Tekst og foto: Peter Widmer
Kai Krogh Christiansen har en fortid som formand for Danmarks ældste bluesforening, B’Sharp – Silkeborg Rhythm’n Blues Association. Kai Krogh Christiansen har stablet adskillige privatkoncerter på benene, herunder blandt andet havekoncerter og stuekoncerter (læs for eksempel her og her).
Fredag den 27. december 2019 havde Kai Krogh Christiansen inviteret til sin fjortende privatkoncert. Samme var en stuekoncert, der blev afviklet i privaten i Silkeborg klokken 18-22.30. Denne aften kunne man opleve fire musikere, der alle beskæftiger sig intensivt med bluesmusikken.
Aftenens program så således ud: Klokken 18-20 var det sangeren, sangskriveren og guitaristen Jesper Theis og kontrabassisten Olav Gudnason, der musicerede, og deres sammenspil har fungeret længe. Så var der pause med servering af chili con carne v/Maria Watt Hermansen, der som tidligere har været Kai Krogh Christiansens medarrangør.
Klokken 20.30 gik så mundharpemanden og sangeren Henrik Hansen og sangeren og guitaristen Martin Blom på. Begge er de medlemmer af det legendariske rhythm & blues- og roots rock-orkester Trouble Cats, og det har de været i over 30 år. Desuden har de i længere tid spillet sammen som duo med stor succes, for eksempel på Randers City Blues Festival, hvor også Jesper Theis og Olav Gudnason har gjort sig positivt bemærket (læs for eksempel her).
Intenst
Det tager selvsagt tid og kræver intenst arbejde at få selv en stuekoncert stablet på benene.
Maria Watt Hermansen fortæller: ”Der er blevet arbejdet intenst i et halvt års tid af Kai Krogh Christiansen og mig selv med planlægningen af denne stuekoncert. I de sidste fire dage har der desuden været enormt tryk på med alt det praktiske, så der har været – og er – nok at lave.”
”Desuden er der jo oprydning og rengøring efter koncertaftenen. Vi har stillet stolerækker op, så publikum kan få sig en fornuftig siddeplads, og med de 39 folk, der har meldt deres ankomst, bliver der fyldt godt op,” slår Maria Watt Hermansen fast. Og godt proppet med folk blev der, men der var dog plads til at ånde.
Aftenens stuekoncert var den sjette af slagsen hos Kai Krogh Christiansen, og som ved husværtens tidligere arrangementer, var det i indbydelsen stipuleret, at: ”Alt er frit – indgang, mad, vin, øl, sodavand, kaffe, te, snacks mv., MEN for at vi kan holde vort høje niveau fremover, så ser vi gerne, at folk lægger et beløb, hvor man selv vælger størrelsen.”
Det er naturligvis frivilligt, om man vil spæde lidt til mad og drikkelse og lægge et par håndører i de opstillede bøsser hertil. På denne måde bidrager publikum selv lidt til gildet – og sikrer derved, at dette private initiativ kan fortsætte.
Vores fortolkninger
Da publikum havde fået sig skubbet til rette hist og pist i Kai Krogh Christiansens stue eller i den tilstødende, åbne køkkenregion, åbnede Jesper Theis ballet med at betone, at han og islandske Olav Gudnason ikke ville spille traditionel blues, men ”vores fortolkninger.”
Dét gjorde de så på bedste vis. Jesper Theis tog sig af vokalarbejdet og spillede primært spillede National steel-guitar, mens Olav Gudnason spillede kontrabas. Samme brugte han endvidere lejlighedsvis også som perkussion-instrument, såvel som basstrengene blev strøget med dertil indrettet bue.
Momentvis var der også fremaddrivende slap bass-spil og så var der flere fine soli fra denne medlevende og indlevende bassist, som i øvrigt også bidrog med lidt passende vokal, der understøttede Jesper Theis’ indfølte sangforedrag.
