Koncertanmeldelse: Tedeschi Trucks Band, Amager Bio, København

Tedeschi Trucks Band

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer

Er Tedeschi Trucks Band verdens bedste live-band? Det afhænger naturligvis af øjnene, der ser, men enhver, hvis øjne overværede koncerten med det amerikanske orkester i Amager Bio torsdag den 11. april, vil kunne bekræfte, at Tedeschi Trucks Band er en god kandidat til titlen.

Hvis definitionen på et godt live-band er et, hvor forsangeren springer rundt på scenen, hælder vand ud over sig selv og råber ”Er I der, Amager?” – ja, så er det ikke TTB, man taler om.

Er man derimod til indforståede smil og god stemning, et eminent katalog af egne og andres sange, den fyldige lyd af et 12-mands soul-orkester og musikalitet på et svimlende højt niveau, burde man nok have stået i Amager Bios propfyldte sal denne aften.

Frontfigurer

De to frontfigurer i Tedeschi Trucks Band, ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks, var allerede stjerner på bluesscenen, inden de dannede deres fælles projekt. Tedeschi har indspillet i eget navn siden 1995, har adskillige Blues Music Awards og Grammy-nomineringer på samvittigheden og er højt respekteret både for sin guitar-kunnen og sin sangstemme.

Derek Trucks og Susan Tedeschi

Sidstnævnte kan beskrives som en højpotent blanding af Bonnie Raitt, Janis Joplin og Sheryl Crow.

Derek Trucks er kendt for sit enestående og let genkendelige slide-guitarspil, som indtil for nylig var signaturlyd for The Allman Brothers Band. Hans onkel Butch Trucks var med til at stifte dette legendariske orkester, og Derek Trucks indtrådte formelt i The Allman Brothers Band i 1999.

Trucks forlod The Allman Brothers Band i 2014 for fuldt ud at koncentrere sig om Tedeschi Trucks Band, som han og Tedeschi havde dannet i 2010 efter i nogle år at have arbejdet sammen som Soul Stew Revival.

Inden da havde Derek Trucks blandt andet turneret med Eric Clapton og spillede med dennes band, da de optrådte ved Augustenborg i 2006.

I Danmark

Brandon Boone

Tedeschi Trucks Band har også spillet i Danmark ved flere lejligheder (læs for eksempel her). Trods den store besætning er de en sammentømret enhed, og siden bandet sidst besøgte Amager Bio, var der kun skiftet ud på to positioner. Keyboardmanden Kofi Burbridge døde nemlig tidligere i år i en alder af blot 57, så hans plads var nu taget af Gabe Dixon, og ny mand på bas var Brandon Boone.

Inden Tedeschi Trucks Band gik på scenen klokken 20, var der en nærmest håndgribelig spænding og forventningsglæde i koncertsalen, hvor publikums summen blandede sig med højttalernes lyd af Creedence Clearwater Revival, Stevie Wonder, Curtis Mayfield, James Brown m.fl. – alle sammen kunstnere, hvis musik Tedeschi Trucks Band ligger i naturlig forlængelse af.

To af de allerstørste inspirationskilder er dog Joe Cockers Mad Dogs & Englishmen og Derek and the Dominos, Eric Claptons kortlivede band med blandt andre Duane Allman og dele af rytmesektionen fra netop Mad Dogs & Englishmen.

Sublime versioner

Susan Tedeschi

Begge bands var repræsenteret i aftenens sætliste med sublime versioner af henholdsvis ”The letter” og ”Keep on growing”. Førstnævnte bød på den første af Derek Trucks karakteristiske soloer, der skar som en varm kniv gennem smør, og Dominos-nummeret havde ligeledes aldeles suverænt solospil af Trucks.

Susan Tedeschis vokal gav frydefulde kuldegysninger, og hun blev suppleret på fabelagtig vis af de tre korsangere Mark Rivers, Mike Mattison og Alecia Chakour, som alle fik deres momenter i spotlyset. På ”Keep on growing” var det for eksempel Mattison, der sang Bobby Whitlocks linjer fra originalversionen, og det gjorde han helt forrygende.

