Af Jakob Wandam
Den hyperproduktive Big Creek Slim (Marc Rune) har udsendt endnu et album, omtrent et år efter hans toflankede angreb med albummene Migration blues og Twenty-twenty blues (læs anmeldelser her og her).
På Stone in my heart har Big Creek Slim allieret sig med den brasilianske kontrabassist Rodrigo Mantovani, der kendes fra Igor Prado Band og Nick Moss Band. Slim og Mantovani har tidligere arbejdet sammen om det Danish Music Award-vindende album First born (læs anmeldelse her).
Stone in my heart er indspillet tilbage i 2019, men indspilningstidspunktet er sådan set ligegyldigt, for musikken er aldeles tidløs. Altså forstået på den måde, at pladen lige så nemt kunne have været optaget i det førkrigs-USA, der udgør Big Creek Slims musikalske univers. Det er akustisk blues uden omsvøb, og det er – selvfølgelig, fristes man til at sige med Big Creek Slims hidtidige produktion in mente – hamrende godt lavet.
Marc Rune synes at ryste stærke bluessange ud af ærmet, og han har selv stået for samtlige albummets tolv skæringer. Hvor sidste års udgivelser afslørede en ofte eftertænksom eller indigneret sangskriver med politiske dagsordener, er vi dog her tilbage ved klassisk blues-tematik som svig, savn og kødelig lyst, gerne serveret med humor og tilpas let gennemskuelige metaforer (”I wanna stick my paw into your hive / I’m a honey badger for you / I ain’t quittin’ / until I get a taste”).
Også instrumentalt er der tale om en rå servering. Trommeslager Mikko Peltola er hørbar på omkring en fjerdedel af albummet, og resten er op til Big Creek Slims fremragende, pågående aggressive guitarspil og Rodrigo Mantovanis bas, der løfter arrangementerne og giver dem en sprælsk og frisk tone.
Big Creek Slim og Rodrigo Mantovani kan komme langt med de to instrumenter, og mere er der sådan set ikke brug for. De klæder hinanden godt og skaber meget med få virkemidler. Marc Runes mørke stemme har faktisk så meget pondus, at han formodentlig kunne slippe af sted med et a cappella-album! På en enkelt skæring, ”I get rowdy”, får vi dog Big Creek Slim at høre på barrelhouse-klaver – en afveksling, men med samme ramponerede æstetik, som han står for, når han spiller guitar.
Albummet fader ud med den Blind Willie Johnson-agtige, gospel blues-lignende “Stone in my heart”, men ellers er der altså tale om, hvad Big Creek Slim selv har karakteriseret som “møgbeskidt” delta blues.
Hvad skal man snart sige? Big Creek Slim har udgivet endnu et album, og endnu en gang er der tale om en bluesplade i verdensklasse. Den skal høres!