Anmeldelse: Chris Grey & the BlueSpand: Fun(k) in the kitchen

Af Jakob Wandam

Hvad gør et band, når hele landet er lukket ned af en dødelig pandemi, og der ikke findes spillejobs? Hvis bandet hedder Chris Grey & the BlueSpand, øger det sin tilstedeværelse på de sociale medier. Her har den fynske trio flittigt delt livestreams og hjemmeproducerede videoer, også længe før coronakrisen brød ud.

Lydsiden til en del af disse videoer kan høre på cd’en Fun(k) in the kitchen, som Chris Grey & the BlueSpand udsendte i foråret. En cd, der giver fansene en mulighed for at tage et produkt med hjem fra koncerterne (eller få den sendt med posten), men som er lidt vanskelig for en anmelder at forholde sig til.

For Fun(k) in the kitchen er præcis, hvad den udgiver sig for at være: En køkkenbordsproduktion, hvor der ved gud ikke er kræset for hi-fi-oplevelsen, men hvor man får Chris Grey & the BlueSpands bluesbaserede funksange råt for usødet.

Det betyder så også, at sangene får lov til at vise deres levedygtighed, uden at de kan skjule sig bag en lækker produktion. Og Chris Grey & the BlueSpand får et outlet for nogle af de mange sange, de har skrevet siden debutalbummet Lotta love (2014), og som har dannet grundlag for den succes, de nyder som liveband.

Med undtagelse af ”Cheap shitty car blues” er det efterhånden så som så med bluesen i Chris Grey & the BlueSpands kompositioner, som i stedet læner sig mod mere rendyrket funk – en slag nedtonet Living Colour med større fokus på det humoristiske.

Humor spiller nemlig en stor rolle i Chris Grey & the BlueSpands tekster, der ofte tager udgangspunkt i mere eller mindre spidsfindige ordspil i titler som ”Golden tower”, ”Funk the mall” og ”Wife eye”. Bandets eftertrykkelige glimt i øjet understreges af sangintroduktionerne, der foregår på karikeret drævende hillbilly-amerikansk.

Det kunne man nok hurtigt blive træt af, hvis ikke Ghris Grey (leadvokal og guitar), Lars Frimodt-Møller (trommer og percussion) og Kasper Lauersen (bas) faktisk spillede ret fedt. Kasper Lauersens legesyge funk-bas hugger sig igennem albummets otte numre og stjæler ikke ufortjent billedet meget af tiden, men der er også fine guitarløb af en Chris Grey, som dog udviser en tilbageholdenhed, der er et sjældent syn blandt bluesguitarister.

Vokalerne får man til gengæld ikke meget fornøjelse af, for de drukner i lo-fi-produktionen. Og selv om det næppe nogensinde har været Chris Grey & the BlueSpands hensigt, at Fun(k) in the kitchen skulle være meget mere end en souvenir, er det altså et problem, at lyden er så mudret.

Det er en skam, for trods det, at de fleste af numrene er skåret efter omtrent den samme funk-skabelon, er det gjort med så stram disciplin, at ingen sange virker for lange, og flere har klart hitpotentiale. Og så er det ærgerligt, at lyden alligevel slører lytterens fokus.

Vil man således have fuldt udbytte af hittet ”Mammas mammalaid”, anbefales man at streame singleversionen fra 2018 – eller simpelthen tage ud og høre bandet live. Er man i forvejen fan af Chris Grey & the BlueSpand, kan man måske få lettet sine live-abstinenser lidt med Fun(k) in the kitchen.