Interview med Chris Copen

Tekst: Jakob Wandam

Mens store dele af musikbranchen ganske ufrivilligt ligger brak, er der travlhed hos pianisten, sangeren og sangskriveren Christian Bundgaard. I disse dage begynder nemlig et nyt kapitel i den københavnske musikers karriere med lanceringen af en ny kunstneridentitet, Chris Copen.

Chris Copen er ikke bare et navn, men også et brand, der omfatter en ny hjemmeside på chriscopen.com, en øget og mere fokuseret tilstedeværelse på sociale medier som Facebook (se her), Instagram og YouTube samt selvfølgelig indspilninger og koncerter.

I den anledning tog Bluesnews.dk en snak med Chris Copen. Grundet den påkrævede sociale afstand måtte samtalen foregå over telefonen, og meget naturligt faldt snakken også på den aktuelle coronakrise. Men der blev også talt om både fortid, nutid og fremtid i Chris Copens liv.

Fremdrift

Du lancerer et nyt kunstnernavn – Chris Copen. Hvorfor nu det?

– Jeg kan godt lide at forestille mig, hvor de næste fem, ti, femten år udspiller sig. Og jeg har haft svært ved at sætte Christian Bundgaard ind i den musikalske verden, jeg gerne vil dykke ind i. Der skal mere fremdrift i, og der har Christian Bundgaard været et svært navn for mig at sætte i den kontekst.

– Jeg har haft rigtig mange hatte på i form af både musiklivet – rollerne som sideman og som frontman – og min normale dagligdag på arbejdsmarkedet. Jeg har været it-konsulent, og jeg har været pædagogmedhjælper, og alt sammen har været under Christian Bundgaard.

– Nu skal musikken være førsteprioritet hele vejen – og det er ikke, fordi den ikke har været det før, men nu skal det ligesom være 100 % full-on, og så har jeg haft behov for en ny retning.

I New Orleans

Du har været i New Orleans for at indspille?

– Ja, siden 2017 har jeg prøvet at komme af sted hvert år i minimum en måned for at få noget inspiration. Og i november sidste år gik jeg så i studiet – det var bare ren piano, og så kom [New Orleans-sangeren] John Boutté ind og lagde vokal på to numre.

Var det med et konkret album-projekt for øje?

– Nej, jeg er glad for alle optagelserne, og jeg synes, de er blevet fede. Men i og med at det ren piano og vokal, er det ikke indspilninger, der er punch nok i til at sige: Det her er noget nyt.

– Så derfor er jeg nu i gang med at arbejde på et originalalbum. Afhængigt af hele det her corona-halløj, så skal det være noget, der bliver optaget i år. Og så er det dét, der bliver start-udgivelsen for Chris Copen.

Originalmusik

Hvad skal vi forvente musikalsk af Chris Copen?

– Rent musikalsk vil man se en ændring – ikke en markant ændring, men jeg har det sidste lange stykke tid arbejdet på rigtig meget originalmusik. Så der vil helt klart komme et mere distinkt og unikt lydbillede omkring den musik, jeg vil til at præsentere fremover – frem for bare at blive de her klassiske rhythm & blues-sange fra New Orleans, som alle kender, og alle spiller. Nu er det på tide, at der kommer noget, som er mit – og som ikke er endnu en nyfortolkning af, hvad alle andre gør.

Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at det, vi kender dig for, er New Orleans-stilen. Kommer du til at bevæge dig væk fra det?

– Nej, overhovedet ikke. Det er stadig med dybe, dybe rødder og med udgangspunkt i rytmerne … altså, det er stadigvæk second line-rytmerne, det er stadigvæk funk-rytmerne.

Musikalsk gumbo

– Men jeg er jo en, der holder meget af al musik, om det så er klassisk rock & roll eller barrelhouse-blues, Mississippi blues, delta blues, eller om det er cubanismo … Og jeg er ikke bleg for at sige, at jeg altid har set meget op til sådan en som Dr. John. Og jeg prøvet at gå ind i hans mindset omkring at mikse de her ting, altså lave den her musikalske gumbo i min egen musik. Så det ikke bare bliver en klassisk 12-takters blues, hvor det egentlig bare lyder, som om jeg har ændret lyrikken fra et andet nummer.

