Koncertanmeldelse: M.C. Hansen, Max Wolff, Big Creek Slim & Peter Nande, privat stuekoncert, Silkeborg

Big Creek Slim, M.C. Hansen, Peter Nande

Tekst og foto: Peter Widmer

Kai Krogh Christiansen havde atter inviteret til stuekoncert den 27. december 2018 i privaten i Silkeborg med start tidligt på aftenen.

Koncerten var den 11. i rækken af Kai Krogh Christiansens privatkoncerter. Nogle af de tidligere koncerter havde han afholdt i sin have, og denne koncert var den femte, der foregik indendørs i Kai Krogh Christiansens hjem.

Kai Krogh Christiansen har en fortid som formand for Danmarks ældste bluesforening, B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association og er bluesmand om en hals.

Således har de privatkoncerter, Kai Krogh Christiansen har arrangeret, primært stået i de blå toners tegn, og flere prominente bluesmusikere har været omkring Kai Krogh Christiansens privatresidens.

Blandt de tidligere deltagende musikere kan nævnes Thorbjørn Risager og Emil Balsgaard, H.P. Lange, Terji Krossteig Messell og den schweiziske duo The Two.

Utraditionelt

Ved denne femte stuekoncert havde Kai Krogh Christiansen hidkaldt hele fire kunstnere. Helt utraditionelt havde han booket den danske ”folk singer and guitar slinger” M.C. Hansen, der gør det i den musikform, han kalder ”scandicana” – et mix af skandinaviske folk-toner og americana. Bluesmand er han ikke.

M.C. Hansen er dog ikke ubekendt med bluesfolket og bluesgenren. For eksempel fungerede han som konferencier ved DMA Blues-arrangementet i Randers i 2018 (læs her).

Desuden indtog M.C. Hansen samme rolle under Blues Paradise-festivalen i Næstved i november 2018 (læs her).

Ydermere havde M.C. Hansen for nogle år siden sit eminente M.C. Hansen Band, der foruden ham selv på guitar, banjo og vokal rummede guitaristen Uffe Steen og bassisten Morten Brauner (Shades of Blue og Blue Junction) samt trommeslageren og vokalisten Jacob Chano.

Sidstnævnte er i øvrigt fast samarbejdspartner for M.C. Hansen, hvor de som duo optræder med Jacob Chano på sang og harmonium. De to har albummet With any luck (2016) bag sig.

Fremragende album

M.C. Hansen Band fik udgivet et par fremragende album, for eksempel triple-albummet 3 (2011) og Live at the brewery (2013).

Endvidere er M.C. Hansen en del af backingbandet The Sentimentals, som har spillet og indspillet med diverse udenlandske kunstnere så som amerikanske Anna Egge (på cd’en Say that now fra 2016) og Jonathan Byrd (på cd’en Mother tongue fra 2015).

At M.C. Hansen også kan spille en gedigen rockguitar, har kunnet opleves ved flere koncerter med amerikanske Anthony da Costa og The Sentimentals.

Desuden medvirker M.C. Hansen på odenseanske Solsorts album Jeg husker det hele jeg husker ingenting fra 2017 og har også optrådt live med samme.

Sidst men ikke mindst løb M.C. Hansen af med en Danish Music Award Folk og titlen ”Songwriter of the year 2017” for nummeret ”With any luck”.

Underkendt

Det tjener Kai Krogh Christiansen til ære, at han til sin stuekoncert den 27. december også havde booket den sørgeligt underkendte bluesmand med mere, guitaristen, sangeren og komponisten Max Robert Wolff, eller blot Max Wolff.

Samme er dog noget af en institution i blueskredse og har været en stor inspirator og læremester for flere veletablerede bluesfolk som guitaristen Ronni Boysen.

Max Wolff spiller primært akustisk og er overvejende til folk blues, men mestrer også at behandle andre genrer, som han for eksempel viste denne aften.

