Doing it right – interview med Fried Okras Thomas Crawfurd og Morten Lunn

Fried Okra (Anders Wallin, Morten Lunn, Thomas Crawfurd)
Foto: Silas Jansson

Tekst: Peter Widmer

Det københavnske blues- og roots-band Fried Okra får snart deres sjette album, Doing it right, på gaden.

Bluesnews.dk indfangede to af trioens medlemmer, nemlig trommespilleren Thomas Crawfurd og sangeren og guitaristen Morten Lunn, til en snak om deres nye album og andet godt.

Thomas Crawfurd, sidst du og jeg snakkede sammen, var I på vej i studiet for at indspille et nyt album, der altså blev til Doing it right – jeres sjette fuldlængdeudgivelse (se her). Du fortalte, at I havde flere numre klar, men havde I skrevet alle kompositioner i forvejen, eller skrev I nogle af dem i studiet?

– Nogle af sangene havde vi nærmest kun i skitseform. Vi havde for eksempel forinden spillet lidt rundt i Mortens forlæg til en ny sang uden helt at have lagt os fast på, hvordan vi ville indspille den. Indtil vi så i studiet sammen med vores producer, Peter Iversen, lagde os fast på det, der virkede på det tidspunkt. Andre sange var vi overbeviste om, at vi havde det helt rigtige arrangement af, indtil Peter Iversen syntes, at vi lige skulle prøve nogle andre muligheder.

Fried Okra i Studenterhuset i København 2019
Foto: Peter Widmer

Mange af numrene på Doing it right var, sagde du, gennemprøvede foran diverse publikummer, som for eksempel ”Copenhagen fast track”, som I blandt andet luftede i Studenterhuset i København i sommeren 2019, hvor I spillede som en del af Copenhagen Jazz Festival (læs her). Hvad med de ikke-gennemprøvede numre? Var I overbeviste om deres kvaliteter, da I gik i studiet?

– Jeg vil ikke sige, at vi var overbeviste om noget som helst. Det synes jeg aldrig, man er i dén proces. Indspilningsfasen kan være fuld af tvivl og usikkerhed på, om det nu er det rigtige, man har gang i. Og så kan man blive vildt overrasket over at høre, hvordan det egentlig lyder bagefter i mixerrummet. Og det kan både være en positiv og negativ overraskelse. Men vi havde en klar ide om, at der var et potentiale i de sange, vi tog med i studiet.

Indspilningsprocessen

Hvordan greb I indspilningsprocessen an?

– Vi startede med at spille sangene for Peter Iversen. Så kom han med lidt input til arrangementet, og så spillede vi os ind på den endelige form. Senere lagde vi overdubs, så som ekstra guitar, kor, percussion med mere på.

Morten Lunn på diddley bow
Foto: Frank Nielsen

I har anvendt instrumenter som mundharpe, sousafon og mandolin førhen. Morten Lunn har i lange tider foruden guitar spillet diddley bow, og Anders Wallin spiller – som noget nyt – violin og westernguitar på Doing it right. På samme album har I stort set skåret instrumenteringen ned til guitar, bas og trommer. Hvorfor dét?

– Instrumenteringen er i høj grad dikteret af sangene. Hvis ikke sangen kalder på for eksempel mandolin, så skal man ikke bruge mandolin. Jeg elsker at spille på mandolin, og prøvede også at spille på den undervejs i processen for at teste, om det lød godt på et par af sangene, men konstaterede hver gang, at det lød påklistret.

Morten Lund spiller angiveligt også kazoo på jeres nye album, men hvor? Jeg kan ikke høre nogen kazoo i lydbilledet.

– Kazoo, ja, det er rigtigt, det er på nummeret “I don’t know”.

Nye instrumenter

I har i øvrigt andre nye instrumenter med på Doing it right. Fortæl om dém.

Thomas Crawfurd
Foto: Frank Nielsen

– Vi har en westernguitar på en sang, som Anders indspillede. Den tilfører rytme og flow. Violinen på ”Tupelo bound” var noget, Morten havde i tankerne, så det skulle prøves, og blæksprutten Anders kunne selvfølgelig lige trække en violin op af vadsækken. Jeg vil sige, at den er som et krydderi. Den tilfører nuancer i gryderetten.