– Men det er full-on New Orleans-inspireret musik. Så det bliver ikke sådan, at jeg nu begynder at spille singer/songwriter-rock. Rødderne er de samme. Og musikken er den samme.

Et enkeltstående projekt

Er du begyndt at indspille det nye album?

– Nej, det er i gang med at blive planlagt. Forhåbentlig til oktober eller november, hvis vi må og kan, vil jeg rejse til New Orleans og indspille med nogle af de musikere, jeg kender derovre.

– Jeg vil også gerne prøve at involvere dem, jeg spiller med herhjemme. Men for at få skabt det, jeg gerne vil, så vil jeg også prøve at fremlægge det for nogen, som jeg ikke spiller med på daglig basis.

– Noget, jeg har fået fra [den engelsk-amerikanske New Orleans-pianist] Jon Cleary, er, at dem, du spiller live med, ikke nødvendigvis er dem, du indspiller med. For man skal se det som to forskellige ting. Jeg ser cd-udgivelsen som et enkeltstående projekt, et kunstværk. Og for at realisere det, jeg gerne vil dér, jamen så benytter jeg mig måske af nogle andre håndværkere end til et andet projekt.

John Boutté

Det er nærmest umuligt ikke at snakke coronakrise lige nu. Du har måttet aflyse en turné med John Boutté. Kan du fortælle lidt om den?

– Ja, det sidste år har jeg arbejdet på denne her turné, hvor det er mig, der hiver John Boutté over. Og så har det været med fokus på hans musik, ham som frontmand, men med mig og med de musikere, jeg spiller med, som backingband herhjemme.

– Vi skulle både have spillet på Riverboat [Jazz Festival i Silkeborg] – der skulle vi have spillet sammen med Jazz Five – og Copenhagen Jazz Festival, og så skulle vi derefter have været til Schweiz og spille i fire dage på en ny festival dernede, som nu ikke når at se dagens lys, desværre. Og så skulle vi have været hjemme og spillet på Aarhus Jazzfestival.

Næste år

– Så det en god måned, vi skulle have været rundt omkring i Danmark og Europa og spillet. Og det er jo så desværre blevet aflyst nu.

– Men heldigvis har alle har sagt ja til, at vi gentager det til næste år. Og det samme siger John og jeg, så det er ikke aflyst. Vi gør det sgu til næste år!

– Jeg ser supermeget frem til det, og John og jeg er jo fantastisk gode venner og har det godt sammen, så jeg glæder mig bare til, at vi skal spille Danmark og Europa tyndt til næste år. Og der er allerede nogen, der har skrevet nu og sagt, at det kunne være fedt at få ham til Belgien og Frankrig.

Konsekvenser

Kan du sige lidt mere om, hvad konsekvenserne af coronakrisen rent professionelt har været for dig?

– Først og fremmest er det et økonomisk perspektiv. Hele den turné havde jo skabt en god grobund og havde givet en god månedslån. Og det bliver spørgsmålet, om man kan få kompensation for det eller ej. Det er stadig en gråzone for mange.

– Ud over dét, så savner jeg selvfølgelig publikum – rigtig meget, og savner at være rundt på spillestederne, men det største tab lige nu er det dér med ikke at spille med sine medmusikere.

– Men på den anden side så tager jeg det også lidt positivt, fordi det har jo også givet noget ro. Måske lidt for meget ro, men det har givet noget ro til blandt andet at arbejde med de her langsigtede projekter.

– Det, der kan være en fare som musiker, er, at man spiller og spiller, og lige pludselig er der gået et år eller to, og så har man ikke haft tid til at tænke på cd-projekterne, og man har ikke haft tid til at få skrevet sine sange, fordi man har været i det dér limbo med at booke og spille og booke og spille.

