Shanna Waterstown
Tekst og foto: Jakob Wandam
Den amerikansk-fødte sangerinde Shanna Waterstown arbejder hårdt på at skabe sig et navn i Skandinavien. Fire gange har hun besøgt Danmark siden 2017 (læs bl.a. her), og senest rundede hun en Danmarksturné af med en koncert i Kulturhuset Pilegården mandag den 20. januar, hvor Music House Brønshøj havde engageret hende.
Med sig havde Shanna Waterstown ”den lille version” af backingbandet med svenske Maxie Freeman på guitar og Dan Granero på bas samt italienske Gianpaolo Feola på trommer. For eksempel ved koncerten i Vejle to dage tidligere havde opstillingen været udvidet med orgel og saxofon.
Fokus på blues
Maxie Freeman, Shanna Waterstown, Gianpaolo Feola, Dan Granero
Waterstown, der nu er bosiddende i Paris, voksede op i Florida med gospel i baptistkirken og country i radioen. Selv spænder hun over flere genrer, men havde i Brønshøj ubetinget fokus på bluesmusikken. Her havde hun sammensat et sæt af covers samt egne numre, der dels stammede fra hendes 2008-album Inside my blues (genudgivet i let ændret form i 2011 som A real woman), dels fra et nyt album, som er lige på trapperne.
Cover-numrene var velkendte blues- og rhythm & blues-travere, som Shanna Waterstown og hendes ganske veloplagte band serverede uden de store dikkedarer. I hurtig rækkefølge kom ”Kansas City” (Leiber & Stoller, først indspillet af Little Willie Littlefield), ”Hallelujah I love him so” (Ray Charles, let omskrevet), ”Money” (Berry Gordy & Janie Bradford, indspillet af Barrett Strong), ”The thrill is gone” (Roy Hawkins & Ray Darnell, B.B. Kings signatursang) og ”(Get your kicks on) Route 66” (Bobby Troup, først indspillet af The King Cole Trio).
Maxie Freeman
Det var husmandsblues, ubesværet leveret af en smilende Shanna Waterstown med en flot, mørk stemme og et band, der swingede ganske godt.
Guitaristen Maxie Freeman var med mellemrum tæt på at stjæle billedet; han gjorde en spøjs figur med sine rokkende bevægelser, sit store skæg og sine dreadlocks. Men hans spil var afmålt og fokuseret, og selv om han bestemt tillod sig nogle eskapader, når han spillede solo, blev det langt fra tomt lir.
Egne numre
Shanna Waterstown
Man begyndte dog at frygte, at det var et rent coverband, og at vi blot skulle trakteres med rhythm & blues-musikkens greatest hits. Heldigvis tog Shanna Waterstown & co. nu fat på hendes egne numre, og så blev det hele straks mere interessant.
Med den swingende ”Sugar daddy” (fra A real woman) bragte hun sin klassiske blueswoman-persona på banen, og den blev udforsket yderligere på den efterfølgende ”Watch what you say” (fra samme album), hvor Shanna Waterstown også udfordrede sin vokal lidt mere og gik fra kontrolleret swing til gritty råb.
Så var det tilbage til standarderne med Willie Dixons ”Let me love you baby” med en energisk guitarsolo af Maxie Freeman, der på samme tid kanaliserede Texas- og Chicago blues. Koko Taylors lidt mindre kendte ”Voodoo woman” fulgte i et arrangement med funky basspil af Dan Granero og dansende trommespil af Gianpaolo Feola. Freemans wah-wah-pedal indledte en runde med soloer af alle tre instrumentalister.
Bedste nummer
Aftenens bedste nummer var endnu en Waterstown-original, denne gang et nummer fra det kommende album. ”I was born to make a man cry” var en slow blues, og tekstmæssigt var den en slags kvindeligt modsvar til ”Hoochie coochie man”. Shanna Waterstowns vokal og indlevelse var i top, og Maxie Freeman bød på endnu en højenergisk solo.
Gianpaolo Feola
Så blev der skiftet stil med den zydeco-influerede ”Swamp mud swing”, som var endnu et stærkt indslag fra den kommende plade. Gianpaolo Feolas second line-lignende trommer understregede New Orleans-stemningen, og Freeman vred akkordeon-efterlignende toner ud af sin guitar. Meget vellykket!
Sidste egen-komposition var den soul’ede ”Mama’s kitchen”, som ligeledes vil være at finde på Shanna Waterstowns snarlige udgivelse. Herefter begav bandet sig ud i det måske lidt forudsigelige afslutningsnummer, ”Got my mojo working”.
Standarder
Dan Granero
Covernumrene var i det hele taget en smule fortærskede. Ligesom jazzen har bluesmusikken sine standarder, og det er ingen skam at vende tilbage til dem. De fleste bluesmusikere gør det; man vil gerne give publikum noget, de kan genkende, og standarder er hvermandseje.
Shanna Waterstown og hendes musikere spillede skam også de kendte numre glimrende, men det er der altså mange, der gør. Koncertens store øjeblikke kom, når frk. Waterstown sang sine egne sange, og de var faktisk på et ganske højt niveau, så dem må hun gerne flette flere af ind i sætlisten.
Alternativt kunne man måske bladre bare lidt længere i den store bog med blues- og R&B-standarder. Der er rigeligt at tage af, og vælger man blot de allermest kendte, risikerer man også forudsigelighed.
Et brag
Shanna Waterstown
Shanna Waterstown er således næppe hverken den første eller den sidste sangerinde, der slutter sit sæt med Big Mama Thornton-hittet ”Hound dog”. Men bevares, man skal også slutte med et brag, og dét gjorde bandet, med vilde guitarsoloer af den sprælske Maxie Freeman.
Vi glæder os dog, til Shanna Waterstown vender tilbage, for næste gang har hun en helt ny skive med, og så vil hun måske vove at forlade sig lidt mere på sine egne sange. De har kvaliteten til det.