Koncertanmeldelse: Harvest, Magneten, København

Tekst: Jakob Wandam

Langt, langt ude på spidsen af Refshaleøen i København ligger den gamle afmagnetiseringsstation, som nu er blevet til en del af scenekunststedet Teaterøen under navnet Magneten. Her løb hovedstadens nye roots-musikfestival Harvest for første gang af stablen den 30.-31. oktober 2020.

Bluesnews.dk havde taget den lange tur ud mellem nedslidte industribygninger og tidligere marineinstallationer, for på programmet var flere blues-orienterede koncerter (læs også her).

”Det er som at gå rundt i en David Lynch-film” – sådan beskrev Mike Andersen de fysiske rammer for Harvest-festivalen, og der var ganske rigtigt noget surrealistisk drømmende over efterårsstemningen på det lille afsidesliggende spillested.

Første optrædende

Magneten råder over flere lokaler, og størstedelen af Harvest-koncerterne fandt sted i det største, som går under navnet Panoramasalen. Her var stillet 48 stole op, hvilket var kapaciteten i en corona-tid. Festivalen begyndte dog i den lidt mindre sal Nordpolen, hvor Dusty Rag Jazz Band var første optrædende.

Dusty Rag Jazz Band havde sagt ja til at spille under de forskellige sceneskift i Panoramasalen samt som åbningsband på begge festivaldage. Dermed blev det til fire korte koncerter med orkestret, og selv om oplevelsen af bandets musik dermed blev lidt fragmenteret, gjorde de et særdeles positivt indtryk både på Bluesnews.dk og mange andre.

Dusty Rag Jazz Band er et relativt ungt foretagende, som spiller blues, vaudeville, ragtime, spirituals, western swing og traditionel jazz med mere. Det er et musikalsk snapshot af tiden omkring forrige århundredeskifte, og musikken blev spillet med stor indlevelse og autenticitet.

Synge salen op

Det autentiske kom ikke mindst til udtryk derved, at Dusty Rag Jazz Band spillede uden elektrisk forstærkning eller mikrofoner. I bedste moanin’ mama-stil var det op til frontkvinden Nada Dayeh at synge salen op, og det gjorde hun på særdeles overbevisende vis. Ikke blot havde hun den fornødne stemmekraft; Nada Dayeh brændte også igennem med klang, fraseringer og stage presence.

Hun var naturligvis ikke alene om at charmere publikum på Magneten. Det rustikke og medrivende lydbillede blev skabt i fællesskab af orkestret, hvis opstilling varierede lidt i løbet af de fire optrædener. Rasmus Rohde var på guitar og sang desuden både Hans Hartvig Seedorff Pedersens ”Vi har retten til at drømme at vi lever” (Dusty Rag Jazz Bands eneste dansksprogede nummer) og ragtime-standarden ”Make me down a pallet on your floor”.

Anders M. Hermansen lagde den rytmiske bund på sousafon, mens Pelle Fabæch Nielsen spillede skiftevis vaskebræt og lilletromme. Fredag hørte man Andreas Crespi på klarinet og Jørgen Bove på tenorsaxofon samt, i andet sæt, Ali B. Badreldin på barytonsaxofon.

Lørdag spillede bandet uden Crespi, men til gengæld med Daniel Rodrigues på banjo og Emil Eferback på stortromme. Alle sang lejlighedsvis kor.

Overlap

På sætlisterne, der ikke var identiske, men dog havde et vist overlap fra fredag til lørdag, fandt man blandt andet Blind Willie Johnsons ”Nobody’s fault but mine”, ”Old fashioned love” (James P. Johnson & Cecil Mack), ”I’d rather drink muddy water (and sleep in a hollow log)” (alias ”Muddy water blues”, først indspillet af Papa Freddie), ”Hey hey daddy blues” (Blind Blake) og bandets egen ”Jailhouse ode”.

Desuden ”I get the blues when it rains” (først indspillet af Carl Haworth og senere af bl.a. Big Bill Broonzy) og Walter Donaldson & Gus Kahns standard ”Yes sir, that’s my baby”.

Dusty Rag Jazz Band var den store positive overraskelse på Harvest med masser af hokum-stemning, hvirvlende, bluesy blæsere og en pragtfuld leadvokal. De har et enkelt vinyl-album på samvittigheden, Dusty Rag Jazz Band (2019), og arbejder på flere indspilninger.