Max Wolff har to anbefalelsesværdige solo-cd’er bag sig, nemlig 2003-udgivelsen I’m bonafide, der i 2004 var nomineret som ”årets bluesudgivelse” til en Danish Music Award Folk-pris, og albummet Got you on my mind fra 2008.

Tilmed er der ep’en Before showtime med Max Wolff & the Blues-Tones fra 2000, hvor Max Wolff og hans to medspillere, trommeslageren Jens Petersen og bassisten Peter Dunvad, sætter strøm til de blå toner med glimrende resultat.

Urstemmen

De sidste to navne på aftenens kunstnerliste var manden med urstemmen, Big Creek Slim og hans musikalske makker, mundharpemanden Peter Nande.

Big Creek Slim, hvis borgerlige navn er Marc Rune, har uomtvisteligt den mest autentiske, sorte bluesstemme, en hvid mand kan have. Faktisk lyder Marc Runes vokal som et vellykket mix af Howlin’ Wolf og salig Captain Beefheart.

Hertil kommer, at Marc Rune er en glimrende sangskriver og en ditto fortolker af andres numre, og så har han efterhånden udviklet en gedigen spileteknik, som han angriber sin ramponerede halvakustiske guitar med. Slide-guitarspillets mysterier mestrer han også.

Efterhånden har Big Creek Slim fået en pæn mængde cd’er udgivet, og alle er de på højt niveau. Titlen som Årets Danske Bluesnavn har han også fået tildelt, såvel som nogle af hans udgivelser har hevet priser hjem.

Big Creek Slim er den ægte vare og suppleres af den versatile, garvede bluesmand og mundharpespiller med mere Peter Nande. Bluesnews.dk har af gode grunde ved flere lejligheder beskæftiget sig med Big Creek Slim – og med Peter Nande. Læs blot på www.bluesnews.dk under Udgivelser og Koncerter.

Stramt program

Stuekoncerten fandt pudsigt nok sted i Kai Krogh Christiansens stue, og dén er lille, meget lille.

Kai Krogh Christiansen havde derfor indkaldt op til flere gode og effektive hjælpere, for et hav af bøger, møbler med mere skulle fjernes, for at der kunne blive plads til de 40 personer, der var inviteret til huskoncerten, samt aftenens musikere.

Maria Watt Hermansen og Kai Krogh Christiansen planlægger næste huskoncert

”Heldigvis” – sagde Kai Krogh Christiansen skælmsk til Bluesnews.dk – var der fem folk, der havde meldt afbud, og således blev der lidt mere plads til dem, der kom.

Der var desuden hjælpere i køkkenet, og hovedorganisatoren – Maria Watt Hermansen – havde trukket et kæmpelæs og var også den, der sørgede for, at spilletidsplanen blev overholdt, så tingene kunne glide planmæssigt gennem et stramt program.

Pizza

Der var meget, der skulle nås. Kl. 18 var der pizza til alle samt drikkevarer ad libitum. Det sidste var der i øvrigt mere af resten af aftenen, og der var også diverse snacks.

Kl. 18.30 gik M.C. Hansen på. Kl. 20 var det Max Wolff, der indtog scenen, og kl. 21.30-23 var det Big Creek Slims og Peter Nandes tur til at tackle the blues.

Publikum opfordredes til at lægge et beløb i de opstillede investeringsbøsser, hvilket jo absolut var en rimelig opfordring at komme med, ”så det bliver muligt at gentage disse arrangementer,” som Kai Krogh Christiansen havde skrevet det i sin huskoncertinvitation.

Ved 18-tiden gav Kai Krogh Christiansen en ca. 500 kilometer lang introduktion til arrangementet og aftenens program, medens de mange fremmødte lystigt gnaskede pizza i sig, fik noget at drikke og summede, så det var en lyst.

De lange

Omkring kl 18.30 gik M.C. Hansen på med sin fremragende stemme og sit gode akustiske guitarspil.

M.C. Hansen

”Det er de lange introduktioners aften,” konstaterede han og kastede sig derefter ud i en lang introduktion, der mundede ud i det glimrende nummer ”Pigen fra villavejen”.

