Af Jakob Wandam
Twenty-twenty blues er det andet af to nyudgivne album fra den produktive Big Creek Slim, udsendt sammen med Migration blues (læs anmeldelse her). Big Creek Slim (Marc Koldkjær Rune) har igennem karrieren i stadig stigende grad indspillet sine egne sange, og på Twenty-twenty blues er samtlige numre skrevet af ham selv.
Det er måske også udtryk for, at Big Creek Slim i høj grad selv har taget styringen for sit kunstneriske projekt. Hvor hans første plader på Straight Shooter var produceret af Peter Nande, producerer Big Creek Slim nu sig selv, og sangene på Twenty-twenty blues er da også udelukkende indspillet af Big Creek Slim på vokal og akustisk guitar.
Det er gjort med en oldschool-æstetik for øje, som er gennemført helt ud i optageteknikken. Albummet er således indspillet analogt på en gammel spolebåndoptager (læs mere her). De produktionsmæssige rammer definerer ikke Big Creek Slims musik, men de understreger og forstærker autenticiteten i hans lydlige og kompositoriske udtryk, som ligger i direkte forlængelse af den tidlige delta blues.
Til gengæld er pladens tematik helt up-to-date, for ikke overraskende er Twenty-twenty blues Big Creek Slims reaktion på det forgangne år og ikke mindst den coronapandemi, der prægede det.
Coronakrisens fortrædeligheder adresseres direkte på ”The goddamn China cough”, mens den mere optimistiske ”That medicine show” ser frem mod en tid, hvor vi alle er blevet vaccineret, og maskerne kan falde.
Titelnummeret ”Twenty-twenty blues” handler ikke udelukkende om COVID-19, men også om andre begivenheder, der tegnede 2020, nemlig Black Lives Matter-bevægelsen og mordet på George Floyd. Her trækker Big Creek Slim linjer tilbage blandt andet til lynchningen af Emmett Till i Money, Mississippi i 1955 og massakren på ”Black Wall Street” i Tulsa, Oklahoma i 1921 og filosoferer over, hvor meget der egentlig har ændret sig i forholdet mellem sorte og hvide.
Selve splittelsen bliver udpeget som hovedproblemet i den gospel-påvirkede ”The great division”. Her postulerer Big Creek Slim, at det væsentlige ikke er, hvem der udgør fjendebilledet: ”I don’t fear no Chinese, or anybody else / … / Not the Russians, or the Muslims, or that big, fat, orange man.”
Den virkelige fjende er vores tendens til at lade os distrahere af disse fjendebilleder og vores manglende vilje til at tilgive og tro på det bedste i hinanden: “We are divided and distracted in our weary heads / We turn our backs against each other in our beds / If we forget to carry love and good will in our hearts / Then the great division will tear us all apart.”
Heldigvis er alt ikke hverken sortsyn eller samtidskommentar på Twenty-twenty blues. Det herlige, sort-hvide coverfoto af Big Creek Slim, der iført mundbind og sølvpapirshat tager en selfie med et antikt kamera, kan således nok symbolisere, hvorledes han sætter moderne problematikker ind i bagudskuende rammer. Men det fortæller også, at der midt i alvoren er plads til humor og letsind.
Musikalsk kommer det for eksempel til udtryk i den letbenede og luftige ”Little wheel rag”, den ligeledes ragtime-påvirkede ”Up in smoke” eller hokum-bluesen ”Mama got me sweepin’”.
Der er klassisk bluessymbolik – sågar med et tekstmæssigt nik til Robert Petways standard ”Catfish blues” – i ”Fishin’ in my pond”, hvor en anden mand har haft fluestangen for tæt på Big Creeks Slims fiskedam. Fortælleren må naturligvis gøre gengæld ved at gå på fangst i fremmede farvande.
Big Creek Slim synger og spiller på Twenty-twenty blues med en enestående autoritet. Hans forståelse og formidling af førkrigsblues-stilen er ganske enkelt uden sidestykke her til lands, og har Big Creek Slim endnu sit internationale gennembrud til gode, skyldes det ikke manglende talent. Såvel sangskrivning som fremførelse er på Twenty-twenty blues så absolut af stort internationalt format.
Mere end nogensinde er Big Creek Slim anno 2021 en bluessangskriver, som ikke blot behersker idiomet, men som bruger det til stærkt, pågående og nærværende at forholde sig til sig selv og sin samtid.
Twenty-twenty blues er endnu et suverænt udspil fra en kunstner, som på forbløffende vis bliver ved med at overgå sig selv.