Roots-festival

Harvest er en roots-festival med alt, hvad det indebærer af musikalsk diversitet. Bluesnews.dk overværede samtlige koncerter, og det var naturligvis ikke alle, der havde blues-islæt. Fredagen bød for eksempel på en fornem optræden af singer/songwriter’en Mathilde Falch og hendes band, som leverede en stærk og stemningsfuld koncert. Jazz Five-saxofonisten (og medarrangør af Harvest-festivalen) Johan Bylling Lang gæstede bandet på sangen “Tiden”.

Herefter kunne Harvest byde velkommen til en gammel blues-kending, Mike Andersen. Andersen vandt i august dette års Blues Livepris ved Danish Music Awards Blues (læs her og her) for sin soloturné, og det var dette enmandsshow, han havde taget med til Refshaleøen.

Det var således historiefortælleren og sangskriveren Mike Andersen, man stiftede bekendtskab med, snarere end guitarhelten. Man skal dog ikke tage fejl af, at Mike Andersen er en fremragende guitarist, og også i dette enkle setup, hvor guitaren primært havde understøttende funktion, opnåede han meget med enkle virkemidler – guitar, stomp box og en soulstemme i storform.

Vi fik en række sange fra det seneste, DMA-nominerede album One million miles (læs anmeldelse her). Det dejligt melodiske titelnummer åbnede koncerten, fulgt af ”Desert trail”, ”No time to slow down” og den fine ballade ”Let’s just go home” (skrevet sammen med Ester Brohus) – præcis som på albummet.

Gennembrudshit

Så greb Mike Andersen tilbage til Mike Andersen Bands gennembrudshit ”Who’s cheating who” – oprindelig et hit for soul blues-legenden Little Milton. Soul blues er netop Mike Andersens stærkeste side, og her bød han også på en guitarsolo, som virkelig tog kegler hos et publikum, der entusiastisk klappede i takt.

Endnu en sang fra One million miles fulgte, den bluesriff-baserede ”One minute more”, inden vi til et let caribisk beat fik ”Over you” fra Echoes (2010) – en tekst om tabt kærlighed, hvor fortællerens insisterende ”I’m not jealous” blot forsikrer lytteren om, at det modsatte er tilfældet.

Mike Andersen var et rigtig godt valg til den intime scene i Magnetens Panoramasal. Hans historiefortælling og sangintroduktioner inviterede publikum indenfor i hans verden, og hans store soulstemme og knivskarpe guitarakkompagnement gav dem god grund til at blive der koncerten ud.

To numre fra den soul’ede Home (2014) rundede Mike Andersens sæt af: ”Water my plants”, hvor der igen blev klappet med, og publikumsfavoritten ”Raindrop in a drought”. Hermed var det dog ikke slut med Mike Andersen, for han var også en af solisterne ved aftenens næste indslag, ”Dr. John Tribute”.

New Orleans-musikken

Harvest var opfundet og arrangeret af Tue Lund-Christensen (Roots & Jazz) og Johan Bylling Lang (JBL Music). Bylling Lang er ikke mindst kendt for sin store kærlighed til New Orleans-musikken, som han blandt andet udlever gennem Jazz Five, Gasorleans og Bylling/Bardeleben Project.

Fredag aften var han kapelmester ved en hyldest til en af New Orleans’ legendariske skikkelser, Dr. John. Bandet var sammensat af omtrent lige dele Jazz Five (Johan Byllling Lang på saxofon, Jonas Starcke på bas og vokal, Stefan Andersen på trommer og vokal) og Thorbjørn Risager & the Black Tornado (Peter W. kehl på trompet, Emil Balsgaard på klaver). Hertil kom tre solister i form af netop Thorbjørn Risager, Mike Andersen og sangerinden Feridah Rose.

Første mand ved mikrofonen var Jonas Starcke, der ledte bandet gennem en funky ”Qualified” fra Dr. Johns 1973-hitalbum In the right place. Det råswingende band kunne herefter byde velkommen til en af landets allerbedste bluessangere, Thorbjørn Risager, som på fremragende vis sang ”Such a night” fra samme plade.

Leadbelly

Thorbjørn Risager og Emil Balsgaard turnerer jævnligt som duo, og på sætlisten har de gerne standarden ”Goodnight Irene” – normalt tilskrevet Leadbelly, men i deres arrangement en del tættere på Dr. Johns funky, uptempo-udgave (Risager & Balsgaard har også indspillet den på When they ring them golden bells (2014)). En lignende version fik vi nu med Risager i den vokale forgrund og aldeles forrygende solospil af Emil Balsgaard.

Så var festen i gang, og den fortsatte med ”Dance the night away with you”, hvor Johan Bylling Lang havde skiftet fra tenor- til barytonsaxofon, og Peter Kehl brillerede med en skøn trompetsolo.

