Anmeldelse: David Miilmann Group: Waiting for myself

Af Jakob Wandam

Når Danish Music Awards Blues bliver uddelt den 17. august (læs mere her), er det med muligheden for hele to priser til den unge guitarist David Miilmann. Han er nomineret til nybruds-hædersbevisningen Ud af det Blå-Prisen, og så er David Miilmann Groups debutalbum Waiting for myself i spil til prisen for Årets Danske Bluesudgivelse.

At kalde Waiting for myself en bluesudgivelse er nu nok at bøje sandheden en kende, for der skal ikke herske tvivl om, at det rent instrumentale album må kategoriseres som jazz, selv om David Miilmann Group på behændig vis fusionerer jazzen med elementer af blandt andet prog-rock og latin med et tydeligt brasiliansk præg.

Når Waiting for myself også bør appellere til mange bluesfans, skyldes det især David Miilmanns slide-guitar, som er det dominerende instrument på pladen. Miilmann nævner selv Elmore James og Duane Allmann blandt sine inspirationskilder, og særligt Derek Trucks’ ånd svæver over vandene på albummet.

David Miilmann er nemlig en eminent slide-guitarist, og han deler Derek Trucks’ genresprængende spillestil og tonesprog. Men man hører også ekkoer af Carlos Santana og Jeff Beck, og i det hele taget må man sige, at David Miilmann Group sammensætter elementerne på en måde, der måske ikke er fuldstændig uhørt, men som dog er deres egen. Man fornemmer en kunstnerisk identitet – og så lyder det i øvrigt virkelig godt!

David Miilmann Group består af David Miilmann på guitar, Buster Isitt på guitar, Svend Feldbæk Winther på klaver, Elias HP på bas og Theiss Nomborg på trommer. Og de har selv skrevet alle syv numre på Waiting for myself, med David Miilmann som hovedkomponisten.

Bluesen skinner mest igennem på den fede ”Drainage”, hvor David Miilmann virkelig river i strengene, og den funky og koncise ”I drink your milkshake”, hvor man også aner et touch af Eric Clapton.

Allerede fra åbningsnummeret ”Som alegre” får man dog fornemmelsen af, hvad David Miilmann Group kan. De lægger ud med sagte bossa-rytmer og giver sig så god tid til at bygge nummeret op, til det kulminerer i et rivende – og medrivende – slide-forløb.

”What we don’t know” har krybende film noir-stemning, og titelnummerets prog-melodibidder får den indimellem til at lyde som et Genesis-outtake fra Duke-æraen – eller måske Brand X i samme periode omkring 1980.

Waiting for myself er altså ikke en bluesplade, men det er en skøn og alsidig lytteoplevelse, og er man til slide-guitar, bør man skynde sig at finde albummet frem på sin yndlings-streamingtjeneste. Waiting for myself findes nemlig kun i digital form. Albummet udkom den 23. august 2021.