Koncertanmeldelse: The Lachy Doley Group, Tobaksgaarden, Assens

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Frank Nielsen

De havde arbejdet på det i nogle år, australske The Lachy Doley Group og den danske promoter Keld Christensen og hans KC/DGM Concert & Booking. For coronapandemien var kommet i vejen, men i december 2022 lykkedes det endelig at få Hammondorgel-virtuosen Lachlan “Lachy” Doley og hans band til Danmark.

Den første koncert på dansk grund blev spillet på Underværket i Randers den 13. december, og onsdag den 14. december indtog The Lachy Doley Group så spillestedet Tobaksgaarden i Assens på Fyn. Det var der mange, der havde glædet sig til, for begge koncerter var udsolgt, og det er lidt af en bedrift på en hverdagsaften i december, af et i Danmark nok temmelig ukendt bluesnavn.

Entusiasme

Begejstringen var også til at tage at føle på i Assens, for publikum tog imod The Lachy Doley Group med stor entusiasme – en entusiasme, der blev modsvaret af en meget levende Lachy Doley på scenen.

The Lachy Doley Group fremstår som en klassisk powertrio, men hvor den sædvanlige guitar er erstattet af Doleys Hammondorgel og whammy-klavinet. Rytmesektionen består af Jackie Barnes på trommer og kor og Joel Burton på bas og kor.

Og hvad er så et whammy-klavinet, spørger du måske. Klavinettet er et elektrisk tangentinstrument, hvis evne til at efterligne guitarlyden har gjort det udbredt især inden funk (tænk Stevie Wonder og ”Superstition”). Tilføjelsen af en whammy-bar sætter musikeren i stand til at lave bends og vibrato – just som på en guitar.

Klavinettet blev ivrigt brugt af Lachy Doley og gav ham både auditivt og visuelt et udtryk, som denne anmelder ikke havde oplevet før. Samtidig lod Lachy Doley sig bestemt ikke lænke bag sine klaviaturer; han hoppede ofte op og ned som en begejstret skoledreng, og hans smittende iver og energiske optræden var med til at gøre den cirka to timer lange koncert til lidt af en oplevelse.

Selvbevidst ironi

Genremæssigt kunne The Lachy Doley Groups stil betegnes som funk, bluesrock og soul. Sætlisten bestod hovedsageligt af Lachy Doleys egne numre, og det var med en selvbevidst ironi, at han lagde ud med den funky ”Stop listening to the blues” fra 2015-albummet Conviction. Joel Burtons basspil var springkraftigt, og Lachy Doley leverede den første af mange energiske Hammondorgel-soloer – til publikums udtalte begejstring.

Titelnummeret fra Conviction fulgte, en dæmpet soulballade, som ikke desto mindre havde et dunkende trommebeat og nogle dramatiske breaks. Det var dog for intet at regne mod den energi, der blev udvist under aftenens første covernummer, Jimi Hendrix’ ”Voodoo child (Slight return)”. Her kom whammy-klavinettet for første gang i brug, og hold da op, hvor der var knald på!

Lachy Doley boltrede sig i powertrio-spillet med hårdt anslag og virtuose sololøb, det meste af tiden stående oprejst, og publikum kvitterede med stort bifald.

”Give it (but you just can’t take it)” fra Make or break (2019) så Lachy Doley tilbage ved Hammondorglet. Det var et nummer med smag af New Orleans-funk med fed bas og til tider second line-trommespil af Jackie Barnes. Denne fik en regulær trommesolo på den rettelig bluesy ”Only cure for the blues is the blues” (fra 2017’s Lovelight), og den var lang! Sangen blev dog reddet fra kedsommeligheden af en fed, næsten kirkeorgel-agtig outro af Lachy Doley.

Medrevet

Det var nu også sjældent, at man blot kom i nærheden af at kede sig, for Doley, som virkede oprigtigt medrevet af den fine modtagelse, piskede konstant en stemning op. Tilhørerne var straks med på at klappe i takt til ”Make it up” (også fra Conviction), og undervejs i dette hårdtslående, Red Hot Chili Peppers/Living Colour-agtige funknummer sprang Lachy Doley ned fra scenen og løb mellem publikum, inden han satte i med en perkussiv Hammond-solo.

Havde stemmen lidt svært ved at trænge igennem lydinfernoet på dét nummer, leverede Lachy Doley til gengæld en rigtig flot vokalpræstation på den Mike Andersen-agtige ballade ”Still in love”, der stammede helt tilbage fra 2013-abummet S.O.S. (singer organ soul). Det var et stemningsfuldt og særdeles vellykket nummer, som efter et brusende crescendo fortjent høstede stort bifald.

Efter den rockede ”A woman” kom den New Orleans-inspirerede ”Frankly my dear I don’t give a damn”, endnu et nummer fra Conviction, som Lachy Doley da også selv beskrev som liggende et sted mellem The Meters og Borte med blæsten! Det var hård funk med en tommetyk basgang og funky klavinet, trioen låste sig fast i et mosende groove, og trommeslager Jackie Barnes sang for, da nummeret bevægede sig over i The Meters’ ”Just kissed my baby”. Også Joel Burton tog en tørn i det vokale spotlys, efterhånden som de atter gled tilbage i ”Frankly my dear … ”

Gæstestjerne-tid

Så blev det gæstestjerne-tid, for på frem på scenen trådte nu guitaristen Søren Andersen, kendt blandt andet fra duoen Electric Guitars. Andersen og Lachy Doley havde mødt hinanden i forbindelse med indspilningerne af Glenn Hughes’ album Resonate (2016), som Andersen havde produceret. Nu kastede de sig ud i et mash-up af Deep Purples ”Lazy” og Booker T. & the M.G.’s’ ”Green onions”, en uptempo boogie med en rivende guitarsolo af Søren Andersen.

”I wanna hear you get nasty!” råbte Lachy Doley, og orgel og guitar spillede op mod hinanden i stigende tempo og intensitet, så Hammondorglet til sidst vaklede under Doleys behandling.

Der var store smil raden rundt på scenen, og nu fortsatte løjerne med Steve Winwoods Hammondorgel-klassiker ”Gimme some lovin’” (indspillet af The Spencer Davis Group i 1966 og af Lachy Doley på 2020-opsamlingen Double figures). Søren Andersen spillede en udstrakt guitarsolo, og det blev næsten helt progressivt, da han malede æteriske lydbilleder med whammy-bar og masser af ekko. Så kom beatet tilbage, og da dette sidste nummer klingede af, blev bandet mødt med stående klapsalver og begejstrede brøl.

Det udløste et ekstranummer i form af ”Downtown smalltown” – nu med en mere tilbageholdende Søren Andersen – og der var atter stående applaus til bandet, da koncerten sluttede klokken 22.30. Assens og Tobaksgaarden havde taget forbilledligt godt imod The Lachy Doley Group, og musikerne havde levet op til tillidserklæringen.