Feridah Rose afløste Thorbjørn Risager på en bas-tung og funky ”It don’t mean a thing (if it ain’t got that swing)”. Sangen er skrevet af Duke Ellington, og Dr. John indspillede den på sit hyldestalbum Duke elegant (1999). Bandets version var langsom og groovy med fede soler af både Johan Bylling Lang og Peter Kehl.

Sangerinden var i sit es på blues-balladen ”Since I fell for you”, som Irma Thomas sang på hyldest-koncertalbummet The musical mojo of Dr. John (2016, indspillet 2014). Nummeret var desuden endnu en tour de force for Emil Balsgaard ved klaveret.

Cubansk-påvirket

Tredje nummer med Feridah Rose i front var den cubansk-påvirkede ”Goin’ back to New Orleans”, indspillet af Dr. John på albummet af samme navn. Stefan Andersen sang – eller nærmest råbte – dernæst det herlige second line-nummer ”Big chief”, der også bød på en fed bassolo af Jonas Starcke.

Starcke leverede også superfed, funky bas på den efterfølgende ”Locked down”. Lyden var her så tung og fed, at man kunne skære i den – og dét gjorde solist nummer tre, Mike Andersen så med bidende skarp elguitar, suppleret af en stærk vokalindsats. ”Locked down” var højdepunktet i en i øvrigt helt igennem fremragende koncert.

At Mike Andersen er stærkt påvirket af B.B. King, har han aldrig lagt skjul på, og han kanaliserede i dén grad blueskongen på ”There must be a better world somewhere”, titelnummeret på et album fra 1981, som Dr. John og Doc Pomus skrev til B.B. King. Mike Andersen satte her en tyk streg under, at han er i sit livs form ikke blot i den rolle som sangskriver, som han måske fokuserer mest på lige nu, men så sandelig også både som sanger og guitarist.

Den gode stil

Andersen fortsatte den gode stil på ”Those lonely lonely nights”, som Dr. John sang på sit skelsættende album Dr. John’s gumbo (1972). Mike Andersen solo’ede for vildt på dette gyngende, bluesy soul-nummer, der også bød på en fed barytonsax-solo af Johan Bylling Lang.

Thorbjørn Risager vendte tilbage til scenen og sang Ray Charles-klassikeren ”Mess around” (der også findes på Dr. John’s gumbo) sammen med Mike Andersen. Det gav Emil Balsgaard chancen for at rulle sig ud i jumpy boogie-woogie-stil, og dén greb han både med solo-forløb og i instrumental duet med Mike Andersens guitar.

Ingen Dr. John Tribute uden doktorens største kommercielle hit, ”Right place, wrong time”. På dette første ekstranummer kom alle solisterne på scenen, og Thorbjørn Risager tog sig af leadvokalen.

Alle tre fik dog lov til at synge vers af aftenens sidste nummer. ”Iko iko”, New Orleans-funk-klassikeren over dem alle, indleder Dr. John’s gumbo og afsluttede fredag aftens Dr. John Tribute. Sikke en fest!

Griot-slægt

Lørdag kunne man høre den gambisk-fødte kora-spiller og sanger Dawda Jobarteh. Jobarteh er af griot-slægt og tilhører den etniske gruppering mandé. Gambia er en tidligere britisk koloni, og derfor staves Jobarteh anderledes end den fransk-klingende variant Diabaté, som man finder i Mali og hos mange store ørkenbluesmusikere så som Kassé Mady, Toumani, Sidiki og Mamadou Diabaté.

Selv om griotmusikken ofte har tydelige fællestræk med blues og indgår som en central del af ørkenbluesen, var der nu ikke meget blues over det sæt, som Dawda Jobarteh spillede på Harvest lørdag aften. Han var suppleret af Salieu Dibba på djembe og diverse andre slagtøjsinstrumenter samt Phong Le på keyboards.

Særligt sidstnævntes synthesizer-lyde og Dawda Jobartehs flittige brug af effektpedaler var med til at give musikken et genremæssigt ubestemmeligt og ofte æterisk udtryk. Til tider blev det næsten new age-agtigt, mens deres i øvrigt meget vellykkede fortolkning af Charles Mingus’ ”Better git it in your soul” havde grænseflader til progressiv rock.

Et andet højdepunkt i koncerten var den stille, betagende ”I met her by the river”. Salieu Dibbas djembe-spil gik fin dialog med Dawda Jobartehs kora, hér sagte, men andre gange i hæsblæsende tempo, og trioens energiske performance gjorde et stort indtryk på Harvest-publikummet.

