Anmeldelse: Mike Andersen: One million miles (Custom Records CRCD 005)

Af Peter Widmer

Blues- og soul blues-musikeren, sangeren, guitaristen og sangskriveren Mike Andersen, er nok mest kendt som leder af Mike Andersen Band.

Med netop dét orkester har Mike Andersen, der nu er blevet 42 år gammel, fået syv fuldlængdeudgivelser på banen. Desuden har han gennem tyve års tid turneret Danmark og store dele af Europa tyndt med sit band.

Mike Andersen har også dannet duo med Mike Andersen Band-medlemmet Jens Kristian Dam, der er en eminent janitshar. Sammen har de givet flere forrygende koncerter, for eksempel på spillestedet Dexter i Odense (læs her).

Mike Andersen har også spillet solojobs, som han eksempelvis gjorde det til et Morgenrock-arrangement på Dexter i september 2018.

Solo-turné

Imidlertid har Mike Andersen aldrig været på en decideret solo-turné, men snart drager han ud på de danske landeveje helt alene med sit nye – og første – soloalbum One million miles i bagagen.

Til almindelig beroligelse skal det dog anføres, at hverken Mike Andersen Band eller duoen med Jens Kristian Dam er stillet i bero. De fortsætter som hidtil, og solo-projektet er således bare én af de tre hovedstrenge, Mike Andersen spiller på.

One million miles er virkelig et soloalbum, for her høres kun Mike Andersen, hans stemme, hans akustiske guitar og hans akkompagnerende fodstamp. Med andre ord lægger Mike Andersen med dette album nye facetter til sit musikerskab.

Albummet, der er indspillet helt råt, live i studiet, og helt uden tilsætningsstoffer, indeholder ni skæringer. Alle er af Mike Andersen med undtagelse af to numre, nemlig ”Let’s just go home”, der er skrevet sammen med Ester Brohus, og ”One minute more”, der er et samarbejde mellem solisten og Gary Nicholson.

One million miles er udgivet både på vinyl og på cd. Cover-mæssigt ligner de to udgaver næsten hinanden på en prik, men hvor vinyludgaven indeholder de engelsksprogede tekster til albummets sange, mangler disse på cd-udgaven. Imidlertid er det her sidstnævnte, der er i fokus.

Nedbarberet

Som indikeret ovenfor er der skåret helt ind til knoglemarven på One million miles, og bortset fra fodtramp er det Mike Andersens guitarspil og stemme, der er i fokus.

Netop Mike Andersens stemme er værd at dvæle ved. At Mike Andersen har været en god sanger hele sin indspilningskarriere igennem, kan vel ikke komme afstedkomme undren.

Lige fra den allerførste dokumentation af Mike Andersen Bands musikalske univers, ”visitkort-cd’en” Mike Andersen Band fra år 2000, til orkesterets første reelle cd My love for the blues (2002) og videre frem over de følgende udgivelser har der klart været en stor bluessanger i Mike Andersen.

Det var dog først på det Danish Music Awards-nominerede album Echoes fra 2010, at Mike Andersen virkelig trådte i karakter som sanger. Her var hans stemme vokset betydeligt, soul-påvirkningerne sneg sig længere indenfor end hidtil, og især nummeret ”Over you” krøb ind i øregangene på rigtig mange mennesker.

I 2016 udkom så albummet Devil’s back (læs anmeldelse her), der indeholdt elementer af blues, soul og rock og et stænk kvalitetspop, og Mike Andersens stemme viste atter nye sider af sig selv.

Fundament

Det samme gør sig gældende på One million miles, hvor Mike Andersens kraftfulde vokal er helt blottet, hvilket er nyt i sig selv. At de blåfarvede toner så udgør det underliggende fundament på albummet, er ikke så mærkeligt, selv om skiven ikke er et decideret blues- eller soul blues-med-rock-elementer-album, for her er også roots-musik med mere at høre.

Albummet adskiller sig også fra Mike Andersen Bands cd-udgivelser ved ikke at indeholde numre, som man helt umiddelbart kan kaste sig ud i at fornøje sig med.

Sådan er det nemlig ikke med One million miles. Albummet er om ikke svært tilgængeligt, så et album, det tager tid at komme ind på.

Imidlertid lønner tålmodighed sig, og efter flere gennemlytninger åbner albummets sange sig for lytteren, og dét på bedste vis.

Varieret

Mike Andersen
Foto: Peter Widmer

One million miles er en varieret størrelse, og det samme gælder Mike Andersens B.B. King-påvirkede guitarspil, hvilket vel ikke kan komme som nogen overraskelse.

I hvert fald ikke for de mange mennesker, der har investeret i Mike Andersen Bands cd’er, vinyler eller koncertbilletter, og heller ikke for dem, der har oplevet Mike Andersen Duo eller Mike Andersen på egen boldgade.

One million miles spiller Mike Andersen dog på flere og andre strenge end i band-sammenhæng – og det gør han glimrende – og åbenbarer her friske sider af sit guitarspil, der som tidligere nævnt, udelukkende foregår på akustisk guitar på One million miles.

Dette er ret så opsigtsvækkende, især når man er vant til Mike Andersens udladninger på elektrisk guitar fra band- og ofte duosammenhæng. Imidlertid viser den vidtfavnende musiker på sit første solo-udspil, at han også kan lokke smukke, interessante, knastede og sigende toner ud af et u-elektrificeret strengeinstrument.

