Koncertanmeldelse: ”Sweet Angel Blues”, privat havekoncert, Silkeborg

Tekst og foto: Jakob Wandam

Som vi tidligere har rapporteret på Bluesnews.dk (læs for eksempel her, her, her eller her), afholder tidligere formand for B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association Kai Krogh Christiansen jævnligt private blueskoncerter i sit hjem i Silkeborg.

Koncerterne organiserer Kai Krogh Christiansen i samarbejde med Maria Watt Hermansen, og det var en bemærkning om sidstnævnte fra musikeren Thorbjørn Risager, der havde været inspirationen til titlen på det seneste arrangement i haven, ”Sweet Angel Blues”.

Thorbjørn Risager var da også blandt de optrædende denne søndag eftermiddag den 23. august. I alt var der tre acts på plakaten: Duoen Lasse E. Jensen & Kim ”Bacon” Nedergaard åbnede ballet, herefter spillede Alain Apaloo som solist, og endelig blev der rundet af med Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard.

Lukket arrangement

Koncerten var et lukket arrangement, og på grund af corona-restriktioner var der vel plads til omkring 25 indbudte gæster. Naturligvis var der både siddepladser med behørig afstand imellem og rigeligt med håndsprit.

Med de indforskrevne musikere var dagens program alsidigt, og det viste sig faktisk at være helt perfekt skruet sammen.

De to pianister Lasse E. Jensen & Kim ”Bacon” Nedergaard satte stemningen med et livligt sæt hovedsageligt bestående af den boogie-woogie, som er deres varemærke. Og på trods af en gevaldig regnbyge, som de færreste i den nødtørftigt overdækkede have kunne undvige helt, fik klaver-duoens indledende instrumentale boogie i C–dur de fleste i højt humør.

Boogie-woogie-specialist

Lasse E. Jensen, der også går under navnet ”Boogie Lasse”, er decideret boogie-woogie-specialist og har spillet på scener rundt om i Europa med talrige af genrens største nulevende navne. Lasse E. Jensen kommer fra Ringsted, men som Kai Krogh Christiansen kunne fortælle, fik han faktisk sit gennembrud, da han som blot 17-årig fik chancen for at spille med Axel Zwingenberger på Riverboat Jazz Festival i Silkeborg. Den nu 29-årige Lasse E. Jensen har to cd’er på samvittigheden, og en tredje er på trapperne.

72-årige Kim Nedergaard er medlem af Bourbon Street Jazzband, men har også indspillet New Orleans-jazz og rhythm & blues med sit eget orkester Kims Bacon.

Endvidere har Kims Bacon ageret backingband for Horsens-guitaristen og sangeren Jesper Bjarnesen på dennes juleplade Swinging Christmas (2001).

Begge er Jensen og Nedergaard altså musikere, som favner bredere end det gængse blues-idiom, men som ikke desto mindre lægger en stærk bluesfornemmelse og kærlighed til bluesen til grund for deres tilgang til musikken (om boogie-woogie er jazz eller blues, er en rent akademisk diskussion, for det er naturligvis begge dele).

Kæmpede med vokalen

Formidable pianister fik de også begge demonstreret, at de er, hvorimod ingen af de to kan beskyldes for at besidde en kæmpestor sangstemme. Særligt Kim Nedergaard kæmpede med vokalen for eksempel i Bessie Smith-hittet ”Nobody knows you when you’re down and out” (også indspillet af Eric Clapton m.fl.), en af flere fine blues-ballader i sættet.

Han slap bedre fra Leroy Carrs ”How long, how long blues”, mens Lasse E. Jensen sang Leiber & Stollers “Kansas City”. Jensens vokal var bedre – nogen Big Creek Slim eller Thorbjørn Risager bliver han aldrig, men han har viljen til at synge og også evnen til at frasere overbevisende.

Mere fylde og en egentlig vokal karakter mangler den unge pianist dog stadig.

Derfor var det også de instrumentale numre, der gik mest rent ind. En herlig version af W.C. Handys ”St. Louis blues” var et højdepunkt, og så rullede Lasse E. Jensen sig ud med højenergiske hyldester til sine helte Axel Zwingenberger (”In the heat”) og Meade Lux Lewis (”Chicago Flyer”), begge spillet, mens Kim Nedergaard holdt pause.

Flyvende

Nedergaard kom tilbage tidsnok til at slutte sig til en ikke-planlagt ”Boogie woogie stomp” af Albert Ammons, og her var Kim Nedergaard også flyvende. I det hele taget skal begge roses for at lægge en herlig energi for dagen, som kun tog til i de længere instrumentale duetter og skiftende soloer.

En af Lasse E. Jensens kvaliteter er hans åbenlyse lyst til at formidle musikken. Hvor Kim Nedergaard kunne være endog meget hurtig til at præsentere det næste nummer – gerne inden det foregående var klinget af – tog Lasse E. Jensen sig tid til at fortælle om numrenes historie og baggrund.

Det fremgik, at han har studeret emnet indgående, men først og fremmest var hans introduktioner udtryk for en smittende begejstring for blues og boogie-woogie. Dem skal han endelig holde fast i!

Lasse E. Jensen & Kim ”Bacon” Nedergaard fungerede perfekt som åbningsnummer ved havekoncerten. Deres medrivende boogie fik humøret i top – og sendte regnen på flugt! – og deres swing skabte en effektiv kontrast til den næste kunstner på programmet.

