Under radaren: Esben Just

Esben Just
Foto: Frank Nielsen

Tekst: Jakob Wandam

Vi kender ham som energisk sanger og pianist i SP Just Frost og måske som vært ved utallige ”Piano Nights” på Bartof Station på Frederiksberg (læs f.eks. her, herher og her). Men den New Orleans-glade entertainer Esben Just Christensen har også en ganske lang indspilningskarriere bag sig, både som solist, bandmedlem og sideman, og det er den karriere, vi nu skal på opdagelse i.

Artikelserien ”Under radaren” har til formål at belyse de danske bluesmusikeres diskografier – plader, som vi i nogle tilfælde har anmeldt her på siden, men som i mange andre tilfælde netop kan være gået under radaren hos Bluesnews.dk og hos det danske bluespublikum. Nogle er deciderede bluesplader, andre tilhører måske beslægtede genrer, og af og til bevæger vi over i helt andre musikalske boldgader.

Med denne gennemgang – og med støtte i Spotify-playlisten nedenfor – har du chancen for at opdage eller genopdage nogle af de mange indspilninger, Esben Just har begået.

Krølle Erik

Esben Justs navn dukkede første gang op i nationaldiskografien i 1991 på Krølle Eriks (Erik Andersen) album Ej blot til blues. Her hørtes Esben Just på klaver og orgel sammen med navne som Børge ”Biceps” Jensen og Jørgen Lang.

Året efter var Esben Just pianist på en single-udgivelse med Søs Fenger, Jørn Hoel & Billy Cross. Den indeholdt sangene ”Like strangers”/”I’m running on”, som stammede fra lydsporet til Wikke & Rasmussens kultfilm Russian pizza blues.

Også i 1992 spillede Esben Just på countrysangerinden Ester Brohus selvbetitlede debutalbum. Just spillede her akkordeon, og med på pladen var også sangeren Ivan Pedersen (ex-Laban) og bassisten Henrik ”S.P.” Schou Poulsen (ex-Thomas Helmig Brothers).

Backseat

Ivan Pedersen var nu frontfigur i Backseatboys, som Esben Just også sluttede sig til i 1992. Han afløste Svenne Wahlin som tangentspiller og holdt pladsen frem til 1995, hvor han selv blev erstattet af Otto Sidenius.

Gruppen udgav tre plader med Esben Just som medlem: Wind me up (1992, med bl.a. Pia Trøjgaard som gæst), Long distance (1994, med bl.a. Trøjgaard og Sven Zetterberg) og Hit home (1995). Med det sidstnævnte album havde bandet forkortet sit navn til Backseat.

Inden det kom så vidt, var Esben Just dukket op i forskellige andre sammenhænge. Sammen med blandt andre Carsten Lohmann (ex-Artillery) og Anders Blichfeldt (Big Fat Snake) optrådte han under navnet C.L. & the Cadillac Ranch med ”Lookin’ at a glass of wine” på Frederikssounds – en sund cd, udgivet af musikforeningen Rockefour i 1994. På En julehilsen spillede Esben Just samme år bag Trine Dyrholm og Michela Jønsson på ”Rudolph the red-nosed reindeer”, og så var han pianist på Sanne Salomonsens storsælgende og dansk Grammy-vindende Unplugged-album.

Akkordeon, flygel og orgel

Esben Just og Henrik “S.P.” Schou Poulsen
Foto: Frank Nielsen

Esben Just var også med på Ester Brohus’ næste to plader. Han hørtes på to numre (”Hard time” og ”Tonight”) på The letter (1994) og tre (”Blinded by you”, ”Going wild for you, baby” og ”Tell me a story tonight”) på Heart of desert longing (1995). Esben Just spillede akkordeon, flygel og orgel, og igen var det i de fleste tilfælde side om side med Henrik ”S.P.” Schou Poulsen på bas.

S.P. spillede dog ikke på ”Going wild for you, baby”, men det gjorde til gengæld trommeslageren Søren ”Blackfoot” Frost.

I 1995 medvirkede Esben Just på det selvbetitlede debutalbum fra Ludo X – bandet, der senere skulle udvikle sig til den internationale succes Junior Senior. Just spillede på to numre, ”Calling all beginners” og ”Twilight train (L’arrive)”. Han var også med på albummet Fuzzface af de svenske bluesrockere Clas Yngström & Sky High; her kunne han høres på ”Running in my walking shoes” og ”Hold that note”.

