European Blues Challenge 2014

20140411_203116

 

Tekst & fotos: Peter Widmer

Der var kamp til stregen under blues-konkurrencen European Blues Challenge, der fandt sted i Riga, Letland, den 11. og 12. april 2014.

Det var fjerde gang, at European Blues Challenge løb af stablen i regi af European Blues Union.

European Blues Union er en sammenslutning af bluesinteresserede mennesker og rummer blandt andet blues-foreninger, enkeltindivider og repræsentanter for musikindustrien.

Alle arbejder frivilligt, altså uden betaling, mod et fælles mål: At støtte og promovere blues-musikken så bredt som muligt.

Kimen til European Blues Union blev lagt i 2007 i den italienske by Parma, hvor organisationen Associazione Roots & Blues, Parma, holder til.

Denne blues-organisation, eller forening, blev grundlagt i 2004, og står bag blues-, roots- og mad-festivalen Rootsway Roots’n’Blues & Food Festival.

Man besluttede at skabe en pendant til den amerikanske paraplyorganisation for bluesen, nemlig The Blues Foundation, og i 2008 blev den første European Blues Conference afholdt i Parma med deltagelse af mere end 70 bluesfolk fra 18 lande.

Officiel registrering

20140411_195610Den anden European Blues Conference blev afholdt i norske Notodden, hvor der atter blev arbejdet målrettet mod dannelsen af en europæisk blues-union, og i 2010 blev European Blues Union officielt registreret som forening.

Samme år afholdt man den tredje European Blues Conference i Spanien, hvor European Blues Union præsenterede sig selv og sit første offentlige projekt – en europæisk blues-musik konkurrence, der fandt sted i 2011 i Berlin.

Her fandt også det første officielle medlemsmøde sted under European Blues Challenge.

I dag har European Blues Union medlemmer i 29 lande og formanden for organisationen er tyske Thomas Ruf, der er indehaver af det velestimerede pladeselskab Ruf Records.

European Blues Unions bestyrelse består foruden Thomas Ruf i dag af 11 kvinder og mænd fra lande som Italien, Spanien og Schweiz.

Skiftende værtslande

Blues-konkurrencen European Blues Challenge skifter værtsland hvert år, og her i 2014 var det som nævnt Letland, der var vært, i hovedstaden Riga.

European Blues Union lægger nemlig også vægt på, at deltagerne i European Blues Challenge – musikere, konkurrencedommere og publikum med flere – får lejlighed til at møde forskellige kulturer med alt, hvad dette indebærer: Mad, musik og mennesker, seværdigheder, etc.

Og der var rig lejlighed til at opleve disse elementer i Riga, der bestemt er et besøg værd, uanset om der er European Blues Challenge eller ej.

Det var blandt andet for de danske deltagere – repræsentanter for Jysk Blues Netværk samt Bluesnews.dk – en stor fornøjelse at opleve Riga og – ikke mindst – at være med til European Blues Challenge.

Selve European Blues Challenge fandt sted i kulturcenteret, eller rettere på spillestedet, Sapnu Fabrika, Lāčplēša iela 101, Rīga LV-1011, Letland. Der var deltagende bands fra 18 lande, og hvert orkester var tildelt 25 minutters spilletid.

Der var ni bands på scenen pr. aften, så der var virkelig noget at tage stilling til.

20140411_202952Hårdt program

Samtlige orkestre er valgt af deres eget land. Således også danske Big Creek Slim & The Cockroaches, der løb af med sejren i Danish Blues Challenge 2013.

Vinder man European Blues Challenge er man som præmie blandt andet garanteret jobs på følgende festivaler:

Frederikshavn Blues Festival (Danmark), Hondarribia Blues Festival (Spanien)
Lucerne Blues Festival (Schweiz), Notodden Blues Festival (Norge), Puisto Blues Festival (Finland), Sierre Blues Festival (Schweiz), Trasimeno Blues Festival (Italien) og Basel Blues Festival 2015 (Schweiz).

Faktisk var det et hårdt program at komme igennem på førstedagen.

Fredag den 11. april så programmet således ud:

Kl.

20:00: Kroatien: 44 Blues
20:25: Danmark: Big Creek Slim & The Cockroaches
20:50: Sverige: The Hightones
21:15: Letland: Lavrix Band
21:40: Italien: Marco Pandolfi Trio
22:05: Tyskland: Mike Seeber Trio
22:30: Rusland: Bomb Lane Band
22:55: Finland: Ina Forsman & Helge Tallqvist Band
23:20: Ungarn: T. Rogers

Og lørdag den 12. april var der endnu mere på programmet:

Kl.

