Af Jakob Wandam
Diving Ducks blev dannet i 2018 af en lille håndfuld erfarne jyske herrer, hvoraf flere har begået sig på og omkring den danske bluesscene. Den oprindelige opstilling var Erik ”Knas” Sandager (bas, mandolin og kor), Ib Krause-Kjær (trommer og percussion), Jens Lohmann (guitar) og Niels Elbæk (leadvokal, guitar og mundharpe). Siden kom Henrik Skriver (guitar og kor) til.
Det er folk med erfaring fra for eksempel Low Budget Brothers, Knasen Blues Band, Shot Gone, Skriver Bjarnesen Band og Kent T. & the Delta Grinders.
Den oprindelige plan var at spille americana-, blues- og rock-covers, men da bandets planlagte live-debut i 2020 blev aflyst af corona-nedlukningen, kom der i stedet gang i sangskrivning og indspilning. I 2022 kunne Diving Ducks udsende debutsinglen ”Right to be grumpy” (læs her), og den 18. januar i år udkom så albummet Nothing on TV med tolv originale sange, skrevet af Niels Elbæk og arrangeret af bandet i fællesskab.
Nothing on TV er ikke en bluesplade, men må snarere karakteriseres som roots-rock og americana med klare elementer af folk, blues og country. Man mærker arven fra Bob Dylan i bandets sangskrivning og instrumentering – bevares, Dylans poetiske, fabulerende tekstkvaliteter besidder Niels Elbæk ikke, men der er en lignende flair for at blande den amerikanske roots-musiks forskellige bestanddele i både komposition og instrumentering.
For eksempel får åbningsnummeret ”Build a bridge”, som mest er en country/folk-sang, et Piedmont blues-præg af Niels Elbæks friske mundharpe. Og ”The hard way” har ekkoer af både Dylan, Hiatt og Springsteen, men får også en tex-mex-lyd i kraft af basgang, mandolin og spansk guitar.
Mest bluesenergi er der i ”The sun is gonna rise again tomorrow”, som drives frem af et aggressivt mundharperiff og en ditto -solo. Hermed understøttes den hektiske vokale levering, der giver mindelser om ”Subterranean homesick blues” eller den mindre kendte Dylan-sang ”The usual”. Et stærkt nummer!
Der er også masser af blues over førstesinglen ”Right to be grumpy”, som dog også byder på nogle lækre country-licks på elguitaren. Som mange af albummets numre fortælles sangen fra den modne mands synsvinkel, og med glimt i øjet forsvarer han her sin ret til at være en gnaven gammel mand.
Det er moden musik til et modent publikum, og Diving Ducks har lavet en varm og lyttevenlig americana-plade. De musikalske kort blandes med god smag og sans for, hvad der fungerer sammen, og selv om man sådan set kommer vidt omkring i roots-landskabet, holder Diving Ducks deres fokus, og udtrykket bliver aldrig skizofrent.