Joe Bonamassa gæster Danmark.

JB_72dpiDet er ikke mange kunstnere, der i en alder af blot 37 år, kan bryste sig af at allerede have udgivet album i 20 år og have haft en professionel musikalsk karriere i hele 26 år. Men det kan virkelighedens guitar-hero alias den amerikanske musiker Joe Bonamassa.

Bonamassa fejrer sit 20-års jubilæum Grundlovsdag, den 5. juni, hvor danskerne endnu engang har mulighed for at opleve den amerikanske guitarekvilibrist og hans energiske band, når de gæster Mølleparken i Sønderborg. Sidst han besøgte Sønderborg for fire år siden, var det ved en totalt udsolgt koncert i Alsion.

Koncerten i Mølleparken, som er hans eneste i Danmark i år, er led i en verdensomspændende turné, som allerede er i fuldt sving. Frem til jul byder turnéen på mere end 60 koncerter i USA, og over 30 i Canada, England, Spanien, Holland og Tyskland.

På toppen
Bonamassa, der betegnes som sin generations bedste guitarist, har gennem de seneste fem år ligget i toppen blandt de bedst sælgende blues-rock guitarister. En del af succesen kan tilskrives samarbejdet med den karismatiske sangerinde Beth Hart. Med albummet ”Live In Amsterdam” (2014) røg de direkte ind på førstepladsen på den amerikanske Billboard’s Blues Albums chart og studiealbummet ”Seesaw” (2013) opnående en Grammy-nominering. Men i eget navn har Bonamassa da også ligget nr. 1 på Billboard’s Blues Album chart med sine tre sidste studiealbums, “You And Me” (2006), “Sloe Gin” (2007) og “The Ballad Of John Henry” (2009).

Wunderkid udi strengeleg
Man kunne foranlediges til at tro, at Bonamassa er født med en guitar i hånden, for allerede som 4-årig lærte han at mestre guitarens strenge og som bare 12-årig var Joe Bonamassa rutineret nok til at turnere med B.B. King, Buddy Guy og andre store navne. Bonamassa startede sin musikalske karriere i bandet Bloodline, der udgav deres første album i 1994 og kan derfor i år fejre 20 års jubilæum for sin første albumudgivelse.

Men udover at være virkelighedens guitar-hero med en imponerende teknik, er Bonamassa også en performer, som evner at tryllebinde sit publikum og komme ud over scenekanten. Magi opstår til hans koncerter, hvor væltes bagover af den lyd og musik, som Bonamassa formår at kreere med skabe sin guitarspil og stærke vokal.

Når Bonamassa torsdag den 5. juni indtager Mølleparken i Sønderborg, bliver det i selskab med musikere, der har spillet med stjerner fra den tunge ende af skalaen, såsom David Bowie, Tina Turner og Rod Stewart. Besætningen består af: Joe Bonamassa (guitar, vokal), Derek Sherinian (keyboards), Tal Bergman (trommer), Carmine Rojas (bas) og Lenny Castro (congas).

Support er ”Boogie Boys”, som bl.a. byder på 2 hæsblæsende pianoer, gulvbas og trommer.

Sted:
Mølleparken, Kærvej, 6400 Sønderborg

Dato og tider:
Grundlovsdag torsdag 5. juni 2014
Dørene åbnes: kl. 19:00
Support: kl. 19:30
Koncerten starter: kl. 20:45

Billetsalg:
Billetnet.dk, tel. 7015 6565 samt salgsstederne fra 3. april kl. 10:00

Billetpris:
DKK 500,- inkl. gebyr