Danish Blues Challenge 2015.

Af: Peter Widmer. Fotos: Frank Nielsen (www.fotofn.dk ).

Lørdag den 24. oktober 2015 gik det løs på spillestedet Atlas i centrum af Aarhus, hvor sidste afdeling af Danish Blues Challenge 2015 blev afviklet.

Danish Blues Challenge er en konkurrence – eller udfordring – for det danske vækstlags blues-udøvere og blev i år afviklet i et samarbejde mellem Atlas og Jysk Blues Netværk. Slagets gang blev styret med bestemt men blid hånd af konferencier Henry Dyrlund, Aarhus Bluesforening.

Jysk Blues Netværk består af følgende blues-foreninger: Double Trouble, Fredericia, Blueskartellet, Horsens, B´Sharp, Silkeborg, Aalborg Blues Forum, Viborg Blues og Musikforening, Crossroads, Vejle og Aarhus Bluesforening.

Som der står i pressemeddelelsen for afholdelsen af Danish Blues Challenge 2015:

”Jysk Blues Netværk præsenterer i år for femte gang Danish Blues Challenge og tildeling af Møblomania Blues Award, og fortsætter dermed det flotte talentudviklings-arbejde, der er gået forud og som blev startet af foreningen B’Sharp i Silkeborg med Møblomania Blues Award for otte år siden.

 

Vinderen af udfordringen, eller konkurrencen, modtager en kontant præmiering skænket af firmaet Møblomania, samt en kunstgenstand af keramikeren Henriette Duckert fra Silkeborg. Hertil kommer præmier fra Rock City og Bjørnholm Musik til de to øvrige finalister.

Tidligere vindere af Møblomania Blues Award er Live Bleeding Fingers, Big Creek Huggy Bear, Alain Apaloo, Michelle Birkballe. Fra 2011 med både Danish Blues Challenge og Møblomania Blues Award er det The Blues Express, (2011), Chris Grey & the BlueSpand (2012) Big Creek Slim & The Cockroaches, og senest i 2014 Bound By Law.”

 

Fem nominerede

I år var fem musiknavne nomineret til deltagelse i konkurrencen, og vindernavnet kunne se frem til at repræsentere de danske farver i Torrita di Siena, Italien, den 7. til den 9. april, 2016, hvor European Blues Challenge (EBC) bliver afholdt. EBC er tidligere afholdt i Berlin i 2012, Toulouse i 2013, Riga i 2014 og senest i Bruxelles i 2015.

De fem nominerede navne var: Alain Apaloo, Bode & The Delta Pickers, Christian Bundgaard, FuldBlus og Gumbo Ya Ya.

I pressemeddelelsen for Danish Blues Challenge 2015 står der om de fem nominerede navne:

”Alain Apaloo er en ung sort guitarist, sangskriver, sanger og bassist. Han er opvokset i Togo, Afrika, men har i flere år boet i København, hvor han er uddannet på Det Rytmiske Konservatorium. Hans inspirationskilder er blandt andet afrikansk musik, jazz, blues og world music, og han begår sig behændigt inden for disse genrer. I Danmark har han for eksempel kunnet høres såvel i jazz- som i blues-sammenhænge. På cd’en ”Flying Vision” blander han behændigt blues med afrikanske rytmer. Alain Apaloo har ikke bare et medfødt talent for sit håndværk men også en formidabel evne til at få musikken ud over scenekanten. Han magter både solistens svære rolle og kunsten at finde sin plads i samspil med sine kolleger.

Bode & The Deltapickers: Et ungt band, der spiller bl.a. Delta blues, Mississippi Hill country blues, elektrisk, Chicago Blues og Boogie woogie.

Bandet er inspireret af kunstnere som Robert Johnson, Muddy Waters, R.L. Burnside, Peter Green’s fleetwood Mac, Dr. John og ikke mindst Roy Rogers. Bandet håber naturligvis på at kunne nå langt med sin musik, og få tag i både det ældre og det yngre publikum. Bandet har det generelle mål, at holde bluesen i live.