Et skrøbeligt fundament

– Men det har også sat tankerne i gang om … er der en musikbranche om et eller to år? Altså, hvad er det, man kaster sig ud i? Dér må man jo lytte til, hvad man brænder mest for. Men jeg tror, der er mange medmusikanter rundt omkring, som går og siger: Det kan sgu være, de skal til at tænke på at få et andet arbejde ved siden af, som ikke nødvendigvis er musikrelateret.

Det viser på smertelig vis, hvor skrøbeligt et fundament det i virkeligheden er at være levebrødsmusiker.

– Ja, for der er jo rigtig mange musikere, som ikke tilnærmelsesvis har et fundament. Man ligesom hopper fra tømmerflåde til tømmerflåde. Dem, der lever af at spille på de små jazzklubber rundt omkring, som lever af barscenen – det er jo ikke solidt fundament, i hvert fald.

Spillestederne

– Men min bekymring er meget møntet på spillestederne, for hvis de ikke kan få nogen form for kompensation i forhold til deres huslejer og udgifter, jamen så drejer de nøglen om. Og den udgift, der er nemmest at cutte i forhold til at overleve, det vil være musikken.

– Men måske er det bare mig, der måske prøver at være hyper-optimist, men der må være en større mening med det hele. Nu snakker jeg ikke religiøst, men måske er det bare Moder Jord, der har sagt: ”Hey, kære menneskehed, træk lige håndbremsen en gang.”

– Jeg synes, det er vigtigt at prøve at tænke positivt i et vist omfang. Ikke fordi man ikke skal lade det negative påvirke sig, men hvis man skal om på den anden side af det her, så bliver man nødt til at kunne se, hvad man positivt kan få ud af det.

Musikglade forældre

Du er 26 år gammel. Hvornår begyndte du at spille musik?

– Jeg har ikke haft musikalske forældre, men jeg har musikglade forældre. Og de var hurtige til at sige, da jeg var 6-7 år, at jeg skulle prøve at gå til et instrument. Jeg måtte selv vælge, hvilket ét det skulle være. Og det endte så med at blive klaver.

– Så gik jeg på en musikskole i to-tre år, indtil det ligesom ødelagde alt for mig, det dér med at gå til det. Men jeg har altid spillet derhjemme og er også primært autodidakt musiker.

– Interessen for musik begyndte tidligt, fordi jeg ligesom fik det ind med modermælken. Hjemme i Virum, hvor jeg er fra, blev der altid spillet musik over anlægget, og det var altid blues eller jazz eller rock & roll.

– Da mine forældre så interessen, var de også rigtig gode til at hive mig med til koncerter. Så da jeg var syv år, så jeg The Shadows i Valbyhallen. Og da jeg var ti år, blev jeg hevet med til B.B. King i KB Hallen. Så de har været gode til at holde interessen kørende for mig, selv om det var surt på et tidspunkt i forhold til det dér med at øve og spille.

Blues og boogie-woogie

– Det, jeg var mest interesseret i, var jo blues og boogie-woogie. Men min klaverlærer kunne ikke helt finde ud af, at det var de elementer, han skulle bruge til at lære mig nodelæsning og teori. Jeg skulle forstå teorien og nodelæren, før jeg måtte lave det sjove.

– Heldigvis – det var, da jeg kom i fjerde klasse – startede jeg på noget, der hed Tryggehvile, som er en fritidsklub tilknyttet Hummeltofteskolen. Lederen derude var Peter Sørensen, som er bassist i Swing Cats.

– Mine forældre kendte ham, og han så, at jeg havde interessen for boogie og blues og sådan noget. Så han sørgede for at hive mig med ned i deres musiklokale 1-2 gange om ugen. Så spillede han med mig og fik den der interesse tilbage til, at jeg syntes, det var sjovt at dykke ned i musikken.

– Da jeg så blev lidt ældre, begyndte jeg at hive fat i blandt andre Hans Knudsen, som jeg blev introduceret til igennem Peter Sørensen og Swing Cats.

