Interview med Danmarksaktuelle Carl Sonny Leyland

Carl Sonny Leyland

Tekst og foto: Peter Widmer

Keyboard-betvingeren Carl Sonny Leyland, der er født i Southampton, England, i 1965, har ry for at være en af verdens bedste boogie-woogie-pianister.

Han spiller dog også blues, jazz og rockabilly og har spillet med lang liste af kunstnere, så som rhythm & blues- og bluessangerinden Ruth Brown, Chuck Berry, Anson Funderburgh og Bill Haley’s Comets.

I 1988 flyttede Carl Sonny Leyland til USA, hvor han, blandt meget andet spillearbejde, har sin egen jazz-trio.

Carl Sonny Leyland er for tiden på sin første turné i Danmark, der omfatter ni jobs. Dels kan han høres solo, dels med andre musikere.

Danmarksturnéen er kommet i stand via mundharpemanden, orkesterlederen og iværk- og igangsætteren Peter Nande, der nu har inviteret Carl Sonny Leyland til Danmark og sat sammes turné op.

Mødet med Nande

De to mødtes første gang i Californien i 2006, hvor Peter Nande indspillede albummet Big boy boogie.

Her medvirker Carl Sonny Leyland, ligesom han også medvirker på Peter Nandes følgende album Jelly Bean Baby fra 2008.

Begge skiver er i øvrigt produceret af den veletablerede mundharpespiller, vokalist og orkesterleder James Harman, der ligeledes giver sit besyv med på de to ovennævnte udgivelser.

Bluesnews.dk fangede pianomanden i Aarhus søndag den 25. marts 2018, hvor han gav koncert sammen med Big Creek Slim i regi af Aarhus Bluesforening på Casa Carola V58. Koncerten var annonceret som duo-koncert.

Imidlertid fik man ikke blot Carl Sonny Leyland at høre både solo og med Big Creek Slim, for helt uannonceret dukkede også trommeslageren Jens Kristian Dam og bassisten Filip Dybjerg op og spillede med.

Jens Kristian Dam er blandt andet kendt fra Mike Andersen Band, mens Filip Dybjerg er fra Big Creek Slims gamle band The Cockroaches og også spiller med Frederik Tygesen Trio.

De tos medvirken var der absolut ingen, der havde spor imod, og publikum fik sig en frapperende musikoplevelse denne søndag eftermiddag.

Hardcore

Bluesnews.dk spørger den nyvalgte formand for Aarhus Bluesforening, Mette Fossing, om der er et uforstyrret lokale, som Carl Sonny Leyland og Bluesnews.dk kan snakke sammen i. Det er der, og vores samtale kan komme i gang.

Carl Sonny Leyland, Jens Kristian Dam, Big Creek Slim, Filip Dybjerg

Carl Sonny Leyland viser sig at være britisk høflig, blottet for nykker, i besiddelse af en god portion humoristisk sans og yderst behagelig at have med at gøre. Tilmed svarer han, med amerikansk accent, eftertænksomt ærligt og beredvillig på de spørgsmål, Bluesnews.dk stiller ham.

Carl Sonny Leyland, betragter du dig selv som en hardcore brite?

– Nej, det synes jeg ikke, at jeg gør. Faktisk har jeg jo tilbragt mere tid i USA end i England. Jeg var 23 år gammel, da jeg tog til Staterne, så nu har jeg været der i ca. 30 år.

Jeg har altid villet tage til Amerika, for jeg troede, at jeg ville kunne lide den amerikanske livsstil, og det er sådan, at det blev.

New Orleans

Da du kom til Staterne i 1988, bosatte du dig i New Orleans. Hvorfor lige dér?

– Det var faktisk et tilfælde, siger Carl Sonny Leyland.

– Naturligvis var jeg godt bekendt med New Orleans-musikken, men hvad der skete var dette: Tro det eller ej, men jeg var i Norge, hvor jeg spillede på pianobarer.

– Lige dér, hvor jeg spillede, kom der hver weekend et band forbi, og en weekend var det tre fyre, der kom forbi, og de var fra New Orleans.

– Jeg blev gode venner med dem, og en af gutterne inviterede mit til at komme og besøge ham, hvis jeg ellers havde lyst til at komme til New Orleans.