– Lapsteel-guitaren på ”Deep water” er jo fra allerøverste krydderihylde. Det er ren og skær tryllestøv i mine ører. Jeg elsker det instrument, og jeg havde det i tankerne helt fra starten af, da jeg skrev sangen – denne her skreg på enten pedal-steel eller lapsteel. Orglet på ”Copenhagen fast track” kom på for at gå endnu mere med på den gospel-feel, der allerede var i sangen.

Hvad tilføjer disse nye instrumenter?

– Jeg synes, at sammenligningen med madlavning er den mest oplagte måde at beskrive det på. Du kan sagtens lave en god tomatsauce med løg, hvidløg og tomater. Men du får mere dybde i smagen hvis du lige bruger lidt rødvinseddike og sukker og lang simretid.

Afkroge

Jeres spillestil og lyd er forandret på Doing it right i forhold til jeres fem tidligere album. Fra at være kraftigt inspireret af North Mississippi hill country blues og bluesfolk som Junior Kimbrough, R.L. Burnside, Cedric Burnside og Robert Balfour har jeres musik fået et måske mere moderne udtryk med rock, americana, folk etc. smidt ind, blandet med blues. Hvorfor har I skiftet stil? Hvad er trukket fra, og hvad er kommet til?

Morten Lunn
Foto: Frank Nielsen

– Det er et meget lidt bevidst valg at ændre stil. Det sker bare over tid. Det er meget svært at lade være med at afsøge alle de spændende afkroge inden for det, man meget bredt kan kalde blues. Når vi en sjælden gang imellem er kommet ind på emnet, bliver vi altid enige om, at vi ikke vil underlægge os de begrænsende genrebetegnelser. Det er i sidste ende bare musik alt sammen.

Her kommer Morten Lund til og siger:

– Helt enig. Jeg kom i tanke om i dag, at jeg tidligt i processen vist tænkte, at pladen måske kunne hedde Bluesified, fordi jeg mente, at den ville blive meget mere ren blues … men det må jeg have glemt igen, for det skete ikke – hverken musikalsk eller med hensyn til titel.

– Nå, men det er måske også noget med, at man ikke kan lyde præcis som sine forbilleder, og så noget med, at man ligesom må følge den stil, de nye sange, som vi hver især kommer med, har.

Ændring

Thomas Crawfurd, forsøger I at blive mere kommercielle?

Thomas Crawfurd
Foto: Frank Nielsen

– Av av, nej, det gør vi ikke. Så skulle vi godt nok have lavet en hel anden slags musik. Hvilken, det ved jeg ikke. Vi forsøger egentlig ikke på noget, andet end at blive ved med at skrive sange, spille og udvikle os sammen. Det er ikke sjovt at gentage sig selv, så derfor kommer der helt naturligt en ændring i udtrykket.

I pressemeddelelsen, der følger jeres nye album, står der blandt andet:

”Musikken og ikke mindst teksterne på Doing It Right er naturligvis bandets egne, og numrene på det nye album afspejler, at bandet har nået en alder, hvor det er oplagt at reflektere over livet og den tid, der er gået.”

I ligner ikke ligefrem nogen vårharer, men sig mig – hvor gamle er I egentlig?

Thomas Crawfurd:

– Sidst jeg tjekkede, var jeg 37, men det er 10 år siden nu. De andre er vist et par år yngre.

Har I børn? Hvis ja, hvor gamle er de?

– Mortens er 2 og 5, Anders’ er 12 og 13, og mine er 13 og 17, oplyser Thomas Crawfurd.

Har I (haft) problemer med at balancere familieliv med jeres travle musikerarbejde?

Thomas Crawfurd fremfører følgende:

– Ja! Særlig da børnene var små. Det kan virkelig være udfordrende at få det til at gå op. Men nu er mine børn så store, at det ikke er noget problem længere.

Teksterne

Apropos teksterne i det, jeg citerede fra jeres pressetekst for lidt siden, må jeg sige, at man stort set kan høre, hvad Morten Lunn synger, men til tider er hans sangforedrag lettere ”mumlet.” Hvorfor er der ikke vedlagt noget tekstark? Et cd-hefte med trykte tekster – som for eksempel på jeres album There’s a world outside my door – ville også kunne gøre det. Det ville være godt, når I nu lægger vægt på teksterne.