M.C. Hansen er en fremragende entertainer og performer, der har ordet i sin magt og er mere end god til at gribe øjeblikket og flette en eller flere lyttere ind i sine (røver-)historier fra det virkelige liv, der er tilsat en god portion afvæbnende humor, som altid bringer smil og latter frem hos publikum.

For eksempel blev Max Wolff inddraget flere gange i løbet af denne koncert, hvor der i øvrigt var en del irriterende snak fra tid til anden.

Bagefter

M.C. Hansen gjorde en del ud af at fastslå – på bedste vis – at han ikke er bluesmusiker, og måtte til snakkehovederne lige sige: ”Hvis vi skal ha’ dén bluesdiskussion, skal vi så ikke vente til bagefter?”

God idé, og de snakkende gemytter blev da også dæmpet en kende.

M.C. Hansen har i årevis sunget på engelsk, men er på det seneste blandt andet begyndt at oversætte sine egne engelsksprogede tekster til dansk, og det virker.

For eksempel fik man ”Er der nogen, der lytter?”, en dansk version af den engelsksprogede ”Baby blue”, der blev fremført, så ikke et øje var tørt.

Murder ballad

Publikum blev også trakteret med en dansk murder ballad, nemlig den intense ”Balladen om Ballelars”, der virkelig tog kegler.

M.C. Hansen

Så var der den ligeledes fornemme og underfundige ”Petersmindevej”. I det hele taget er M.C. Hansen en fin sangskriver og historiefortæller, der laver glimrende melodier og skriver tekster, der ofte er poetiske, og som giver stof til eftertanke. Desuden har M.C. Hansen både ironi og selvironi at gøre godt med, hvilket kun skal betragtes som noget positivt.

Man fik også den famøse historie om guldbrylluppet; en fremragende historie, der af gode grunde får ethvert publikum til at vride sig af grin. Denne historie hørtes som optakt til en dansksproget version af det dybsindige DMA-vindernummer “With any luck”.

Der var desuden ”Cigaretter”, som virkelig vakte moro blandt publikum, og med ”De fejl, jeg er gjort af” som ekstranummer var M.C. Hansens aldeles fornemme, musikalsk givende og underholdende sæt færdigt omkring kl. 19.35.

Værtshusmusiker

Max Wolff

Kl. 20.10 entrerede Max Wolff ”scenen,” der var en plads til højre for indgangsdøren, hvor man som musiker havde ryggen vendt mod vinduerne, der lå ud mod gaden, hvor gardinerne naturligvis var trukket for.

Også Max Wolff leverede en længere introduktion, der drejede sig om hans musikalske univers, en blanding af blues, rock, en bid country og pop, hvor projektet for tiden er at lave nyfortolkninger af numre fra 1950’erne og 1970’erne og spille dem på en ny måde.

Max Wolff betegnede sig selv som ”værtshusmusiker” og sagde i denne forbindelse: ”Jeg elsker alle de steder, jeg kommer” – John Bull, Admiralen i Silkeborg med mere – så overbevisende, at man troede på ham.

Max Wolff er dog også set og hørt spille udendørs, for eksempel under Randers City Blues Festival 2017 (læs her).

Projekt

Det må siges, at Max Wolff er sluppet godt fra sit nyfortolkningsprojekt. Således fik man Dire Straits-nummeret ”Setting me up” fra 1978 i flot slide-domineret udgave, som Sleepy John Estes kunne have spillet det.

Max Wolff og M.C. Hansen

Max Wolff havde i øvrigt medbragt to National Steel-guitarer, som begge fik en historie med sig, og begge guitarer har stor affektionsværdi for deres ejer, fremgik det.

Der var også country (blues) på repertoiret, for eksempel i form af Hank Williams-nummeret ”The honky tonk blues”. Også her præsterede Max Wolff fornemt slide-spil og et overfermt fingerspil samt kongenialt vokalarbejde.

Man fik også et par instrumentalnumre af smuk karakter som ”B-flat boogie”. Desuden hørtes Leadbellys ”On a Monday”.

