Blues-glimt fra Sommerjazz i Aarhus

Tekst og foto: Jakob Wandam

Som vi tidligere har beskrevet her på Bluesnews.dk, var dette års Aarhus Jazz Festival erstattet af en mindre omfangsrig version, der blev præsenteret under overskriften Sommerjazz 2020.

Bluesnews.dk lagde vejen forbi Aarhus i uge 29 og fik et par glimt af Sommerjazz’ mere bluesy indslag. Blandt andet var der levende musik hver dag på Klostertorvet. En del af musikken blev forestået af den lokale pianist og sanger Emil Otto, og klokken 20 torsdag aften, den 16. juli, var hans enmandsband udvidet til en trio.

Tremandsaffære

Egentlig skulle Emil Otto have spillet et duo-job sammen med Philip Akrofi (bassist og kollega med Emil Otto i Gumbo Ya-Ya m.m.), men det endte med i stedet at blive en tremandsaffære med guitarist og sanger Frederik Tygesen og trommeslager Mathias Rindom.

Bluesnews.dk overværede deres første sæt, som foregik uden sætliste. I stedet havde Emil Otto og Frederik Tygesen aftalt blot at skiftes til at finde på et nummer, bedyrede de, og varslede blues, country og ragtime.

Der var fyldt godt op foran den lille scene på Klostertorvet, hvor alle siddepladser var besat, og de aarhusianske vejrguder var da også i mildt humør. De første numre blev spillet i duo-format af Emil Otto og Frederik Tygesen, og Tygesen lagde ud som forsanger på ”Ragged & dirty”, kendt med blandt andre Blind Lemon Jefferson, Sleepy John Estes og Willie Brown. Nummeret startede med blot Tygesens vokal og resonator-guitar, indtil Emil Otto kom ind i andet vers.

Rivende udvikling

Både Frederik Tygesen og Emil Otto er unge musikere i konstant og rivende udvikling, og Emil Otto har som en del af sin musikalske dannelse stået i mesterlære hos den engelsk-amerikanske pianist Carl Sonny Leyland. Som en hyldest til Leyland spillede duoen hans ”I got a gal”, en langsom, rullende klaver-boogie med vokal af Emil Otto og skøn string-bending af Tygesen.

Frederik Tygesen sang for på Charley Pattons ragtime-påvirkede ”Shake it and break it but (don’t let it fall mama)”. Tygesens guitarteknik er mere end overbevisende takket være et kæmpetalent og de allerede ganske mange år, han har været en del af de jyske jam- og koncertscener. Vokalen havde til gengæld lidt svært ved at følge med på Pattons hurtige sanglinjer, hvor Frederik Tygesen var tæt på at tabe pusten.

Blot at kalde Frederik Tygesen, Emil Otto og Mathias Rindom ”talenter” ville dog være en undervurdering af de tre herrer, som sagtens kan begå sig på den danske bluesscene – hvilket de da også gennem flere år har bevist i grupper som Gumbo Ya-Ya, Emil Otto & his Nola Four og Big O & the Blue Quarters.

Mathias Rindom kom ombord med koncertens fjerde nummer og lagde straks et swingende, dovent beat under Emil Ottos countryficerede slow blues.

Fremragende arrangement

Tempoet blev sat betragteligt op med jump bluesen ”Shake, rattle and roll”, inden trioen leverede et fremragende arrangement af Guitar Slims ”The things that I used to do”. Emil Otto startede nummeret som en klaver-slow blues, hvorpå Frederik Tygesen bød ind med en herlig guitarsolo og dernæst spillede bas-toner under en inspireret klaversolo.

Trioen havde godt fat i det feststemte publikum og sluttede sættet af med en rigtig syng-med-sang, Pokey LaFarges ”La la blues”. Frederik Tygesen sang – med god hjælp fra Emil Otto og publikum – og Mathias Rindom leverede en stærk trommesolo.

Det improviserede format gjorde meget naturligt, at koncerten fik et mindre stramt og disciplineret præg, end det ville have været tilfældet med et gennemøvet og –tilrettelagt sæt. Det uformelle var imidlertid netop charmen ved denne torvekoncert, og det var et vidnesbyrd om Emil Ottos, Frederik Tygesens og Mathias Rindoms kunnen, at de både kunne holde publikums opmærksomhed fangen og levere stærke musikalske oplevelser under disse omstændigheder.

Ordnede forhold

Mere ordnede forhold var der lørdag middag i Musikhuset, hvor Klüvers Kvartet feat. Miriam Mandipira optrådte klokken 12. Der var gratis adgang til koncerten, som foregik i Musikhusets foyer, men der var nummererede siddepladser og skrappe afstandskrav.