20:00: Spanien: A Contra Blues
20:25: Belgien: Fred and the Healers
20:50: Frankrig: Shake Your Hips
21:15: Schweiz: The Bacon Fats
21:40: England: David Migden & The Twisted Roots
22:05: Rumænien: The Blues Nation
22:30: Norge: Pristine
22:55: Østrig: Edi Fenzli Band
23:20: Holland: The John F. Klaver Band

23:45: Slut på konkurrencen.

23:50-00:00: Optræden af Latvian Blues Band mellem sidste konkurrerende orkester og bekendtgørelse af vinderen/vinderne af European Blues Challenge.

Kl. 00:05 blev det afsløret, hvem vinderen af European Blues Challenge var. Derefter optrådte vinder-orkesteret og bagefter var der jam mellem vinder-bandet og det band, der kom ind på andenpladsen.

I år var der nemlig ingen 3. plads, kun en første- og en andenplads.

Dommerpanelet og kriterier

Dommerpanelet bestod af forskellige folk fra forskellige lande og lejre:

Herman Janssen (Holland) – Moulin Blues Festival, Anlaug Landsverk (Norge) – Notodden Blues Festival, Brigitte Nakachdjian (Frankrig) – Festival Gresiblues, Neil O’ Brien (England) – Neil O’ Brien Entertainment, Aija Puurtinen (Finland) – Musiker fra Honey B. & The T-Bones og Mark Stenzier (Schweiz) – medierepræsentant, Radio Rebe.

En interessant forsamling, der blandt andet skulle bedømme orkestrene efter disse kriterier:

Originalitet, instrumentalt talent, vokalt talent og hvordan deltagerne begår sig på scenen. Har de udstråling? Kommer tingene ud over scenekanten og er der kontakt til publikum?

Samtlige jury-medlemmer var pålagt tavshed om deres dommer-virke til European Blues Challenge var overstået, og dét holdt.

20140411_230122Generalforsamling og blues-marked

Ikke blot var der European Blues Challenge at beskæftige sig med. Der var også generalforsamling i European Blues Union, hvor deltagelse naturligvis var begrænset til medlemmer af samme.

Generalforsamlingen fandt sted om lørdagen, og derefter var der blues marked.

Her kunne medlemmer af European Blues Union og eventuelle partnere møde hinanden, møde repræsentanter for diverse blues-foreninger, orkestre, festivaler med mere i løbet af en flere timer lang hyggestund.

Bånd blev bundet mellem folk og visitkort svirrede gennem luften, så blues-markedet er et godt sted at mødes og skabe kontakter til blues-mennesker fra andre lande end det, man selv kommer fra.

Hen på den tidlige aften blev blues-markedet ryddet for stande, og så var der middag, før alle skulle på den igen med masser af blues-musik på Sapnu Fabrika.

Sapnu Fabrika ligger ca. 15 – 20 minutters gang i roligt tempo fra Tallink Hotel, hvor generalforsamlingen, blues-markedet og bespisningen fandt sted.

20140412_221418Mangelfuld organisering

Det kræver naturligvis maser af mennesker, der ved, hvad de har med at gøre, at stable en begivenhed som European Blues Challenge på benene, og selvsagt er der noget, der kan smutte hen ad vejen.

Men i tilfældet 4th European Blues Challenge, var der bestemt for meget, der haltede, og det virkede som om begivenheden var præget af mangelfuld organisering.

For eksempel da Bluesnews.dk skulle søge om medie-akkreditering. Det fremgik ikke tydeligt af det relevante nyhedsbrev om European Blues Challenge i Riga fra European Blues Union hvordan man mere præcist skulle ansøge om medie-akkreditering.

Derfor måtte topfolk i European Blues Union kontaktes, så tingene kunne komme på plads.

Bluesnews.dk indsendte det krævede materiale til ansøgning om medieakkreditering rettidigt, men små to måneder senere – en lille uge før European Blues Challenge løb af stablen – havde Bluesnews.dk ikke modtaget nogen bekræftelse på tildeling af medie-akkreditering.

Derfor måtte Bluesnews.dk atter kontakte topfolk i European Blues Union, for arrangørerne i Riga var tavse som graven.

Intet hjalp, og tiden gik. Til sidst var der ikke andet at gøre end at henvende sig direkte til Thomas Ruf, og så kom der skub i tingene. Især da Bianca Dost – Thomas Rufs assistent/sekretær – bed sig fast i sagen, skete der noget, men det tog sin tid, før Bluesnews.dk endelig fik bekræftelse fra Riga på, at medie-akkreditering var tildelt – med stor hjælp fra Bianca Dost og Thomas Ruf.