New Orleans

Esben Justs store musikalske kærlighed var imidlertid jazz, blues og rhythm & blues fra New Orleans. Den fik han mulighed for at udleve på The spirit of New Orleans 5, en 1995-udgivelse, hvor Just indgik i trommeslageren Peter Nissens New Orleans Band, der fik hjælp fra New Orleans-basunisterne Fred Lonzo og Gene ”Mighty Flea” Conners.

Herefter dannede Esben Just The Groovy Greasebags sammen med Emil de Waal, Thomas Fog og Johnny Sangster. Gruppen udgav et enkelt album, Gold (1995), med en New Orleans-orienteret lyd, numre af byens koryfæer som Allen Toussaint og Professor Longhair samt en version af Hank Williams’ ”Jambalaya”.

I 1996 kunne Esben Just høres – sammen med Sangster – på en selvbetitlet ep med Margrethe ”Maggie” Björklund (ex-Darleens), og i 1997 spillede han bag Lis Sørensen på ”I really don’t want to know”, en skæring fra Elvis Presley-hyldesten Burning love. Nummeret var en countrysang, oprindelig fra Eddy Arnolds repertoire, og Lis Sørensens band, inklusive Just, påbegyndte også indspilningerne til et album med Patsy Cline-sange. Projektet blev dog skrinlagt, angiveligt fordi Sørensen endnu ikke følte sig klar til at fortolke sit idol.

Trio

De næste mange år skulle Esben Justs karriere dog især være præget af den trio, som han i 1998 dannede sammen med Henrik ”S.P.” Schou Poulsen og Søren Frost. SP Just Frost fandt sammen om en fælles begejstring for New Orleans-musikken, og det var en begejstring, som de både formåede at formidle ved deres særdeles livlige koncerter og på plade.

Den første udgivelse med SP Just Frost var lidt af begge dele, idet der var tale om en live-optagelse fra Café Bopa i København med den sigende titel Live in CPH (1998). Repertoiret var en god repræsentation af New Orleans’ karakteristiske miks af blues, jazz og funk med numre af blandt andre bysbørnene Fats Domino, Allen Toussaint Dr. John og The Meters samt ”adopterede” standarder som Chuck Berrys ”You never can tell” og selvfølgelig Hank Williams’ ”Jambalaya”.

Flere udgivelser med SP Just Frost fulgte i de efterfølgende år. Jule-ep’en Funky Christmas is back (1999) var den første, og endnu en ep, Allright Janet you’re funky [sic] kom til i 2000. Herefter kom der et album om året: Get in the groove udkom i 2001, Love from above – live kom i 2002, og med Peace in the valley (2003) fik trioen sit kommercielle gennembrud og en Danish Music Award for ”årets danske blues-album.”

Musical om Jesus

SP Just Frost var dog langt fra Esben Justs eneste engagement i årene omkring årtusindskiftet. Han var med på fire numre på Børge ”Biceps” Jensens Easy Street (1998). Peter Viskinde (Big Fat Snake, ex-Malurt) havde ham med på albummene I turn to you (1998) og Sheriff songs (2000). Han spillede på Mojo Hands’ 1999-album Rockville, og så hjalp han til på Presentation of Bethlehem (1999), Johnny Runners forsøg på at lancere en musical om Jesus og hans samtid.

Andre sessions var Kim Larsen & Kjukkens flersprogede album Weekend music (2001), hvor Esben Just spillede på ”Voulez-vous coucher (Beaucoup danois 2)” og (Michael) Klinkes MMII (2002). Og i den mere obskure ende af spektret var børne-cd’erne Pixeline favorit hits 6 og 7 (2002-03), hvor Esben Just var blandt solisterne.

Så faldt det mere i tråd med Justs øvrige karriere, da han var med i Funky New Orleanians, der udgav et selvbetitlet album i 2000. Gruppen bestod af Ole ”Fessor” Lindgreen, Søren Frost og Esben Just i samarbejde med amerikanerne Leroy Jones, Matt Perrine og Craig Klein, en trio af blæser-instrumentalister fra New Orleans.

Keld & Hilda

I 2001 tilføjede SP Just Frost et element af New Orleans til ingen ringere end Keld & Hilda Heick, da trioen arrangerede og spillede på nummeret ”Du kan hvis du vil” på velgørenheds-antologien Den grimmeste mand i byen til støtte for Dansk Handicapforbund.

