West Coast blues med Junior Watson Band på Rampelys i Silkeborg

Tekst og foto: Peter Widmer

Der var store forventninger til forårssæsonens sidste koncert i regi af B’Sharp, Silkeborg Ryhthm’n Blues Association, som løb af stablen lørdag den 12. maj 2018 på kulturhuset Rampelys, hvor Junior Watson Band var på plakaten.

Rampelys er primært centrum for diverse rytmiske musikarrangementer og er stedet, hvor B’Sharp afvikler langt de fleste af deres koncerter.

Rampelys har en topkapacitet på 250 publikummer, men ifølge Charlie Tambaur, der er formand og booker for B’Sharp, lukkes der sædvanligvis maksimalt 180 folk ind til B’Sharps arrangementer.

Mod forventning var der denne aften ikke udsolgt til koncerten med californiske Junior Watson Band, men de 100 folk, der var mødt op, kunne opleve en veritabel bluesguitarist-legende i skikkelse af Junior Watson, der blandt andet har en fortid i det hæderkronede bluesband Canned Heat og i succesrige Rod Piazza & the Mighty Flyers.

Desuden har Junior Watson for eksempel spillet med Charlie Musselwhite, Big Mama Thornton og George “Harmonica” Smith. Endvidere har han strøet guitar-stjernestøv over mere end 60 album og har tre fuldlængdeudgivelser i eget navn på gaden.

Solide medspillere

Tilmed har Junior Watson med et hav af påvirkninger fra andre bluesguitarister skabt sin hel egen uefterlignelige spillestil, og så bruger han ikke så meget som skyggen af en effektpedal.

Junior Watson stillede med tre solide medspillere, nemlig mundharpemanden og sangeren Mitch Kashmar, trommeslageren Andrew Guterman samt bassisten og vokalisten Bill Stuve, der under denne koncert dog ikke oplod sin røst.

Mitch Kashmar, der er en mere end habil mundharpespiller, er blevet hædret med to Blues Music Award-nomineringer og har delt scene med navne som Jimmy Witherspoon, John Lee Hooker og Big Joe Turner. Desuden har han seks album i eget navn bag sig.

Den altid dybt koncentrerede, versatile bassist Bill Stuve har tre album som orkesterleder under bæltet og har blandt mange andre spillet med Candye Kane, The Mighty Flyers og Gary Primich.

Bill Stuve spillede i øvrigt udelukkende basguitar under aftenens koncert, men trakterer ofte kontrabas.

Den alsidige, jazz-uddannede trommeslager Andrew Guterman har spillet med bluesnavne som Rick Estrin & the Nightcats, Junior Watson og Mark Hummel, men har også beskæftiget sig med andre stilarter så som ska, soul, country, rock og reggae.

Alle tre hører de sammen med orkesterlederen til blandt de bedste repræsentanter for deres fælles hjemstats jump, jive og swing blues. Kort sagt står Junior Watson Band for West Coast blues, når den er bedst.

Tidlig start

Aftenens koncert var berammet til at starte kl. 21, men allerede nogle minutter før bød Charlie Tambaur velkommen, og så var Junior Watson Band i gang.

Det var hele den to sæt lange koncert igennem så som så med præsentationen af de enkelte numre, men musikken swingede pænt fra første færd.

Mitch Kashmar blæste igennem på mundharpe, og Junior Watson, der blandt andet var iklædt stråhat, lokkede de fedeste toner ud af sin Fender-guitar og var helt oppe på de høje nagler.

Hertil kom Andrew Gutermans glimrende, helt-nede-på-jorden trommespil samt varieret og konstant præcist, velunderstøttende basspil ved Bill Stuve.

Vokal

Mitch Kashmars vokal er ikke just den stærkeste på kloden, og det samme kan siges om Junior Watsons stemme, der hørtes i et par numre.

Det virkede, som om Mitch Kashmar, der var aftenens primære sanger, ikke formåede at synge rigtigt igennem. Måske manglede han gejst, men hans vokalindsatser var på det jævne.

Junior Watson er først og sidst guitarist, og i de par numre, hvor han afløste Mitch Kashmar på vokalfronten, var heller ikke hans stemme noget at skrive hjem om.

Med andre ord var sangindsatserne under denne koncert lige så tillokkende som et æg uden salt eller som en fiskefilet uden remoulade.

Fremragende

Hvor Mitch Kashmars stemmepræstationer generelt set lod en del tilbage at ønske, kom der turbo på hans fremragende mundharpespil i tredje nummer, Willie Dixons ”Too many cooks” fra Mitch Kashmars album West Coast toast.

Endvidere præsterede han dog i denne komposition en pæn vokalindsats, når ret skal være ret.

Et aldeles swingende jump blues-nummer fulgte. Her var Junior Watson fremme med en fuldfed guitarsolo, surf-toner og fornemt fingerarbejde helt oppe i 18.–20. bånd på gribebrættet.