Fried Okra
Foto: Frank Nielsen

Thomas Crawfurd kommenterer:

– Jeg er glad for, at du interesserer dig for teksterne, og tro mig, vi ville gerne have teksterne med i albummet, men det var der ikke råd til. Det er så hamrende dyrt at producere fysiske album, og der er ikke mange købere til dem i Danmark. Vi danskere elsker jo at streame musik. Det er nemt og billigt.

– Og vi musikere er for længst bare gået med på de tarveligste aftaler, man kan forestille sig. Vi lægger vores dyrebare produkter til rådighed på alverdens streamingtjenester og bliver så aflønnet med cirka 0,5 øre pr. afspilning. Det er dumt, fattigt og meget lidt bæredygtigt.

– Men hvad skal vi gøre? Det er nok de færreste, der går ud og køber vores lp, hvis de ikke kan finde os på Spotify. Dem, der vil have vinyl, de køber vinyl. Men vi lægger teksterne på vores hjemmeside i forbindelse med udgivelsen.

Selvsikkerhed

Videre hedder det – i forbindelse med teksten til ”You’re doing it right”: ” … hvor forsanger Morten Lunn synger, at han ville ønske, han kunne rejse tilbage i tiden og give sit yngre jeg et par beroligende ord med på vejen … Det er nemlig nøjagtigt den blanding af erfaren selvsikkerhed, selverkendelse og selvironi, der præger det nye album, som med ti nye numre sætter standarden højt for dansk blues og roots”. Gælder dette både det instrumentale og vokale og sangenes tekster? Hvordan?

Thomas Crawfurd
Foto: Peter Widmer

Thomas Crawfurd forklarer:

– Jeg fristes til at sige, at det må være op til lytteren at afgøre. Men vi har en god følelse med at sende det her album ud, og det er vel et udtryk for selvsikkerhed, og tilfredshed med det vi har lavet. Hvordan det så bliver modtaget, er en helt anden snak.

Morten Lunn begrunder:

– Men vi håber også, man kan høre ironien i noget af det eksempel, du nævner.

Hvad er det mon der gør, at det virker, som om Morten Lunns stemme er blevet en kende blidere end førhen i udtrykket visse steder, for eksempel på skæringen ”Deep water”?

Thomas Crawfurd fremfører skælmsk:

– Det er nok, fordi han er blevet far, og Morten Lunn tilføjer:

– Ja. Der er vel også noget med sangens karakter. Og så kan man jo ændre sig. Vi har også brugt lidt tid på vokal-dubs.

Spilleteknik

Har du, Morten Lunn, modtaget sangundervisning, og hvis ja, så hvor eller af hvem?

Morten Lunn svarer kort:

Morten Lunn
Foto: Frank Nielsen

Njaah. Ja, men det er længe siden. Gode folk, men det er lige meget hvem.

Hvilken aftale har I med Gateway Music i forhold til Doing it right, der, kan man se på jeres hjemmeside, udkommer i fysisk form på både cd og lp?

Doing it right udkommer på Gateway Music, der både er et pladeselskab og et distributionsselskab, tydeliggør Thomas Crawfurd.

I spiller – og synger (Morten Lunn) – amerikansk inspireret musik. Imidlertid har Morten Lunn en mid-Atlantic-accent (for eksempel på nummeret ”Deep water”). Hvad er nu dét for noget? Skal man ikke vælge enten én (for eksempel britisk eller amerikansk) accent?

Morten Lunn kommenterer:

– Om man skal gå bevidst efter en accent eller en særlig sprogbrug eller ej? Det kan der være meget at sige om, og der er fordele og ulemper ved begge dele, men jeg er ikke gået efter enten en britisk eller en amerikansk accent.

Morten Lunn
Foto: Frank Nielsen

Morten Lunn, du spiller guitar med ”flesh to strings”-teknik – altså uden plekter og med fingrene/hånden – som Jeff Beck og andre. Har du altid anvendt denne spilleteknik?

Morten Lunn:

– Nej ikke altid. Jeg er opfostret med plekter og elskede at bruge et. Indtil jeg var 30, havde jeg altid et i lommen.

– Det er godt med fingrene til rytmeguitarting, synes jeg. Men det er vel også noget med at have fingeren fri til at lave licks på de lysere strenge, samtidig med at man spiller på de dybere strenge (når det lykkes).