– Så jeg tog derover, og det gik godt. Der var nok at lave, masser af spillejobs, og det var ret let for mig at komme ind i det lokale musikmiljø.

– Jeg spillede ikke så meget, første gang jeg var i New Orleans, for jeg havde ikke adgang til et keyboard, medmindre der var nogen, der kunne låne mig et.

– Men på mine senere besøg i New Orleans fandt jeg ud af, at jeg godt kunne tjene til dagen og vejen ved at spille.

– Jeg rejste frem og tilbage mellem England og New Orleans 3–4 gange, gennem et års tid, og til sidst blev jeg hængende i New Orleans.

Turistindustrien

Så vidt jeg ved, boede du i New Orleans til 1997.

– Det er korrekt. På det tidspunkt syntes jeg, at jeg havde opnået, hvad jeg ville i New Orleans, og da jeg fik chancen for at tage til Californien og se, hvordan, der var dér, gjorde jeg det.

– Jeg vil lige sige, at det, jeg efterhånden var lidt træt af ved New Orleans, var, at det var så overrendt af turister.

– Naturligvis er der masser af god musik, der er fostret af New Orleans, og jeg sikker på, at det stadig er sådan, men når spillejobs styres af turistindustrien, går det ofte ned ad bakke med musikkvaliteten.

– Den gennemsnitlige turist er ikke musikkender. Nogle er naturligvis, men de fleste tager til New Orleans for at mærke byens gode vibrationer og for at drikke sig stive, griner Carl Sonny Leyland.

Californien

Hvordan er der så i Californien?

– Da jeg tog derud, skete der en masse interessante ting. Første gang, jeg var der, var det Santa Barbara Blues Society, der havde booket mig, og jeg er stadigvæk på god fod med de folk, der kører den forening, der altså stadig eksisterer.

– Desuden var jeg interesseret i noget-rockabilly musik, der var gang i dengang, og det endte med, at jeg kom til at spille med Big Sandy og hans band.

Hvad er det, Amerika giver dig i modsætning til England?

– Eftersom jeg forlod England, aner jeg jo ikke, hvordan min karriere ville være forløbet, hvis jeg var blevet der.

– I USA kan jeg leve af at spille, og jeg har klaret mig helt godt. Jeg spillede en del ”straight ahead blues” i nogen tid, men jeg afsøgte også andre musikområder.

– For eksempel fandt jeg ud af, at den traditionelle jazz- og ragtime-piano-scene var god at spille indenfor.

– Publikum lyttede nemlig, og der var gode festivaler og et understøttende netværk af folk, der respekterede musikere, og som altså lyttede til, hvad man spillede.

– Jeg spiller en masse i dén verden, hvorimod jeg kun spiller ”straight ahead blues” og rockabilly fra tid til anden.

Selvlært

Jeg er lige nødt til at spørge: Er du selvlært som tangentmand?

– Ja, det er jeg. Jeg gik til klaverundervisning i tre måneder for længe siden, og det var noget, jeg blev tvunget til, og det hed sig, at: ”Hvis du ikke lærer at spille klassisk musik, kommer du til at fortryde det resten af dine dage!”

– Jeg lærte aldrig at forholde mig til klassisk musik, og det har jeg ikke fortrudt overhovedet, ler Carl Sonny Leyland.

– Det er ikke, fordi jeg har noget imod klassisk musik. Jeg kan godt nyde et stykke klassisk musik, og den dér med at fortryde resten af mine dage var noget vrøvl.

– Så ja, jeg er selvlært. Jeg sugede til mig ved at lytte til plader, og jeg har altid været god til at improvisere og til at finde ud af tingene selv.

– Det er sådan, det har udviklet sig for mit vedkommende, og jeg har aldrig stået stille, men har hele tiden udviklet mig som musiker, og jeg prøver hele tiden at bevæge mig fremad, siger Carl Sonny Leyland lunt.

Guitarist

Hvordan har du det med at læse noder?

– Det står ret sløjt til med det, men hvis jeg skal, kan jeg godt afkode noderne, men mit øre er hurtigt til at opfatte musikken, og hvad der skal ske med den.

Spiller du andre instrumenter end klaver?

