Anmeldelse: JB & the Hüggeli: Thank you blues (JB Records JB 021)

Af Peter Widmer

Først var de tre, nemlig den garvede orkesterleder Jesper Bjarnesen – eller blot JB – på vokal og elguitar, hans søn Oscar Martin ”Big O” Eriksen på trommer og Jais Kurečko Eriksen på bas. De to sidste vil være kendt for deres mangeårige medlemskab af det veletablerede jump blues med mere-band Big O & the Blue Quarters. Jais Kurečko Eriksen forlod dog dette orkester for nylig (læs mere her).

Disse tre musikere dannede i 2015 Det Hyggelige Blues Band og havde fast engagement på Eydes Kælder i centrum af Horsens. Trioen, som også Bluesnews.dk havde fornøjelsen af at opleve, blev hurtigt et populært live-navn med deres stramme, swingende fortolkninger af diverse bluesnumre samt enkelte originalkompositioner.

Trioen dukkede efterhånden op fra Eydes Kælder og begyndte at turnere og nåede et karrieremæssigt højdepunkt i 2018, da de spillede på den svenske Göteborg Blues Festival. I 2020 begyndte Det Hyggelige Blues Band at indspille debutalbummet Thank you blues og skiftede navn til JB & the Hüggeli.

Samtidig udvidede de besætningen med saxofonisten Hans Jørgen ”Hanse” Jensen (læs mere her). Samme har været vidt omkring og medvirker blandt andet på Big Creek Slim-albummet Ramblin’ Big Creek (læs anmeldelse her). Tilmed sneg de endnu et nyt orkestermedlem ind ad bagdøren, nemlig jazz- og blues-tangentmanden Kim Nedergaard, som mange husker fra det legendariske blues- og rhythm & blues-orkester Kims Bacon.

Med sine 72 år på bagen er Kim Nedergaard beundringsværdigt meget i vælten. Han er fast medlem af det yderst velanskrevne aarhusianske Bourbon Street Jazzband og høres også med resten af Kims Bacon på Jesper Bjarnesens stadigvæk populære jule-cd Swinging Christmas, der så dagens lys i 2001. Desuden spiller han diverse andre jobs (læs for eksempel her).

Thank you blues er et hjemmebrygget album, for Jesper Bjarnesen, der i øvrigt blev tildelt Blueskartellets Ærespris i 2018 (læs her), har skrevet alle 11 numre, og dette gælder såvel tekst som musik. Jesper Bjarnesen har en musikerkarriere, der spænder over mere end 35 år.

Han har blandt andet begået sig inden for genrer som rock, for eksempel med Shotgone Wedding, som blandt andre Bluesnews.dk hørte live, eller senere blot Shot Gone, med guitaristen Henrik Skriver og Jesper Bjarnesen på vokal som frontfigurer, og jazz med navne som Klüvers Big Band.

Thank you blues er flot produceret af Henrik Skriver med Jesper Bjarnesen som medproducer, og albummet er indspillet i Henrik Skrivers Strawbale House Studio, der ligger i Rønde. Således er et gammelt samarbejde omkring musikken blevet cementeret på bedste vis.

Thank you blues består af en stak traditionelle, vel- og håndspillede Chicago- og Texas blues-inspirerede numre, der rykker og vugger, og så er der behagelig variation i kompositionsrækken. Rytmefolkene Oscar Martin Eriksen og Jais Kurečko Eriksen lægger i øvrigt en fin og solid bund hele albummet igennem og giver god plads til deres tre medmusikere.

Jesper Bjarnesens ekspressive vokal er naturligt nok i fokus, og dén bør man bide mærke i, for den indeholder kvaliteter, der påkalder sig større bevågenhed, end den hidtil er blevet til dels.

Der bliver lagt ud med den vuggende ”Will you be mine”, og så er man i Chicago. Der er prominent bas, kildrende pianotoner og godt guitar- og vokalarbejde ved kapelmesteren. Desuden er der passende bas-, tromme- og korarbejde.

Vi bliver i Chicago med den svagt ”Hi-heel sneakers”-agtige ”Blues ain’t always sad”, der følger. Her introduceres Hans Jørgen ”Hanse” Jensen ssaxofontoner diskret, og man får en fin guitar- og saxofon-”snak.”

Den langsomme ”A few things” med udtryksfuldt sangforedrag, god tekst samt bidende guitartoner følger.

Der er Texas blues i den lettere slæbende ”Blues house party”. Her får Kim Nedergaard lejlighed til at strække ud på piano, og Jesper Bjarnesens guitar bider. Også Hans Jørgen ”Hanse” Jensen kommer så at sige til orde på god vis. Titlen taget i betragtning kunne man dog godt have ønsket sig mere knald på dette nummer, der næsten er for pænt.

”Love is on the move”, der er en yderst adstadig skæring, indledes med ret så bistre guitartoner, og så er der fint orgelarbejde ved Peter Bødker, der er albummets eneste gæstemusiker. Jesper Bjarnesens fine vokal er i fokus, og her skal det lige indsparkes, at sammes engelsksprogede sang-udladninger fungerer udmærket hele albummet igennem.

”Old trusted friend” har atter kapelmesterens stemme i centrum, og det står den sig godt ved. Det samme gælder Jesper Bjarnesens guitarspil, der på dette album i det hele taget får lov til at folde sig flot ud, måske til positiv undren for de mange, der gennem årene kun har oplevet Jesper Bjarnesen i en mere diskret rolle som solo-kunstner.

”Show time blues” er en temmelig bastant, men dog let skæring, der med sin insisterende rytme og tekstmæssige opfordring til at være på dupperne, for her kommer bluesmusikken, nok skal få ethvert venligsindet publikum til at spidse ører.

Den nedtonede ”Smoke drink and dance”, om forsøget på at få et halvforlist forhold op at stå igen, glider let ned, godt styret af Jesper Bjarnesens indsmigrende vokal og diskrete instrumentalarbejde over hele linjen. Et behageligt nummer med en tekstmæssigt herlig, lettere upolitisk korrekt opfordring.

”Hardboiled” er et lettere hårdtpumpet, Texas blues-stimuleret, humoristisk nummer med fine instrumentalpassager, for eksempel ved Jesper Bjarnesen og Hans Jørgen ”Hanse” Jensen, og en morsom tekst om orkesteret som bluespoliti – på den gode måde.

Hans Jørgen ”Hanse” Jensen fremturer igen godt på den langsomme ”Can you hear me knocking”, hvor man atter bliver trakteret af Jesper Bjarnesen, der med fornem vokalpræstation får lytteren til at spidse ører på denne næsten balladeagtige skæring med en fin guitarsolo ved kapelmesteren.

Med den sidste, uptempo, huggende og vuggende skæring, ”When I’m in love,” er orkesteret i Texas blues-humør. Den musikalske rejse fra Chicago til Texas på dette udmærkede og sympatiske album er dermed slut, og man har fået en gang god, hjemmebrændt bluesmusik, der sagtens kan klare flere gennemlytninger. Thank you blues bør i øvrigt spilles højt.

Thank you blues udkommer på cd og vinyl og på diverse streamingtjenester i dag, tirsdag den 1. december.