Anmeldelse: The Cornbread Project: Catawampus (Straight Shooter SHOT 025)

Af Peter Widmer

Catawampus er den første fuldlængdeudgivelse fra The Cornbread Project. Albummet har været ude digitalt siden den 24. april 2019, men foreligger pr. uge 19 2019 som fysisk produkt, her i cd-format (læs mere her).

Bag navnet The Cornbread Project gemmer sig musikerne og producerne Peter Nande og Laust Krudtmejer Nielsen.

Begge er de velkendte skikkelser i danske blueskredse (læs mere om The Cornbread Project her).

Som Bluesnews.dk tidligere har anført, er deres fælles mål ”… at gøre blues- og rootsmusikken interessant både for bluespublikummet og for dem, der ellers ikke lytter til blues- og roots, ved at give bluesproduktioner et løft, gøre musikken vital og lade sig inspirere af – og anvende – de produktionsmåder og teknikker, der anvendes i hiphop-, reggae-, soul- og R&B-sammenhæng.”

Nye, hele produktioner

The Cornbread Project vil også, som Bluesnews.dk har nævnt før, ”skabe nye, hele produktioner sammen med forskellige musikere, sangskrivere og sangere.”

I år har man i form af nogle singleudgivelser kunnet få en forsmag på, hvad The Cornbread Project står for, og mange har sikkert fået appetitten skærpet og ventet på hele pakken i form af et komplet album. Nu er det her så, for Catawampus er landet.

Catawampus kan betyde vilddyr, vild, skæv – altså ikke (regel-)ret eller lige, og så kan catawampus også betyde fantasivæsen.

I den konkrete musiksammenhæng må vild eller skæv være et passende prædikat at hæfte på Catawampus, for albummet er spækket med blues i helt nye klæder, som nok ikke er oplevet tidligere, i hvert fald ikke på dansk grund. Intet her er blues-regelret, men både vildt og skævt, og det fungerer i dén grad.

Tilvirkning

Catawampus består af ti numre. For omkring halvdelens vedkommende er der brugt instrumentale og vokale input fra uudgivne numre med for eksempel James Harman og Big Creek Slim, som Peter Nande i forvejen var i besiddelse af.

Laust Krudtmejer Nielsen
Foto: Frank Nielsen

De resterende numre er opbygget med nye indspilninger – kreeret af Peter Nande og Laust Krudtmejer Nielsen – og hertil kommer Laust Krudtmejer Nielsens produktionsidéer.

Åbningsnummeret på Catawampus, ”Hobo blues” med Big Creek Slims fascinerende, næsten desperate sangforedrag i fokus, har Bluesnews.dk omtalt tidligere (læs her).

Her skal det dog tilføjes, at noget af det, der gør denne version af John Lee Hookers komposition helt speciel, er den næsten uhyggeligt insisterende lyd af chain gang-sang, raslende jernkæder og toglyde, der trækker tråde bagud i historien.

Mørkt

”Hobo blues” er et intenst, mørkt nummer, der næsten får det til at løbe koldt ned af ryggen på lytteren – men på den gode måde. Dertil kommer, at det er en fremragende nyfortolkning, man hører her.

Et chain gang er i øvrigt et sammenlænket arbejdshold af straffefanger, der burde høre fortiden til, men som angiveligt – og utroligt nok – blev vakt til live igen i de amerikanske delstater Alabama og Florida i henholdsvis midt-1990’erne og endda i dette årtusinde.

Blues-klassikeren ”Rollin’ & tumblin’”, der blandt andet blev populariseret af Muddy Waters, har den københavnske sangerinde Sahra da Silva i vokal-spotlyset, og hun leverer en intens præstation.

”Rollin’ & tumblin’” har her fået helt nyt liv med tilsætning af fedt, skramlet rytmeguitar-arbejde, trommespil, der er en jazz-janitshar værdigt, et kraftigt guitarspil og et basspil, der konstant smyger sig om den, der lægger øre til denne udgave.

Mundharpe

James Harman

På tredje skæring – ”You got to choose” af James Harman, Tim Lothar og Peter Nande fra de to sidstnævntes overvejende akustisk orienterede album Two for the road fra 2009 – er amerikanske James Harman i centrum på vokal og mundharpe.

Det var James Harman også på originalskæringen. Tilmed producerede James Harman også Two for the road. På Catawampus er det derimod Peter Nande og Laust Krudtmejer, der er producere, og her er der virkelig sket ting og sager i forhold til originalversionen.

Nummeret er blevet mere funky med fed bas, orgeltoner og prominent rytmeguitar. Hertil kommer lag på lag af andre til tider horn-lignende lyde, og alt fungerer.

