Frederik Tygesen Trio demonstrerede klassen i Randers

Frederik Tygesen
Foto: Poul Erik Pedersen

Tekst: Jakob Wandam

Guitaristen, sangeren og sangskriveren Frederik Tygesen har i efteråret huseret på de jyske bluesscener. Fredag den 1. december rundede Frederik Tygesen Trio turnéen af med en koncert på Underværket i regi af foreningen Bluesnight Randers.

Frederik Tygesen Trio består ud over kapelmesteren af Mathias Rindom på trommer og Filip Dybjerg på bas. De lagde ud med en version af Canned Heats ”On the road again”, og dermed var kursen for koncerten stukket ud: 60’erinspireret bluesrock, gerne med et tungt boogie-beat og med Frederik Tygesens skarpe guitartone i det absolutte centrum.

Højt teknisk niveau

Trioen formår på imponerende vis at kombinere en rå, garageagtig gør-det-selv-energi med knivskarp præcision, takket være musikernes høje tekniske niveau.

At Frederik Tygesen er en gudsbenådet guitarist, ved enhver, der har fulgt ham i det fremadstormende orkester Big O & the Blue Quarters. Hans vokal er måske mindre distinkt, men både ren og skarp nok til, at den sagtens kan bære, når han står som frontfigur.

Også Tygesens mangeårige sparringspartner og bandfælle i The Blue Quarters, Mathias Rindom, er simpelthen eminent på trommerne. Det er en fornøjelse at høre den mand spille og samtidig se, hvor legende let og intuitivt han får det til at se ud.

Mathias Rindom og Filip Dybjerg
Foto: Poul Erik Pedersen

For eksempel drev Rindom sættets andet nummer, en hårdt rockende udgave af Muddy Waters’ ”Rollin’ & tumblin’”, frem på forbilledlig, dynamisk vis, og trommernes markante placering i lydbilledet gav hele koncerten et distinkt hill country blues-præg.

Samtidig forankrede Filip Dybjerg det hele med sin tunge, solide baslyd, og sammen ledte de tankerne hen på 60’ernes store bluesrock-trioer som Cream og The Jimi Hendrix Experience.

Egne kompositioner

Frederik Tygesen Trios eneste kommercielle output indtil videre er en ep med tre numre (læs anmeldelse her), og derfor var koncerten forståeligt nok præget af covernumre. Men faktisk var Tygesens egne kompositioner nogle af dem, der fik allerbedst fat i publikum i Randers.

Foto: Jakob Wandam

Hans ”Painkiller” fungerede således ualmindeligt godt – en uimodståeligt catchy sang med et Cream-agtigt guitar-break og et hæsblæsende tempo. Før man fik set sig om, var den forbi, og man hungrede efter mere.

Det fik man med Robert Petways klassiker ”Catfish blues” i en tung, groovy version, hvor Frederik Tygesen undervejs sang unisont med guitaren.

Herefter fulgte en uptempo-boogie i form af Johnny Winters ”Mean town blues” (eller Randers på store julefrokost-dag, som Tygesen jokede). Den rykkede fabelagtigt, og helt fremme på scenekanten kunne Frederik Tygesen selvsikkert demonstrere sine imponerende færdigheder med en bottleneck-slide, mens publikum klappede taktfast sammen med Dybjerg og Rindom.

Stemningsfuld

Så blev tempoet atter sat ned med en stemningsfuld fortolkning af den traditionelle gospel/folk-sang ”The wayfaring stranger”, hvor Mathias Rindoms elegante, dæmpede marchtrommer lå som den røde tråd, der skabte kontinuitet koncerten igennem.

Foto: Jakob Wandam

Frederik Tygesens egen ”Read the signals” fulgte – et nummer, der begyndte som en gedigen rocksang med et touch af soul, men snart udviklede sig i en jazz-rocket retning, ikke mindst takket være Filip Dybjergs lækre basspil.

Den tog en ny drejning, da Frederik Tygesen lagde sig på knæ ved guitarpedalerne og begyndte at fremtvinge nogle vilde effekter fra sit instrument. Ret originalt, og publikums begejstring udeblev da heller ikke.

Foto: Jakob Wandam

Big Bill Broonzys ”I feel so good” blev dernæst serveret i en melodisk, men groovy boogie/hill country-version, og atter tryllede Frederik Tygesen på guitaren. Det vakte stor jubel, da han midt i en lang solo med iskold tone fra kanten af scenen begyndte at citere Mancinis ”The pink panther”, James Bond-temaet, ”Santa Claus is coming to town” og ”Here comes the bride”!

Højdepunkt

Som nævnt gik Frederik Tygesens egne sange rigtig godt hjem hos publikum i Randers, og ”Devil’s daughter” fra den selvbetitlede ep var et absolut højdepunkt. Temposkiftene, den dynamiske komposition og følelsen af udfrielse, da Tygesen brød ud i en løssluppen og alligevel disciplineret solo, viste både sangskrivning og udførelse af høj klasse.

Foto: Jakob Wandam

Sidste nummer, inden Frederik Tygesen Trio forlod scenen, blev The Grateful Deads ”Casey Jones”, inspireret af historien (og folkesangen) om den amerikanske lokomotivfører og folkehelt. Den blev leveret som en solid gang California rock, hvor Tygesen endnu en gang på elegant vis legede med effekterne på guitaren.

Et ekstranummer blev det dog naturligvis også til, og det blev Frederik Tygesens fængende, dansable pigtråds-pastiche ”What you want me to do” – det tredje og sidste nummer fra ep’en. Nu fik publikum lov til at få rørt stemmebåndene; det var måske ikke alt for overbevisende, men til gengæld blev der danset foran scenen.

Under halvanden time

Skulle man udsætte noget på Frederik Tygesen Trios koncert på Underværket, skulle det være, at den gerne måtte have været længere – ballet var overstået på under halvanden time, og både arrangørerne og dele af publikum havde tydeligvis forventet mere.

Foto: Poul Erik Pedersen

Det tjener naturligvis til bandets ros, at man blev efterladt med appetit på mere, og et større repositorium af egne sange vil naturligt forlænge sætlisten. Heldigvis arbejder Frederik Tygesen på et fuldlængde-album, og med kvaliteten af de allerede udgivne sange in mente er der noget at glæde sig til.

Frederik Tygesen er et af de helt store bluestalenter herhjemme. Hans teknik, disciplin, alsidighed, elegance og kompositoriske talent er dybt imponerende. Med koncerten på Underværket viste han og trioen et ærefrygtindgydende højt niveau, som ikke bare borger godt for fremtiden, men også allerede nu placerer dem som et af de bands, man bør se, hvis man får chancen.