Duoens første sæt bestod af ni varierede numre, og der blev lagt ud med åbningsnummeret fra Narrow line, der er debutalbummet fra Jesper Theis (læs anmeldelse her). Åbningsnummeret hedder ”Devil and the deep blue sea”, og dette blev fremført med fint slide-guitararbejde og ditto basspil.
Religiøse
Man fik også ”en kopi-sang af Son House” i form af ”Depot blues”. Desuden var der næsten uundgåeligt nok også et Robert Johnson-nummer på programmet i fortolkning af Jesper Theis. I denne forbindelse knyttede Jesper Theis med glimt i øjet og slet skjult humor et par ord til folks holdning til den store bluesmand Robert Johnson.
”Folk er næsten religiøse omkring Robert Johnson-ting, men bilen holder tændt herude, så vi kan hurtigt stikke af!” Det kom dog ikke på tale, da Olav Gudnason og Jesper Theis spillede Robert Johnsons ”Last fair deal gone down”. I de to musikeres version blev nummeret næsten ”folk song”-agtigt, og det var en flot drejning at give denne næsten sakrale komposition.
Ikke blot var der glimt i øjet og højt humør på scenen og blandt publikum. Der var også masser af godmodig ping-pong musikere og publikum imellem, hvilket i det hele taget prægede hele aftenens stuekoncert fra start til slut. Med andre ord var der en afslappet atmosfære og virkelig god stemning.
Muddy Waters
Der var også flere Jesper Theis-numre på programmet. Eksempelvis ”Baby blue” fra Narrow line, der var af en lidt anderledes karakter end på debutalbummet. Olav Gudnason udmærkede sig atter ved fornemt basspil, hvor hans kontrabas fra tid til anden blev anvendt som perkussion-instrument.
Desuden var der fornemt slide-guitarspil ved Jesper Theis, der i øvrigt også gjorde det godt vokalmæssigt gennem hele koncerten. Samme havde naturligt nok en akustisk drejning med delta blues som fundament, men der var også en snert Chicago blues i form af Muddy Waters-nummeret ”I can’t be satisfied”.
Samme blev afleveret med cool slide-guitarspil og potent basspil med slap bass-elementer. Fornemt! Afslutningsvis gav denne dynamiske duo Peter Nande & Jesper Theis-kompositionen ”Creepy woman” fra albummet Narrow line.
Så var der ti minutters pause, og Jesper Theis skulle lige ryge en ”blå kamel.”
Banjo
Da pausen var ovre, gik andet sæt i gang med en solo-optræden af Jesper Theis, der demonstrerede, at han også mestrer at spille banjo. ”I wish I was a mole in the ground”, sang han, og banjo og vokal fungerede fint sammen.
”Blue eyed Jane” af Jesper Theis kom man også godt igennem, og så fulgte ”den sang, der fik mig til at spille blues,” sagde Jesper Theis, nemlig ”Cocaine blues”. Dén sang har fulgt Jesper Theis og Olav Gudnason siden starten af deres samspil, forklarede Jesper Theis, så det var et godt gennemprøvet nummer, publikum fik serveret.
Men ikke uden noget til gengæld. Folk blev nemlig opfordret til at synge med, og det gjorde de i dén grad. Og dette var i øvrigt ikke sidste gang, at publikum sang med. Olav Gudnason hørtes desuden på kor og virkningsfuldt slap bass-spil, og så leverede han atter en fornem solo på sin kontrabas.
Så skete der pludselig noget helt uventet. Henrik Hansen og Martin Blom sluttede sig til Jesper Theis og Olav Gudnason, og de fire musikere spillede sig gennem to numre sammen med sangdeltagelse fra det veloplagte publikum. Det var en fornøjelse at opleve denne helt improviserede kvartet.
