Af Peter Widmer
Migration blues er titlen på en ny udgivelse fra en af Danmarks ypperste blueskunstnere, nemlig Big Creek Slim, hvis borgerlige navn er Marc Rune. Big Creek Slim har i øvrigt 11 fuldlængdeudgivelser bag sig.
Big Creek Slim ikke bare spiller og synger blues, så englene synger. Big Creek Slim er ”the blues” og formidler som ingen anden dansk musiker på formidabel vis alle de følelser, som bluesmusikken rummer, og dét med en næsten uhyggelig, intuitiv forståelse for bluesformens væsen.
På dette album spiller Big Creek Slim endvidere udelukkende akustisk i gammel, ”støvet” country- og delta blues-stil, og dét gør han fremragende. Det er en stor fornøjelse at lægge øre til denne nye soloudgivelse, der er kommet på gaden samtidig med et andet spritnyt Big Creek Slim-album, nemlig Twenty-twenty blues.
Tekstmaterialet og musikken på Migration blues fremføres nøgent, ærligt og helt uden dikkedarer med inciterende fingerpicking på en næsten udtjent akustisk guitar, tilsat Big Creek Slims helt unikke kraftcenter af en stemme. Dertil bruger Marc Rune ofte effektfuldt slide-guitarspil som på den indtrængende “Hot boiling water blues”. Vokalarbejdsmæssigt er Mark Rune godt nok hvid og tilmed rundet af den jyske muld, men han lyder komplet sort og amerikansk.
”Du lyder som en neger,” sagde mange til Big Creek Slim, da han for flere år tilbage begyndte at synge og spille blues; og Marc Rune lyder også den dag i dag som ”en neger,” men ikke udelukkende. Faktisk lyder Big Creek Slim langt hen ad vejen som et forunderligt, originalt miks af Howlin’ Wolf og salig Captain Beefheart, fremført med Big Creek Slims egenartede fraseringer. Men først og fremmest lyder han helt som sig selv.
Big Creek Slim har været landstryger i mange år og har rejst og spillet og sunget sig igennem mange dele af USA, såvel som han også har rundet Brasilien. Her bosatte han sig, og her traf han sin nuværende hustru, med hvem han har en søn, der stadig blot er et barn.
Imidlertid ville Big Creek Slim, eller Marc Rune, gerne flytte tilbage til Danmark sammen med sin hustru og deres barn, men i dén proces rendte Marc Rune ind i problemer, hvis mænge og størrelse han aldrig havde forestillet sig. Faktisk følte han sig som en fremmed i sit eget land.
Desuden fandt Big Creek Slim hurtigt ud af, at familiesammenføring er et fænomen, der er svært at tackle, og at der er økonomiske og andre krav i dén forbindelse, der kan være svære at opfylde. Alle disse migrationsmæssige faktorer – og mere til – danner tilsammen temaet på denne udgivelse, der således meget passende har fået titlen Migration blues. Nemt skal det ikke være at vende tilbage til Danmark med sin udenlandske hustru og deres fælles søn, trods det, at man er dansk statsborger.
Migration blues består af 14 glimrende numre, der alle er skrevet af Big Creek Slim. Albummet er indspillet analogt på en spolebåndoptager af ældre dato, og der er kun brugt to båndmikrofoner. Med andre ord er både indspilningen af albummet og fremførelsen af sammes numre tacklet med en velfungerende ”keep it simple”-holdning.
I tråd med denne attitude er albummet indspillet i et beskedent træhus i nærheden af jyske Karup. Lyden er rå og upoleret, fin og stemningsmættet. Imidlertid skal man godt nok spidse ører for at opfange alle elementer af Big Creek Slims glimrende, tankevækkende tekster, der ikke altid bliver videregivet helt tydeligt. Diktionen er med andre ord ofte temmelig uklar.
Dette er synd, og et tekstark, eller trykte tekster på lp/cd-coveret, ville have været et stort plus, for som indikeret har Big Creek Slim i høj grad noget på hjerte, som lytteren nødigt skulle gå glip af. På dette album bekender Marc Rune nemlig kulør og tager på underfundig vis aktuelle emner under grundig behandling, samtidig med at hans tekster er meget personlige.
