Koncertanmeldelse: Jontavious Willis, Dexter, Odense

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer

23-årige Jontavious Willis fra staten Georgia i USA er et af den akustiske bluesmusiks unge, nye håb. Han albumdebuterede i 2017 med Blue metamorphosis, produceret af ham selv, men havde allerede inden da fanget selveste Taj Mahals opmærksomhed.

Den ældre bluesman blev en slags mentor for Willis, og da Taj Mahal og Keb’ Mo’ turnerede med deres Grammy-vindende TajMo-album, var Jontavious Willis med som opvarmning. I år udkom så Willis’ andet album, det meget velanmeldte Spectacular class, der var produceret af Keb’ Mo’ og havde Taj Mahal som executive producer.

Gennemgribende ombygning

Med Spectacular class under armen turnerer Jontavious Willis nu i USA og Europa, og det bragte ham onsdag den 4. september til Musikhuset Dexter i Odense. Dexter er nylig genåbnet efter en gennemgribende ombygning, der har givet væsentlig mere plads og bedre udsyn til scenen. Til gengæld kan man indvende, at spillestedet, der oprindelig åbnede i 1991, har mistet noget af sit særpræg.

Under alle omstændigheder var der god plads til publikum – og til Jontavious Willis, der optrådte solo med guitar og mundharpe.

Willis viste sig at være lidt af en showman, som var ivrig efter at lave tricks med guitaren og fortælle jokes. I (lidt) mere seriøse øjeblikke var han også flink til at introducere sine sange og fortælle om, hvor han havde dem fra. Tricksene blev lidt trættende i længden – og det er nok noget, han vil føle sig mindre nødsaget til, efterhånden som erfaringen og publikumsgrundlaget kommer – mens hans åbenlyse respekt for blueshistorien var et sympatisk træk.

Covers

Den kom til udtryk i en række covers, som udgjorde de to sæt sammen med Jontavious Willis’ egne sange. Således startede han koncerten med ”Louisiana blues”, som han erklærede at have lært af John Dee Holeman (Muddy Waters indspillede den i 1950).

På denne country blues med et touch af ragtime spillede Jontavious Willis slide med fingrene direkte på strengene – altså uden brug af bottleneck. Det var hans fremgangsmåde hele koncerten igennem, hvor han da også fik demonstreret fin guitarteknik inden for adskillige grene af country bluesen, herunder ragtime, Piedmont og delta blues.

Jontavious Willis’ største aktiv var dog stemmen, som trods hans unge alder besad både fylde, spændvidde og fleksibilitet. Hans falset på Boo Hanks’ ”She might be your woman” sad lige i skabet, mens den dybere del af registret kom til sin ret i en dyster version af Walter Davis-sangen ”Tears came rollin’ down” (skrevet af Henry Townsend).

Personlige arrangementer

Willis’ arrangementer var personlige og originale – Casey Bill Weldons klassiker ”We gonna move to the outskirts of town” fik for eksempel et latin-jazzet spin – men også Jontavious Willis’ egne sange fungerede godt. ”Long winded woman” var ganske morsom og lagde sig i hokum blues-traditionen, mens ”Take me to the country” trak på både ragtime, Piedmont blues, delta blues og sågar bluegrass.

På Harmonica Franks (Frank Floyd) ”Howlin’ tomcat” fik mundharpen en central plads – bogstaveligt talt, da Willis stak den på langs ind i munden. Trods dette var han i stand til både at spille på den og synge imens, mens hænderne naturligvis betjente guitaren.

Jontavious Willis brændte dog bedst igennem, når han skruede ned for komikken og holdt op med at prøve at imponere. En afdæmpet ”Make me down a pallet on the floor” blev spillet og sunget som let, luftig Piedmont blues og var et af koncertens højdepunkter.

Prince og James Brown

Og selv om han havde helt ret i, at hans forgængere blandt de tidligste bluesmusikere ingenlunde begrænsede sig til at spille blues, virkede Jontavious Willis’ inddragelse af Prince- og James Brown-sange (”Kiss” og ”Get up (I feel like being a) sex machine”) i sætlisten som et forsøg på bred publikumsappel snarere end egentlig kunstnerisk alsidighed.

Undervejs i andet sæt fik Jontavious Willis selskab på scenen af den unge guitarist og sanger Gang Wolf Lightnin’. Gang Wolf er en traditionalistisk, spansk musiker, der gør sig i førkrigs-country blues.

Han supplerede Jontavious Willis på National steel-guitar og sang også selv et enkelt nummer med Willis som akkompagnatør på mundharpen.

Gang Wolf Lightnin’ virkede dog sky grænsende til det indadvendte, og selv om der ikke var noget at udsætte på hverken hans spil eller vokal, var det dog, som om denne sektion af koncerten satte publikum af.

Jontavious Willis selv lignede en, der tog et frikvarter og lod tankerne flyve. Der var simpelthen ikke samme kontakt mellem scene og publikum som tidligere.

Piske en stemning op

Jontavious Willis gjorde sit bedste for at piske en stemning op med sine sidste to solonumre. Sin version af ”Three women blues” sang han uden mikrofon, mens han vandrede rundt mellem cafébordene på Dexter, og de allersidste toner af ”Hand me down my walking cane” blev spillet på mundharpe – med næsen!

Konklusionen bliver, at Jontavious Willis er en dygtig sanger, en teknisk alsidig guitarist, en habil mundharpespiller og en charmerende og positiv scene-performer. Han kunne dog godt stramme lidt op på sin sammensætning af sætlisten og skrue ned for klovnerierne, som er underholdende, men som virker desperate – og unødvendige – i for rigt mål.

Ventede man at høre det store, nye blueshåb på Dexter, blev man således lidt skuffet. Jontavious Willis evnede ikke for alvor at skille sig ud. Men talentet er der ubetinget, og der er slet ingen grund til at afskrive manden som en kommende stjerne.