Chris Copen
Tekst og foto: Jakob Wandam
Det var en slags kulmination på mange års arbejde, da Chris Copen lørdag den 26. februar kunne holde releasekoncert for sit album I got hipped. Copen, der lyder det borgerlige navn Christian Bundgaard, udgav i 2016 duo-albummet Two generations med Hans Knudsen (læs anmeldelse her), men I got hipped er hans første udgivelse under det professionelle alias Chris Copen, som han lancerede i 2020 (læs mere her). Og det er det første album, der fra start til slut er udtryk for netop hans musikalske identitet.
Lanceringen var således i sig selv en festlig anledning, men også både publikum og musikere var indstillet på at gøre releasekoncerten til en fest. Og det blev en fest af dimensioner.
Det eneste rigtige
Charlie Scott’s Bar i Skindergade i Indre København var det eneste rigtige valg til lanceringen. Mere end noget andet spillested har Charlie Scott’s dannet rammen om Chris Copens fremkomst som musiker, og der er næppe nogen scene i Danmark, der spiller en større rolle for den New Orleans-orienterede musik, som Chris Copen repræsenterer. Her kan man uge efter uge høre navne som Jazz Five, Hans Knudsen, Chris Tanner, WonderBrazz og Björn Ingelstam.
Stefan Ringive, Bjarke Nikolajsen, Johan Bylling Lang
Samtlige aftenens musikere havde da også masser af erfaring fra netop denne scene. Chris Copen selv var på vokal, klaver og orgel. Fra Jazz Five m.m. kom Johan Bylling Lang på saxofon og klarinet, Stefan Andersen på trommer og vokal samt Jonas Starcke på bas og vokal. Regin Fuhlendorf (Six City Stompers m.fl.) var på guitar, Bjarke Nikolajsen (Brassflavour, Tuesday Night Brass Band m.fl.) spillede trompet, og Stefan Ringive (TipToe BigBand m.fl.) var på trombone.
Bjarke Nikolajsen
Blæserne var placeret allerforrest på den tætpakkede scene, og det var en trio i forrygende form, der trakterede publikum med Bjarke Nikolajsen fede blæserarrangementer og den ene hvirvlende solo efter den anden. Men hele bandet spillede formidabelt, pisket frem af Chris Copens energi og spilleiver. Bluesnews.dk har set Chris Copen mange gange, men denne aften var nok det hidtil bedste, vi har oplevet fra hans side.
Forbillede
Musikken var en hyldest til New Orleans, hvor især Dr. John står som en klar inspirationskilde for Chris Copen. Der er en del andre pianister, der har påvirket Copens spil, så som Professor Longhair, James Booker og Allen Toussaint. Men ikke mindst den gode doktors spændvidde og samtidige evne til umiskendeligt at lyde som sig selv gør ham til et forbillede for danskeren, og det lykkedes Chris Copen og bandet at inkorporere blues, funk, second line, boogie og jazz uden at tabe den røde tråd.
Regin Fuhlendorf
Det var svært, for ikke at sige umuligt, ikke at lade sig opsluge af den dybe, sumpede funk, der gennemsyrede Chris Copens egne kompositioner ”I got hipped”, ”Do our thing (Funkified)” og ”What it takes”. Det var fremragende numre alle tre, som lagde sig smukt i forlængelse af funksange fra Dr. Johns repertoire som åbningsnummeret ”Traveling mood” eller ”Who’s gonna help a brother get further”, som Allen Toussaint skrev til Lee Dorsey.
Fra blues-sangbogen fik vi standarden ”Ain’t nobody’s business” – en skøn slow blues, der inspirerede til kinddans foran scenen – med lækkert, bluesy solospil af både Regin Fuhlendorf og Chris Copen. På Cousin Joes ”Life’s a one way ticket” brillerede især Johan Bylling Lang med en eminent solo, inden Chris Copen selv rullede sig ud – en pragtfuld New Orleans blues!
Ultra-funky
Jonas Starcke og Stefan Andersen
Jonas Starcke og Stefan Andersen udgjorde en ultra-funky rytmesektion, som også ofte stjal billedet, især på de mere second line-orienterede numre som Professor Longhairs ”Mardi Gras in New Orleans”. Jonas Starcke sang endvidere for på ”Hey pocky a-way” (The Meters), hvor Sahra da Silva gæstede på kor fra scenekanten, og Stefan Andersen agerede forsanger på Earl Kings ”Big chief”.
Hen imod slutningen på koncerten blev Sahra da Silva for alvor bragt i spil og præsenteret som ”Europas bedste soul- og bluessangerinde”. Det kunne hun så få lov til at demonstrere på Etta James-hittet ”Good rockin’ daddy”, der også bød på fede blues-soloer af Johan Bylling Lang, Stefan Ringive og især Regin Fuhlendorf.
Sahra da Silva
Chris Copen tog over med et af sine glansnumre, en herligt vuggende og cabaret-swingende ”Such a night” – Dr. John-sangen, naturligvis, og ikke The Drifters’ hit – der udviklede sig til en regulær tour de force for pianisten.
Og som ekstranummer fik vi Chuck Berrys ”You never can tell” i et aldeles hæsblæsende tempo, hvor øjnene knap kunne følge Chris Copens fingre på klaviaturet.
Hjemmepublikum
Chris Copen
Det var måske nok et ”hjemmepublikum”, som Chris Copen og hans følge spillede for på Charlie Scott’s, og der er næppe tvivl om, at alle – både inviterede og betalende gæster – var indstillet på at tage godt imod Copens nye projekt. Men viljen til at yde det allerbedste gik begge veje, og hold da op, hvor publikum fik valuta for pengene!
Chris Copen og det fremragende band spillede, som gjaldt det livet, og sveden sprang, efterhånden som juke joint-stemningen steg i takt med temperaturen bag Charlie Scott’s Bars duggede ruder. Der var ikke et eneste nummer i sættet, som der ikke blev danset til, og tilhørerne kvitterede for hver solo med klapsalver og hujende tilråb.
Chris Copen kunne næppe have ønsket sig en bedre releasekoncert, og gæsterne på Charlie Scott’s fik en uforglemmelig hyldest til New Orleans’ rytmer og den musikalske ånd, som Chris Copen har taget til sig og gjort til sin egen.
Bluesnews.dk anmelder I got hipped inden for de nærmeste dage.