Ny høstfest-festival i København

Tekst: Jakob Wandam

”Harvest” betyder høst, og ”en urban høstfest” er, hvad arrangørerne kalder den nye festival, der netop under navnet Harvest finder sted i København den 30.-31. oktober 2020.

Harvest er også titlen på et klassisk Neil Young-album fra 1972, og lige som Young på albummet orienterede sig mod amerikansk roots-musik, er det musikalske program for Harvest-festivalen sammensat med en skelen til de traditionelle amerikanske genrer. Det betyder, at der også er blues på plakaten.

Mike Andersen

Mike Andersen
Foto: Frank Nielsen

Fredag den 30. oktober spiller Mike Andersen klokken 19.30. Mike Andersen er et produkt af den aarhusianske bluesscene og har siden albumdebuten i 2002 med My love for the blues udviklet sig til et af dansk blues’ mest roste og populære navne.

I dag er det i alt blevet til otte album og en ep. Den seneste udgivelse fra Mike Andersens side er One million miles fra 2019 (læs anmeldelse her). Pladen er et soloalbum i bogstaveligste forstand, og Mike Andersens efterfølgende enmandsturné indbragte ham Blues Liveprisen ved Danish Music Awards Blues 2020 (læs her og her). Her var han i øvrigt også nomineret til prisen for Årets Danske Bluesudgivelse for One million miles.

Mike Andersen skriver sine egne sange og er desuden kendt for sin stærke, soul-påvirkede stemme og sit guitarspil, der især er inspireret af B.B. King.

Dr. John Tribute

Senere fredag aften, klokken 21, er Mike Andersen en del af holdet ved ”Dr. John Tribute”.

Malcolm John ”Mac” Rebennack alias Dr. John Creaux the Night Tripper eller bare Dr. John døde sidste år, og dermed sluttede et af de væsentligste kapitler i New Orleans’ i øvrigt bugnende rige musikhistorie. Dr. John var uhyre indflydelsesrig i kraft af sin hjemmevante færden i alle de genrer, der udgør byens musikalske arv – og ikke mindst på grund af hans originale, varierede og dybt personlige fusion af dem.

Melissa Inya

Man kan derfor forvente jazz, blues, rhythm & blues, funk og swing med mere, når den gode doktor bliver hyldet af et danske stjernehold samlet af saxofonisten Johan Bylling Lang. I front står to af de stærkeste mandlige stemmer i dansk blues, Thorbjørn Risager og Mike Andersen, samt soul-, jazz- og bluessangerinden Melissa Inya.

Musikerne bag dem er tre femtedele af Jazz Five: Johan Bylling Lang (saxofon), Jonas Starcke (bas og vokal) og Stefan Andersen (trommer og vokal), samt to medlemmer af Thorbjørn Risager & the Black Tornado: Peter Kehl (trompet) og Emil Balsgaard (tangenter).

Chris Grey & the BlueSpand

Harvest-programmet for lørdag den 31. oktober byder blandt andet på koncert med Chris Grey & the BlueSpand.

Chris Grey
Foto: Frank Nielsen

Chris Grey & the BlueSpand består af Chris Grey (guitar og vokal), Kasper Lauersen (bas og kor) og Lars Frimodt-Møller (trommer og kor). Trioen stammer fra Odense og debuterede i 2014 med cd’en Lotta love (Grey havde dog allerede i 2007 udsendt A dirty piece of art under bandnavnet The Chris Greys). I foråret 2020 fulgte albummet Fun(k) in the kitchen.

Bandet har opnået pæn succes også uden for de snævre blueskredse med deres funky og soul-fulde blues. Efterspørgslen bliver vedligeholdt gennem en stærk online presence, der har resulteret i et par virale hits i form af ”Grab ’em by the elbow” og især ”Mammas mammalaid”.

Hymner og worksongs

Dawda Jobarteh

Ud over de allerede nævnte navne bør bluesfans også være opmærksomme på Dusty Rag Jazz Band, som spiller både fredag og lørdag. Orkestret skriver selv, at de spiller ”hymner og worksongs fra 1800- og 1900-tallets Amerika og fletter dem ind i den tidlige jazztradition.”

Lørdag kan man desuden høre kora-spilleren Dawda Jobarteh. Jobarteh er af gambisk griot-slægt, men bor i dag i Danmark. Hans musik trækker på både dansk og vestafrikansk folkemusik (som typisk har mange blues-træk), afrojazz og psykedelia med mere.

Hele programmet for Harvest 2020, der har amerikanske Josh Rouse som hovednavn, ser ud som følger:

Fredag d. 30. oktober: 

17.00: Dusty Rag Jazz Band (koncert på publikumsbåd Nyhavn-Teaterøen)
18.00: Mathilde Falch Band
19.30: Mike Andersen
20.30: Gustav Rasmussen VS Liljedahl: solotrombone/electronics meets floating visuals
21.00: Dr. John Tribute feat. Melissa Inya, Mike Andersen og Thorbjørn Risager

Lørdag d. 31. oktober: 

14.00: Dusty Rag Jazz Band (koncert på publikumsbåd Nyhavn-Teaterøen)
15.00: Filmvisning: Searching for the wrong eyed Jesus
18.00: Dawda Jobarteh
19.30: Josh Rouse
20.30: Gustav Rasmussen VS Liljedahl: solotrombone/electronics meets floating visuals
21.00: Chris Grey & the BlueSpand

Johan Bylling Lang
Foto: Jakob Wandam

Magneten

Harvest afvikles på Magneten, der er beliggende i den tidligere afmagnetiseringsstation på Københavns yderste havnekaj (William Wains Gade 18). Festivalen er arrangeret i et samarbejde mellem Tue Lund-Christensen fra Nørrebro-festivalen Roots & Jazz og Johan Bylling Lang fra JBL Music.

Billetter til Harvest 2020 kan købes her. Der tages naturligvis alle de hensyn, som coronapandemien fordrer. Publikumskapaciteten er derfor p.t. 60 personer pr. aften.