– Førhen var jeg en ret habil guitarist, og faktisk spillede jeg guitar og sang i et band engang i mit tidlige musikerliv.

– Desværre har jeg ikke spillet guitar længe, men jeg siger hele tiden til mig selv, at jeg må se at komme i gang med at spille guitar igen og øve mig grundigt, og måske kommer det til at ske.

– Jeg har også forsøgt mig med mundharpe og med harmonika, og jeg har også forsøgt mig med at spille bluegrass-banjo, men det er primært tangenterne, der trækker.

Boogie Woogie Hall of Fame

I 2010 blev du indsat i The Boogie Woogie Hall of Fame. Hvad har dét betydet for dig som musiker?

Carl Sonny Leyland griner og siger:

– For mig er det bare cool at kunne sige, at jeg er blev indsat i The Boogie Woogie Hall of Fame, og for folk, der hører det, betyder det nok, at de tænker, at så må jeg jo være god nok som musiker.

– Men ellers har det da ikke haft alvorlige følger for mig, ler Carl Sonny Leyland og fortsætter:

– Det er jo ikke som at blive adlet, men det venter jeg stadig på at blive, siger Carl Sonny Leyland med glimt i øjet.

Masser af kunstnere

Du har spillet med masser af blues-, jazz- og andre stjernekunstnere. Hvem har været bedst at samarbejde med?

– Hvis jeg skal nævne én, må det være country- og rockabilly-sangerinden Janis Martin. Hende husker jeg kun for noget godt og for det fantastiske samarbejde, vi havde.

– Hun er helt sikkert min yndling af alle dem, jeg har arbejdet med. Hun havde en fantastisk energi, og hun var et dejligt menneske.

– Hun havde også en fremragende stemme, der, selv da hun var blevet ældre, stadig lød, som den gjorde på de plader, hun indspillede i 1950’erne.

– En anden fra rockabilly-verdenen, jeg også kun har gode minder om, er Billy Lee Riley. Første gang, jeg spillede med ham, var på et lille spillested i San Francisco.

– Det var virkelig som at gå tilbage i tiden! Jeg tænkte: ”Wow, jeg er på en tur med en tidsmaskine, og jeg er der virkelig – i Memphis i 1950’erne!”

Bluesfolk

Af de bluesfolk, jeg har arbejdet sammen med, må jeg nævne Jerry McCain. Ham holdt jeg meget af, og vi havde virkelig nogle gode stunder sammen.

– Jeg spillede på en af hans plader, og vi spillede også sammen på House of Blues i Los Angeles.

– Men bare det at være i nærheden af ham var herligt. Han var virkelig en fornøjelse at være sammen med.

– Men alle, jeg har samarbejdet med, har været rare at have med at gøre. Jimmy McCracklin var fin at spille med, og jeg spillede også med Ruth Brown et par gange.

– Jeg har endda også spillet med Lowell Fulson i de tidlige dage. Det var faktisk i England, og det var med det første band, jeg var med i.

– Det var Bob Pearce’s Blues Band fra Southampton.

– Bob Pearce ringede til mig, da jeg var et smut i England igen efter nogen tid i Amerika, og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at spille et job med bandet og Lowell Fulson.

– Jeg sagde, at jeg naturligvis havde lyst til det! Prøv bare at stoppe mig (!), og sådan kom jeg til at spille med Lowell Fulson.

Chuck Berry

Du har også spillet med Chuck Berry. Hvordan var det at arbejde med ham?

– Dét var interessant. Han var i en ret fremskreden alder, da vi mødtes, og heldigvis var jeg gode venner med en fyr, Daryl Davis, der havde spillet piano med Chuck Berrys band i lange tider.

– Jeg snakkede med Daryl og spurgte ind til, hvad Chuck Berry mon kunne finde på. Jeg havde nemlig hørt rygter om, at han pludselig kunne skifte toneart midt i et nummer helt uden forvarsel og helt umotiveret.

– Daryl fortalte mig så, hvad jeg kunne forvente af Chuck Berry, så jeg lavede en slags guide til, hvordan jeg skulle gebærde mig, griner Carl Sonny Leyland.

– Chuck havde sin egen bassist med, og han styrede det hele, så musikken ikke løb af sporet.