Dybe

Teksterne på One million miles er egenartede og drejer sig blandt andet om opgør, opbrud, forsoning og andet godt fra kærlighedens veje og vildveje.

”Desert trail” er roots-åbningsnummeret på One million miles, og tonen bliver slået an med gentagne anslag på de dybe strenge, der accentuerer, at her har Mike Andersen givet sig selv marchordre, så at sige, til en solo-vandring ud i det ukendte ørkenlandskab, og denne alene-tur må han klare selv. Men han kaster sig ud i det, fordi det er nødvendigt på dette tidspunkt i hans tilværelse.

”I gotta go now. Out on my own now,” “I’m jumping overboard,” og “I’ll have to be prepared for a lonely walk on a desert trail,” synger Mike Andersen eksempelvis, i erkendelse af, at det at gå solo kan være ensomt, og det kan være enten knald eller fald.

Imidlertid må det siges, at Mike Andersens ensomme vandring, manifesteret i de velturnerede og veludførte ni numre på One million miles, kun har positive aspekter.

Fjernhed

Det fine titelnummer “One million miles” har karakter af blues-jazz med svage aner til New Orleans, og teksten drejer sig om fjernhed i nuet, om at være en million mil væk i tankerne fra der, hvor man er.

“No time to slow down” har et anstrøg af hill country blues over sig og drejer sig om en (yngre) kvinde med fuld fart på i nattelivet. En femme fatale. ”Pouring drinks on a drowning man, just to see if he’ll wither or if he’ll thrive.”

Nummeret indeholder også perlelinjen: “Well, she got legs longer than Johnny Ramone … ” (afdøde – og langbenede – Johnny Ramone, døbt John William Cummings, var guitarist i det legendariske New York City-punk rock-band The Ramones).

Og videre hedder det: “Hesitate for a second she’ll be gone … she’s got no time to slow down … ”

Forsoning

“Let’s just go home” er på musiksiden country-påvirket, og mon ikke sangfuglen fra Hedensted har haft en finger med i spillet her?

På tekstsiden oplever man et par, der på flere planer har gjort hinanden ondt, men nu er det nok, så ”Let’s just go home.” Et smukt, indtrængende nummer om forsoning, formidlet flot af Mike Andersens fine vokal.

”One minute more” er et bluesy nummer om en insisterende kvinde, der ikke er meget for at lade den mand, hun har tilbragt en stund med, slippe, og der er nedtælling fra ” … ten minutes more” til ”One minute more.”

”Shoulders down” er et bluesnummer, der drejer sig om et parforhold, der ikke har kørt optimalt i nogen tid. Nu er det imidlertid ned med paraderne, for ”I got it all. All I ever wanted right here.”

Ud i byen

”We’re going down” er en roots-sang med et stedvist lille anstrøg af fransk chanson over sig. Nummeret drejer sig om behovet for at komme ud i byen for at få renset ud i både krop og sjæl, koste, hvad det vil.

”Little man” er en velfungerende roots-skæring om en medieparasit i habit, der i egen selvforståelse er stor og magtfuld, men som reelt er et meget lille, ikke oversympatisk, menneske.

Afslutningsnummeret ”Already gone” er nærmest en elegi over et forhold i afslutningsfasen. Mike Andersens vokal står atter stærkt, medens hans her enkle guitar- og fodstampsakkompagnement sætter stemmen i relief i dette blottede roots-nummer.

Når de sidste toner af ”Already gone” klinger af, hører man Mike Andersen stille sin akustiske guitar fra sig og gå ud af indspilningsrummet. En passende afslutning på et fornemt album.

Personligt

Mike Andersen har med One million miles – og måske under parolen less is more – begået et homogent, personligt og modigt værk. Tilmed er det både varieret og intenst.

Her kan enhver sang sagtens stå alene, og overalt går sang, fodstamp og akustisk guitarspil op i en højere enhed.

One million miles bør vinde genklang både i ind- og i udland, for det har albummet absolut format til.

Som tidligere nævnt tager Mike Andersen inden længe ud på sin første soloturné med One Million miles under armen for at spille en række koncerter.

Her vil ikke blot One million miles være i centrum, for Mike Andersen vil også spille numre fra bagkataloget og vil fortælle om sit indholdsrige liv.

Mike Andersen kan opleves her på sin One Million Miles SOLO tour:

  • 9/7: Amager Bio, København (support for Keb’ Mo’)
  • 13/9: Maltfabrikken, Ebeltoft
  • 14/9: Trommen, Hørsholm
  • 20/9: Ungdomshuset Walker, Middelfart
  • 21/9: Jammerbugt Kultur- & Erhvervscenter
  • 26/9: Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Næstved
  • 27/9: Turbinen, Randers
  • 28/9: Fermaten, Herning
  • 28/9: Musikhuset Aarhus
  • 29/9: Hotel Cecil, Kbh
  • 3/10: Musikhuset Dexter, Odense
  • 4/10: Blueskartellet Horsens/HåndværkerForeningen, Horsens
  • 5/10: Byens Hus, Jelling
  • 10/10: Slagelse Musikhus og Badeanstalten, Slagelse
  • 11/10: Skive Theater
  • 12/10: Pavillonen, Grenaa