Bode & The Deltapickers er: Sebastian Bode – guitar/vokal, Bo Møller – guitar, Søren Pedersen – trommer & Asger Thomsen – Bas.

“Christian Bundgaard”: Pianisten og sangeren Christian Bundgaard byder på blues, boogie og New Orleans musik, som vi kan lide den – sumpet, groovy og medrivende. Musikken er både “low down” og helt fremme i skoene. Han bliver akkompagneret af den talentfulde og dygtige trommeslager Niclas Bardeleben samt af den erfarne og anerkendte Paul Jr. på bas.

FuldBlus: Ny dansk/færøsk blues duo bestående af Søren Lindholt Hansen på bas m.m. og Terji Krossteig Messell på guitar og sang. Duoen spiller fortrinsvis egne kompositioner med færøske tekster, i en stil de selv kalder atlanterhavsblues.

Gumbo Ya-Ya: Gumbo Ya-Ya havde deres debut på Smukfest 8 måneder efter opstart, og navnet er, som musikken, hentet i den musikalske heksekedel de kalder New Orleans. Her betyder Gumbo Ya-Ya! Noget i retning af ”Alle-taler-hele-tiden” og er et udtryk for kollektiv improvisation, en disciplin byens musikere forstår bedre end de fleste. Lige i dette tilfælde er Gumbo Ya-Ya! fællesbetegnelsen for seks århusianske musikere, der med funky fornemmelse leverer et sandt musikalsk Mardi Gras på scenen.

Gumbo Ya-Ya er:Angelo Bannister – Vocals & Guitar (v, gtr), Emil Daugaard – Piano (p), Philip Akrofi – Bass & Trombone (b, tbn), Aske Bendixen – Drums (drm, Laurids Vest – Tenor Sax (t-sax) & Jonathan Bruun Meyer – Trombone (tbn).”

Dommerpanelet og bedømmelseskriterier

Årets dommerpanel bestod af:

Mikkel Christensen, Dexter, Odense.

Anette Dyrlund, tidligere vinder af Danish Blues Challenge, Aarhus.

Søren Thygesen Christensen, spillestedsleder, V58, Aarhus.

Gert Petersen, Bluesnetværket, Crossroads, Vejle.

Om bedømmelseskriterierne står der i den ovenfor citerede pressemeddelelse:

”Ved bedømmelsen anvendes tilnærmelsesvis de samme kriterier, som der bedømmes efter i European Blues Challenge:

1.Blues-originalitet.2.Vokal-talent.3. Sceneoptræden. 4. Instrumenthåndtering. Vi har tilføjet ”blues” til ”originalitet”, for at præcisere, hvad vi i denne blues challenge vægter meget, nemlig ”Den blå tone”, og at deltagerne leverer sin egenart af blues numre, hvor egenart defineres som karakteristiske træk/særpræg.

 

Der gives point fra 1-10 i hver kategori af et dommerpanel bestående af 4-5 personer.

 

Onde tunger vil måske mene, at der går X-Factor i den, når et kompetent dommerpanel skal udpege en vinder. Men dette ønsker Jysk Blues Netværk og ikke mindst de deltagende bluesmusikere og bands i udfordringen, at dementere denne aften.

Mange musikeres karriere går som bekendt ad omveje og via tilfældigheder. Hvis vi gennem disse udfordringer kan være med til at lave en god fest med et entusiastisk publikum, ultimativ scene og teknik, samt en eksponering for bluesmiljøet generelt, så gør vi det. Hvad enten man er en erfaren rotte på bassen eller en ung vordende bluessanger, så er talenter til for at blive spottet, og vi vil gerne hjælpe på vej.”

 

Varierende kvalitet

Aftenens fem navne, der hver var tildelt nøjagtigt 30 min. på scenen, optrådte i ovennævnte rækkefølge, og præsenterede musikalske udfoldelser og sceneoptræden af meget varierende kvalitet.

Konkurrencen startede kl. 19:30, hvor aftens absolut mest blues-ægte kunstner, Alain Apaloo kom på banen.

