gæld til The Rolling Stones’ version fra 1964 – og Mads ”Tiny” Andersen supplerede med rykkende spil på gulvtammen. Ronni Boysen bidrog med en surf-præget guitarsolo, fulgt af en Hammond-solo fra Rasmus Stenholm.

Hermed var 2. halvleg godt i gang, og humøret på scenen var stadig både højt og særdeles smittende.

”Jeg får lov at bestemme, hvem der skal spille solo!” jublede Lei Moe, og ganske rigtigt: D’herrer Thomsen, Boysen og Stenholm leverede, hver gang hun pegede.

Kent Thomsen & friends feat. Lei Moe

Knivskarp

Ronni Boysen

Således blev Albert Kings signaturhit ”Born under a bad sign” prydet med en knivskarp solo af Ronni Boysen, og også Kent Thomsen var i hopla, så det var en sand fryd at overvære.

Næste nummer var John D. Loudermilks ”Turn me on”, der blev præsenteret som en Norah Jones-sang, og Jones indspillede den da også ganske rigtigt på sit multi-millionsælgende album Come away with me.

”Den syntes Kent, jeg skulle synge,” drillede Lei Moe, og faktisk tabte hun tråden et par gange undervejs i denne soul’ede slow blues. Om det var, fordi hun ikke selv ville have valgt den, skal stå usagt. Under alle omstændigheder blev nummeret reddet både af fine instrumentale finurligheder af Ronni Boysen og Rasmus Stenholm og takket være Lei Moes afvæbnende charme, da hun nærmest småpanisk udpegede Stenholm til hurtigt at improvisere en solo.

Gospel

Så kunne hun til gengæld tage et hvil, mens Kent Thomsen overtog leadvokalen på gospel-nummeret ”Stand your test in judgement”. Lei Moe sang dog kor, og gjorde det så fremragende, sammen med Rasmus Stenholm og Mads ”Tiny” Andersen.

Kent Thomsen og Lei Moe

Sidstnævnte, som her spillede med køller, var i øvrigt en stor oplevelse koncerten igennem, hvor han udviste energi, variation og stor spilleglæde.

Don Nix’ ”Going down” bød på en aldeles sublim, lang solo af Ronni Boysen med en barberbladsskarp tone, der kontrasteredes effektfuldt af Kent Thomsens mere kantede guitarsolo.

Rollefordelingen

Rasmus Stenholm

Rasmus Stenholm var i fokus på Spooner Oldham & Dan Penns ”A woman left lonely” (indspillet af Janis Joplin i 1970). Her blev rollefordelingen på scenen lidt usikker, men Stenholm trådte i karakter og spillede fabelagtigt, snart i Thomas Koppel-stil, snart med brusende kirkeorgel-lyd og gospel-feeling.

Gospel-tonerne fortsatte på koncertens sidste ”ordinære” nummer, Bob Dylans ”Gotta serve somebody”. ”Dén har Kent også valgt,” kvidrede Lei Moe, og Kent Thomsen optrådte da også med stort engagement, både i sin korsang (suppleret af Mads ”Tiny” Andersen, Knut Henriksen og Rasmus Stenholm”) og i en fremragende guitarsolo.

Sangen havde et fedt, tungt groove, fine soloer også fra Ronni Boysen og Rasmus Stenholm og et afsluttende trommebreak.

Ud over scenekanten

Det var en forrygende afslutning, og man kunne næsten have ønsket sig, at bandet var stoppet der.

Lei Moe

Ekstranummeret ”Undercover agent for the blues” kom nemlig ikke på samme måde ud over scenekanten, men et behørigt begejstret publikum ville have mere, og det fik de så.

Sangen var et Tony Joe White-nummer skrevet til Tina Turner, og man genkendte både Whites sumpede groove i instrumenteringen og Turners fraseringer i Lei Moes fremførelse.

Selv om koncertens klimaks således nok blev nået et nummer for tidligt, var det dog en minimal anke, og det var svært at være andet end ovenud tilfreds. Bandet havde spillet formidabelt og været eminent besat på alle poster, og ikke mindst kapelmester Kent Thomsen havde været i fremragende form.

Stor flair

Lei Moe

Eftermiddagens glædelige overraskelse var dog Lei Moe, som muligvis ikke vidste så meget om ”det dér blues,” men ikke desto mindre viste sig at have stor flair for genren.

Den alsidige sætliste tillod Lei Moe at spille med forskellige muskler, og hun greb chancen og viste sig som en overbevisende fortolker.

Så gjorde det ikke så meget, at hun var synligt uvant med rollen som frontfigur, eller at øjnene af og til var lidt for fæstnet ved sangteksterne. Repertoiret var trods alt nyt for Lei Moe.

Det kan godt være, at konceptet blev præsenteret som en one-off, men der var helt klart potentiale til mere.

Kent Thomsen, Lei Moe, Mads “Tiny” Andersen, Rasmus Stenholm, Knut Henriksen, Ronni Boysen