Tedeschi sætter dog de fleste sangere til vægs, og for eksempel Leonard Cohens ”Bird on the wire” var endnu en stemmemæssig magtdemonstration af hende.

Guitartid

Susan Tedeschi var i øvrigt tildelt mere guitartid, end vi tidligere har set. Således var hendes wah-wah-solo en prominent del af åbningsnummeret ”Don’t know what it means”, og hun spillede en bluesy solo, ligeledes med wah-wah, på Taj Mahals ”Leavin’ trunk”.

J.J. Johnson, Derek Trucks, Tyler Greenwell

Bandets store guitarstjerne er og bliver dog Derek Trucks, og han gav da også masser af prøver på sit alsidige og opfindsomme spil. Bob Dylans ”Down in the flood”, sunget af Mike Mattison, blev prydet af sumpet, bluesy slide og en flænsende solo af Trucks, inden han bragte sangen til et buldrende crescendo sammen med de to trommeslagere Tyler Greenwell og J.J. Johnson.

Greenwell og Johnson var også i fokus på ”Idle wind”, der afsluttede første sæt. Sangen blev smukt sunget af Susan Tedeschi og Alecia Chakour, Derek Trucks leverede hvirvlende guitar, og så kulminerede nummeret i en trommeduet af progressiv rock-dimensioner.

Ikke megen snak

Gabe Dixon

Der var ikke megen snak mellem numrene. Tedeschi Trucks Band kommunikerede primært med publikum via musikken og så med kropssproget, men vi fik dog en kort præsentation af bandet inden pausen. En halv times tid senere var de klar igen, nu med Muddy Waters’ ”Rollin’ and tumblin’” i en ret speciel funky, latin-præget udgave.

Andet sæt bød også på flere af Tedeschi Trucks Bands publikumsfavoritter så som ”Do I look worried” med en bidende Derek Trucks-solo, der udløste et jubelbrøl fra salen. ”Midnight in Harlem” blev indledt med Trucks’ sitar-lignende lyd på ”Swamp raga”-introen, og endnu en fin, fin solo fra hans side fik Susan Tedeschi til at smile saligt.

Den gospel-agtige ”Bound for glory” var præget dels af flotte soloer af og samspil mellem Derek Trucks’ guitar og Gabe Dixons orgel, dels af vokale solopræstationer af Susan Tedeschi, Mike Mattison og Alecia Chakour.

Blæsere

De tre blæsere bidrog med hver deres musikalske islæt. Kebbi Williams på saxofon var vild og løssluppen i sit spil, der tangerede freejazz, når han fik plads til det. Trompetisten Ephraim Owens spillede cool og kontrolleret, mens Elizabeth Leas trombone forankrede musikken i traditionel New Orleans-jazz.

Kebbi Williams, Ephaim Owens, Elizabeth Lea

Bobby Blands ”I pity the fool” var koncertens mest tradionelt blues’ede indslag, og som altid var det et glansnummer for Susan Tedeschi, der stod for både prædiken-lignende vokal og metallisk, Jimmie Vaughan-agtig bluesguitar.

Bobby ”Blue” Bland var også ansvarlig for koncertens første ekstranummer, ”Don’t cry no more”, et rhythm & blues-nummer spillet til et mambo-agtigt beat. Allersidste sang blev Joe Tex’ ”Show me”, hvor Susan Tedeschi sang duet med Mark Rivers, og blæserne spillede solo efter tur og på skift med Derek Trucks.

Verdensklassemusikere

Derek Trucks og Susan Tedeschi

En koncert med Tedeschi Trucks Band er en tur i blues-, soul- og gospelhimlen, og den udsolgte koncert i Amager Bio var ingen undtagelse. Med verdensklassemusikere på alle pladser og et repertoire, der bestod af både fremragende egenkompositioner og velvalgte covers, som passede perfekt ind i bandets udtryk, leverede Tedeschi Trucks Band endnu en gang en musikalsk oplevelse af næsten skræmmende høj kaliber.

Verdens bedste live-band? Tja …