– Jeg kunne rigtig godt lide at spille med Chuck Berry, selvom der var et par skarpe kanter, der skulle files til.

– Chuck Berrys musik var noget af det første, jeg kunne lide som barn, så det at spille med ham var en drøm, der gik i opfyldelse.

– Han var også i godt humør og kom hen til pianoet, mens jeg spillede, og smilede til mig.

– Jeg kom aldrig til at tale med ham eller give ham hånden, men han smilede til mig, så det var jo godt. Det var i hvert fald bedre end ethvert alternativ, ler Carl Sonny Leyland.

Anson Funderburgh

Du har også samarbejdet med Anson Funderbrugh. Hvordan forløb det?

– Godt! Jeg arbejdede sammen med Anson og Sam Myers og resten af Ansons orkester i 18 måneder.

Carl Sonny Leyland med Jens Kristian Dam

– Sam var helt sin egen. Han kunne være elskelig, men han kunne også være irritabel og opfarende, men når jeg tænker tilbage på de atten måneder, vi tilbragte sammen, må jeg sige, at han altid var meget venlig over for mig, og meget rar.

– Han kunne rigtig godt lide mig, og jeg tror, at det blandt andet skyldtes, at han satte pris på, at jeg har en forkærlighed for den ældre bluesmusik.

– De andre i orkesteret – The Rockets – var dybt, dybt inde i det, de nu dyrkede musikmæssigt set.

– Når det var min tur til at føre turbussen, satte jeg tit musik på som noget med Bukka White, og Sam nødt det virkelig.

– Han kunne i øvrigt også godt lide countrymusik, ligesom jeg selv, så jeg har nogle rigtig gode minder om vores tid sammen.

– Det samme gælder Anson. Han er en herlig fyr og en fremragende musiker, og jeg er altid glad, når vores spor krydser hinanden.

Ruth Brown

Du nævnte Ruth Brown i forbifarten før. Hvordan var hun at have med at gøre?

– Hun var en meget sød dame. Desværre kom jeg ikke til at samarbejde med hende, før efter at hun havde fået et slagtilfælde.

– Desværre var hun af samme årsag noget hindret i at udfolde sig og lave det, hun ville, på grund af eftervirkninger af slagtilfældet.

– Da vi spillede sammen, var det i forbindelse med en stor 1950’er-begivenhed, der fandt sted i Las Vegas.

– Jeg er sikker på, at Ruth Brown virkelig var begejstret over at se så mange unge mennesker, der var vilde med 1950’erne og 1950’er-lyden, især når det drejer sig om rhythm & blues, som Ruth Brown jo blandt andet stod for i sin tid.

– Så Ruth Brown gav den alt, hvad den kunne trække, og det var en fornøjelse at opleve.

Verdens bedste

Hvem synes du, er verdens bedste kvindelige boogie-woogie-pianist?

Carl Sonny Leyland gentager spørgsmålet og lægger tryk på ”kvindelige,” mens han tilsyneladende tænker.

– Jeg er altså ikke glad for at lave nogen form for rangorden – ”verdens bedste dig og dat” – men lad mig nævne nogle af dem, jeg synes, gør det rigtig godt.

– Der er for eksempel Wendy DeWitt, som er en af mine gode venner. Så er der Doña Oxford, som jeg møder med jævne mellemrum.

– Så er der min veninde Stephanie Trick, der er en af de allerbedste stride-pianister, der findes, og så spiller hun for eksempel også boogie-woogie, så det synger.

– Hvem glemmer jeg mon? Nå ja, Marcia Ball. Hun er fantastisk, og hun og jeg opbyggede et tillidsfuldt forhold for længe siden. Somme tider var Ansons band, mens jeg var med, på samme plakat som Marcia Ball, så vi har set hinanden ret ofte. Jeg synes, at hun er virkelig sød.

Inspirationskilder

Hvilke musikere er dine hovedinspirationskilder?

– Når det gælder blues, har jeg altid hældt mod den lyd, der var fremherskende i midten og i slutningen af 1940’erne.

– Jeg er meget glad for den musik, Tampa Red, Big Bill Broonzy, Washboard Sam spillede, og Jazz Gillum er en af mine personlige favoritkunstnere. Især hvad han indspillede på RCA Victor og Bluebird Records.