Henry Glover & Rudy Toombs-sangen ”Young girl”- med aner til Sonny Boy Williamson II’s ”Help me” og ligeledes fra West Coast toast – var næste nummer, hvor man blandt andet bemærkede Bill Stuves indlevende spil, der koncerten igennem blev leveret uden plekter.

Her skal også nævnes Andrew Gutermans absolut solide indsats. Andrew Guterman lavede, hvad han skulle, hverken mere eller mindre, men dét gjorde han til gengæld rigtig godt, opmærksomt og fokuseret.

Instrumentalnummer

Syvende nummer i første sæt var det langsomme instrumentalnummer ”Blues after hours” af Pee Wee Crayton & Jules Taub, der findes på Junior Watson-albummet If I had a genie.

Junior Watson havde nu afført sig sin stråhat og skiftet sin Fender-guitar ud med en Gibson Les Paul, mens Mitch Kashmar tog sig en pause.

Dette nummer var en perle med en behagelig vekslen mellem blide og hårde, pågående toner.

Derefter kom Mitch Kashmar på igen, og så stod den på hans eget nummer ”Nickles and dimes” fra hans album af samme navn.

Let

Denne half-tempo-komposition var blandt andet præget af let, fornemt og yderst funktionelt basspil ved Bill Stuve, mens Mitch Kashmars vokal og mundharpe var omdrejningspunktet.

Sidste nummer i første sæt var en swingende druksang, som Mitch Kashmar med glimt i øjet tilegnede Andrew Guterman, der i øvrigt absolut ikke virkede andet end særdeles ædruelig og straight.

Dansegulvet

Første sæt sluttede kl. 21.45, og kl. 22.08 var de fire musikere atter på banen og lagde ud med et hurtigt jump blues-nummer som starten på andet sæt.

Her trakterede Junior Watson sin Gibson Les Paul, så det var en sand fornøjelse, og kvartettens musik trak mange publikummer ud på dansegulvet.

Man fik også ”Whiskey drinkin’ woman” fra Mitch Kashmar-albummet Live at Labatt, og dén gik rent hjem.

Junior Watson skiftede til Fender-guitar i femte nummer, og så stod den atter på fornemme solo-indsatser fra denne gudsbenådede, unikke guitarist.

Hæsblæsende

Junior Watson hørtes på sang i to på hinanden følgende, swingende jump blues-numre, hvor han blandt andet leverede flot, glidende akkordspil på sit instrument.

Mitch Kashmar lod sig heller ikke holde tilbage og kastede sig ud i en fornem omgang mundharpespil.

Igen må det dog siges, at sammes vokalindsatser var svage og uden gennemslagskraft.

De fire musikere vovede sig med held også ud i Lionel Hamptons ”Evil man blues” fra Mitch Kashmars album Live at Labatt. Her blev nummeret afleveret i en aldeles appetitlig, vuggende version med Mitch Kashmars stemme og mundharpe i spotlyset.

Sidste nummer

”Evil man blues” blev aftenens sidste nummer, men andet sæt blev dog afrundet med en præsentation af alle fire musikere ved Mitch Kashmar.

Derefter sagde sidstnævnte, så ingen kunne være i tvivl: ”This is the show. We gotta go,” og klokken havde da sneget sig op på 22.52.

Junior Watson Band forlod scenen, men publikum ville have mere, og det fik de så.

Det blev til ét ekstranummer i form af den langsomme Mitch Kashmar-komposition ”Canoodlin’” fra West Coast toast.

Her var et fornemt mundharpespil det bærende element, men Junior Watson fik dog også sparket en forrygende solo ind, og så var aftenens musikalske løjer definitivt forbi kl. 22.58.

Manglede

Trods mange flotte instrumental-indsatser fra Junior Watson Bands fire fine musikere sad man efter koncerten tilbage med en underlig fornemmelse af, at der var noget, der manglede ved aftenens koncert, som ikke kom helt op at ringe.

Dette ”noget” var svært at indfange, men den begejstring, man som publikum kun kan mobilisere, når alt på scenen går op i en højere enhed og virkelig bliver sparket langt ud over scenekanten, var svær at finde frem.

Ser man bort fra det middelmådige vokalarbejde, var der faktisk meget at glæde sig over, og der var god kommunikation og stemning på scenen.

Imidlertid var det, som om orkesteret manglede noget energi.

Reelt kom musikken ikke sådan helt ud over scenekanten, og bandet knaldede ikke rigtigt til den, som de burde have gjort.

Junior Watson Band-koncerten var udmærket og altså ikke en skuffelse som sådan. Den var dog heller ikke helt tilfredsstillende, kom ikke helt op at ringe og blev langt fra gennemført på det høje totalniveau, man kunne forvente fra de fire topmusikeres side.

De store forventninger, man i forvejen havde til denne koncert, blev således ikke indfriet, men man giver meget gerne Junior Watson Band en chance eller to mere en anden god gang.