Af Peter Widmer
At blive udsat for det næstseneste udspil fra Thorbjørn Risager & the Black Tornado, albummet Change my game fra 2017, var for overtegnede som at få en knytnæve i kæften (læs anmeldelse her).
Af Come on in får man ikke den samme kontante behandling. Her er der nærmere tale om et varmt, fast håndtryk og en venlig invitation til at træde ind i orkesterets mangefacetterede musikalske univers. Her er mere afdæmpede toner end på forgængeren, og som en behagelig overraskelse er der anvendt akustisk guitar på flere numre.
Come on in er orkesterets tiende reelle fuldlængdeudgivelse siden 2004. Hertil kommer opsamlingsalbummet med den sigende titel Between rock and some hard blues fra 2013. Med udgivelsen af Change my game bedyrede Thorbjørn Risager & co., at de nu var et rockband. Imidlertid kunne de ikke skjule de blå toner, og det samme gør sig gældende på Come on in.
Albummet består af ti skæringer, der alle er skrevet af Thorbjørn Risager. Undtaget er dog albummets femte skæring, den fine akustisk orienterede, lettere tungsindige ”Never givin’ in”, som Thorbjørn Risager og bandets forhenværende guitarist Peter Skjerning står for.
Her brillerer bandets glimrende nye guitarist Joachim Svensmark med sigende elguitar-variationer, men albummet igennem er det Thorbjørn Risagers udtryksfulde vokal, der er musikkens faste anker.
Den effektive, ikke specielt muntre ”Sin city” har som ”Never givin’ in” prominente akustiske guitartoner i fokus sammen med Thorbjørn Risagers karakteristiske vokal og har nærmest work song-karakter for at munde ud i horndrevet, næsten sørgemarch-agtig skikkelse.
Akustisk guitar på fremtrædende plads, sammen med Thorbjørn Risagers unikke vokal, har for eksempel også albummets traditionelt turnerede, nøgne blå nummer ”I’ll be gone,” og det er rart med musikalsk nytænkning, blandt andet i form af albummets akustisk prægede numre.
I modsætning hertil er der for eksempel ”gospel-boogie”-nummeret ”Over the hill,” der er en lille munter, rykkende perle. Den for bandet atypiske, slæbende ”On and on” med inciterende keyboard- og blæsertoner, fint bas- og perkussion-arbejde og Thorbjørn Risagers stemme i centrum er derimod alt andet end munter, men aldeles virkningsfuld.
Det samme gælder rocknummeret ”Love so fine”, hvor der er betydeligt mere tryk på, hvilket orkesteret også klarer ubesværet, og hvor Joachim Svensmark får lov at strække ud. Den sprælske ”Last train” indeholder akustiske guitartoner, men der er også bidende, klædelige elguitar-udladninger.
Den smukke, men sørgelige sang om mange migrantbørns skæbne ”Nobody but the moon” har et anstrøg af sydlandske toner over sig, mens den dragende, stemningsmæssigt Twin Peaks-agtige ”Two lovers”, med akustiske guitartoner blandt andet suppleret med el-slide-guitar og effektivt korarbejde ved Joachim Svensmark plus som altid fint, og her diskret, blæserarbejde ved Hans Nybo og Peter Kehl, er noget helt andet.
Den i udtrykket næsten traditionelle blues ”Last train” indledes med akustisk guitar og Torbjørn Risagers vokal plus slide-guitar, hvorefter Martin Seidelins effektfulde trommer, Emil Balsgaards hvirvlende tangent-toner og Søren Bøjgaards solide bas med mere sættes ind med forrygende virkning.
Som over alt på dette velproducerede, velmixede og vellydende album fungerer blandt andet også blæserindsatserne fornemt på det lettere luskede, små-funky titelnummer, der kan siges at have svage aner til blandt andet Mark Knopfler, soul og ørkenrotterock.
I det hele taget har Thorbjørn Risager & the Black Tornado med Come on in begået et yderst tilfredsstillende, varieret, detaljerigt og sofistikeret album, hvor de behændigt drejer bluesidiomet med nye tilføjelser i forhold til deres hidtidige produktion.
Orkesteret fremstår således som et virkelig stærkt, innovativt hold, hvis musik har bred appel, uden at der bliver gået på kompromis med bandets blåtonede musikalske fundament.