Elektrificeret

Peter Nandes komposition ”On my way”, der er åbningsnummer på Big Creek Slims album Hope for my soul (2015), hvor det nærmest har karakter af en (akustisk) chain gang-klagesang, høres her i en helt anden udgave.

Catawampus er Big Creek Slims stemme også i midtpunktet på ”On my way”, men her er den nærmest trodsig. Endvidere er nummeret stærkt elektrificeret med fede guitartoner, trommer og diverse spøjse understøttende lyde. Fornemt.

Big Joe Louis, der oprindeligt er fra Jamaica, men bosiddende i England, gør en fortræffelig vokalindsats på Sonny Boy Williamson II-nummeret ”My little machine”, og her er der endvidere masser af mundharpe, tromme- og andre lyde, fine basgange og pågående guitar, og nummeret er her blevet eleveret betydeligt til nu- og fremtidige sfærer. Dét rykker, og så er der også på denne skæring god forbindelse til bluesrødderne.

Richard Farrell fra det prisvindende orkester Trainman Blues er midtpunkt i nummeret ”Autumn shakedown” og viser nye positive, energiske og indtrængende sider af sit velklingende vokaltalent. ”Autumn shakedown” er med velfungerende kor, bas, ekko, hornsektionsagtige passager, bistre guitartoner, trommer og indledende tornadovarsel i radioklip-form plus det løse en ren perle.

Johnny Cash

Sahra da Silva
Foto: Frank Nielsen

Danmarks ”Mr. Blues”, Troels Jensen, er i brændpunktet og lyder vokalmæssigt omtrent som en rustemmet Johnny Cash på den følgende skæring – en næsten munter, tilnærmelsesvis dansevenlig og uptempo version af ”Kokomo blues”, hvis komponist er ukendt, men som blandt andet er tilskrevet Mississippi Fred McDowell. Her er der for eksempel fine percussion-lyde, pulserende bas, inciterende guitarudladninger og virkningsfulde korpassager. Flot!

Muddy Waters-nummeret ”Mannish boy” tages også under kærlig behandling her: Det er Mud Morganfield, ældste søn af Muddy Waters, der har den vokale føretrøje på, og dén bærer han elegant. Ydermere er her effektfulde ekko- og percussionlyde, effektiv bas og meget andet godt, der tilsammen gør denne udgave af Muddy Waters-klassikeren til en ny favorit.

Sahra da Silva er på banen igen med bravour i den smertefulde, næsten nøgne ”Change my ways”, godt støttet af kor og lette percussion-lyde med mere, og det hele sidder lige i skabet.

Spøjs

Albummet afsluttes på humoristisk og spøjs vis med den blidt vuggende ”Grandma Lurleen’s recipe”. Her høres atter James Harmans prominente vokal.

James Harman synger dog ikke, men taler sig igennem en hel – meget nøjagtig – opskrift på majsbrød (cornbread), inklusive brug af pande, ovn med mere plus anvendelse af majsbrød og James Harmans eget forhold til denne udmærkede spise.

Her støttes han godt af hanegal, baggrundsskrig, piano, guitar, bas, hundeglammen og mundharpe med mere. En fin afslutning på et skelsættende album.

Og så er der lige cd-coveret, der er i sprælsk, farvebelagt og detaljeret streg med mange referencer til selve albummets temaer og tekstmæssige indhold. Det samme gælder i øvrigt også selve cd’en, så udsmykningen er yderst velgennemført.

I mål

Med Catawampus er The Cornbread Project virkelig kommet i mål med deres musikalske anstrengelser, for albummet er unikt, og alle bagmændenes intentioner er opfyldt til fulde.

Her er toner til både hjerne, hjerte, mellemgulv og fødder, og det hele går op i en højere enhed og går uafrysteligt lige ind.

Peter Nande
Foto: Frank Nielsen

I det store udland har der været forøg på at fusionere blues, hiphop, rap og beslægtede genrer med brug af loops, beats med mere, for eksempel af bluesfolk som Corey Harris og Chris Thomas King.

Desuden har de gode folk på Fat Possum-pladeselskabet remixet numre af R.L. Burnside i samme øjemed. Imidlertid er disse forsøg ofte mindre vellykkede.

Men Catawampus er en helt anden sag. Her er et mere end solidt album, hvis indhold man kunne kalde futuristisk rum-blues med intakte rødder, og som må kunne appellere til mange forskellige publikumssegmenter.

Catawampus bør skabe store og mange ringe i både dansk og udenlandsk musik-farvand, for dette nyskabende, genreomdefinerende og genreudvidende bluesalbum er af tårnhøj standard og i international klasse.