Blå nostalgi i Århus – Fatter Eskil Blues Night.

eskilSidst i 80erne og først i 90’erne var Fatter Eskil centrum for en blomstrende bluesscene i Aarhus. Det fejres i denne anledning af Fatter Eskil, der har 40 års jubilæum i år. Ta’ med på en tidsrejse og genoplev de varme bluesaftner på et tætpakket Eskil, hvor mundharpe, bluesspade, sved og fadøl gik op i en højere enhed, og hvor et frodigt musikmiljø skabte Aarhus-musikhistorie.

Fatter Eskil var fuldstændig afgørende for, at der dengang voksede et slagkraftigt, kreativt og mangfoldigt bluesmusikmiljø frem. Der blev skabt nye bands og konstellationer, der blev jammet og spillet på kryds og tværs. Og der blev lagt en inspirationsbund, som yngre musikere kunne stå på.

Fatter Eskil har 40 års jubilæum i år. En lille kerne af bluesfolk fra dengang – vil gerne bidrage til at fejre Fatter Eskil ved at hylde ”det århusianske bluesboom” 1988-1993 (sådan cirka det tidsrum). Det gøres ved at genskabe en Eskil-aften fra dengang. En tur i tidsmaskinen, men også en fejring af det bluesmiljø, der stadigt eksisterer og lever i dag.

Så tag med en tur i tidsmaskinen denne torsdag aften på Fatter Eskil og oplev bl.a.:

– Ole Frimer Band
– Shades of Blue
– Kent Thomsen & The Rich Ones
– The Trouble Cats
– Birgitte Laugesen
– Klaus Ørum, samt en lang række solister og special guests.

Konferencier: Viggo Sommer

EN HISTORIE…
En aften på Eskil for 20-25 år siden: Indgangen var i porten. Baren var midt i lokalet. Scenen var nede i hjørnet – når en to-tre borde var fjernet og gjorde plads til, at et bluesband kunne klemme sig ind. Eskil havde køkken og serverede mad. En legendarisk biksemad for eksempel. Fatter Eskil var restaurant, værtshus, Skolegade-hang-out-sted – og ikke mindst et stærkt spirende musiksted. Det var før begrebet spillested for alvor var noget, man gik rundt og sagde. Musikværthus var mere tidens talemåde om den slags steder, hvor man gik ned og mødte vennerne – for de var der helt sikkert – og lyttede til de musikere og bands, der havde moslet sig ind i hjørnet og stillet grejet op.

22.17
Klokken 22.17 gik det løs med musikken. I starten var der livemusik søndag og mandag aften. Og fuldt hus med stemning af kartoffelkur, dagpenge og 80’er-bluesboheme. Snart var der også musik på ugens øvrige aftner. Et musiksted var ved at vokse til. Baren blev flyttet, en scene blev etableret og Fatter Eskil blev op gennem 90erne til det spillested, vi kender i dag.

Fulde huse
Aarhus’ bluesmiljø dengang skal ikke tage æren for Fatter Eskils rejse fra 70er-værtshus til 90er-spillested. Det er snarere omvendt: Fatter Eskil var fuldstændig afgørende for, at der sidst i 80’erne og først i 90’erne voksede et slagkraftigt, kreativt og mangfoldigt bluesmusikmiljø frem. Et miljø, som havde Fatter Eskil som base, hvor der altid var åbne døre, plads i kalenderen til en jam og først og fremmest: Masser af publikum.

De var der
Frimer Band, Shades of Blue, Trouble Cats, Kent Thomsen & The Rich Ones, Tuff Stuff, Birgitte Laugesen, Dont Mess, Knasens Blues Band, Rockbandet, Mortens Trio … og mange andre stod nede i hjørnet aften efter aften. Der blev skabt nye bands og konstellationer, der blev jammet og spillet på kryds og tværs. Og der blev lagt en inspirationsbund, som yngre musikere kunne stå på. Musikere, som senere skulle videreudvikle og tegne bluesmusikken herhjemme.

Læs mere her