Med dobro som akkompagnementredskab udviste Alain Apaloo en suveræn og innovativ instrumentbeherskelse, suppleret af et intenst og blues-ægte sangforedrag, der virkelig ramte det 115 personer store publikum.

Desværre var Alain Apaloo ”meget nervøs”, som han forklarede publikum: ”I’m really nervous. I’m actually blushing right now, but you can’t see it”. Så det var så som så med hans sceneoptræden og med kommunikationen med publikum, der næsten var ikke-eksisterende.

Dette til trods præsterede Alain Apaloo et pletskud af et sæt, og når man som Alain Apaloo blandt andet kan få noget særdeles fornuftigt ud af et Jimi Hendrix-nummer som ”Drifting” i en hjemmearrangeret akustisk version, aftvinger man respekt. Mange spåede ham en klar vinderplads, men sådan skulle det ikke gå.

Et pust fra Vestkysten

Esbjerg-orkesteret Bode & The Deltapickers var næste levende billede på scenen, og bibragte publikum et pust fra Vestkysten. Men det var et svagt pust, man fik.

Bandet er meget ungt, og det er bestemt prisværdigt, at de i det hele taget beskæftiger sig med blues-musikken i diverse afskygninger. Orkesteret har klart potentiale, men der mangler en del før de kommer til at fremstå som det solide band, de gerne vil være.

Ifølge orkesteret selv, er Roy Rogers et stort forbillede, og der var da også masser af slide-guitararbejde, der fungerede helt godt.

Men der var meget, der ikke var på plads. Sangforedraget var noget mumleri, og man kunne til tider tvivle på, om bandet nu også forstod de engelsksprog- ede tekster, de forsøgte at formidle på et ret så tåkrummende ”dengelsk”.

Trommespillet haltede, trods en konstant energisk indsats fra Søren Pedersen, der næsten gav en associationer til ”Animal” fra The Muppet Show.

Vokalarbejdet var svagt, og der var kun ringe kontakt mellem musikerne og publikum. Instrumenthåndteringsmæssigt kørte det dog bredt set nogenlunde for Bode & The Deltapickers, men de har, som indikeret, lang vej igen.

Tre år mere i garagen, og så vil der være gode chancer for, at Bode & The Deltapickers har udviklet sig i en retning, der gør dem til et langt mere oplevelses- og lytteværdigt band, end de er i dag.

En klon

Københavnske Christian Bundgaard og hans to medspillere serverede en musikalsk ”gumbo” med stærke rødder i New Orleans, og dét gjorde de stort set glimrende.

Orksterlederen præsterede et funklende keyboardspil og Paul Junior et ditto kontrabas-spil gennem hele trioens sæt.

Imidlertid virkede det som om, at Niclas Bardeleben var lidt for tilbageholden- de i sit trommespil, der ellers var yderst kompetent. Mere smæk for skillingen hos trommeslageren ville have klædt det ret så prominente keyboardspil.

Orkesterlederen hørtes også på mundharpe, men nogen ørn på dét instrument vil det være en overdrivelse at kalde ham. Desuden var sammes sangforedrag ikke det allerbedste. Også her blev der ofte mumlet, og annonceringen af det afsluttende nummer, leveret solo af Christian Bundgaard, klassikeren ”St. James Infirmary”, lød næsten som ”St James of February”.

Publikumskontakten var der dog ikke noget i vejen med, og tingene kom godt ud over scenekanten. Desuden er denne trio et fint eksempel på godt samspil mellem to yngre kræfter og en veteran som Paul Junior.

Man kunne dog ikke frigøre sig fra den tanke, at der her var tale om en Sp, Just & Frost- eller en Esben Just Trio-klon.

Et muntert indslag

FuldBlues – Færøske Terji Krossteig Messell på akustisk guitar og sang og Søren Lindholt Hansen på bas – var et muntert indslag, og der var både grin på scenen og blandt publikum under denne dynamiske duos optræden.

Instrumentalt set gør begge musikere det godt, og Terji Krossteig Messells numre og tekster klæder hinanden.

