Koncertanmeldelse: Jimmy Burns & the Chicago Sessions Band, Rampelys, Silkeborg

Tekst og foto: Peter Widmer

Endelig kom Chicago blues-legenden Jimmy Burns til Danmark. Dén begivenhed var der mange, der havde ventet rigtig længe på, men som med så meget andet var det coronaen, der i første omgang kom i vejen for et besøg af Jimmy Burns. For tiden verserer coronaen som bekendt også, men nu skulle det altså være (læs mere om Jimmy Burns her).

Således spiller Jimmy Burns og hans medmusikere en række koncerter i Skandinavien, hvor de blandt andet ramte Silkeborg sidst i november måned i regi af Silkeborg Rhythm’n Blues Association – B’Sharp. Her trådte de op på spillestedet Rampelys, Bindslevs Plads 6, hvor B’Sharp afholder de fleste af deres koncerter.

140 publikummer havde fundet vej til Rampelys, hvor B’Sharps bestyrelse havde besluttet, at publikum kun ville blive lukket ind ved forevisning af gyldigt coronapas. En klog beslutning i denne tid, hvor coronaen, der spreder sig med lynets hast, ikke er til at spøge med.

Koncerten med Jimmy Burns var berammet til at starte klokken 20, men først var der opvarmning ved seks lokale unge musiktalenter, der har et positivt forhold til bluesmusikken. De unge musikere, der kom fra Den Kreative Skole i Silkeborg, gik på ved 20-tiden, og denne aften var for dem kulminationen på flere ugers øvning, oplyste en sædvanligvis pålidelig kilde.

Scenevant

Det unge orkester havde intet navn, og de enkelte musikere blev heller ikke præsenteret, men deres band bestod af to guitarister, en trommeslager, en bassist, en saxofonist og en sanger. Aldersspredningen løb fra 14-22 år, og dette navnløse orkester viste sig at være et behageligt bekendtskab.

Det var i øvrigt fint af B’Sharp at give disse unge blues-spirer en chance. De bidrog ikke med det helt vilde, men det, de præsterede, var i orden alt taget i betragtning. De to guitarister vekslede mellem lead og rytmespil, hvilket var fint nok, men deres lyd var til tider noget spinkel. Sekstettens først nummer var en ret hårdtslående udgave af Freddie King-klassikeren ”Going down”, spillet ”lidt Joe Bonamassa-agtigt.”

Her var bandets sanger i fokus, og han virkede afslappet, scenevant og var i besiddelse af en god stemme. Han var ikke bange for at henvende sig til og se publikum i øjnene. Orkesterets saxofonist gjorde sig heldigt bemærket, og det var interessant at have saxofonelementet med.

Man fik også et Marcus King-nummer, og der blev sluttet af med en udmærket udgave af Muddy Waters-kompositionen ”Mannish boy”. Det unge orkester uden navn fik demonstreret at de både er bekendte med – og kan tackle – den moderne bluesrock, samt at de kender blues-klassikerne, som de også tør give sig i kast med.

Alene

Da de seks unge fra Den Kreative Skole i Silkeborg havde vist, hvad de kunne, var klokken 20.15, og snart var det tid til aften hovedattraktion, den amerikanske blues- og soulsanger, guitarist og sangskriver, 78-årige Jimmy Burns fra Chicago og hans tre danske medmusikere – The Chicago Sessions Band.

Sidstnævnte talte primus motoren bag Jimmy Burns-turnéen, produceren, bassisten med mere Laust ”Krudtmejer” Nielsen, Morten Lunn på guitar og vokal, samt janitsharen Thomas Crawfurd. Disse tre åbnede ballet alene, det vil sige uden Jimmy Burns. Thomas Crawfurd og Morten Lunn udgør i øvrigt også to tredjedele af bandet Fried Okra (læs mere om Fried Okra her).

Fra sammes store sangkatalog fik man to tidlige numre, nemlig ”Shove it” og ”I tried”, og de tre folk fik lige demonstreret, hvor gode musikere de er. Morten Lunn fik luftet sin vokal, sit slide-guitararbejde og sin effektfulde ”flesh to strings”-spilleteknik. Laust ”Krudtmejer” Nielsen leverede spændstigt og opfindsomt basspil.

Desuden fik Thomas Crawfurd fik vist lidt af, hvad han kan præstere ved et trommesæt. I det hele taget skal Thomas Crawfurd, der altid spiller virkelig godt og originalt, have stor ros for sit særligt medlevende, medrivende og indlevende spil denne aften.

I det hele taget er det sjældent, at ens ører og øjne ofte er rettet mod en trommespiller, men med den fremragende, koncentrerede, unikke og innovative indsats, Thomas Crawfurd præsterede, var der al mulig grund til netop det. Manden var virkelig i sit es og en fornøjelse at opleve.

