Thorbjørn Risager topper international hitliste

Thorbjørn Risager
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jakob Wandam

Thorbjørn Risager & the Black Tornados album Come on in er kun lige udkommet, men allerede nu har udgivelsen sat sig allerøverst på Roots Music Reports ugentlige ”Top 50 Contemporary Blues Album Chart”.

Roots Music Report er uafhængig af pladeselskaber og danner sine lister på baggrund af spillelister, der indberettes af radiostationer verden over.

Come on in, der er udgivet på det tyske pladeselskab Ruf Records, har bevæget sig hurtigt op ad blueshitlisten – albummene indtager ofte radioen, før de udkommer kommercielt – og i indeværende uge kan man altså se albummet på førstepladsen.

Samtidig ligger Come on in i øvrigt på 3. pladsen på den overordnede ”Top 50 Blues Album Chart”.

Drejer bluesidiomet

Bluesnews.dk’s anmelder betegner Come on in som velproduceret, velmixet og vellydende og kaldet endvidere pladen ”et yderst tilfredsstillende, varieret, detaljerigt og sofistikeret album, hvor de behændigt drejer bluesidiomet med nye tilføjelser i forhold til deres hidtidige produktion” (læs hele anmeldelsen her).

Come on in er Thorbjørn Risager & the Black Tornados fjerde album på Ruf Records. Med det forrige udspil, Change my game, bekendtgjorde Risager & co., at de nu var et rockband, men det har altså hverken forhindret dem i at spille blues – som man for eksempel kunne høre det for nylig i Kedelhuset i Silkeborg (læs anmeldelse her) – eller i at springe helt til tops på en international blues-hitliste.

Se Roots Music Reports ”Top 50 Contemporary Blues Album Chart” her.