The Blues Overdrive gemte trumferne til sidst

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer

The Blues Overdrive har udviklet sig til et internationalt anerkendt band med spillejobs rundt om i Europa og ikke mindst to European Blues Awards på kaminhylden. Deres seneste album, Overdrive live! fra 2017, blev således udråbt til ”Best Album/Recorded Session” ved sidste års prisoverrækkelse i Manchester (læs her).

Fredag den 9. februar 2018 stod The Blues Overdrive på scenen i mere ydmyge rammer i Samlingstuen i Kerteminde. Spillestedet er beliggende i den historiske Andresens Købmandsgård og er noget af det mest hyggelige og intime, man kan forestille sig.

The Blues Overdrive – Martin Olsen på vokal og guitar, ”Brother” Thomas Birck på bas, Louisian Boltner på trommer og Andreas Andersen på leadguitar – måtte indstille sig på mindre albuerum end normalt og et publikum, der sad mindre end en meter fra scenekanten, men det lod de sig heldigvis ikke kyse af.

David Lynch-agtigt

The Blues Overdrive har skabt en stil, der ikke ligner noget andet på den danske bluesscene. Udgangspunktet er tilbagelænede boogie-grooves, der serveres med skarpe, surf-influerede, ekko-vædede guitarlinjer og hensætter publikum i en David Lynch-agtig stemning.

Repertoiret består hovedsageligt af egne numre, skrevet og komponeret af Martin Olsen. Atmosfæren er essentiel i The Blues Overdrives musik, og fra begyndelsen af Olsens ”Death on the highway” blev stemningen af noir og mystik skabt af guitarernes klangflader, inden bandet satte i med en boogie med elementer af surf og J.J. Cale.

Den langsomme, groovy ”Out in the country” fulgte, inden den Texas blues-influerede “Three time lover” bød på en fin, bidsk guitarsolo af Andreas Andersen, der syntes at have fundet bindeleddet mellem Albert Collins og Jimmie Vaughan.

Sløret virkelighed

Det var dog de fine nuancer, der adskilte numrene. Temposkiftene var moderate, og det virker, som om The Blues Overdrives bevidste modus operandi er nærmest at hypnotisere publikum ind i en sløret virkelighed og fastholde dem dér med deres insisterende grooves.

Det er en ret unik fremgangsmåde for et bluesband, hvilket The Blues Overdrive skal roses for, men det kræver også et publikum, som er indstillet på musikkens præmisser. Forventer man et festfyrværkeri af buldrende Chicago blues, vil man hurtigt indse, at man er gået forkert.

Efter endnu en Martin Olsen-komposition, ”Ball & chain”, måtte publikum dog op at stå (på Olsens opfordring) og synge med på Louis Jordans jump blues ”Early in the mornin’”. Højdepunktet i koncertens første sæt blev imidlertid Bob Dylans ”High water (for Charley Patton)”, der bød på en funky rytme og nogle særdeles effektive temposkift.

Demonstrerede klassen

Herefter fulgte endnu en Martin Olsen-original, ”Woman of love”, hvor Andreas Andersen for alvor begyndte at demonstrere sin klasse, først med en kort, jazzet solo og derpå en mere bidende, bluesy én med B.B. King-agtig string bending.

Martin Olsen gav selv en afdæmpet guitarsolo på sin ”Cherry”, et dovent-groovy nummer med latin-undertoner, inden første sæt blev afsluttet med en dobbelt hyldest til afdøde Peter Thorup: ”Mr. 16 Tons (Blues for Thorup)” swingede med pauke-agtigt trommespil fra Louisian Boltner, og Willie Chambers’ ”You’ve got the power to turn me on” fik noir-stemning med Martin Olsens flittige brug af whammy bar’en.

Bekymrede ord

Der lød bekymrede ord fra dele af publikum i pausen: Hvor der var bred enighed om, at bandet spillede teknisk forbilledligt, udtrykte flere, at de savnede variation i tempo og udtryk. Denne bekymring skulle The Blues Overdrive dog gøre til skamme i andet sæt.

Der blev lagt ud med Kenny Burrells swingende, instrumentale jump blues ”Chitlins con carne”, hvorefter Brother Bircks funky bas indledte ”Living here without you”. Sidstnævnte var en regulær funk-øvelse, der udløste taktfast klappen.

The Blues Overdrive virkede ganske enkelt forandret i andet sæt, hvor ikke mindst Andreas Andersen trådte i karakter med den ene fornemme guitarsolo efter den anden. Her var tale om en guitarist, der har skabt sin helt egen lyd, og som til stadighed imponerede med sin opfindsomhed, elegance, intensitet og åbenlyse spilleglæde, hvilket man blandt andet blev vidne til i en lang solo på John Némeths ”Daughter of the devil”.

Samspillet

Andersen løb som solist med meget af opmærksomheden, men samspillet med Martin Olsen var en lige så vigtig ingrediens som soloforløbene. Hele tiden farvede Olsen det musikalske udtryk med små, diskrete guitarfigurer og stemningsskabende klange, for eksempel på den tunge slow blues ”Aurora”.

”Rolling thunder” blev serveret i en J.J. Cale/Dire Straits-agtig version, der i sin rytmik næsten tangerede country. Der var fyret rigtig godt op under publikum nu. Med ”I was wrong” skiftede bandet igen tempo til jump blues/rhythm & blues. Brother Birck spillede walking bass, og Andreas Andersen vekslede mellem det rent bluesy og Duane Eddy-agtig surf-guitar.

Afslutningsnummeret blev ”Ain’t gonna worry” med en heftig rock ’n’ roll-solo af Andersen, og det obligatoriske ekstranummer var meget passende en J.J. Cale-boogie, ”Bringing it back”. Her var tex-mex-undertoner og fede temposkift, som bragte alle de bedste kvaliteter frem i The Blues Overdrive.

Et modigt træk

Dispositionen af koncerterne er naturligvis et bevidst greb fra The Blues Overdrives side: Det karakteristiske groove etableres i første sæt, og i andet sæt kommer gryderne så for alvor i kog. Det er ikke usædvanligt, men i The Blues Overdrives tilfælde er det et modigt og også farligt træk. Et band, hvis musik i så høj grad er baseret på atmosfære, skal være varsomt med ikke at tabe publikum undervejs.

De spillemæssige kvaliteter uanfægtet var dét tæt på at ske i første sæt i Samlingsstuen. Alt endte naturligvis lykkeligt – andet sæt var ikke bare godt, men rigtig godt, og man stod tilbage med en samlet forståelse af bandets koncept, der satte første sæts hypnotiske tilbagelænethed i et andet og mere positivt lys. Men et forsigtigt råd herfra ville være ikke at gemme alle trumferne til de sidste omgange.