Tilbage til øveren

Tekst: Jakob Wandam
Foto: Peter Widmer

Julia and the Basement Tapes ankom til Danmark direkte fra European Blues Challenge i Hell i Norge, hvor de havde repræsenteret Sverige. Bandet vandt som bekendt ikke (læs her), men ikke desto mindre var der stillet ganske høje forventninger til denne gruppe unge talenter fra landet, der også har produceret nye, spændende navne som Lisa Lystam Family Band og Ida Bang & the Blue Tears.

Netop Ida Bang og co. spillede sidste år et brag af en koncert i Bygningen i Vejle, så mange var spændte på, om Julia and the Basement Tapes kunne gøre dem kunsten efter.

Svenskerne gjorde forsøget lørdag den 24. marts ved en ikke udsolgt, men dog velbesøgt koncert på det vejlensiske spillested.

Yderst svært

I front stod den diminutive sangerinde Julia-Lotta Tinglöf, og fra første nummer, ”Darling dollar bills”, stod det klart, at hendes stemme havde yderst svært ved at trænge igennem det lydhav, der kom fra folkene bag hende.

Der blev spillet højt – især af guitar og trommer – og Julias vokal druknede i en sådan grad, at det oftest var umuligt at dechifrere ordene, hun sang. Tilmed havde Julia and the Basement Tapes valgt at lægge ud med et rocknummer med aggressivt guitarspil – og det skulle snart vise sig, at det altså ikke var en blueskoncert, man var kommet til.

Det er naturligvis ikke i sig selv en forbrydelse at spille rock, men man havde nok ventet noget andet af vinderne af Swedish Blues Challenge.

Rigtig godt

Rock blev det imidlertid primært, og især guitaristen Johan Borgh udmærkede sig ved at spille endog rigtig godt. Hans tone var skarp, hans soloer opfindsomme og disciplinerede, og jo, man kunne godt høre, at der lå noget blues-sensibilitet til grund for hans fraseringer.

Borgh var uden konkurrence Julia and the Basement Tapes’ stærkeste kort. Problemet var, at han koncerten igennem trak alt fokus. Dels var han den eneste, der havde fordel af lydmiksningen og stod skarpt, dels var han altså et niveau over de øvrige med hensyn til musikalske færdigheder, og dels gjorde arrangementerne, at spotlyset hele tiden var på guitaren.

For eksempel undrede man sig i løbet af første sæt over, hvorfor keyboardspilleren Richard Hamilton overhovedet ikke skulle bruges til andet end lidt atmosfæreskabende klangflader. Samtidig lå både Hamilton og bassisten Samuel Söderberg så lavt i mikset, at man nærmest ikke hørte dem.

Dundrede

Til gengæld dundrede trommeslager Johannes Sidenqvist af sted på trommerne, som gjaldt det livet. Der kom fine ting fra hans side, men man tog sig selv i at ønske, at han ville spille lidt mere tilbageholdende indimellem.

Koncerten bestod primært af sange, som Julia and the Basement Tapes selv har skrevet, og det første egentlige bluesnummer – der dukkede op fire numre inde i første sæt – var begået af Julia Tinglöf, da hun var 16 år. Det var en glimrende slow blues med titlen ”Money” og en fin guitarsolo fra Johan Borgh, som endnu en gang demonstrerede den skarpe, bidende tone fra sin Fender.

Der var dog også covernumre på sætlisten, og det første af disse var Blind Faiths ”Can’t find my way home”. Nummeret er skrevet (og på pladen sunget) af Steve Winwood, og det virkede som en oplagt mulighed for Richard Hamilton til at rulle sig ud på orglet. Men nej, han forblev diskret i baggrunden, mens vi i stedet fik en fingerfærdig guitarsolo i et højt tempo, der kolliderede lidt med sangens andægtige stemning.

Stille numre

Julia and the Basement Tapes var dog bedst i de stille numre. Den let soul’ede ”Come on home” fungerede udmærket, mens den efterfølgende udgave af John Mayers swingende blues ”Come when I call”, der afsluttede første sæt, virkede en smule fodslæbende.

Andet sæt begyndte med slow bluesen ”Mean reds”, og nu kom endelig den savnede orgelsolo. Imidlertid afslørede den måske også, hvorfor vi ikke havde hørt meget til Richard Hamilton hidtil: Hvor man kunne have forventet, at han længtes efter at sprede vingerne ud, var hans solospil simpelthen tamt og uopfindsomt. I stedet løb Johan Borgh igen med opmærksomheden med endnu en fin guitarsolo.