I det mindste er det da en (ringe) trøst, at Bluesnews.dk absolut ikke var det eneste medie, der var i denne ubehagelige situation, iflg. Bianca Dost.

Næsten ingen lokal annoncering

Ikke nok med dét. Da Bluesnews.dk forsøgte at bestille transport fra lufthavnen i Riga til det for længst bookede hotel, virkede det opgivne link ikke, så sagen måtte tages i egen hånd, og hotellet blev da også nået.

Ved ankomsten til Riga så man sig forgæves om efter European Blues Challenge plakater.

Nu er det sådan, at Riga faktisk er europæisk kulturby 2014, så det måtte formodes, at European Blues Challenge naturligvis var en del af det officielle program, men nej.

European Blues Challenge er blot lige nævnt, for eksempel i publikationen ”Riga in Your Pocket”, der kan downloades, men nærmere omtale findes eller fandtes ikke.

Bluesnews.dk besøgte hovedkvarteret for Riga Europæisk Kulturby 2014 og fandt en stak flyers for European Blues Challenge ved en billetluge, men dette var også alt.

Når man forhørte sig om European Blues Challenge hos lokalbefolkningen i Riga var der blandt mange adspurgte næsten ingen, der vidste, at konkurrencen fandt sted.

Det må siges, at budskabet ikke var blevet kommunikeret godt nok ud – i hvert fald lokalt.

20140412_234442Tøjlerne

I det hele taget virkede det – også i kulissen, iflg. pålidelige kilder – som om, at de lokale arrangører ikke havde helt tjek på tingene.

Der var koks i kulissen på flere planer, og usagt hvordan, var indtrykket, at de logistik- med mere ansvarlige nærmest havde smidt tøjlerne.

Faktisk forlød det fra indviede kilder, at European Blues Union rent faktisk havde måttet overtage styringen af European Blues Challenge i Riga.

Hvad mere var, syntes det som om, at lysfolkene havde misforstået et par ting med hensyn til lyssætning på scenen.

Der var konstant et voldsomt lysflimmer med masser af effekter. Ting kørte hele tiden op og ned med hvidt, gult, rødt, grønt og blåt lys, der skiftede i én uendelighed.

Man følte sig nærmest hensat til en live-udgave af Melodi Grand Prix eller Eurovision Song Contest, som det hedder på fint.

Desuden var der nogen, der åbenbart syntes, at det var vældig smart med røg på scenen. Dette bevirkede, at det ofte virkede som om der var lyskastere på scenen.

Alt i alt var det konstante lysinferno til stor gene for de mange fremmødte fotografer, og selv ikke-fotografer blandt publikum gav udtryk for, at lyshelvedet på scenen var generende og virkede forstyrrende på indtrykket af det væsentlige – musikken.

Musikken

Fredag den 11. april 2014:

Kroatien var repræsenteret af bandet 44 Blues, der diskede op med en gang blues rock. Den udmærkede forsanger begik sig både på engelsk og på sit hjemlands sprog, for eksempel i den medrivende ”Idemo Doma” (Let’s go Home), der også findes på den cd European Blues Union har udgivet – ”4th European Blues Challenge April 11 + 12, 2014, Sapnu Fabrika, Riga, Latvia”. Guitaristen var ok, men i længden blev Kroatiens indslag lidt trivielt.

Bedre gik det absolut, da danske Big Creek Slim & The Cockroaches gik til blues-biddet. ”Den hvide neger fra Ikast” – Marc Rune – Big Creek Slim – og Kakerlakkerne leverede et aldeles strålende sæt med masser af ægte blues ”feeling”, autencitet, autoritet og originalitet.

Og så er der Marc Runes stemme, der virkelig lyder som kom den fra en sort sanger. Her fik man virkelig beskidt, rå, nede på jorden juke joint blues af bedste kvalitet. Endvidere hørtes Marc Rune på fræsende mundharpe i bandets afsluttende nummer, og publikum var godt med, for dem havde Marc Rune i sin hule hånd uden på nogen måde at lefle for tilhørerne, for hos dette band er det ”the blues”, det drejer sig om.

Faktisk må det siges, at Big Creek Slim & The Cockroaches var det mest ægte blues-indslag i European Blues Challenge 2014, og både blandt de danske og flere andre publikummer var der bred enighed om dette. Mange spåede orkesteret en plads i konkurrencens top 3, men sådan skulle det ikke gå.