Miriam Mandipira, der blev tildelt hæderen ”Årets Danske Bluesnavn” i 2016, dyrker en alsidig karriere. Bluesnews.dk har for eksempel oplevet hende med Mandipira/Lauritsen/Gade/Frost (se f.eks. her), med The Soul Family (se f.eks. her), med A Very Big Band (læs her), med The Blue Belles of Joy (læs her), med Blues Explosion (læs her) og sammen med nylig afdøde Troels Jensen med og uden The Healers (se f.eks. her og her). Desuden har vi set hende som en del af Blues Train Festival-kollektivet (læs her) og som solist hos Gustaf Ljunggren og Casper Simonsen ved Danish Music Awards Blues 2019 (læs her).

Lørdag kunne man altså føje endnu en konstellation til listen. Jens Klüver er en institution i Aarhus, hvor han i 1977 – Miriam Mandipiras fødeår! – startede det populære Klüvers Big Band. I 2012 stoppede han som musikalsk leder af bigbandet (der fortsatte som Aarhus Jazz Orchestra) for at få mere tid til selv at spille saxofon.

Dét gør Jens Klüver nu i Klüvers Kvartet, der desuden består af pianisten Esben Tjalve, bassisten Torben Bjørnskov og trommeslageren John Riddell.

Kvaliteter

Kvartetten viste sine kvaliteter med indledningsnummeret, Thelonious Monks ”Hackensack”, inden Miriam Mandipira kom på scenen til en suveræn, langsom og bluesy version af Fats Wallers standard ”Ain’t misbehavin’”.

Mange aarhusianere var nok dukket op primært for at høre de lokale helte i Klüvers Kvartet, men en del må også være gået derfra som overbeviste Miriam Mandipira-fans. I hvert fald imponerede hun atter med sin smukke stemme og formidable teknik, først i en fin version af standarden ”Comes love” og ikke mindst i en mesterlige udgave af Abbey Lincolns ”When Malindy sings”.

Sidstnævnte gjorde virkelig god brug af både fylden og jazz-timingen i Mandipiras vokal, og den afsluttende tone efterlod både sangerinde og publikum åndeløse og udløste fortjent et stort bifald.

Tight

Det var nu også et tight spillende ensemble, der bakkede Miriam Mandipira op. Jens Klüvers saxofonsoloer var melodiske og disciplinerede uden overflødigt fedt, mens pianisten Esben Tjalves rolle var mere fri. Tjalve, som også spiller i det London-baserede orkester Red Kite, var eventyrlysten i sine solo-ekskursioner og bevægede sig oftest væk fra det blues-skelet, som mange af numrene byggede på.

John Riddell spillede koncentreret og spændstigt, men også ofte med øjnene fæstnet på nodestativet, mens Torben Bjørnskovs spil definerede selve beskaffenheden af de forskellige numre. Hans swingende walking bass var rygraden i ovennævnte ”When Malindy sings”, mens hans ivrigt løbende basspil på ”Syeeda’s song flute” lagde bunden for en fed klaversolo af Tjalve, og hans rastløse spil gav ”Almost like being in love” en iboende uro.

Miriam Mandipira kaldte kærligt Jens Klüver for sin ”jazz-far”, mens Klüver kækt replicerede ved at benævne Mandipira som sin ”soul-mor”. At det er i bluesen, det hele har sit udspring, gjorde sangerinden imidlertid ingen forsøg på at skjule, og der var et stærkt bluespræg i koncertens sidste tredjedel.

Tilegnet Troels Jensen

Efter endnu et Abbey Lincoln-nummer, en fabelagtigt sunget ”Throw it away”, kom således et nummer, som Miriam Mandipira tilegnede sin mentor udi bluesen og nære ven Troels Jensen. Der var tale om en ny blues-komposition af Jens Klüver med tekst af Mandipira.

Sangen havde fået titlen ”Miriam’s blues”, og lige som teksten berørte slægtskabet mellem blues, soul og gospel, bevægede musikken sig gennem disse stilarter og inddrog publikum i en syng-med-sektion med kraftig gospel-feel. John Liddell satte trumf på med en kraftudladning af en trommesolo.

En meget smuk ”Ntyilo, ntyilo” fulgte i slow blues-form med fine soloindsatser af både Torben Bjørnskov og Jens Klüver, og så blev der rundet af med en vidunderlig ”Monkery’s the blues”, hvor Esben Tjalve på flyglet fik demonstreret, at han også kunne give sit bud på blues-idiomet.

Halvanden times koncert blev det til i Musikhuset, og da der skulle sprittes af og gøres klar til næste programpunkt, var der ingen tid til ekstranumre. Men nu havde Klüvers Kvartet feat. Mirim Mandipira også beriget Sommerjazz 2020 med adskillige gåsehudsfremkaldende momenter, og belønningen kom som stående ovationer.