Inspirationskilder

Hvor har du – Morten Lunn – tilegnet dig guitarspillets mysterier, og hvem er dine inspirationskilder, når det gælder guitarspil?

Morten Lunn uddyber:

– Tak for spørgsmålet. Hvor lang tid har du, he-he?

Morten Lunn
Foto: Frank Nielsen

– Jeg har lyttet til mange af de kendte bluesfolk. Chuck Berry og The Rolling Stones var det første, jeg mødte guitarmæssigt, tror jeg, og det påvirker mig stadig meget. På et tidspunkt var det King’erne – Albert, B.B. og senere Freddy King. Buddy Guys spil er jeg stor fan af. Son House, Jessi Mae Hemphill og allermest John Lee Hooker.

– Men det var en stor oplevelse at opdage hill country bluesen og den spillestil, der er i guitaren der. Jeg var så heldig at få en kort time hos Kenny Brown en gang, og det er stadig det, jeg bruger, især når vi spiller numre af Balfour og Burnside. Men riffene bliver jo omdannet efter ens egne evner og spillestil.

– Jeg blev også påvirket af ZZ Tops måde at spille bluesguitar på, da jeg så dem til en koncert.

Konservatorium

Thomas Crawfurd, har der nogensinde været nogen form for kunstneriske uoverensstemmelser mellem jer to rytmefolk – Anders Wallin, der, så vidt jeg ved, er uddannet på Rytmisk Konservatorium, og dig, der, så vidt jeg ved, er uddannet på Klassisk Konservatorium?

Anders Wallin
Foto: Peter Widmer

Thomas Crawfurd konstaterer:

– Nej! Aldrig, vi har svinget (personligt og kunstnerisk) fra første gang, vi spillede sammen. Det med de der konservatorieuddannelser er ikke særlig vigtigt, når man spiller den slags musik, som vi spiller. I øvrigt er jeg rigtigt nok uddannet fra Det Kongelige Konservatorium, men er ikke klassiske uddannet. Gik på AM-linjen, der er en undervisningsuddannelse, uanset om man spiller klassisk eller rytmisk.

Morten Lunn, du er, så vidt jeg er orienteret, uddannet som cand.mag., men i hvad?

Morten Lunn :

– To sideordnede fag: historie og socialvidenskab. Speciale i historie om den afroamerikanske blues’ møde med Europa.

Det mest naturlige

Hvorfor er det primært Morten Lunn, der skriver jeres numre?

Der er for eksempel ti numre på Doing it right. Morten har skrevet de syv, du – Thomas Crawfurd – har skrevet to, nemlig ”Deep water” og ”As long as I remember”, og et tredje – ”I don’t wanna go” – er skrevet af Morten Lunn og Laust ”Krudtmejer” Nielsen. Er dine to numre for øvrigt ikke præget af dit job som medlem af Trainman Blues, hvor der er klare folk-elementer i musikken?

Hvad med ”I don’t wanna go”? Laust ”Krudtmejer” Nielsen er jo også en del af Trainman Blues. Er der måske også lidt folk og en lille snert af The Cornbread Project-musik, som Laust ”Krudtmejer” Nielsen også er med til at forme, i dette nummer? (Læs her).

Thomas Crawfurd:

Morten Lunn
Foto: Frank Nielsen

– Det er bare det mest naturlige, at Morten skriver de fleste sange, sådan har det været, helt fra vi startede. Han er trods alt sangeren.

– Mine sange er præget af alt muligt af det, jeg aktuelt lyttede til, da jeg skrev dem, sikkert Bob Dylan, Keb’ Mo’ og Ry Cooder, men de er faktisk ikke helt nye. Jeg skrev dem, før jeg begyndte at spille med Trainman, så lige den påvirkning har der ikke været. Om der kan høres Cornbread i ”I don’t wanna go”, er muligt, det kan jeg ikke afgøre.

Morten Lunn supplerer:

– Laust skrev faktisk omkvædet til ”I don’t wanna go” i forbindelse med optagelserne til pladen med Jimmy Burns, som kom i januar i år – The Chicago sessions (læs her og her). Jeg havde sangen med til Laust som et forslag til Jimmy Burns, og Laust lavede så et omkvæd og en produktion ud fra min spæde idé. Men den endte med ikke at komme med på den plade.

– Tidsmæssigt passer det måske meget godt med Cornbread-produktionen. Men det kræver mere detektivarbejde at kende påvirkningen.

