Anmeldelse: Troels Jensen & the Healers feat. Miriam Mandipira: My love (Storyville 101 4309)

Af Jakob Wandam

Pianisten, guitaristen og sangeren Troels Jensen har i den senest tid været fast inventar på Bartof Café på Frederiksberg, hvor heldige onsdagspublikummer har kunnet høre ham spille i forskellige konstellationer. På My love kan man opleve ham med hele udtrækket af blæsere (The Blues Horns), korsangerinder (The Belles of Joy), backingbandet The Healers og naturligvis Miriam Mandipira som featured vokalist.

Det er altid en begivenhed, når en af dansk blues’ grand old men udsender nyt. Når der tilmed er tale om et samarbejde mellem to gange Årets Danske Bluesnavn (Troels Jensen var den første modtager af prisen i 2002, Miriam Mandipira den hidtil seneste i 2016), løftes forventningerne yderligere. Heldigvis skuffer My love ingenlunde.

Hvor Troels Jensen tidligere har helliget sig delta bluesen, er My love en rundtur i amerikanske musikgenrer som jazz, gospel, soul, country, latin, R&B og naturligvis the blues, der løber som en rød tråd gennem albummet.

Troels Jensen præsenterer sig med ordene ”I’m a bluesman, baby / bluesman to the bone” i åbningsnummeret, hans egen ”I’ll keep on walkin’”. Det er en rhythm & blues-sang a la New Orleans, der viser en imponerende styrke i Troels Jensens slidte stemmebånd og naturligvis hans karakteristiske, stilfulde klaverspil. Han bakkes elegant op af de tre saxonister (Anders Gaardmand, Nis Toxsværd og Ole Himmelstrup) og veloplagt korsang fra Pia Trøjgaard og Lea Thorlann, og det swinger formidabelt.

Herefter overtager Miriam Mandipira leadvokalen på sin blues ”Blame me”, og det gør hun med en kontrol (prøv at lytte til de sublime små knæk i stemmen) og en power, der blæser lytteren bagover. Michael Lee pynter med en fin guitarsolo, og det hele serveres i et fuldfedt, soul-fuldt arrangement med den helt rigtige mængde messing og kor.

Næste nummer er jazzballaden ”My love”, skrevet af Jensen og Mandipira i fællesskab. Miriam Mandipiras vokal kanaliserer Randy Crawford med sin tone og brug af vibrato, og Michael Lee brillerer med endnu en elegant guitarsolo.

På “Ode to Blind Willie Johnson” skifter Troels Jensen til akustisk guitar. Nummeret ville have passet fint ind på et af Bob Dylans album fra 00’erne, både i kraft at sine postmoderne lån af tekstbidder fra Blind Willie Johnson selv, sit varme gospel/americana-arrangement og Jensens hæse, småkvækkende vokal.

Så skiftes der stil med det afrocubanske instrumentalnummer ”Habanera de los niños”, inden Miriam Mandipira vender tilbage på Troels Jensens soul-sang ”Look this way”.

Buddy Johnsons ”Since I fell for you” er en langsom, swingende rhythm & blues-ballade i Etta James-stil, umanerlig flot sunget af Mandipira og med en lækker, røgfyldt saxofonsolo af Anders Gaardmand.

Herpå følger Ben Peters’ country-ballade ”I need somebody bad” med Troels Jensen på leadvokal og klaver. Som Ray Charles i sin tid demonstrerede det, er der ikke så forfærdelig langt fra C&W til R&B, og selv om sangen er umiskendeligt country, er der også New Orleans-toner i Jensens klaverspil.

The Belles of Joy overtager showet på den sanselige ”You are my cocaine”. Lea Thorlann synger for på sin egen sang – og gør det glimrende – mens Pia Trøjgaard bemander klaveret.

Sidste nummer er Willie Nelsons blues ”Night life”, som var et hit for Ray Price i 1963, men som i Troels Jensen og Miriam Mandipiras version nok skylder mere til B.B. Kings indspilning. Guitarist Michael Lee fanger Kings tone på fornemste vis, og Mandipira leverer endnu en hæsblæsende vokalpræstation.

My love er et fremragende album, der genremæssigt bevæger sig i adskillige retninger uden nogensinde at komme på afveje eller miste sammenhængskraften. Troels Jensen skal roses ikke blot for stærke sange og lækkert tangentspil, men også for en varm, stemningsfuld produktion, der sidder lige i skabet.

The Healers – Michael Lee på guitar, Knut Henriksen på bas og Tobias Leonardo Pedersen på trommer – spiller upåklageligt, og Nis Toxsværd og Anders Gaardmands blæserarrangementer fortjener særskilt ros. Det samme må siges om backing-vokalerne af Lea Torlann og Pia Trøjgaard, som giver sangene en old school-lyd, der samtidig er frisk og let til bens.

Og så er Miriam Mandipira altså bare en af de allerstærkeste stemmer på den danske bluesscene, der her får vist en imponerende spændvidde både med hensyn til register og repertoire.