Masterclass

– Det, jeg senere har benyttet mig mest af, har været det, jeg vil kalde en session- og masterclass-approach, hvor man møder nogen, man ser op til – og det har så både været Hans og Esben Just – hvor man holder gnisten kørende og selv synes, at man skal gå hjem og læse op på tingene og lytte til pladerne og prøve at finde ud af det.

Men du har ikke taget en musikalsk uddannelse?

– Nej. Jeg har taget små-kurser hos Hans og Esben, og Joshua Paxton og sådan nogle fra New Orleans. Det kan lyde sådan lidt hippie-agtigt, men at tage til New Orleans og prøve at gøre så meget som muligt, det er min uddannelse.

Inspirationskilder

Hvem er dine største musikalske inspirationskilder?

– Oh, den er jo svær! Hvis man skal kigge i det store perspektiv, så er det jo helt klart Dr. John, Allen Toussaint, Professor Longhair … Men lige så meget som jeg ser op til dem, ser jeg op til Hans og Esben og Jon Cleary. For hvis det ikke havde været for dem, så havde jeg ikke lært de andre at kende.

– Men den største inspirationskilde er den diversitet, som Dr. John lagde for dagen. Det dér med, at man kan kombinere så mange forskellige ting og komponenter og lave psykedeliske plader og traditionelle jazzplader og funkplader, men alligevel er der en eller anden rød tråd, hvor man ikke er i tvivl om, hvem der har lavet det, og hvordan universet er omkring det.

– Det, som jeg virkelig er fascineret af, er det der med, at musik er en gumbo. Det er fair nok at blande tingene på sin egen måde, men alligevel være tro og være respektfuld og ydmyg over for rødderne.

– Der er så mange aspekter af specielt blues- og jazzmiljøerne, som kan være så konservative omkring, hvad der er rigtigt og forkert, hvor jeg synes, at lige akkurat New Orleans-approachen i mange tilfælde er: Jamen, hvis det lyder godt, så er det jo rigtigt nok. Og hvis gumboen smager godt, er det jo ligegyldigt, hvor meget tabasco eller sukker eller salt du har proppet i.

– Så det er en stor fascination for mig, det dér med at turde at blande rytmer og musikalske traditioner sammen.

En skjald

Ser du dig selv som bluesmusiker eller som jazzmusiker eller som noget helt tredje?

– Jeg ser mig som musiker. Og jeg ser mig som spillemand og historiefortæller. Jeg kan ikke huske, hvem der sagde det, men dem, der har behov for at tænke i genrer, er dem, der har en pladeforretning!

– Der var engang, hvor jeg identificerede mig rigtig meget med at være bluesmusiker. Og jeg har rødderne dér, men når jeg sidder og øver herhjemme, så prøver jeg lige pludselig at inkorporere tango og cubansk musik, for det synes jeg også, er fantastisk. Så jeg vil hellere se mig selv som … hvad var det, det hed i gamle dage? En skjald!

– Men hvis jeg endelig skal sætte en genre ned over, hvad jeg laver, så er det New Orleans-rhythm & blues og -funk.

Og som du selv sagde tidligere: Den type musik inkorporerer jo i virkeligheden alt det andet.

– Ja.

Blues Challenge

Du vandt Danish Blues Challenge i 2015. Åbnede det nogle døre, eller gjorde det måske det modsatte ved at sætte musikken i bås?

– Altså, jeg vil være ærlig og måske træde nogen over tæerne, men: Det var et fint event, og jeg var glad for at vinde den, og det var en flot pengepræmie, men ud over det havde det ikke nogen betydning for mig. Jeg fik ét job ud af det. I Fredericia.

– Men måske så jeg det også som, ja, at blive proppet lidt for meget i en kasse. For det, jeg laver, er jo ikke kun Otis Spann og Memphis Slim og Muddy Waters, altså, det er jo ikke kun dén musik. Så måske var det også derfor, det ikke førte til mere. Det var ikke noget, jeg gik og viftede med.