Også meget interessant var det, at Esben Just medvirkede på Trombone Shorty’s swingin’ gate (2002), debutalbummet fra Troy Andrews alias Trombone Shorty. Andrews anses i dag som lidt af en New Orleans-institution.

Der skulle stadig gå nogle år, før Esben Just for alvor sprang ud som solist, men på Copenhagen Blues Festivals udgivelse The Copenhagen blues sessions vol. 1 (2003) finder man dog en solo-version af ”Sick and tired”.

På dansk

DR TV’s serie Krøniken skulle tegne et billede af efterkrigstidens Danmark, og hertil hørte selvfølgelig en musikalsk lydside. Bandet ”The Bella Boys” med blandt andre Gustaf Ljunggreen og Esben Just blev samlet til lejligheden, og på soundtrack-cd’en kan man høre dem spille ti periode-hits som for eksempel ”Shake, rattle and roll”, ”Lawdy Miss Claudy” [sic] og ”Blueberry Hill” med skiftende solister.

Hos SP Just Frost skulle der til gengæld nu synges på dansk. Musikalsk var det fortsat New Orleans-R&B, der var stilen, men sangene var nye og altså med dansksprogede tekster på albummene 04 bliver et fedt år (2004) og Ryst den ting (2005).

Det gjaldt også trioens sang ”Rabalder” – et Gasolin’-cover med Wili Jønsson på kor – der indgik på den politisk ladede cd Bæreklang – sange for bæredygtig udvikling (2004).

Politisk var også i høj grad download-singlen “Anders Fogh … let it be” (2005), en støttesang til fordel for Christiania, hvor SP Just Frost havde allieret sig med blandt andre Erik Clausen, Pernille Højbjerg og trommeslageren Niels Ratzer.

Så var tonen mere ukontroversiel på Benny Andersen-hyldestpladen Til Benny fra pigerne (2004). Her sang Franka Abrahamsen og Peter Thorup ”Venne-sang” med Esben Just på klaver.

Riverboat Jazz Festival

SP Just Frosts stil passede perfekt ind i konceptet hos Riverboat Jazz Festival i Silkeborg, og derfor optrådte trioen gentagne gange på festivalen. På cd’en Riverboat Jazz Festival 2004 kan man høre deres ”Peace in the valley”, på Riverboat Jazz Festival 2005 findes ”One for the highway”, og på Riverboat Jazz Festival 2006 finder man ”Bring the money” – alle optaget live i Silkeborg.

Esben Just og Søren Frost fandt dog også tid til at deltage i Orion Brass Band, som i 2005 udsendte albummet Feels so good. Her er Esben Just leadvokalist på ”Bourbon Street parade”, ”I feel good” og ”Lil’ Liza Jane”.

I 2006 medvirkede Esben Just på countrysangerinden Tamra Rosanes’ album Linedanceparty, og så spillede han på det New Orleans-smagende, funky nummer ”Crazy woman” på Jens Lysdals It’s almost love.

Soloplade

I 2006 kom også Esben Justs første soloplade, Coming home. Albummet udkom i første omgang på vinyl, og vi taler altså om 2006 – en del år før den aktuelle vinyl-renæssance satte ind. Pladen blev også kun solgt fra Esben Justs egen lejlighed i København, hvor man over tre onsdage kunne møde op og købe den.

”Det er jo ikke, fordi jeg ændrer det nedadgående pladesalg med 500 lp’er. Det har heller ikke været formålet. Jeg har mere forsøgt at inspirere andre musikere og lade musikelskere genopdage, at musik godt må tage noget tid at erhverve og samtidig være lidt “langsomt” og måske endda besværligt at skaffe,” fortalte Esben Just dengang til Fyens stiftstidende.

”I dag kan man jo sidde i bilen og downloade de nyeste numre via GPS, så jeg er gået en anden vej, hvor lytterne skal finde hele vejen ind til Saxogade op på fjerde sal og købe en plade, som de først kan høre hjemme på grammofonen,” fortsatte han – og foregreb altså i høj grad den udvikling, musikmarkedet siden har set.