En af grundene til, at uptempo-numrene haltede, var, at Julia Tinglöfs frasering simpelthen trak tempoet ud af dem. Julia er ingen dårlig sangerinde, men hun er rundet af en indie-generation, der ynder påtaget ugidelighed og små manierede knæk (man ser dem i hobetal som Thomas Blachmans yndlinge i X factor). Dét standsede indimellem fremdriften i numre, der ellers var startet med et brag. Langt bedre var Julia Tinglöf, når hun viste tænder og tillod sig selv lidt gutteral Koko Taylor-growl.

Katastrofe

Det kom simpelthen aldrig rigtig til at fungere for Julia and the Basement Tapes, men allerværst gik det, da de forsøgte sig med Bob Dylans ”I shall be released”. Det skulle have været det store syng-med-nummer, men endte som en katastrofe.

Fadæsen begyndte med, at Julia Tinglöf sang forkert – hun gik til omkvædet, hvor hun skulle have sunget et vers. Det kan ske for de bedste bands, men The Basement Tapes’ manglende rutine stod lysende klart, da de fumlende forsøgte at finde fælles fodslag igen. Hertil kom, at publikum kun modstræbende sang med på omkvædene. En uinspireret klaversolo – der stadig havde alt for lav volumen – hjalp ikke, og Johan Borghs ambitiøse, Jeff Beck-lignende guitarsolo virkede helt malplaceret i dette syndige rod.

Mere velfungerende var en tung, støjende, Led Zeppelin-agtig fortolkning af Howlin’ Wolfs ”I asked for water (she gave me gasoline)”. Her kunne man, nærmest for første gang, høre Samuel Söderbergs bas, og paradoksalt nok hørte man bedst kvaliteterne i Julia Tinglöfs stemme, da hun i en afdæmpet sektion af nummeret sang uden forstærkning.

”The hit song”

På udvalgte numre greb Julia Tinglöf også en akustisk guitar, og det gjaldt blandt andet i den sang, som trommeslager Sidenqvist præsenterede som ”the hit song.” Det drejede sig om titelnummeret fra Julia and the Basement Tapes’ seneste ep, The dues. Det var også en rigtig fin sang – en melodisk og stemningsfuld, americana-agtig sag i stil med Sheryl Crow.

Sidste nummer i sættet blev præsenteret som ”a real bluesy one,” og det var ganske rigtigt den Texas blues-inspirerede ”Don’t take my heart”. Den bød på soloer fra Hamilton og Söderberg, hvor især bassisten gjorde det udmærket, og rundedes af med en flænsende guitarsolo fra Johan Borgh.

Her skulle Julia and the Basement Tapes nok være stoppet, men selvfølgelig måtte der også leveres det obligatoriske ekstranummer. I stedet for at slutte af på en bølgetop sendte bandet således publikum hjem med en svag version af Fleetwood Macs ”Black magic woman”.

Tilbage til øveren!

Man ville så gerne kunne erklære, at et nyt stjernenavn var dukket op på blueshimlen, men efter Julia and the Basement Tapes’ koncert i Bygningen måtte man i stedet sige: Tilbage til øveren! Man sad med samme fornemmelse, som når man hører et gymnasieband. Og hvad værre var: Man kedede sig sgu lidt.

Der var bestemt talent at spore, og de fem musikere i Julia and the Basement Tapes er meget unge – de kan sagtens nå at udvikle sig til noget stort. Særligt Johan Borgh på guitaren (som også sammen med Julia Tinglöf står for sangskrivningen) er et åbenlyst talent. Men der er stadig for mange helt rudimentære ting, der ikke er på plads.

Der mangler balance i bandets lyd, som forlader sig alt for meget på guitaren. Guitar og trommer drukner alt andet – inklusive Julia Tinglöfs leadvokal. Orgel og piano fremstår alt for spagt, når de endelig får del i spotlyset. Sammenspillet er for usikkert, forsangerens diktion er uklar, og hendes stemmeføring lidt for manieret.

Alt dette er aspekter, som kan og formodentlig vil blive udbedret med mere rutine. Det kræver mange timer i øvelokalet og ja, på scenen. Derfor skal vi også glæde os og støtte op, når nye talenter som Julia and the Basement Tapes dukker op på bluesklubberne og festivalerne. Men lørdag aften i Vejle demonstrerede, at der er et pænt stykke vej endnu for den svenske kvintet.