Faktisk var det ifølge Olav Gudnason, som Bluesnews.dk havde flere gode gange snak med, første gang, at de fire musikere mødte hinanden på tæt hold, og det var under alle omstændigheder første gang, at de spillede sammen. Men tingene fungerede, og da deres andet fællesnummer var færdigt, sagde Jesper Theis: ”Så er der vist mad.” Dét var der, og så gik musikere og publikum til Maria Watt Hermansens chili con carne, der hurtigt forsvandt som dug for solen.
Elektrisk
Hvor det musikmæssige udgangspunkt for Jesper Theis og Olav Gudnason er den akustiske blues, er fundamentet for Henrik Hansen (sang og mundharpe) og Martin Blom (National steel-guitar, akustisk guitar og vokal) elektrisk blues.
Denne aften blev der dog spillet (halv-)akustiske udgaver af oprindeligt elektrificerede numre, men det gjorde absolut ikke kvalitetsniveauet ringere, for alt fungerede på overbevisende vis. Duoen lagde meget passende ud med en fin udgave af Sonny Boy Williamsons ”Good evening everybody”.
Derefter fulgte måske overraskende nok Bob Dylans ”It takes a lot to laugh, it takes a train to cry” med fint slide-guitarspil og ditto vokalarbejde ved Martin Blom. Så gik den musikalske rejse til Chicago med Little Walters ”Just your fool”, hvor begge musikere hørtes på vokal, og hvor Henrik Hansens fornemme mundharpespil var prominent.
Fjerde nummer var en herlig version af Trouble Cats-nummeret ”Rockin’ ’round the tombstone”. Også her sang begge musikere, og publikum brølede med. Et klart hit! I femte nummer skiftede Martin Blom sin National steel-guitar ud med en akustisk guitar, og som sjette nummer fulgte så klassikeren ”Sittin’ on top of the world”.
Her fik man blandt andet fedt akkordspil ved Martin Blom og ditto leadvokal-arbejde, mens Henrik Hansen både klarede mundharpespil og supplerende sang. Musikerne var virkelig i hopla og på dupperne som aftenens første duo, og dét i en grad, så Martin Blom måtte udbryde: ”Det er fedt, det her, Kai,” henvendt til husværten.
Øjenkontakt
”Cross my heart” af Sonny Boy Williamson fulgte med Henrik Hansen på leadvokal og mundharpe. Martin Blom supplerede med fornemt guitarspil, og de to musikere demonstrerede virkelig et intenst samspil, og der var øjenkontakt de to imellem, så det forslog. Der var endvidere fedt call and response-spil mellem mundharpe og guitar.
I flere numre demonstrerede Martin Blom og Henrik Hansen et flot dobbelt vokalarbejde, såvel som begge brillerede med fine instrumentalpræstationer. Tillige var der både stor seriøsitet og pjank, pjat og højt humør på scenen, hvilket selvsagt smittede af på publikum.
Denne energiske duo afsluttede deres første sæt med endnu et Trouble Cats-nummer, nemlig ”No way of tellin’” fra 1992-cd’en Plugged, med duo-vokalpræstationer med Henrik Hansens stemme i fokus.
Så var der pause, men der var jo mere musik på programmet, så publikum strakte benene, fik snakket, fik suppleret op med drikkevarer og snacks og havde – som musikerne – klart en mere end almindeligt god og hyggelig stund.
Chuck Berry
Det tjener til Martin Blom og Henrik Hansens ære, at de denne aften startede deres andet sæt med et Chuck Berry-nummer, nemlig ”Thirteen questions method”, der tilmed ikke er en af den gamle rock-rottes mest kendte kompositioner. Samme blev kørt med højt humør, og Martin Blom havde fået sin National steel-guitar frem igen.
Det varede ikke længe, før kvartetten fra sidste del af aftenens første koncert igen blev en realitet, for Olav Gudnason og Jesper Theis sluttede sig til Martin Blom og Henrik Hansen. Kvartettens to guitarister spillede begge National steel-guitar, hvor Jesper Theis gav en fin lille slide-guitaropvisning, mens Martin Blom præsterede en gang fint fingerspil.