– Jeg er vild med den slags musik. Bare lyden af den. Desuden kan jeg godt lide, at man stadig kan høre pianospillernes venstre hånd på tangenterne.

Der var altid fremragende pianister med på førnævnte plader, så som Little Johnny Jones. Roosevelt Sykes var også med på nogle af dem.

Banebrydende

– Med hensyn til andre musikformer fra den tid, er jeg glad for den banebrydende jazz, der kunne høres i samme tidsrum.

– Det var den spæde start på bebop, man var vidne til dengang.

– Men i midt-1940’erne var der jo også den første genopblussen af traditionel jazz.

– Jeg ser på al musik gennem dén linse, så at sige, men når det er sagt, elsker jeg også 1950’ernes musik, som for eksempel det, der blev udgivet på Chess Records. Det er storslået musik.

Egne indspilninger

Du har selv en god håndfuld cd’er ude. Hvilken cd er du gladest for?

– Jeg er ikke sikker på, at jeg kan indsnævre det til bare én udgivelse, men når vi snakker samarbejde, vil jeg altid være stolt af den plade, min trio lavede sammen med Nathan James og Ben Hernandez.

– Det er The Carl Sonny Leyland Trio meets Nathan James and Ben Hernandez fra 2006.

– For da vi lavede den plade, fik jeg virkelig lejlighed til at spille den form for blues, jeg rigtig gerne ville spille, men som jeg indtil da aldrig havde haft lejlighed til at indspille med de rigtige folk. Dén plade er jeg meget glad for.

– Af de indspilninger, jeg har lavet med min egen trio, er der én, der hedder Railroad boogie, der består af tog-sange og musikstykker, der er inspireret af tog. Dén kan jeg godt lide.

Rock ’n’ roll med mere

– Når vi taler om rock ’n’ roll-plader, indspillede jeg en i London i 1995, der hedder Blues and stomps, og dén er jeg også meget glad for.

– Af mere nylige udgivelser er der en med Joel Paterson fra Chicago og hans band, der hedder A Chicago session, som jeg medvirkede på, og dén synes jeg også godt om.

Mon du kan fortælle mig lidt om, hvad du går og laver for tiden med hensyn til indspilninger, cd-udgivelser og samarbejde med andre musikere?

– Ja, det kan du da tro. Indspilningsmæssigt har jeg lige lavet par plader, der er direkte indspillet. Blandt andet har jeg lavet en med en spansk pianist, der hedder Lluis Coloma. Den skulle være ude nu, så vidt jeg ved.

– Faktisk fandt vi på nogle ret usædvanlige ting. Vi forsøgte at strække grænserne en smule, så det er ikke bare ”lige-ud-ad-landevejen”-blues og -boogie.

Nashville

– Jeg har også indspillet sammen med en pianist fra Texas, der hedder Brian Holland, og en trommeslager, som hedder Danny Cooch. Vi indspillede i Nashville, og pladen blev rigtig god.

– Jeg synes desuden, at jeg virkelig må til at lave en solo-plade, men det er svært at få tid til det projekt.

– Der er for resten lige en anden plade, jeg ikke fik nævnt før. Det er en af mine egne, nemlig Carl Sonny Leyland’s house party, som jeg er meget tilfreds med.

– Det er sådan en midt-1940’erne-swingende blues- og boogie-plade. Den er inspireret af Count Basies musik og af sådan noget som Albert Ammons & the Port of Harlem Jazz Men.

Radio

Du har også lavet et radioprogram – The Rhythm Retrospectivesom du lavede for KCBX i San Luis Obispo, Californien. Kan du fortælle lidt om det?

– Det kan jeg i hvert fald. Jeg har lavet programmet i nogle år. En musiker, jeg kender, havde lavet programmet i længere tid, og ønskede at stoppe.

– Så var det, at jeg tænkte: ”Hm … jeg kunne da godt tænke mig at lave et radioprogram,” og så overtog jeg det simpelthen.

– Efter noget tid blev jeg så syndikeret til en anden radiostation – KCSM – i San Mateo i San Francisco-området.

– Og det fik jeg faktisk lidt penge for, tro det eller ej, siger Carl Sonny Leyland med et grin.