Lyden

Er I alle tre nodekyndige, og er I alle tre med til at definere jeres fælles lyd og stil? Hvordan bliver det enkelte nummer bygget op? Bidrager I alle tre?

Thomas Crawfurd:

– Jeg er flydende i noder, men: Lad os lige starte med at tage noderne ud af ligningen. Dem bruger vi ikke her.

Anders Wallin
Foto: Frank Nielsen

– Lyden bliver defineret af os alle tre, men i høj grad af Mortens guitar og vokal. Anders og jeg forsøger ydmygt at understøtte Morten og hans sang. Sangen bliver typisk til ved, at Morten synger og spiller en idé for os, som vi så spiller med på. Nogen gange har han nogle idéer om, hvad han vil have, men for det meste har vi rimelig frie hænder til at gøre, hvad vi føler for.

– Nogle gange prøver vi den samme sang i fire-fem meget forskellige versioner. Ligesom vi også gennem årene ændrer radikalt på nogle arrangementer, så vi ikke skal høre os selv gentage de samme sange på samme måde igen og igen.

– Mine sange er mere færdigpakkede, når jeg har dem med. Jeg har som regel indspillet en demoversion med alle instrumenter og sang på, så jeg slipper for at forklare, hvad jeg har i tankerne.

– Anders siger ikke så meget i skabelsesprocessen, så når han gør, så lytter man virkelig. Og han har altid ret.

Stor fan

Har I alle tre forskellige inspirationskilder? Hvis ja, så hvilke, og hvordan afspejler dette forhold sig i jeres lyd?

Thomas Crawfurd:

Keb’ Mo’
Foto: Peter Widmer

– Ja, vi har meget forskellige inspirationskilder, men er selvfølgelig også fælles om nogle, det er klart

– For mit vedkommende er det folk som James Cotton, Ry Cooder, Howlin’ Wolf, Pop og Mavis Staples, Robert Cray, Keb’ Mo’, Emmylou Harris, Dr. John, Taj Mahal med mere. Og så er jeg altid på jagt efter nye navne. Altså for mig nye. Oftest er det tudsegammelt. Har lige opdaget Dillard & Clark. Wow, de var gode.

Morten Lunn tilføjer:

– Jeg er stor fan af Buddy Guy, og hans plade Sweet tea fra 2001 er meget inspirerende, ligesom Bob Dylans Time out of mind var det. John Lee Hooker, Son House, Muddy Waters – Burnside og Kimbrough, men også mindre kendte hill country blues-folk som Robert Balfour, Asie Payton og Paul Jones. Jeg kan virkelig godt lide countrysangerinden Gillian Welch og folk i grænselandet som Tony Joe White og især Lucinda Williams.

Inspirerende

Tinariwen
Foto: Peter Widmer

– Ali Farka Touré og Tinariwen. Sidste efterår spillede vi koncert sammen med en meget inspirerende trio fra både Niger, Algeriet og Frankrig, der spillede vestafrikansk musik.

– Troels Jensen, som vi spillede nogle koncerter med, og som medvirkede på den første The Fried Okra Band-plade, var en stor inspirationskilde. Hans plade med Kenny Brown var fantastisk.

– Bruce Springsteen har jeg lyttet meget til, og jeg har set live-opsamlingen hos Anders også. Og Elvis Presley naturligvis.

– Og der er også en masse andre.

Gruppebillede

Forsiden af coveret på Doing it right viser et nærbillede af Morten Lunn. Hvorfor ikke et gruppebillede (som der er, når man åbner coveret, så at sige)?

Thomas Crawfurd fastslår:

– Fordi Morten er flot! Og denne gang syntes vi ikke, at det skulle være et bandbillede, der prydede forsiden. Morten er sangeren, der fortæller historierne. Man kan godt blive lidt træt af at se på bands på et pladecover. Der skulle ske noget nyt.

Mon du kan give hvert af numrene på Doing it right et par ord med på vejen – i form af en stilistisk beskrivelse – er det rock, er det folk, er det et stilmæssigt blandingsprodukt – samt en tekstmæssig vurdering?

Thomas Crawfurd udtaler:

– Kategorisering og vurdering tror jeg, jeg vil overlade til dem, der kunne finde på at lytte til pladen, og anmeldere.

