Anmeldelse: Rune Robert Friis: Built for comfort, vol. 1 (Rune Robert Friis COMFORT 001)

Af Peter Widmer

Rune Robert Friis, der holder til i Haderslev Kommune, er nok ikke det mest velkendte musikernavn i bredere kredse, og dét forhold ændrer sig nok ikke i nævneværdig grad med nærværende udgivelse. Built for comfort, vol. 1 er for syv niendedeles vedkommende angiveligt et bluesværk, og Rune Robert Friis har lige rundet 20 år som bluesmusiker, bassist og sangskriver.

Nærværende crowdfunding-finansierede udgivelse er det første album fra den 37-årige musiker. Samme spiller bas på alle albummets numre, hvilket han gør godt, og han høres også på guitar og piano. Titlen dette debutalbum er taget fra legendariske Willie Dixons klassiker-komposition “Built for comfort”, der vel især er kendt i Howlin’ Wolfs udgave.

Med på Built for comfort, vol. 1 er legendariske Nils-Ole Poulin, der i mange år har spillet blues, og som her er gennemgående vokalist undtagen på ét nummer. Endvidere medvirker andre kapable musikere fra Haderslev-kanten. Desuden er der indforskrevet så prominente folk som guitaristen Uffe Steen, tangentmanden Rasmus Stenholm, guitaristen og sangeren Chris Grey og guitaristen Perry Stenbäck. Man hører også mundharpemanden Oscar Martin Eriksen fra Big O & the Blue Quarters.

Rune Robert Friis står bag syv af albummets ni numre, blandt andet den udmærkede skæring “Fresh start” med fin enevokal af Sarah Jana Westphal, flot guitararbejde ved Jesper Heinz og gode hornindsatser. Den langsomme “Falling skies” har Perry Stenbäcks gnistrende guitararbejde i centrum, men også Rasmus Stenholms orgel og synthesizer er prominente.

Oscar Martin Eriksen giver den gas på sin mundharpe i “Cold water”, mens Nils-Ole Poulin lægger sjæl i sit sangforedrag. Uffe Steen får lov til at strække ud i det gedigne åbningsnummer “Never comin’ down”, og der er godt gang i blæserne. Albummet rundes af med en interessant, dæmpet udgave af Bruce Springsteens velkendte “Dancing in the dark”.

Trods flere høreværdige elementer og givetvis gode intentioner, er der en del på dette album, der skurrer i ørerne. Flere af denne skives kompositioner emmer eksempelvis mere af soul, R&B og rock end af blues. Desuden er der ikke meget, der rykker her, og et generelt anstrøg af kedsommelighed præger denne udgivelse, der således nok ikke vil komme i cd-afspilleren særlig hyppigt.

Built for comfort, vol. 1 udkom på cd, lp og diverse streamingtjenester den 27. januar 2022.