Alt.country

Indtryk gjorde den også på festivalens hovednavn, den amerikanske alt.country-sanger Josh Rouse. ”Gør mig en tjeneste at sætte mig først på programmet næste gang,” spøgte Rouse, ”sæt ikke den triste singer/songwriter på efter det energiske afrikanske band!”

Josh Rouse havde nu ingen grund til bekymring, for selv om hans solo-optræden var afdæmpet og præget af eftertænksomme folk/country/pop-sange, var en stor del af publikum nok kommet for at høre netop ham, og de kunne gå tilfredse derfra efter en smuk og nærværende koncert i behageligt selskab med Rouses stemme og guitar.

Med et brag

Opgaven med at runde Harvest-festivalen af tilfaldt det fynske band Chris Grey & the BlueSpand. Dét havde trioen tænkt sig at gøre med at brag, så de mødte op i fuld halloween-udklædning, og så vidste man, hvad klokken var slået.

Chris Grey & the BlueSpand bruger nemlig humor som en vigtig bestanddel i både sceneshow og tekster. Musikalsk har de fundet en formel, der hitter: Højenergisk powertrio-bluesfunk, og den afveg de sjældent fra.

Til gengæld må man sige, at de mestrer formen, og de havde skåret den ind til benet. Der var ingen timelange guitarsoloer eller endeløse funk-tomgange her; numrene var i det store hele korte og koncise, og fremførelsen var stramt disciplineret.

Samtidig spillede Chris Grey & the BlueSpand udelukkende egne numre, så der er ingen tvivl om, at de tror på konceptet.

Heroisk

Kasper Lauersen, der heroisk nok gennemførte koncerten iført en utvivlsomt meget varm dræberklovnemaske, dannede rygraden i Chris Grey & the BlueSpands musik med sin tommetykke, men højspændte slap bass. Lars Frimodt-Møller (alias ”Lars von TrommenStick”) understøttede musikkens drive med en hårdtslående lilletrommelyd, mens Chris Grey fuldendte lydbilledet med en stærk, let soul’et vokal og kontrollerede guitarsoloer.

Chris Grey & the BlueSpand lagde ud med en række korte, eksplosive funknumre som for eksempel ”Grab ’em by the elbow” og ”Whacha gonna do”, begge fra deres seneste udspil Fun(k) in the kitchen (2020), og ”Hard times” fra debutpladen Lotta love (2014).

Fem numre inde i koncerten blev der for første gang skruet ned for tempoet med ”Ain’t got time to lose”, en soul blues-ballade, der dog stadig var præget af kraftige trommeslag og funk-energi. Allerede inden Chris Grey og co. gik på scenen, var publikum begyndt at sive – hovednavnet havde jo spillet – men trioen havde intentioner om at holde på så mange som muligt, og de lagde en beundringsværdi energi for dagen.

Uhøjtidelig

I løbet af ”Funk the mall” sprang Chris Grey således ned fra scenen og bevægede sig i stedet over mod en klaverbænk nogle meter derfra, som han stillede sig op på og spillede videre. Og da klokken nærmede sig 22, hvor baren skulle lukke, spillede bandet pausemusik, mens de sidste drinks blev købt – det udbyggede den uhøjtidelige stemning og fællesskabsfølelsen mellem band og publikum. Det udviklede sig til slow bluesen ”Why won’t you” med en fin, bluesy solo af kapelmesteren.

Chris Grey & the BlueSpand fastholdt publikum i en rum tid endnu og lod kun få gange en slow blues afbryde deres insisterende funk. Den instrumentale ”The jam” gav både Kasper Lauersen og Lars Frimodt-Møller lejlighed til at spille solo, men ellers kom sangene hurtigt efter hinanden frem til hittet ”Mammas mammalaid” (der findes på Fun(k) in the kitchen), en funk-workout, hvor publikum klappede i takt, og Chris Grey leverede en regulær rock-guitarsolo.

”Woman I know” med det hill country blues-agtige beat lukkede og slukkede, men ikke før tilhørerne havde både klappet og sunget med. Og selv Kasper Lauersen havde nu ladet masken falde.

Ikke kun musik

Harvest var ikke kun musik. Som sagt var baren åben til klokken 22, og der var også mulighed for at købe diverse spiseligt, heriblandt en ganske glimrende gumbo.

Endvidere kunne man begge aftener være vidne til en installation, hvor lyskunst blev projiceret op på sejlet af en båd i vandet ud for Refshaleøen. Lyset blev styret af tonerne fra trombonisten Gustav Rasmussens horn, som han samtidig spillede på i en nærliggende pavillon.

Der var således mulighed for at stimulere samtlige sanser ved en festival, som dyrkede alt det bedste ved efterårsstemningen.