Svært

Morten Lunn begrunder:

Morten Lunn
Foto: Frank Nielsen

– Enig. Vi har faktisk haft svært ved at give sangene egentlige beskrivelser med hensyn til stil eller genre. Sangen ”I been working” ville jeg beskrive som en boogie, hvis jeg skulle spille sammen med nogen. Nogen vil kalde det boogie-blues eller bluesrock måske.

– Vi har talt lidt om, at violinen bragte lidt folk ind i den sang, der hedder ”Tupelo bound”. Jeg tænkte også lidt på noget Jack White-agtigt, da vi lavede den.

– En sang, hvor jeg havde noget mere præcist i tankerne, er ”Shove it”. Den var tænkt som en talking blues – en form for blues, hvor der tales ind over musikken.

– Men ja, jeg synes folk, der måtte lytte til pladen, skal have plads til deres egen oplevelse.

Tekster

Er der noget bestemt sigte med jeres tekster?

Morten Lunn:

– Flere af sangene har længere tekster, som er et tilbageblik, hvor hovedpersonerne ser på sig selv. Det kan blandt andet handle om igennem tiden at forfølge det samme mål eller retning og om et umuligt ideal om perfektion.

Morten Lunn
Foto: Frank Nielsen

– Der er nogle få sangtekster om mænd og kvinder. “I don’t know” ku’ være en sang om en afvisning af at høre om alt det, som ekskærestens nye mand kan.

– ”I been working” er tænkt som en kvinde, der fortæller en mand nogle vigtige ting, han skal overveje, inden han går. Så den er vendt lidt om, kan man sige. Omkvædet tænker jeg lidt som mandens svar – men det er ikke sikkert, alle vil opfatte det sådan.

”Copenhagen fast track” har noget politisk i teksten, der afspejler en utilfredshed. Den startede egentlig ikke sådan. Det kom til. Titlen stammer fra skilte, der nogle steder står skrevet på gulvet i Kastrup Lufthavn.

Forkerte

Thomas Crawford pointerer:

Thomas Crawfurd
Foto: Frank Nielsen

– En sang kan betyde så meget. Den kan betyde en ting for kunstneren og noget helt andet for lytteren. Og ingen af delene er forkerte.

– Men jeg kan da godt afsløre at ”Deep water”-teksten er en sær drøm, jeg havde, som jeg skrev videre på, da jeg vågnede.

– Om en mand, der kommer fra landet til byen for en enkelt dag, bliver misforstået, føler sig truet, roder sig ud i problemer og ender i fængsel.

– Mmm, minder egentlig lidt om alle de forfærdelige ting, der sker for de sorte i USA. Sær drøm.

Victoria Studios

Har du et eller flere yndlingsnumre på Doing it right, og i givet fald hvilket eller hvilke og hvorfor?

Thomas er ikke i tvivl:

– ”I don’t wanna go”, der er noget virkelig dragende og genkendeligt i Mortens tekst om at ville én ting og gøre noget andet. Jeg ved ikke, præcis hvad den handler om, og jeg ønsker heller ikke en forklaring, da det vil tage magien ud af følelsen, jeg får, når jeg hører den.

Doing it right er produceret af Peter Iversen og Fried Okra. Peter Iversen har også indspillet og mixet skiven i sit/sine Viktoria Studios, hvor i øvrigt også Thorbjørn Risager & the Black Tornados seneste fuldlængdeudgivelse, Come on in, er indspillet – ligeledes af Peter Iversen. Hvad er karakteristisk for Viktoria Studios?

Viktoria Studios

Thomas Crawfurd belyser dén sag således:

– Vi havnede i Viktoria på en anbefaling fra Søren Bøjgaard, der blandt andet spiller med Thorbjørn Risager og i Mukherjee Blues. Det fede ved Peters studie er Peter. Men i høj grad også rummene.

– Plankegulve med persiske tæpper, murstensvægge, lækker belysning, guitarer på væggene og trommer i skabet. Alt sammen med til at sætte den rette stemning til en indspilning. Og så har han jo en gammel båndmaskine, som han brugte til at optage os på. Det giver også bare en særlig varm lyd.

Tæt samarbejde

Hvordan arbejder Peter Iversen – hvad er det, han kan?