Det instrumentale er varieret og der er humor og bid i den gode entertainer Terji Krossteig Messells ord. For eksempel i perlerne ”Kasseguitar blues” og ”Ingen kunstnerkasket”.

Der var smittende grin og smil på scenen under hele duoens sæt og god kommunikation med publikum.

Men det helt unikke og underfundige ved tekster og sangforedrag var væk, for hvor Terji Krossteig Messell plejer at skrive og fremføre sine tekster på færøsk, var det denne aften danske tekster, man blev præsenteret for.

Ikke at disse var dårlige, slet ikke, men det spøjse og virkelig ørespidsende var borte. Det færøske sprog, som de færreste – denne signatur inkl. – forstår, passer nemlig på pudsig vis fint til blues-kompositioner i lyd og tone, men dét fik publikum på Atlas altså ikke lejlighed til at opleve.

FuldBlues var dog et fint og muntert indslag i konkurrencen, om end det nok skortede en kende på reel seriøsitet. Men man følte sig på den anden side virkelig godt underholdt.

 

Sprælsk

Aftenens sidste navn – Gumbo Ya Ya – viste sig allerede før de landede på scenen at være et sprælsk orkester.

De nøjedes nemlig ikke med at dukke frem i lyset fra bagscenens tæppehjørner. Næ, de kom bagfra – fra indgangen til spillestedet – og nærmest dansede sig gennem koncertsalen mens hornfolkene truttede på livet løs.

Der var således gang i den fra første færd og dette orkesters kommunikation med publikum var ganske fin. Det samme kan stort set siges om orkesterets instrumentbehandling og evne til at få musikken sparket ud over scenekanten.

Især hornsektionen (sax og trombone) skilte sig ud med præcision og smæld, og hvad de leverede sad lige, hvor det skulle.

Flere af orkestermedlemmer havde Mardi Gras-perlekæder om halsen, så man var ikke i tvivl om, at det primært var stærkt New orleans-prægede toner, der skulle lyttes til, og dét var, hvad man fik.

En undtagelse var for eksempel en fin version af Bobby og Shirley Womacks ”It’s All Over Now” (populariseret af The Rolling Stones) i et godt arrangement.

Forsangeren var ok, men det virkede som om, at han ikke fik demonstreret, hvad han kan, til fulde. Man fik i hvert fald ingen ”wow-oplevelse” ved at lytte til ham.

Det er vel næsten ugodt at klandre en vokalist for at være lidt for indlevende i de tekster, der bliver fremført, men der var et eller andet irriterende element ved denne sangers ageren, som var svært at få bugt med.

Når dette er sagt, skal det fastslås, at musikken hænger ret godt sammen for Gumbo Ya Ya, men det kan blive endnu bedre.

For eksempel ville det kunne tilføre musikken en ekstra dimension med mere prominent guitararbejde tilføjet.

Forsangeren havde en guitar mellem hænderne gennem et par numre, men det virkede som om instrumentet mere blev brugt som staffage end som noget, der skulle spilles på. Det sidste var der nemlig meget lidt af.

Gumbo Ya Yas musik swinger ret godt, men der er stadig et par ting at arbejde med for dette i øvrigt udmærkede unge orkester.

Vinderen

Efter Gumbo Ya Yas sæt var det tid til at votere for dommerpanelet, og således var der en naturlig pause i det stramt kørte og velgennemførte program.

Konferencier Henry Dyrlund meddelte, at voteringen ville være ovre og dommerpanelet på plads kl. 11:20, og dét holdt.

Så var det tid til at annoncere vinderen af Danish Blues Challenge 2015/Møblomania BluesAward.

Og vinderen var: Christian Bundgaard Trio.

Trioen vandt blandt andet på grund af uomtvistelig sikkerhed på deres instrumenter, blå originalitet og deres blå tone. Desuden på flot samspil og fordi, de havde en historie at fortælle.

Det får de sikkert også under mere sydlige himmelstrøg, når de repræsenterer Danmark ved European Blues Challenge i Italien næste år.