20140411_205620Uklart sangforedrag

Sverige har et væld af gode blues-orkestre og The Hightones var ingen undtagelse. Bandet leverede et absolut solidt Chicago-blues sæt med boogie-elementer og et publikumsvenligt sceneshow, der fungerede fint.

20140411_213124Letland var repræsenteret af det hårdtslående Lavrix Band, der gjorde det i blues rock. Og så har de en udmærket sanger/guitarist, der sammen med resten af orkesteret fik sparket musikken ud over scenekanten. Slet ikke så tosset om end lydbilledet var temmelig massivt.

Italiens bidrag – Marco Pandolfi Trio – var en pudsig størrelse. Kontrabas, trommer og sang, guitar og mundharpe på stativ. Musikerne er utvivlsomt dygtige, men er det blues, de spiller? Der var for meget Bob Dylan over deres lavmælte sæt, der på ingen måde kom ud over scenekanten. Og så så bassisten aldeles mistrøstig ud under hele trioens optræden, hvilket ikke hjalp på totaludstrålingen. Desuden var Marco Pandolfis sangforedrag uklart.

Hårdtslående

Tyske Mike Seeber Trio var leveringsdygtige i ret så effektfuld, hårdtslående blues rock. Hverken Stevie Ray Vaughan, Jimi Hendrix eller boogie blues-musikken har levet forgæves. Der blev sunget på både engelsk og på tysk (!). Publikum tog pænt imod denne trio, der trods utvivlsom kompetence var et anonymt indslag.

Russiske Bomb Lane Band stod for en omgang uspiselig pop-rock-heavy ”blues” med en sanger, der absolut ikke har greb om blues-idiomet. Publikums respons var da heller ikke overvældende.

20140411_230233Finske Ina Forsman & Helge Tallqvist Band var derimod i en helt anden liga med deres 1950’er-inspirerede blues. Her var der endelig et orkester, der var tæt på at komme op på siden af Big Creek slim & The Cockroaches. Charmerende Ina Forsman har noget Imelda May-agtigt over sig og hun suppleres af nogle dygtige musikere, der kan deres kram, og som virkelig havde publikum med.

Aftenens sidste band var ungarske T. Rogers. Her var der atter tale om et massivt lydbillede, og musikken var tung – meget tung. Rock blues, der ikke nødvendigvis var af bedste karat.

I det hele taget var der alt for megen heavy rock (blues) over alt for mange bands, men åbenbart er det det, man vil have i mange lande, og man skal ikke være blind for, at forskellige lande har forskellige publikummer, der igen har forskellig smag, når det gælder blues-musikken.

Mere blues rock

Lørdag den 12. april 2014:

Hvor der på konkurrencens første dag var meget pæn publikumstilstrømning, var det tyndet noget ud i rækkerne på denne sidste koncertdag.

I det hele taget var det karakteristisk, at langt den overvejende del af publikum ikke var lokale men tilrejsende. Måske hænger dette sammen med den førnævnte mangel på lokal PR for European Blues Challenge.

20140412_200914Spanske A Contra Blues lagde ud på denne anden konkurrenceaften. Igen var der taler om høj og pågående blues rock. A Contra Blues har en fysisk stor og udmærket sanger, der støttes af kompetente musikere, der blandt andre tæller en fin kvindelig trommeslager. Publikumskontakten var der ikke noget i vejen med, men det var svært at se noget vinderpotentiale hos dette orkester.

Franske Shake Your Hips lagde godt ud med et up-tempo blues-nummer, men så skiftede bandet over til noget, der (atter) var mere rock end blues. Dog viste Shake Your Hips sig glimtvis at besidde en sjat blues ”feeling”, og i mindre fysiske rammer vil det nok være ok at høre dette solide band, der dog gerne må nedtone rock-elementerne i deres musik.

Schweiziske The Bacon Fats var klart mere blues-orienterede i deres udtryk end franskmændene. Og publikum tog godt imod deres tunge musik. The Bacon Fats er kvalificerede men demonstrerede ikke megen blues ”feeling”.

Mystificeret

Engelske David Migden & The Twisted Roots spillede sig gennem et sæt bestående af originalnumre med en del percussion-instrumenter, trombone, orgel, guitar, bas og trommer. David Migden er egentlig amerikaner, men har boet i England i flere år, hvor han blandt andet har medvirket hos mundharpemanden Lee Sankey og guitaristen Matt Schofield.

