Koncertanmeldelse: Paul & Peter Banks, H.P. Lange og Niels Bonefaas, Kulturhuset Pilegården, Brønshøj

Niels Bonefaas, H.P. Lange, Paul Banks, Peter Banks

Tekst og foto: Jakob Wandam

Der var strengeleg til den store guldmedalje, da Music House Brønshøj torsdag den 26. november havde inviteret til koncert i Kulturhuset Pilegården. På scenen sad en lille håndfuld af landets bedste udøvere udi folk og blues: Først duoen med veteranen Paul Banks og hans yngste søn Peter, som også slår sine folder i oldtime-trioen Twang, og derefter H.P. Lange og hans makker Niels Bonefaas fra det Danish Music Award-vindende H.P. Lange Big Gumbo.

Alle optrådte de på adskillige strengeinstrumenter, og de spillede både parvis og som kvartet.

Paul Banks

Lydtæppe

Paul Banks hørtes på guitar, mandolin og mandola, Peter Banks spillede to forskellige banjoer og guitar, H.P. Lange var på resonator- og akustisk guitar og banjo, og Niels Bonefaas spillede violin og banjo.

Med et sådant akkompagnement væves et lydtæppe, som er helt ulig, hvad man kan skabe med eksempelvis bas-guitar-trommer. Der er en luftighed, men også ofte en insisterende kropslighed i oldtime-musikken, der i sin essens er folkedansemusik, uanset om den kommer til udtryk som ragtime, blues, folk eller bluegrass.

Niels Bonefaas

Den tidligste blues er fuld af strengeinstrumenter, og selv om delta bluesens guitarister nok er dem, som eftertiden husker og værdsætter mest, ville bluesmusikken ikke have været, hvad den er i dag, uden de string bands, songsters og hillbilly-musikere, der rejste rundt og eksponerede publikum for både blues og meget andet i de amerikanske sydstater.

Det er på mange måder den samme tradition, som musikere som aftenens fire optrædende fører videre. De tager udgangspunkt i blues- og folkemusikkens fællesgods og forarbejder det enten igennem personlige fortolkninger og arrangementer eller gennem egne kompositioner, der respekterer eller udfordrer genrens dogmer.

Ragtime

Paul Banks

I tilfældet Paul & Peter Banks, som startede på scenen, blev fællesgodset først repræsenteret ved ragtime-standarden ”Make me down a pallet on your floor”, som Paul Banks har indspillet både på 2002-albummet Comes love og på sit seneste regulære album Blackberry wine fra 2013. Paul Banks’ stemme var hæs, men blid og stemningsfuld, og den matchede hans behagelige og generelt fine fingerspil.

Fra det traditionelle repertoire stammede også ”Jack of diamonds”, som blev serveret i et uptempo, bluegrass-agtigt arrangement og sunget som duet. Sangen er indspillet af Twang på deres Live tapes, volume 1 (2019) (læs anmeldelse her).

Peter Banks

Vi fik også det fremragende titelnummer fra Blackberry wine, en frisk folk-sang med solospil af Paul Banks. Nummeret var en af Paul Banks’ egne kompositioner, og det samme gjaldt ”Wake up Hannah” fra Paul Banks & Steen Vig (1988).

Peter Banks havde til gengæld skrevet den stille, sørgmodige ballade ”Hope”, hvor han også sang lead og spillede guitar, mens Paul Banks akkompagnerede på mandolin. Der var som nævnt adskillige instrumentskift undervejs, og blandt andet fik vi også et nord- og vestafrikansk-lydende instrumentalnummer med Peter Banks på båndløs banjo og Paul Banks på mandola.

Klædte hinanden

Paul & Peter Banks

Uanset instrumenteringen var duo-spillet fra de to Banks’er en fornøjelse, og de klædte hinanden både instrumentalt og vokalt – både når de spillede de blide folk-sange, og når tempoet blev sat op i mere bluegrass-agtige numre. Peter Banks’ ringlende banjolyd vekslede velafstemt mellem det diskret stemningssættende og det opløftende og fremaddrivende. Og hvor Paul Banks’ stemme var let ru og patineret, sang Peter Banks klart og lyst i high lonesome-traditionen.

H.P. Lange

Første sæt blev rundet af med to numre i kvartetformation. Niels Bonefaas på violin og H.P. Lange på National steel-guitar sluttede sig til ”The devil had a hold of me”, der lød som en traditionel folk blues, men som faktisk er tilskrevet David Rawlings & Gillian Welch. Peter Banks sang for (Twang synger den på Live tapes, volume 1), mens der var soloer af Paul Banks og Niels Bonefaas.

H.P. Lange præsterede til gengæld en fin akustisk guitarsolo på den Paul Banks-anførte ”Meet the folks” (fra hans Bones and love bombs (2003)), der rundede første sæt af med komponisten på mandola.

Aftenens bluesband

Niels Bonefaas og H.P. Lange

Efter pausen var det H.P. Lange og Niels Bonefaas, der var hovedansvarlige for underholdningen. ”Vi er aftenens bluesband,” indledte H.P. Lange, og udtrykket var ganske rigtigt mere traditionelt blues’et i dette sæt, om end det ikke var et langt skridt, der var taget.

”Pony blues”, inspireret af Son Houses version, indledte sættet i delta blues-stil med Lange på resonatorguitar og Bonefaas på banjo. H.P. Langes og Paul Juniors ”Last night” (fra Langes 2016-album Travelling man blues, læs anmeldelse her) fulgte, nu med Niels Bonefaas på violin, og i det hele taget skiftede Bonefaas løbende mellem fiol og banjo.

H.P. Lange

Alle leadvokaler blev håndteret af H.P. Lange, og hans stemme har udviklet sig til et utrolig udtryksfuldt instrument – fuldt af slid og knæk; en karakterfuld bluesstemme med et strejf af mountain music.

Lige som Banks & Banks skiftede H.P. Lange og Niels Bonefaas mellem egne og andres numre. ”Reuben’s train” – med hvirvlende strengespil af Bonefaas på violin og Lange på banjo – var en folkemelodi indspillet af blandt andre Doc Watson, og et nærmest lystigt dansende arrangement af ”Wretched mind” (H.P. Langes version af Joe Callicotts ”You don’t know my mind”) havde Lange lært fra Kenny Brown.

Lækkert

Niels Bonefaas

H.P. Lange havde til gengæld selv stået for den dæmpede ballade ”In time” og ”Travelling man blues”. På sidstnævnte fik duoen selskab af Paul Banks på mandolin, og det lød bare lækkert!

Kvartetten blev komplet igen på to numre fra H.P. Lange Big Gumbos 2019-album I feel fine (læs anmeldelse her). Både ”The moon is high” og ”The boll weavil blues” var forrygende oldtime-blues, og det var særdeles effektfuldt, hvorledes sidstnævnte langsomt blev dæmpet, inden Niels Bonefaas satte i med et uptempo-efterspil.

Niels Bonefaas, H.P. Lange, Paul Banks, Peter Banks

Musikaliteten var i det hele taget forbilledlig høj hos de fire spillemænd, og stemningen i Pilegården var jovial både på og foran scenen.

En aften i strengeinstrumenternes tegn blev afsluttet med en hyldest til dansk blues’ nestor Troels Jensen, som døde i juli i år. Paul Banks mandolin indledte Charles H. Gabriel og Ada R. Haberschons hymne ”Will the circle be unbroken”, der blev fremført som duet med Paul Banks og H.P. Lange som skiftende forsangere og alle på kor.