Lyttemusik

Hvis d’herrer Jensen & Nedergaards musik var glad og dansabel, var Alain Apaloos intense delta- og folk blues nemlig rigtig lyttemusik. Og Apaloo evnede som få at få et publikum til at holde k… og lytte!

Den alsidige guitarist, sanger og sangskriver Alain Apaloo har i mange år været et kendt ansigt på Mojo Blues Bar i København, hvor han har optrådt utallige gange både som sideman og solist. I sidstnævnte funktion har han udsendt tre album, mens han har medvirket på sessions for blandt andre Ayi Solomon, Kira Martini, Rasmus Lyberth og Sahra da Silva.

Alain Apaloos musikalske udtryk er mangefacetteret og inkorporerer blues, jazz, folk, soul og verdensmusik. Denne eftermiddag, hvor Alain Apaloo optrådte alene på vokal og dobro, var hovedfokus på delta blues, men i en stærkt personlig form.

Dyster

Tonen blev sat med den sagte ”China Gate”, en dyster Nat King Cole-sang fra Samuel Fullers film med samme titel (og en sang, som Thorbjørn Risager i øvrigt også har indspillet). Alain Apaloos fremførelse af både denne og den efterfølgende Robert Johnson-klassiker ”When you got a good friend” lagde sig som et bindeled mellem amerikansk delta blues og vestafrikansk ørkenblues, takket være Apaloos blidt messende stemme og hans stemningsfulde, indimellem kora-lignende guitarspil.

Det var en herligt udtryksfuld og individuel spillestil, Alain Apaloo lagde for dagen. Der var en uortodoks elegance i hans legende trioler, perkussive anslag og afrikansk-ringlende, Vincent Nguini-lignende tone.

Man kunne høre en knappenål falde til jorden, så opslugt var publikum af Alain Apaloos på én gang florlette og knugende blues, der skiftevis kanaliserede Skip James, Blind Willie Johnson og Geoffrey Oryema. Dårligere blev det bestemt ikke, når han brugte et snapseglas som slide!

Skiftede spor

Af og til skiftede Alain Apaloo spor og spillede en af sine egne folk-ballader så som ”Honey” og den smukke ”Rendez-vous”, begge fra debutalbummet Flying vision (2007). ”Drifting” blev indledt af en raga-agtig instrumental-sektion, og på den afsluttende syng-med-sang fandt han Paul Simon-agtige kvaliteter frem.

Alain Apaloos sæt var en enestående oplevelse. Han kan virke genert, grænsende til det selvudslettende, men besidder en stille charme og et ubestrideligt stort talent. Og publikum i Silkeborg havde han i sin hule hånd.

Efter den intime lytteoplevelse med Alain Apaloo trængte man dog til at blive rusket godt igennem, og det var Thorbjørn Risager mand for sammen med sin makker gennem flere årtier, pianisten Emil Balsgaard.

Duo-projekt

Thorbjørn Risager og Emil Balsgaard spiller begge i Risagers faste band, Thorbjørn Risager & the Black Tornado, men sideløbende har de to et duo-projekt, som de turnerer med i pauserne mellem The Black Tornados mange europæiske spillejobs.

To cd-udgivelser er det også blevet til for Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard, senest det Danish Music Award-nominerede album When shadows fall fra 2018 (læs anmeldelse her).

Duo-konstellationen giver de to musikere mulighed for at spille på nogle andre tangenter (så at sige), end der er plads til i bandets stort opsatte lydbillede. Og tilskuerne i Silkeborg fik mange smagsprøver på Thorbjørn Risagers skammeligt undervurderede guitarspil og Emil Balsgaards elskede klaver-boogie.

Spændstigt og disciplineret

De kom stærkt fra start med Robert Johnsons ”Me and the devil blues” i et uptempo-boogie-arrangement, der også indeholdt en bid af hans ”Walking blues”. Efter en storswingende ”Make me a pallet on your floor” skiftede Thorbjørn Risager fra akustisk til elektrisk guitar, og med spændstigt og disciplineret solospil ramte han B.B. Kings lyd forbilledligt på dennes ”Bad luck”.

Stemmemæssigt er Thorbjørn Risager i en liga for sig, hvor Big Creek Slim vel er den eneste bluesmand herhjemme, der kan nå ham.

Emil Balsgaard supplerede med fedt bluespil – som på ”I’ll be gone”, en dyb boogie-blues fra Thorbjørn Risager & the Black Tornados seneste album, Come on in (læs anmeldelse her) – og buldrende boogie-woogie på for eksempel B.B. Kings ”A new way of driving” og selvfølgelig Big Joe Turner & Pete Johnsons ”Roll ’em Pete”.

En afstikker kom i form af Halfdan Rasmussens ”Nogen om gartneri” med musik af Peter Thorup (Risager og Balsgaard indspillede den på deres When they ring them golden bells (2014)). Her spillede Emil Balsgaard harmonika og gav visen en karakter a la fransk musette-musik.

Hurtigt tilbage

Det var dog hurtig tilbage til elklaveret og bluesen, blandt andet med Snooks Eaglins frisk swingende ”I got the blues when it rains” og en muskuløs version af Jimmy Rogers’ ”That’s all right”.

En hæsblæsende rhythm & blues-version af Little Walters ”It ain’t right” rundede sættet af, men Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard blev naturligvis mødt med krav om ekstranummer. På opfordring fra Kai Krogh Christiansen blev det ”Goodnight Irene” – folkemelodien, som første gang blev indspillet af Leadbelly i 1933. I Risager & Balsgaards arrangement er det dog ikke en sagte country-ballade, men en boogie i højt tempo, og således kunne koncerten slutte med et brag.