– Jeg er stadig meget, meget taknemmelig for, at der var nogen, der syntes, det var en fed ting, jeg kunne præstere dengang. Men den sammenligning, Bluesnews.dk havde med melodi grand prix, synes jeg egentlig, er meget fin. Det skaber noget publicity nu og her, men året efter er du glemt, for der nogle andre, der kommer ind i billedet.

– Jeg kan ikke huske, hvad det var, man vandt – jeg tror, det var 5000 dengang – men jeg ville hellere have haft tre koncerter i tre af de foreninger, der lavede det. Altså, det var kun Double Trouble i Fredericia, der spurgte, om vi ville komme og spille. Hvilket jeg syntes, var lidt ærgerligt.

Online presence

Den nærmeste fremtid er meget svær at planlægge, i hvert fald det næste halve eller hele år. Men hvad er din plan lige nu?

– Det bliver det helt klart den online presence, der bliver fokus på. Jeg sidder og lægger sidste hånd på min hjemmeside, som jeg selv laver, og YouTube er klar, og Facebook er klar, og Instagram, og der er købt udstyr ind til, at der kommer væsentligt flere videoer og online-materiale.

– Live-udsigterne er så små og så usikre lige nu. Men det er mit klaver herhjemme ikke, og det er mit kamera ikke, så det bliver det, der bliver trykpunktet for at sige: Her er Chris Copen.

Det eneste, man kan

– Måske kan jeg få samlet nogle af gutterne sammen til, at vi laver en release-band-koncert, men ellers bliver det livestream og YouTube-videoer. Det kommer til at fylde rigtig meget, fordi det er det eneste, man kan lige nu.

Der er mange musikere, som nærmest dropper hjemmesiden og udelukkende satser på de sociale medier – Facebook og YouTube især.

– Der kommer en chriscopen.com-hjemmeside. Og det gør der også, fordi jeg vil gerne eje og have kontrol over mit content. På længere sigt kommer der forhåbentlig også en webshop og forskellige ting, jeg tilbyder inde fra min hjemmeside, som du ikke kan få gennem Facebook eller YouTube. Men med link til både Instagram, Facebook og YouTube.

Et veletableret renommé

Hvor ser du Chris Copen om fem år?

– Forhåbentlig med et veletableret renommé og en god karriere med at være ude at spille. Men også gerne med en lang række produktioner bag mig. Jeg vil så vidt muligt prøve at undgå, at man kun udgiver en gang hvert fjerde eller femte år.

– Og forhåbentlig er jeg et sted, hvor jeg ikke kun er en spiller på den danske scene. Jeg er virkelig glad for at have det dér samarbejde med min ”New Orleans-familie”. For jeg kan godt lide, at man samarbejder på kryds og tværs, og det håber jeg at se være meget mere aktuelt om fem år.

– Så tror jeg også, janteloven en gang imellem melder sig, men … jeg holder meget af at spille på barerne rundt omkring, men jeg kan godt lide det med, at man kan kreere et lidt større setup. Nu snakker jeg ikke om kæmpescener, men …

Ingen hologrammer?

– Nej, ikke endnu! (Griner) Men jeg er meget fascineret af, at man – som Esben Just for eksempel også har gjort – kan sætte scenen, at man som kunstner og som musiker inviterer folk ind i rammer, som ikke kun er møntet på, at man lige har sat sit udstyr op, og så er det dét.

Holde publikum til ilden

– Jeg ser også mig selv mere og mere i en rolle som producer, altså være med til at skabe scenen omkring New Orleans-musikken. Lige som min gode kollega Johan Bylling Lang [saxofonist i Jazz Five og indehaver af JBL Music] gør. De sidste ting er ved at falde på plads med et nyt produktionsselskab, der skal være en hovedformidler på, at vi hele tiden får spyttet nok content ud til det publikum.

– Man skal holde publikum til ilden. Og det kræver, at man producerer og kreerer materiale hele tiden, så de synes, det er fedt: ”Ej, nu kommer der noget snart, og nu sker der noget nyt.”

– Min største mission er – selv om det nok bliver hårdt – hele tiden at skabe nye ting: koncerter, events, plader – både for mig selv, men også for andre mennesker.