Den skarpe “Hard times” indleder Migration blues, og allerede her bliver det beskrevet, hvordan protagonisten i nummeret knokler og knokler for at skrabe penge sammen, så han kan opfylde gældende krav om et økonomisk fundament for en potentiel familiesammenføring. Ikke desto mindre er dette åbenbart ikke nok. ”Working two jobs, sometimes even three, and still the system turns its back on me,” synger Big Creek Slim. Den står i sandhed på “Hard times”.
De personlige tekster viser sig eksempelvis også i albummets næsten swingende ellevte skæring ”Deportation blues”, der om nogen stikker ud. Her tager Big Creek Slim diverse urimeligheder omkring familiesammenføringsregler op. Visse elementer får én over nakken i dette instrumentalt set næsten muntre, omtrent uptempo nummer, der bider sig fast i lytterens bevidsthed på både tekst-, instrumental- og vokalsiden.
Her hedder det blandt andet: “This whole damn country is in a bad shape, claim we’re free, but there ain’t no escape,” og ”That red haired witch has tied my hand, gonna send my family out of this land, I got the deportation blues.” Mon ikke “that red haired witch” er identisk med en vis forhenværende Venstre-politiker og integrationsminister, hvis initialer er I. S.? Det er der vist god sandsynlighed for.
I den kompakte “Ain’t going back to that lonesome place” hører man disse smertensord: ”I think about my family, Lord, they ain’t around.” Savnet af familie og kærlighed bliver her formidlet elegant, og Big Creek Slims vokal- og dynamiske guitararbejde får budskabet til at gå gennem marv og ben.
Gennem den langsomme ”Headless chicken blues” betegner tekstens hovedperson sig således: ”I’m just like a headless chicken running around without nowhere to go,” og “I’m just like a headless chicken, everywhere I run, I make a mess.” At tage favntag med diverse myndigheder i familiesammenføringsspørgsmål er åbenbart som at befinde sig i en labyrint, man ikke kan komme ud af. Man er faktisk prisgivet.
Det pågående perlenummer ”Landlord blues” omhandler det faktum, at sangens nøgleperson reelt er blevet røvrendt af sin udlejer, der ” … ain’t no good man’s friend.” Endvidere: ”Well, I worked like a mule to pay my rent, and then you just ripped my bottom’s end,” og “You gave me trouble, Lord I’m about to give you some … ” Sådan.
Så er der den næsten ragtime-lignende skæring ”Three kind words”, der på instrumental- og vokalsiden er lettere opmuntrende. Imidlertid er nummerets kærlighedscentrerede tekst, der viderebringes intenst, generelt set problemfyldt. Man skal omfavne kærligheden, når den kommer, men der er forhold, man skal holde sig fra.
Den folk blues-agtige ”Working my way back home” har fokus på hovepersonens hang til at strejfe omkring. Nummeret drejer sig om altid at være på farten, men her er den omstrejfende på vej mod hjemstavnen.
”I got three more, three more trains to ride … ” Hvordan bliver det så at komme hjem? Vil dét være nogen form for tilfredsstillelse? Dét forbliver et stående spørgsmål. ”I wonder when I make it back home, will I be satisfied?”
”Things are getting better” er – atypisk for Big Creek Slim – et (kort) instrumentalnummer. Samme indledes dog med et lunt ”There’s gonna be hope after all” og en varm latter fra Big Creek Slim. Kompositionen afslutter dette blændende album og ligger godt og muntert i ørerne som modvægt til albummets mange problemtunge, men fine numre.
Med Migration blues har Big Creek Slim præsteret en varieret, meget fornem fuldlængdeudgivelse, der er aldeles tilfredsstillende både tekst-, vokal-, instrumental- og kompositionsmæssigt. Faktisk er Big Creek Slim en blueskunstner i verdensklasse, og Migration blues en bemærkelsesværdig hilsen fra en unik musiker, der virkelig har noget på hjerte, og som her har leveret et album, der er blues helt ind til benet.
(Læs stort interview med Big Creek Slim her).