Spagfærdig

Da klokken var 21, kom aftenens stjerne Jimmy Burns på scenen, og der blev lagt ud med Howlin’ Wolfs klassiker-sang ”Killing floor”. Jimmy Burns spillede en smule guitar, som man gerne havde hørt meget mere til. Imidlertid var det Morten Lunn, der bar guitarlæsset, og det gjorde han godt.

Jimmy Burns hørtes også på mundharpe, men ligesom hans plekterløse guitarspil var også dét en yderst spagfærdig omgang. Vokalt strakte Jimmy Burns heller ikke ud, og i det hele taget var det så som så med hans indsatser gennem første sæt.

Samme bestod af yderligere seks numre, hvoraf Mercy Dee Waltons ”One room country shack” skilte sig ud med nogle gode elementer. For eksempel var der interessant, supplerende med- og modspil mellem Morten Lunn og Jimmy Burns, der begge spillede guitar.

Som ovenfor antydet var der ikke meget at skrive hjem om, når det gjaldt første sæt, der tydeligvis var Morten Lunns, Laust ”Krudtmejer” Nielsens og Thomas Crawfurds omgang, og de gjorde deres arbejde upåklageligt. Aftenens stjerne – Jimmy Burns – forholdt det sig derimod noget anderledes med.

Falmet

Som én blandt publikum så rammende sagde det om aftenens første sæt: ”Faktisk kunne Jimmy Burns ikke være det bekendt. Hvad han leverede, var kedeligt, uinspireret og lallende. Man er nødt til at stramme sig an og gøre sig umage, når man er på scenen.”

Det skinnede ikke igennem, at Jimmy Burns gad. Faktisk virkede han meget uoplagt. Jimmy Burns kunne for eksempel have fortalt nogle historier mellem numrene og bare have spillet med, men han var jo stjernen. Imidlertid må man sige, at han virkede noget falmet – i hvert fald i første sæt.

Samme var slut klokken 21.45, og så var der pause. Andet sæt, der startede klokken 22.05 og kom til at bestå af seks numre, viste sig at være af en noget anden karakter end aftenens indledende sæt. På mirakuløs vis var Jimmy Burns nu blomstret op, og så var der med ét noget at komme efter og noget at glæde sig over.

Der blev lagt ud med en fin udgave af nummeret ”Cold as ice”, der var et kæmpehit for det amerikanske rockband Foreigner i 1977. Her spillede Thomas Crawfurd virkningsfuldt med køller. Nummeret er også åbningsnummer på det af Laust ”Krudtmejer” Nielsen producerede Jimmy Burns-album The Chicago sessions, der så dagens lys i 2020 (læs anmeldelse her).

Soulsanger

Ganske vist definerer Jimmy Burns sig som bluesmand, men at han også er en gedigen soulsanger, kom frem i lyset flere gange i andet sæt. Eksempelvis i en fin udgave af Smokey Robinsons sang ”Get ready”, som han skrev for soul-pladeselskabet Motown i 1966, og som The Temptations havde pæn succes med.

Jimmy Burns betonede, at han havde omarrangeret ”Get ready”, så soulnummeret blev til et bluesnummer, men soul-elementerne sad nu godt fast. Jimmy Burns leverede flere gode vokal- og guitarpræstationer i andet sæt. Morten Lunn supplerede desuden med fedt slide-guitarspil. Endvidere hørtes Jimmy Burns på meningsfuld mundharpe.

Og der var mere soul, som i Ben E. Kings klassiker ”Stand by me”. Her broderede Jimmy Burns med smagfuldt, melodisk akkordspil. Desuden viste han atter sin soul-stemmes kvaliteter, der gik lige ind i mange publikummers hjerter, og publikumskontakten var der ikke noget i vejen med i dette sæt.

Sættet blev afsluttet med Willie Dixons velkendte ”I’m ready”, der fungerede fint. Dermed blev der sat et godt punktum for en koncert, der med første sæt så ud til at kæntre, men som blev reddet hjem i et udmærket andet sæt. Og så skal den indsats, som The Chicago Sessions Band ydede hele koncerten igennem, absolut ikke undervurderes.

Uden Laust ”Krudtmejer” Nielsen og resten af The Chicago Sessions Band havde man nok ikke fået lejlighed til at opleve Jimmy Burns, der som reaktion på publikums råben på et ekstranummer sagde:

”I’m really tired. This is the third night in a row, and I really gotta have some rest. I really appreciate your liking our music, but we really gotta go.” Og sådan blev det, hvilket naturligvis var helt i orden.