David Migden & The Twisted Roots gør det i et mix af rock, blues og amerikansk roots rock, og det var let at blive mystificeret på et højere plan ved at lytte til dette band, for hvilken genre beskæftiger de sig med? Et interessant, originalt indslag men uden vinderpotentiale, for det var ikke mange toner, der virkelig nåede ud over scenekanten.

Hos rumænske The Blues Nation gik der (igen!) rock blues i den. Hofnummeret var ”16 Tons”, der tog kegler hos mange publikummer, men som er hørt fortolket bedre af mange andre bands. The Blues Nations sæt var ok, men ikke specielt mindeværdigt.

Norske Pristine, der har sangerinden Heidi Solheim i front, spiller iflg. bandets egen hjemmeside ”psychedelic rock/blues-rock”. En klar udmelding, og ”psychedelic rock/blues-rock” var præcis, hvad man fik.

20140412_224032Overskud

Pristine er et godt band, der både mestrer det hårde og det bløde. Heidi Solheim er et visuelt attraktiv med en god stemme. Og så virker det som om hun har masser af overskud, ved, hvad hun kan, og ved, hvad hun gør. Fin publikumskontakt.

20140412_225656Østrigske Edi Fenzl Band var atter et band, der spillede blues rock. Bas, guitar/vokal og trommer er, hvad de gør brug af. Trods en spøjs mundering og interessant stemme, der dog ikke var stor, gedigent guitarspil, og godt supplement af bas og trommer, var det dog en ret kedelig omgang musik, der blev præsteret. Rock-musikken dominerede bandets sæt, men en smule blues var der dog i orkesterets toner. Dog vil Edi Fenzl Band nok mest blive husket for orkesterlederens scenetøj.

Sidste band i European Blues Challenge var hollandske The John F. Klaver Band. Med en solid kvindelig bassist, en habil tangent-mand, en ditto trommeslager og guitarist/sanger fræsede orkesteret sig gennem et udmærket blues rock-sæt. Der blev spillet højt, der var hvin på guitaren og der var knald på. Et ok indslag, men ikke noget, der vil blive husket i længere tid.

Så rykkede det

Er der derimod noget, der vil blive husket, er det Latvian Blues Band, der kom på scenen mellem The John F. Klaver Band og bekendtgørelse af, hvem der var vindere af den fjerde European Blues Challenge.

Med en smældende hornsektion, en guitarist, trommer, bas og en fin vokalist/guitarist med en fremragende fornemmelse for udadvendt sceneoptræden kom der virkelig fed gang i den. Så rykkede det virkelig!

20140413_000428Latvian Blues Band er et glimrende orkester, der styres af en eminent bassist, der som de andre orkestermedlemmer ved, hvordan tingene skal skæres.

Publikum blev blæst bagover, og iflg. pålidelig kilde vil der blive arbejdet på at få dette fine lettiske blues-orkester til Danmark. Hvis dette lykkes, er det bare med at kende sin besøgelsestid og troppe op.

Efter et forrygende sæt fra Latvian Blues Band var det tid til at annoncere vinderne af 4th European Blues challenge. Dette påhvilede Thomas Ruf samt Normunds Kalnins fra Latvian Blues appreciation Society.

Og vinderne var: Nr. 1.: Spanske A Contra Blues & Nr. 2.: Norske Pristine.

Derefter spillede de to vinderbands, og derefter var der jam mellem de to vindernavne. Det kan godt undre, at dommernes valg faldt på disse to orkestre, men åbenbart er det blues rock, der premieres i vore dage.

Måske er blues-musikken gået konkurs, som der står på den lokale plakat for 4th European Blues Challenge? (OK, ”konkkurss” betyder konkurrence på lettisk, men pudsigt ser det dog ud set med danske øjne).

Ikke blot undrede de danske tilhørere sig over, at Big Creek Slim & The Cockroaches ikke var blandt vinderorkestrene. Også flere publikummer af andre nationaliteter kløede sig i nakken over dommernes afgørelse, men sådan kan det gå.

Under alle omstændigheder kan det absolut anbefales at tage med til European Blues Challenge, møde blues-interesserede fra andre lande, opleve fremmede kulturer med alt, hvad dette indebærer, og ikke mindst – at opleve, hvordan man tackler blues-musikken i forskellige europæiske nationer.

Den femte European Blues Challenge foregår i Bruxelles, Belgien, næste år, og det anbefales at begynde at spare op til turen. Bluesnews.dk vil helt sikkert være på pletten.
20140413_002737