Jimi Hendrix

Max Wolff

Mest overraskende var det måske, at Max Wolff – helt i tråd med sit nærnævnte projekt – spillede to Jimi Hendrix-numre, naturligvis akustisk.

Det drejede sig om kompositionerne ”The wind cries Mary” og ”Red house”. Originalversionerne er selvsagt højelektrificerede, men Max Wolffs akustiske, slide-guitardominerede versioner fungerede overrumplende godt.

Arlo Guthries ”City of New Orleans” – om tidens rodede samfund – leverede Max Wolff også med flot fingerpicking– og slide-spil. Desuden fik man nogle af Max Wolffs egne numre, der alle var af høj kvalitet.

Max Wolff sluttede sit glimrende sæt, hvor de musikalske udfoldelser blev krydret med relevante kommentarer, med sin egen ”Blow wind, blow”, og klokken 21.15 klingede Max Wolffs vokal- og instrumentaltoner af.

Eneste anke: Der var (også her) for mange snakkehoveder blandt publikum. Måske var de mere interesserede i sig selv end i det, Max Wolff kunne bibringe dem? Dette står hen i det uvisse, men snik-snak under koncerter – specielt af denne karakter – er respektløst – både over for musikere og medpublikummer.

Humor

Klokken 21.20 gik Big Creek Slim – vokal og halvakustisk guitar – og Peter Nande – mundharpe med mere – til makronerne med humor, spilleiver og spilleglæde.

Big Creek Slim og Peter Nande

”Kommunikation på højt plan. Det er dét, man kalder samspil,” sagde Big Creek Slim i starten af sin og Peter Nandes afdeling og fyrede Slim Harpo-klassikeren ”I’m a king bee” af.

”Sting me,” halvråbte Big Creek Slim til Peter Nande, der gav igen med et par ”mundharpestik.”

Tommy Johnson spøgte også, og de to erfarne musikmakkere afviklede alt med humor, vid, bid og musikalsk og vokalt engagement, så der virkelig kom gang i den.

Det er nu

Big Creek Slim

På et tidspunkt startede Big Creek Slim uden forvarsel et nummer. Peter Nande så lidt rådvild ud, og Big Creek Slim så på Peter Nande og sagde: ”Det er nu, du kommer ind! Det er blues, for helvede!” Og dét var det!

Peter Nande sprang på vognen og legede med sine mundharpetoner, idet han spillede op til Big Creek Sim på yderst virkningsfuld vis.

Senere brød Big Creek Slim pludselig ud i et højlydt ”WAH!” ”Jeg skulle bare lige se, om I var vågne, og det var I,” sagde han med rolig stemme, og publikum lo.

Mississippi John Hurt stak snuden frem, og det gjorde Silas Hogan også med sit nummer ”I’m gonna quit you pretty baby” og fuldfed mundharpesolo ved Peter Nande til publikums store fornøjelse.

Allstars

Dernæst sagde Peter Nande: ”Så vil vi gerne præsentere M.C. Hansen.” ”Så kører vi allstars,” supplerede Big Creek Slim, og M.C. Hansen sluttede sig til til den yderst velspillende – og for Big Creek Slims vedkommende velsyngende – dynamiske duo.

M.C. Hansen, Big Creek Slim, Max Wolff, Peter Nande

M.C. Hansen var med i et par numre, men blev så afløst af Max Wolff, der lånte M.C. Hansens guitar, og så blev ”Gone Fishin’” fyret af. Her hørte man Max Wolff på guitar og sang, Big Creek Slim på sang og guitar, Peter Nande på skeer og M.C. Hansen på vokal.

Alle fire sluttede de en aldeles glimrende huskoncert-aften af med den velkendte amerikanske folk-standard ”Goodnight Irene”, der først blev indspillet og populariseret af Huddie ”Leadbelly” Ledbetter i 1933.

Og publikum sang med, så det rungede ud i den mørke, småkølige silkeborgensiske tredje juledags nat, så selv dyr og fugle må være blevet varme.