Koncertanmeldelse: Hook Herrera & the Helping Hand Band, Tøjhuset, Fredericia

Tekst: Peter Widmer og Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

Det var noget at et stjernehold, den amerikanske mundharpespiller, guitarist og sanger Hook Herrera havde med sig til koncerten på spillestedet Tøjhuset i Fredericia.

Holdet, der gik under navnet The Helping Hand Band, var sammensat af sammes bassist Niels Nello Mogensen, der blandt andet vil være kendt fra Grarup Allstars og et langt virke i Johnny Madsens band.

Ydermere bestod aftenens orkester af den med rette prisoverdængede guitarist Ronni Boysen, der blandt andet spiller med det danske band Trainman Blues, amerikanske Mud Morganfield og svenske Kokomo Kings.

Hertil kom superorganisten og pianisten Kjeld Lauritsen, der også kan høres med The Organizers og Miriam Mandipira, samt den velanskrevne trommespiller Mads ”Tiny” Andersen, der har en fortid i Mike Andersen Band og blandt mange andre ofte har kunnet høres med den amerikanske bluesguitarist Alan Haynes.

Præcise

Hook Herrera, der er fra Californien, er født i 1960, har mexicansk og indiansk blod i årerne og kommer fra en musikalsk familie. Han har spillet blues fra barnsben af.

Hook Herrera har for eksempel spillet med Gov’t Mule, The Allman Brothers og Pinetop Perkins for blot at nævne nogle få af de vægtige navne, som Hook Herrera har samarbejdet med.

Hook Herrera & the Helping Hand Band gæstede i øvrigt Tøjhuset den 27. oktober 2017, blot med trommespilleren Esben Bach i stedet for Mads Andersen.

Den 28. februar i år åbnedes dørene kl. 19, og koncerten skulle starte kl. 20, hvilket den da også næsten gjorde, for musikerne var forbilledligt præcise med blot tre minutters forsinkelse.

Swingende

The Helping Hand Band lagde ud med det swingende, instrumentale nummer ”Booker for T”, der som koncertens andre numre ikke blev præsenteret, men swinge gjorde det.

Kjeld Lauritsen rejste sig hele to gange, mens han småhoppende gav den gas på sit Hammond B3-orgel, så der var godt gang i den.

Med andet nummer, Gene Taylors ”Let me ride in your automobile”, kom aftenens stjerne, Hook Herrera, på scenen, og hele første sæt igennem var det hans vokal- og mundharpearbejde, der blev demonstreret.

For lige at understrege sine aner var den meget langhårede Hook Herrera iført rødt pandebånd, sorte støvler, denimbukser og en lang sort poncho med hvide, røde og grønne striber.

Distance

Tilmed var Hook Herrera iført solbriller. Dette skabte en distance til publikum, og i det hele taget manglede kommunikationen mellem de små 60 fremmødte og aftenens stjerne totalt.

Hook Herreras vokaludtryk var ok, men absolut ikke specielt bemærkelsesværdigt. Imidlertid var hans mundharpespil af en anden klasse.

Kjeld Lauritsen leverede fint soloarbejde, og det samme kan kun siges om Ronni Boysen, der var fremme i skoene med et imponerende guitarspil.

Mads Andersen lagde en god bund med sit opfindsomme trommespil og blev godt suppleret af Niels Nello Mogensens åndsbeslægtede basspil.

Turbo

I Little Walters ”It ain’t right” satte Hook Herrera virkelig turbo på sit mundharpespil med saft og kraft.

Ronni Boysen kom helt ud på scenekanten med fedt akkordspil og bibragte også publikum en intens, overfed solo med karakteristiske individuelle finurligheder tilsat.

Kjeld Lauritsen brillerede endvidere med flot soloarbejde, og man kunne også nyde Mads ”Tiny” Andersens præcise trommespil.

I det følgende nummer fremturede Kjeld Lauritsen desuden med hele kaskader af orgelvellyd, såvel som Ronni Boysen leverede et egenartet, overfedt guitarsolo-arbejde, så det var en sand fornøjelse.

Smil

Der var tydeligvis god stemning på scenen, hvilket de mange smil musikerne imellem var klare tegn på.

Det var tydeligvis Hook Herrera, der styrede tingene og bestemte, hvilke numre der skulle spilles. Til tider kunne det dog godt virke en kende kaotisk, hvad der skete på scenen, og det var, som om Hook Herrera improviserede lige lovlig meget, hvad angår sangteksterne.

Imidlertid var der var samling på tropperne, og Hook Herrera var god til at give plads til samtlige medlemmer af The Helping Hand Band.

Desuden havde Hook Herrera det helt store smil på ved flere lejligheder og tilkendegav sin store tilfredshed med sine medmusikeres kunnen. Eksempelvis midt i en fornem gang samspil mellem Hook Herrera på mundharpe og Ronni Boysen.

Trommesolo

Der blev også levnet plads til en lille, koncis trommesolo, som Niels Nello Mogensen supplerede med fint basspil, og så gav Hook Herrera ellers opvisning i fremaddrivende mundharpespil.

I første sæts sjette nummer, der var blødt vuggende og næsten Santana-agtigt af karakter, var Hook Herreras mundharpespil i front, og atter var der fornemt samspil mellem Hook Herrera og Ronni Boysen.

Sidstnævnte var i øvrigt helt fremme og fornøjede publikum med en fornem solo.

