Under radaren: Kent Thomsen

Kent Thomsen
Foto: Jakob Wandam

Tekst: Jakob Wandam

Mere end 50 år i bluesmusikkens tjeneste er ikke nødvendigvis lig med en diskografi så lang som en arm. Kent Thomsen har efter eget udsagn spillet blues siden 1968, men på plade dukkede han først op i 1992, og hans første udgivelse i eget navn måtte man vente yderligere tyve år på.

I artikelserien ”Under radaren” udforsker Bluesnews.dk de danske bluesmusikeres indspilningskarrierer. Dermed kaster vi lys over både de plader, som før har modtaget omtale her på siden, og dem, der af den ene eller den anden grund er gået under Bluesnews.dk’s radar.

Sideman

Guitaristen, sangeren og sangskriveren Kent Thomsen dannede sit eget orkester, The Rich Ones, i 1989. Det var dog som sideman for Allan Olsen, at han fik sin pladedebut. På albummet Pindsvin i pigsko (1992) spillede Kent Thomsen på nummeret ”Nat på Mercur”.

Herefter sluttede han sig til Peter Belli & de Nye Rivaler. Kent Thomsen spillede guitar og mundharpe på et hold, der ud over kapelmesteren på vokal talte Willi Jønsson på bas, Knud Møller på guitar, Jens Breum på trommer og Niels Ole Thorning på tangenter. De indspillede albummet Ribbet og flået (1992), der var den anden offensiv i det rock-comeback, som Belli havde indledt med 1991-albummet Yeah.

Ribbet og flået indeholdt blandt andet singlehittet ”København (fra en DC-9)” og blev en succes hos både anmeldere og publikum. Kent Thomsen var med på Peter Belli & de Nye Rivalers efterfølgende festivalturné, og livealbummet Rock and roll live (1994) blev optaget på Skanderborg Festival 1993.

Producere

Kent Thomsen fandt dog også tid til at producere blues-, folk- og visesangeren Carsten Kjærs album Og andre skrøner fra det virkelige liv (1994). Kent Thomsen spillede elguitar, dobro eller bottleneck på i alt syv numre på en plade, der også havde blandt andre Niels Ole Thorning, trommeslageren Klaus Thrane og mundharpespilleren Henrik Hansen på rollelisten.

Herefter var der stille på indspilningsfronten helt frem til 2007, hvor Kent Thomsen medvirkede på See the world through burning red eyes af Sedated Angel, en stonerrock-gruppe fra Trekantsområdet. Albummet var produceret af Morten Husted og havde Thomsens gamle ven Tommy Skouboe på trommer. Kent Thomsen spillede sologuitar på sangen ”Numb”.

I 2012 kom så endelig Kent Thomsens første – og hidtil eneste – udgivelse i eget navn. Så’n er dét var krediteret til Kent Thomsen og de Dyre Drenge, et fordansket navn for The Rich Ones, der bestod af Niels Ole Thorning, bassisten Niels Nello Mogensen og Per Kolling på trommer.

Dansksprogede

Det nye navn afspejlede sangene, som var dansksprogede bluessange, hovedsageligt skrevet af Kent Thomsen selv og arrangeret i samarbejde med De Dyre Drenge. Der var dog også en oversættelse af Muddy Waters-hittet ”Why are people like that” samt versioner af landeplagen ”Sangen om Larsen” (fra Kjeld Abells teaterforestilling Melodien der blev væk) og Povl Dissings rå blues ”Godt nyt i dag”. Peter Bellis sangerinder Lei og Lupe Moe medvirkede på kor, og Henrik Hansen gæstede på mundharpe.

Kent Thomsen og Henrik Hansen fortsatte samarbejdet i Thomsen-Nello-Hansen, hvor tredjemanden naturligvis var De Dyre Drenge-bassisten Niels Nello Mogensen. Faktisk havde trioen rødder helt tilbage til halvfemsernes aarhusianske bluesscene, hvor de tre havde spillet sammen som Giraffen, Elefanten og det Blå Lys.

Thomsen-Nello-Hansen turnerede med jævne mellemrum (læs for eksempel her), men konstellationen blev også dokumenteret på albumudgivelsen Three chords and the truth, der udkom i 2013. Modsat Så’n er dét bestod Thomsen-Nello-Hansens album af engelsksprogede covernumre. Det var bluesstandarder af for eksempel Muddy Waters, Sonny Boy Williamson II, Big Bill Broonzy og Elmore James.

Kent T. & the Delta Grinders

Trioprojektet blev dog skrinlagt efter en årrække, og senest har Kent Thomsen lanceret bandet Kent T. & the Delta Grinders. Henrik Hansen er endnu en gang med i orkestret, som derudover består af Morten Husted på bas og Ib Krause-Kjær på trommer (læs mere her).

Henrik Hansen, Kent Thomsen, Morten Husted
Foto: Jakob Wandam

Kent T. & the Delta Grinders har endnu til gode at spille den første koncert i fuldtallig opstilling, da det første planlagte spillejob – hos bluesforeningen Crossroads i Vejle i år – måtte aflyses på grund af coronakrisen. Thomsen, Husted og Hansen spillede dog for nylig en privat havekoncert i Silkeborg (læs her).

Kent Thomsen afslørede i et interview med Bluesnews.dk (læs her), at et Kent T. & the Delta Grinders-album med nye indspilninger ”er i støbeskeen.” Hvornår vi kommer til at høre disse optagelser, vil vi afvente med spænding.