Tekst: Jakob Wandam
Allerede i februar kunne Bluesnews.dk løfte sløret for de første otte navne til årets Blues Heaven-festivalprogram (læs her). Nu kan vi afsløre yderligere fem koncertnavne.
Blues Heaven er en årligt tilbagevendende begivenhed i Arena Nord i Frederikshavn og den største festival af sin slags på dansk grund. Den 2. weekend i november strømmer bluesfans til fra ind- og udland for at opleve nogle af genrens internationale topnavne.
Begyndte med gospel
I år drejer det sig blandt andet om guitaristen og sangeren Mr. Sipp. Mr. Sipp er også kendt som ”the Mississippi blues child” eller blot som Castro Coleman, der er hans borgerlige navn. Han begyndte karrieren med at spille gospel, blandt andet i gruppen The True Believers, som Coleman stadig er leder af. Samtidig fungerede han som studiemusiker, sangskriver og producer, og han har angiveligt medvirket på mere end 50 plader.
Omkring 2012 slog Castro Coleman for alvor over i blues, og i 2014 blev han som Mr. Sipp kåret som vinder af The International Blues Challenge. På dette tidspunkt havde han allerede udgivet debut-soloalbummet It’s my guitar (2013). Soul blues-pladeselskabet Malaco udgav hans The Mississippi blues child i 2015, og det udløste en Blues Music Award.
Siden har han været nomineret til to yderligere Blues Music Awards, og Mr. Sipps seneste album, The soul side of Mr. Sipp (2023), blev tilmed nomineret til en Grammy. Dén vandt han ikke, men til gengæld var han en af de medvirkende solister på The Count Basie Orchestras album Basie swings the blues, som løb med en pris ved samme Grammy-uddeling i februar.
Mr. Sipp spiller, som man måske kan gætte, hovedsageligt soul blues. Som guitarist er han især påvirket af B.B. King, hvilket Bluesnews.dk også bemærkede, da Mr. Sipp spillede på Atlas i Aarhus i 2016 (læs her). Samme år optrådte Mr. Sipp på Frederikshavn Bluesfestival – som er den festival, der i dag hedder Bues Heaven.
Hyret af James Harman
Sangeren og multiinstrumentalisten Nathan James voksede op i den lille by Fallbrook i Californien. Direkte efter high school indledte den unge Nathan en karriere som musiker, og da han var 19, blev Nathan James hyret til James Harmans band.
Nathan James rejste USA tyndt med Harman, og som solist deltog han i 2007 i International Blues Challenge og vandt sin kategori. James har arbejdet sammen med bluesgiganter som Pinetop Perkins, Billy Boy Arnold, Lazy Lester og Kim Wilson. Også det danske bluesmiljø er Nathan James bekendt med; han har indspillet med Missy og Heine Andersen, Peter Nande og Big Creek Slim, og han har for eksempel været i landet i forbindelse med Copenhagen Blues Festival.
Når Nathan James optræder, er det på flere instrumenter. Mest bemærkelsesværdig er en hjemmelavet guitar, der som krop har et vaskebræt, men han kan også høres på mundharpe, stompbox og naturligvis vokal.
Dansk-norsk
Den tredje tilføjelse til Blues Heaven-programmet er en dansk-norsk duo, nemlig Big Creek Slim & Kent Erik Thorvaldsen. De fleste danske bluesfans kender nok Marc Rune, der efter at være begyndt under navnet Big Creek Huggy Bear ændrede kunstnernavnet til Big Creek Slim og indledte en karriere, der har gjort ham til en af landets allermest velansete og respekterede blueskunstnere.
Som Big Creek Slim har han udgivet elleve album, hvoraf flere har vundet priser både herhjemme og i udlandet. Big Creek Slim er kendt for sin mørke, dundrende stemme og sit intense guitarspil, og så er han en formidabel sangskriver, som ud over sit eget store sangkatalog i øvrigt også mestrer et kæmperepertoire inden for traditionel amerikansk blues.
Den traditionalistiske tilgang deler han med den norske guitarist, mundharpespiller og sanger Kent Erik Thorvaldsen. Nogle gæster fra tidligere udgaver af Blues Heaven vil måske huske Thorvaldsen som frontfigur i The Jelly Roll Men, der optrådte på festivalen i 2021 (læs her), men Kent Erik Thorvaldsen optræder også som solist – og i dette tilfælde altså som duo-partner for Big Creek Slim.
Kent Erik Thorvaldsen bekender sig i høj grad til den traditionelle blues, og i det norske bluesmiljø er det velkendt, at han for eksempel ikke har meget til over for Joe Bonamassa! Så mon ikke der bliver tale om blues i sin pureste form, når Big Creek Slim & Kent Erik Thorvaldsen spiller på Blues Heaven?
Beatles-numre
Blues Heaven kan byde velkommen tilbage til brasilianske Blues Beatles, som sidst gæstede festivalen i 2019. Gruppen består af Marcos Viana (vokal), Lancaster Ferreira (guitar), Flávio Naves (tangenter), Bruno Falcão (bass) og Fred Barley (trommer), og som navnet antyder, har de gjort en karriere ud af at spille Beatles-numre i bluesarrangementer.
Dét fungerer bedre, end man måske lige skulle tro, hvilket Bluesnews.dk kunne konstatere, da Blues Beatles spillede på Folkestedet i Aarhus i 2018 (læs her). Det års Danmarksturné var Blues Beatles’ første optræden uden for Sydamerika, men siden da er det gået slag i slag for orkestret, som blandt andet spillede på Las Vegas-festivalen Big Blues Bender i 2020.
Blues Beatles har taget verden med storm takket være deres livlige showmanship og et stort og ivrigt følge på de sociale medier. Bandet blev dannet i 2013 i São Paulo, og siden har de udgivet fem album. Det seneste, Let it blues, udkom i 2020.
Canadisk
Josh Wynne-Jones spillede oprindeligt trommer og nåede at optræde med blandt andre Johnny Sansone, inden han skiftede til guitar (og vokal) og påbegyndte en løbebane under navnet JW-Jones, som har gjort ham til en af Canadas mest populære bluesmusikere. Han var i mange år tilknyttet det velansete canadiske pladeselskab NorthernBlues, inden han skiftede til sit eget Solid Blues Records (med en enkelt afstikker til Blind Pig).
JW-Jones har en swingende bluesstil, som trækker på rhythm & blues, soul og rock foruden klassisk elektrisk blues. Han har delt scener med blandt andre Buddy Guy, The Fabulous Thunderbirds, Little Charlie & the Nightcats og Anson Funderburgh. På hans egne plader hører man gæsteoptrædener af Kim Wilson, Little Charlie Baty, Charlie Musselwhite, Hubert Sumlin og David ”Fathead” Newman med flere.
I alt er det blevet til tolv albumudgivelser fra JW-Jones’ hånd. Han debuterede med Defibrillatin i 2000, og seneste udspil er Everything now fra 2023. Her medvirker blandt andre Jimmie Vaughan, men ham har JW-Jones nu ikke med til Frederikshavn. Til gengæld bakkes han op af Jacob Clarke på bas og Joel Oppong-Boateng på trommer.
På plads
Med tilføjelsen af Mr. Sipp, Nathan James, Big Creek Slim & Kent Erik Thorvaldsen, Blues Beatles og JW-Jones er tretten af de planlagte fjorten navne til Blues Heaven på plads. Bluesnews.dk følger naturligvis op, når det sidste navn er klar til offentliggørelse.
Indtil da kan man læse mere om Blues Heaven på festivalens hjemmeside her, hvor der også er oplysninger om billetsalg, praktiske forhold med mere.