Thomas Crawfurd
Foto: Frank Nielsen

Thomas Crawfurd fortsætter:

– Peter formåede at stoppe os og sige “duer ikke” på en konstruktiv måde. Så kunne han sige: ”Ah, drenge, det har man hørt rigeligt af før, hvad med at prøve sådan her … ?”

– Men altid på respektfuld måde, der ikke pillede os ned og gjorde os modløse. Man skal være en god menneskekender for at være en god producer. Det er Peter. Og så har han bare gode ører og god smag. Og er bare en hyggelig fyr at være sammen med.

I hvor høj grad har Peter Iversen og Fried Okra samarbejdet om at producere Doing it right?

Thomas Crawfurd:

– Det var meget tæt samarbejde. Vi lyttede meget til Peter, og stolede på hans dømmekraft. Han var en meget stor del af processen.

Kvik

Emil Balsgaard
Foto: Jakob Wandam

Emil Balsgaard (fra Thorbjørn Risager & the Black Tornado) spiller orgel på to af numrene på jeres nye cd, nemlig på “Copenhagen fast track” og på “Tried in vain”. Hvordan fik I kløerne i Emil Balsgaard til dette projekt?

Thomas Crawfurd:

– Jeg ringede til min gamle ven Emil og spurgte, om han var frisk på at lægge noget orgel på to sange. Jeg tog hjem til ham med min laptop og lydkort, og så indspillede Emil de to sange på en times tid. Han er kvik.

Rune Højmark
Foto: Jakob Wandam

Guitaristen Rune Højmark er også med på et nummer, nemlig ”Deep water”. Her spiller han lapsteel. Hvordan kom Rune Højmark med på Doing it right?

Thomas Crawfurd redegør således :

Same-same: Et opkald til byens bedste lapsteel-spiller, Rune Højmark, en aftale i mit øvelokale, og så indspillede Rune til vores studieoptagelse. Det var fedt.

Morten Lunn indskyder:

– Rune havde for resten også spillet med på et live-job ikke så længe før.

Sætter deres præg

Nu er det som bekendt svært at spå, men vil I mon også benytte gæstemusikere på jeres næste album?

Thomas Crawfurd bemærker:

Thomas Crawfurd
Foto: Frank Nielsen

– Tja, det er svært at spå om. Det kommer helt an på sangene, vi står med til den tid. Men jeg kan godt lide, når der kommer nogen udefra og sætter deres præg på musikken.

Det hedder i jeres pressemeddelelse for udsendelsen af jeres nye album – eller rettere, du er i samme pressemeddelelse citeret for at sige: ”Vi er superstolte af albummet, hvor vi har fundet ind til en lyd og et udtryk, der er vores helt eget.” Mon du kan uddybe dette udsagn?

Thomas Crawfurd konstaterer, at:

– Det handler om, at det er vores første studiealbum, siden Thomas Foldberg forlod bandet, og Anders Wallin kom til. Så vi gik fra en guitar-guitar-tromme-trio til en guitar-bas-tromme-trio.

Begejstre

– Det er bare en helt anden måde at spille på. Vores gamle sange skulle igennem en større transformation for at fungere i den nye form.

Fried Okra
Foto: Frank Nielsen

– Efter ti år var vi virkelig sammentømret i den gamle konstellation, så det føltes derfor som lidt af en sejr at nå i mål med vores drøm om en studieplade sammen med Anders Wallin.

– Vi nåede alligevel at spille tre år sammen med Wallin, før vi føltes os klar (og havde råd) til at gå i studiet.

– Nu håber vi bare, at vi også kan begejstre andre end os selv med vores album, slutter Thomas Crawfurd.

 

Der er release-koncert for Doing it right på Bartof Station, Solbjergvej 3, 2000 Frederiksberg fredag den 18. september, hvor Fried Okra blandt andet suppleres af piano- og orgel-manden Kristian Jørgensen.

Om ham har Thomas Crawfurd til Bluesnews.dk sagt, at: ”Kristian er en fantastisk New Orleans-inficeret pianist, som virkelig har spist af gumbo-gryden.”

Endvidere har Thomas Crawfurd om den relevante release-koncert udtalt: ”Det bliver sjovt at høre vores sange live med orgel – ikke mindst for os selv. Og selvfølgelig kommer der en ekstra guitar på, spillet af Rune Højmark. Vi glæder os meget til at spille med Kristian og Rune.”