– Jeg spiller alt, hvad jeg har lyst til at spille i radioen, så der er klart en hel del blues af den slags, jeg har nævnt, og jeg spiller også nogle rockabilly-skiver.

– Desuden spiller jeg en del swing-musik med mindre bands. Jeg er desuden positivt forudindtaget, når det drejer sig om tenorsaxofon, som kunstnere som Lester Young og Coleman Hawkins spillede den.

– Ydermere spiller jeg selvsagt også en boogie-musik.

Jazz og boogie-woogie

Hvem er din yndlingskomponist inden for jazz-verdenen og inden for boogie-woogie-verdenen?

– Når vi snakker sangskrivere, er jeg er vild med de mange numre, Hoagy Carmichael skrev, og angående musikere fra den tidlige jazz-periode må jeg nævne Jelly Roll Morton. Ham går man ikke forkert i byen med.

– Så er der den første ”boogie-woogie-bølge,” som jeg blev – og er – vild med. Her vil jeg nævne folk som Pine Top Smith, Montana Taylor, Speckled Red, Little Brother Montgomery og Roosevelt Sykes og sådan nogle.

– Selvfølgelig er der også Albert Ammons, Pete Johnson, Meade Lux Lewis, men jeg er altid gået efter de mere obskure ting inden for disse genrer.

– Der er for eksempel musikere, der måske kun lavede en enkelt plade, og der er folk som Doug Suggs, folk, der ”kun” spillede som sidemen, som Horace Malcolm, Joshua Altheimer og så videre.

Her er vi nødt til at afbryde interviewet, for Carl Sonny Leyland skal på scenen, men da eftermiddagens koncert er vel overstået, stikker Carl Sonny Leyland, der skal nå et tog til Aalborg, og Bluesnews.dk hurtigt hovederne sammen igen og genoptager vores snak.

Anbefalinger

Hvis du nu skulle anbefale et musiknavn, som du mener, folk bør høre live, hvem skulle det så være?

– Dét er godt nok svært. Jeg er vild med Nathan James, så han ville være et godt bud, når det drejer sig om blues. Det samme gælder James Harman.

– Jazz-mæssigt er der nogle gode folk i den sydlige del af Californien, hvis du er til New Orleans-jazz og swingende musik.

– Det er musikere som for eksempel Clint Baker og Mark Caperone.

Big Creek Slim

Du har lige spillet med Big Creek Slim. Hvordan var det at spille med ham?

Carl Sonny Leyland & Big Creek Slim

Det er virkelig nemt. Han spiller, hvad han spiller, og jeg følger ham – og omvendt.

– Jeg synes, at han er fremragende, og han har en fantastisk stemme og spiller meget autentisk bluesguitar, så det har været en fornøjelse at lære ham at kende.

Hvad er det, der får tingene til at fungere, når I spiller sammen?

– Jeg tror, at det er det, at vi begge formår at fornemme, hvad den anden laver, og hvor vi vil hen med musikken, og at vi gensidigt reagerer på en passende måde over for hinanden.

Big Creek Slim bliver af mange betragtet som en af Danmarks største blueskunstnere. Tror du, at han har en chance for at slå igennem internationalt?

– Jeg må lige sige, at jeg absolut ikke er nogen ekspert, når det gælder at få succes i musikbranchen, men jeg er lige så begejstret for ham som så mange andre, og jeg tror bestemt, at han for eksempel sagtens kunne spille koncerter i Amerika og blive godt modtaget.

Masser af penge

Afslutningsvis må jeg blandt andet lige spørge, hvordan det går med din egen trio, som du dannede i 2003?

– Jo tak. Det går helt godt. Vi spiller en del på diverse festivaler hvert år, og sædvanligvis vender vi tilbage til dem, der har haft os på plakaten før.

– Der er i øvrigt ingen af os, der har behov for at spille med trioen hele tiden, for vi har alle andre projekter at se til.

– For eksempel bliver jeg ofte booket til at spille solo.

Hvordan ser dine fremtidsplaner ud?

– Det drejer sig bare om at fortsætte med at lave, hvad jeg laver. Planen er også at lave masser af penge, men til tider går planerne ikke altid, som man gerne vil, slutter Carl Sonny Leyland med et stort grin.