Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer
Det er med store forventninger, at Bluesnews.dk er draget til Tøjhuset i Fredericia fredag den 5. april for at se og høre Tinariwen. Det maliske orkester har i mange år været et af de allerstørste navne inden for ørkenbluesen, og det må siges at være lidt af et scoop for spillestedet.
Det er der tydeligvis også mange andre, der har opdaget. Kort inden koncertens planlagte begyndelse kl. 21 er der solgt 170 billetter, men inden musikerne rent faktisk går på scenen ca. 21.15, ser der ud til at være ret godt fyldt op i Tøjhusets koncertsal, der har en kapacitet på 375 stående gæster.
Fem-mandsopstilling
Abdallah Ag Alhousseyni
Gruppen lægger ud med en fem-mandsopstilling, der inkluderer Abdallah Ag Alhousseyni på vokal og akustisk guitar, Alhassane Ag Touhami på vokal, Eyadou Ag Leche på el-bas, Said Ag Ayad på djembe og kalabas og Elaga Ag Hamid på elektrisk rytmeguitar.
Band og publikum skal lige føle hinanden på tænderne, inden alle er tunet ind på de hypnotiske rytmer, de repetitive guitarriffs og de arabisk-lignende fraseringer i Tinariwens tuareg-musik. Omkring tredje nummer er publikum dog ved at være overvundet, ikke mindst takket være en ualmindelig livlig Touhami, der storsmilende danser, som gjaldt det livet.
Alhousseyni disker op med trioler og fine guitarfigurer, men allerstørst ære må tilskrives Eyadou Ag Leche, hvis basspil er aldeles formidabelt. Det er i høj grad ham, der bærer ensemblet fremad med sit varierede, swingende spil, der alt efter behov kan være smukt melodisk eller decideret funky.
Gammel og træt
Ved koncertens fjerde nummer kommer gruppens leder og grundlægger, guitarist og sanger Ibrahim Ag Alhabib på scenen. Han har gennem længere tid været plaget af alvorlig sygdom, og Tinariwen turnerede faktisk i en periode uden ham. Nu er han tilbage, men han virker – trods sine blot 57 år – gammel og træt. Ikke uoplagt, bevares, tværtimod udstråler han taknemmelighed for at kunne stå foran et publikum.
Ibrahim Ag Alhabib
Men vokalen virker, især i begyndelsen, svag og mumlende. Efterhånden får Alhabib dog sunget sig varm, og stemmen lyder snart med noget mere pondus ud over Tøjhuset, fulgt af nogle fine, ringlende guitarlinjer.
Det bliver dog kun til fire sange, inden Ibrahim Ag Alhabib trækker sig tilbage igen, i første omgang sammen med Alhousseyni. Nu tager Alhassane Ag Touhami over på leadvokal – han har indtil nu holdt sig til at synge kor – og på elguitar. Samtidig skifter Eyadou Ag Leche fra bas til guitar, og det kan han sandelig også godt finde ud af; han brillerer med noget ret fed guitar på en enkelt sang, inden han vender tilbage til bassen.
Rock-energi
Alhassane Ag Touhami
Touhamis elektriske guitar tilfører det hele noget rock-energi, som også lader til at inspirere den tilbagevendende Alhousseyni på den akustiske. Især i uptempo-numrene mærker man desuden synergien med publikum, Leches basspil er fortsat uovertruffet, og også percussionisten Said Ag Ayad får lov til at træde frem i spotlyset, musikalsk set.
Efter fire numres fravær vender Ibrahim Ag Alhabib tilbage til scenen, og nu er der ved at være godt gang i Tøjhuset. En bassolo fra Eyadou Ag Leche udløser fortjent publikumsjubel og taktfast klappen – nu rykker det! Alhabib fører an gennem to sange og forlader så atter scenen, inden Ayads slagtøj sætter tempoet i vejret til det ordinære sæts sidste nummer.
Ekstranumrene starter som en solooptræden fra Abdallah Ag Alhousseyni, der spiller noget atmosfærisk, spansk-lignende guitar, inden bas, tromme, rytmeguitar og kor indfinder sig. Sidste sang sættes i gang med et rockende elguitar-riff, og snart er hele bandet på banen igen. De arbejder i samhørighed og stadigt stigende tempo frem mod nummerets crescendo og publikums hyldest.
Uforløst
Eyadou Ag Leche
Alligevel står man efter koncerten med en følelse af uforløsthed. Det var bestemt en både interessant og indimellem smuk musikalsk oplevelse, men de mange ”sceneskift” og forsangerrotationer, Alhabibs kommen og gåen og den lidt nervøse start fik koncerten til at virke en smule ufokuseret. Man fik simpelthen ikke for alvor chancen for at lade sig henføre af de trance-agtige elementer, der ellers kendetegner musikken.
Trods stor musikalitet, en sympatisk fremtræden og en beundringsværdig veloplagthed hos især Alhassane Ag Touhami og Eyadou Ag Leche fik man således fornemmelsen af et band, hvis storhedstid er et overstået kapitel, eller som i hvert står i en overgangsfase, hvor nye ledere er ved at blive kørt i stilling og skal finde deres pladser.