Martin Blom og Henrik Hansen sang begge gennem en fed version af Jimmy Reed-nummeret ”Shame shame shame”, der gik rent ind. En pudsig tilføjelse var dog en kvindestemme, der kom fra et medlem af publikum. Hun lød som en syg hund eller som en kat, der bliver trukket i halen. ”Shame shame shame” kunne man kun tænke, men kuriøst var det, og man måtte trække på smilebåndet.
En swingende udgave af Kim Wilsons ”Don’t bite the hand that feeds you” fulgte. Her var der gang i Martin Bloms akustiske guitar og vokal, mens Henrik Hansen supplerede med kongenial stemme og fremragende mundharpespil, der blandt andet mundede ud i en fornem solo.
Jesper Theis leverede en fin slide-guitarsolo, og det hele blev understøttet af et pulserende, insisterende basspil ved Olav Gudnason. Samme følte sig foranlediget til at udbryde: ”Det er da sjovt, det her!” Atter var der således højt humør og god stemning på ”scenen” – eller stuegulvet – og blandt publikum, der kun kunne give Olav Gudnason ret.
Uopslidelig
At Little Walters værk er en uopslidelig størrelse, er der mange, der kan skrive under på. I hvert fald kom endnu et nummer af den store mundharpespiller på banen i form af den klassiske ”It’s too late brother”. Her fik man en fedt kørende version, hvor Martin Blom og Henrik Hansen atter viste flot sam- og modspil.
Desuden fik man en behagelig guitarduel mellem Jesper Theis og Martin Blom, som publikum også tog godt imod. Der var god stemning, og i det hele taget var der fin kommunikation musikerne imellem samt mellem musikere og publikum.
Næste nummer havde masser af funklende blæs på i form af Henrik Hansens formidable mundharpespil. Det er i det hele taget ikke for ingenting, at Henrik Hansen er blevet betegnet som en af Skandinaviens bedste mundharpespillere. Også Jesper Theis var godt fremme i skoene med sin National steel-guitar og fin slide-guitarsolo.
Jimmy Reed stak atter snuden frem i nummeret ”Baby what you want me to do”, der her blev fremført i en varieret udgave, hvor Martin Blom atter tog kegler med fornemt spil på sin akustiske guitar.
Dynamisk
Den klassiske ”Rock this house” af Jimmy Rogers blev aftenens sidste nummer. Her blev der flået i basstrengene i et dynamisk spil af Olav Gudnason, der også hørtes på vokal. Martin Blom var fremme på akustisk guitar, mens Jesper Theis atter fik sparket en fin lille slide-guitarsolo ind på sin National steel-guitar.
I det hele taget var det imponerende, som disse fire fine musikere kunne få musikken til at swinge, når der var brug for dét. Lige så spektakulært var det, når det var de mere forfinede toner, der skulle frem, og betagende var det også, når der fra tid til anden blev spillet med grovfilen, så at sige.
Kai Krogh Christiansen, der kunne notere sig en yderst vellykket stuekoncert, så rigtigt, da han sammen med Maria Watt Hermansen planlagde også denne stuekoncert og havde sammenstillingen af to i grunden vidt forskellige duoer på ønsketapetet. Den yngre Jesper Theis og den garvede Olav Gudnason med deres primært afdæmpede, akustisk drejede musikalske udtryk på den ene side.
På den anden side de to Trouble Cats-veteraner Martin Blom og Henrik Hansen, der har spillet sammen siden 1987, og deres elektrisk orienterede tilgang til musikken. Hver for sig og sammen gav disse to duoer nemlig publikum en varieret, inciterende, kompetent og ekstraordinært fremragende musikalsk oplevelse, man sent vil glemme. Og så blev den tilmed afleveret med humor, højt humør og glimrende publikumskontakt.