Senere kom Coming home dog også ud på cd. Det var i øvrigt ikke første gang, Esben Just involverede sig i udgivelses- og distributionssiden af musikmarkedet. I 1999 havde han været med til at stifte Cope Records, men forlod dog selskabet i 2003 for at hellige sig arbejdet med SP Just Frost.

Kentex

Samtidig med en spirende solokarriere fik Esben Just gennem en årrække succes som akkompagnatør for skuespilleren og entertaineren Tommy Kenter ved dennes ”Kentex”-shows. Esben Just kan ses og høres på diverse dvd-udgivelser fra disse shows: Kentex 4 (2006), Kentex royal (2010) og Kentex 50 (2012).

Trioen gik i 2007 endnu en gang ind i en ny fase. Henrik ”S.P.” Schou Poulsen valgte at forlade gruppen, hvor han blev erstattet af kontrabassisten Ole Skipper. Hermed skiftede trioen også navn til Skipper Just Frost, og denne konstellation pladedebuterede med Så siger man tak.

Skipper Just Frost spillede også flere gange på Riverboat Jazz Festival, og de havde bidrag med på Riverboat Jazz Festival 2008 (”Venter i et kryds”) og Riverboat Jazz Festival 2011 (”You never can tell”).

Svanesang

Albummet Trio udkom i 2009 og blev gruppens svanesang i eget navn, men det indeholdt til gengæld også en studie-cd (med engelsksprogede tekster), en live-cd og en live-dvd. Live-optagelserne stammede fra en koncert på Pumpehuset i København i 2008.

Skipper Just Frost agerede endvidere backing-band for Peter Vesth på ”Baltimore” og ”Min bedste souvenir”, to numre fra hans album Primetime (2012).

Inden da havde Esben Just medvirket på cd’en Beyond glamorous (2007) med Jacob Reich, søn af forfatteren Ebbe Kløvedal Reich. Esben Just spillede på sangen ”Don’t worry old chief”. Han spillede også på fire numre på soundtracket til DR TV’s dukkeserie Det kongelige spektakel, udgivet i 2008, og i 2009 medvirkede han på Sophie Woods’ debutalbum Betweenyouandme (2009).

Digital single

En digital single, ”Didn’t get saved”, kom ud i 2010 og opnåede spilletid på DR P4. Den blev aldrig udsendt i fysisk format, men kan høres her:

Esben Just var med på Carsten Lohmanns bluesband Bottle Troubles album Ain’t you business (2011), og så indspillede han igen med Mojo Hands på tre skæringer på deres 2013-udgivelse Voodoo you love.

Samme år påbegyndte Esben Just sin udgivelsesserie ”Master tracks – 8 spor i verdensklasse”. Det var indspilninger af primært blues-, jazz- og rhythm & blues-standarder, hvor Esben Just blev bakket op af forskellige musikere. Søren Frost, Henrik ”S.P.” Schou Poulsen og Ole Skipper dukkede alle op, lige som Ole ”Fessor” Lindgreen, Niels Ratzer, Henrik Bay og Aske Jacoby var blandt de medvirkende.

Der er indtil videre udgivet fire cd’er i serien: Vol. 1 (Keep it coming) og Vol. 2 (Mojo working) udkom i 2013, og Vol. 3 (Just a closer walk) fulgte i 2015. Hertil kom singlen ”Dont you cry out” [sic], der kom i 2014.

Gendannet

På Riverboat Jazz Festival optrådte Just i 2014 med sin Esben Just Trio. Den bestod, ud over ham selv, af Niels Ratzer og såmænd Henrik ”S.P.” Schou Poulsen. ”Charmetrolden”, optaget her, kan høres på Riverboat Jazz Festival 2014.

I 2015 spillede Esben Just klaver på titelnummeret på Fangekorets cd Egon Olsens Vej. Samme år var han en del af bog/cd-udgivelsen Celebrating The last waltz, hvor Uhrban Stöjband genfortolkede The Bands legendariske farvelkoncert-album.

SP Just Frost
Foto: Frank Nielsen

Senest har Esben Just kunnet høres på jazzsangerinden Ninna Milners album Songs for sentient beings (2016), hvor han spiller på ”Dear humans”.

Siden har Esben Just været uhyre aktiv på landets koncertscener, blandt andet med et gendannet SP Just Frost (læs her og her). I februar 2020 tager Esben Just på soloturné under overskriften ”The second coming”. Hvornår vi får ham at høre på plade igen, må tiden vise!