Og soloer var der her flere af. Både Kjeld Lauritsen, Mads ”Tiny” Andersen og Niels Nello Mogensen fik som indikeret også lov til at strække ud, og dét faldt klart i såvel Hook Herreras som publikums smag.

Tung

Sidste nummer i første sæt var Sonny Boy Williamsons ”Nine below zero”. Aftenens version af denne komposition var tung, men absolut velfungerende.

Hook Herreras vokal og mundharpespil var naturlige fokalpunkter i denne næsten boogie-agtige shuffle, der rundede første sæt af kl. 20.57.

At Hook Herrera er en udmærket mundharpespiller, fremgik flere gange, ligesom det var tydeligt, at hans evner som sanger er begrænsede.

Godt nok var Hook Herrera formel frontfigur, men det var først og fremmest The Helping Hand Band, der med kompetence og elegance leverede stjernestøvet i aftens første afdeling i form af fremragende instrumentbehandling, tydelig erfaring og sans for det virkelig gode samspils elementer og for god, gedigen Chicago blues, som var koncertens musikalske grundsubstans.

Anderledes karakter

Andet sæt fik en lidt anderledes karakter, idet Hook Herrera nu lagde mundharpen fra sig til fordel for sin elektriske Fender-guitar.

Allerførst varmede The Helping Hand Band dog atter sig selv og publikum op med en instrumental jump blues, der især havde Ronni Boysen i fokus. Han rystede et par lange soloer ud af ærmet og citerede blandt andet temaerne fra både The Flintstones og The Simpsons!

Så trådte Hook Herrera ind på scenen og igangsatte med det klassiske Bo Diddley-beat dennes ”Mona”. Som nævnt spillede Herrera guitar i det meste af dette sæt, og han supplerede Ronni Boysens single note-soloer med rå, metallisk bottleneck-slide.

På ”Mona” var Hook Herreras lyd lejlighedsvis helt Sonny Landreth-lignende, og i samspil med Kjeld Lauritsens lydtæpper og rytmesektionens tunge groove leverede han en meget velfungerende version af Diddleys klassiker.

Længere ud

Hvor første sæt havde været næsten rendyrket Chicago blues, bredte Hook Herrera & the Helping Hand Band sig væsentligt længere ud nu. Således var det nok de færreste publikummer, der forventede en country-ballade, men det var lige præcis, hvad de fik i form af ”If you ever need me” fra Herrera-albummet No matter what I do (2011).

Hook Herrera gav den ikke for lidt med både knækkende stemme og reciterede vers, og Ronni Boysens ekko-vædede solo understøttede country-stemningen. Sangen udstillede dog desværre også begrænsningerne i Herreras vokal.

”Marie, Marie” skyldte nok mere til Buckwheat Zydecos version end The Blasters’ original, for den blev spillet som mere eller mindre ren zydeco. Igen var der guitarsoloer af Boysen og Herrera, sidstnævnte med slide.

Lækker og stilfuld

Herefter vendte Hook Herrera & the Helping Hand Band tilbage til den mere traditionelle blues. En tung delta blues dannede udgangspunkt for en umanerlig lækker og stilfuld Ronni Boysen-solo med B.B. King-agtig tone og sublim string-bending. Hook Herrera spillede akkorder, og Kjeld Lauritsens solo og fine orgel-finurligheder byggede nummeret op mod dets crescendo.

Et latin-influeret bluesnummer, der i hvert fald begyndte som Muddy Waters’ ”Rollin’ and tumblin’”, men også undervejs kom forbi Elmore James’ ”Stranger blues”, bød på dansende trommespil af Mads ”Tiny” Andersen og en ganske opfindsom guitarsolo med god brug af whammy-bar fra Ronni Boysen.

Bidende slide indledte Jimmy Rogers’ ”That’s all right”, der virkelig var deep blues. Hook Herreras solo-guitarspil haltede lidt, men fik alligevel godt med delta-fornemmelse, når bottleneck’en kom i brug.

Hubert Sumlin

Hook Herrera dedikerede sidste sang i det ordinære sæt til Hubert Sumlin. Den amerikanske bluesman, der døde tilbage i 2011, var den ofte ubesungne helt, hvis guitarspil kendetegnede mange af Howlin’ Wolfs største hits. ”Killin’ floor” var ingen undtagelse, og Ronni Boysen spillede Sumlins velkendte riff til perfektion.

Hook Herrera havde til gengæld skiftet til mundharpe, og han, Boysen og Kjeld Lauritsen udvekslede nu soloer. Så takkede Hook Herrera af, og der var velfortjente high-fives til Nello og Mads ”Tiny” Andersen.

Blæst igennem

Som første ekstranummer valgte Hook Herrera den personlige ”Learnin’” (fra No matter what I do), en sang om et liv uden stoffer og alkohol – som det, Herrera valgte for tredive år siden.

Mundharpen var fortsat Hook Herreras foretrukne håndvåben, og den blev blæst godt igennem på den afsluttende jump blues. Mads ”Tiny” Andersen var i hopla bag trommerne og fandt nogle herlige breaks frem fra posen, når ikke Niels Nello Mogensen spillede walking (eller måske snarere running) bass.

Således afrundedes en koncert, der var kendetegnet ved stærkt sammenspil og høj spilleglæde på det stjernebesatte hold.

Helt op at ringe kom koncerten dog ikke, primært fordi musikernes fest aldrig helt inddrog publikum. Hertil fremstod Hook Herrera, og for den sags skyld også hans hold, simpelthen for lukket.