Anmeldelse: Jimmy Burns: The Chicago sessions (Krudtmejer Productions)

Af Jakob Wandam

The Chicago sessions blev til, da Laust “Krudtmejer” Nielsen (Trainman Blues, The Cornbread Project) drog til bluesens hovedstad for at indspille amerikanske Jimmy Burns’ vokal til fire numre, som han havde produceret hjemmefra (læs her). I studiet greb det om sig, og resultatet blev de ti numre på dette album.

Heraf udgøres de tre skæringer af ”Jimmy’s story pt. I-III”, hvor Jimmy Burns på et bagtæppe af sin og Laust Krudtmejers musik fortæller historier fra sit liv i samtale med tekniker og studieejer Blaise Barton. ”Stranded in Clarksdale” er Burns’ egen komposition (han indspillede den også i 2002 på Back to the Delta), og de resterende seks sange er covernumre.

Ud over Burns (vokal og sporadisk guitar) og Krudtmejer (bas, guitar og beats) er Morten Lunn fast mand på pladen. Han medvirker på guitar, og hans Fried Okra-kollega Thomas Crawfurd spiller trommer på tre numre. Af øvrige medvirkende støder man undervejs på guitaristerne Ronni Boysen og Nichlas Kure, trommeslager Kristian Siquiera og mundharpespiller Thomas Melau.

Laust “Krudtmejer” Nielsens produktion fornægter sig ikke. Vi har tidligere hørt på plader med Trainman Blues og The Cornbread Project, hvordan han med stor succes blander elektroniske beats med nøgen, down-home blues og skaber en lyd, der er helt hans egen. Også på The Chicago sessions lykkedes det Krudtmejer at bevare autenticiteten i Jimmy Burns’ performance og samtidig give albummet en identitet, der i allerhøjeste grad er tidssvarende.

Det er et modigt træk af den 76-årige Burns at lægge albummet i hænderne på Laust Krudtmejer. Jimmy Burns har udgivet de fleste af sine album på Delmark Records, der er kendt for et højt niveau, men også for bevidst traditionsbundne bluesplader. Hos Krudtmejer er ambitionen en anden; her udfordres konventionerne – respektfuldt – og det giver pote på The Chicago sessions.

Laust ”Krudtmejer” Nielsens tilgang til bluesen afspejles i tracklisten. Standarder som Howlin’ Wolfs ”Killing floor”, Memphis Slims ”Everyday I have the blues”, Arthur “Big Boy” Crudups “Mean old Frisco” og Willie Dixons “I’m ready” blander sig med Morten Lunns “I know you’re gone” (indspillet af The Fried Okra Band på Black cherry (2009)) og den overraskende singleforløber ”Cold as ice”, et arrangement af stadionrock-bandet Foreigners 1977-hit. Pop-elementerne i sidstnævnte sang gør den til et godt udstillingsvindue for den gamle soul blues-sangers stemme.

Albummet er dog på ingen måde skizofrent, for det hele bindes smukt sammen af Krudtmejers stemningsfulde og nærgående arrangementer. Produktionen påkalder sig gentagne gennemlytninger, og selv en så velprøvet traver som ”Everyday I have the blues” får en så ny og frisk karakter, at den virker som et helt nyt nummer.

Der skal også lyde ros til de medvirkende musikere. Morten Lunns slide-guitar har en stor andel i albummets dragende identitet, og Thomas Melau maler de mest betagende lydlandskaber med sin mundharpe. Også Nichlas Kures pågående bluesguitar gør et stærkt indtryk.

The Chicago sessions er i høj grad et Laust ”Krudtmejer” Nielsen-album, og et kritikpunkt kunne være, at Jimmy Burns blot er gæstesanger på sin egen plade. Det er helt sikkert en anden indpakning, end man er vant til at høre Jimmy Burns i, og som en anden T Bone Burnett, Daniel Lanois eller Jeff Lynne har Laust Krudtmejer sin signaturlyd.

De fortællende numre er i sagens natur personlige, men det er et åbent spørgsmål, om The Chicago sessions er udtryk for Burns’ ellers Krudtmejers kreativitet. Ville pladen have været den samme, hvis Jimmy Burns var skiftet ud med en anden sanger?

Uanset hvad sætter The Chicago sessions Jimmy Burns’ stemme flot og effektivt i scene og gør veteranen vedkommende som andet og mere end et museumsstykke.

The Chicago sessions udkommer i dag, mandag den 27. januar 2020.