Interview med Richard Farrell

Foto: Riccardo Cereser

Af Peter Widmer

Irske Richard Farrell er sanger, sangskriver, guitarist og producer, samt frontfigur og orkesterleder i blueskvartetten Trainman Blues, der har base i København.

Trainman Blues har et års tid på bagen og består af fire musikere med masser af blueserfaring i bagagen.

Foruden Richard Farrell består Trainman Blues af den yderst velanskrevne guitarist Ronni Boysen, den elegant spillende trommeslager Thomas Crawfurd og den solide bassist Laust “Krudtmejer” Nielsen.

Bluesnews.dk mødte Richard Farrell på en kaffebar midt i oktober i år på hovedbanegården i Danmarks hovedstad til en snak om musikerens baggrund, karriere, diverse bluesmiljøer og meget mere, for Bluesnews.dk ville gerne godt omkring denne eksil-irer, der både viste sig at være åbenhjertig og i besiddelse af en veludviklet humoristisk sans.

Mødet var fastlagt til kl. 10.00, og Bluesnews.dk var på pletten 20 minutter før. Kl. 09.55 indløb en sms fra Richard Farrell med ordlyden ”Bliver fem minutter forsinket”. Bluesnews.dk kvitterede med en ”Ok”-sms, og kl. 10.05 dukkede Richard Farrell op.

Jo, præcision er en god ting, selv når det drejer sig om forsinkelser. To kopper kaffe kom fluks på det bord, vi havde valgt at sætte os ved, og så var snakken i gang.

Et hjem med klaver

Hvor, hvornår og i hvilket nærmiljø er du født?

– Jeg er født i London, England i 1985, og er altså nu hele 32 år gammel, siger Richard Farrell med glimt i øjet.

– Mine forældre flyttede til London under den økonomiske krise i 1980’ernes Irland, og jeg blev født i Wimbledon, London. Jeg husker selvsagt ikke så meget fra dengang, og vi flyttede tilbage til Irland, da jeg var et eller to år gammel.

Jeg voksede så op i grevskabet Meath i et område, der hedder Skreen. Det ligger en times kørsel fra Dublin.

Kommer du fra et hjem med klaver?

– Nej, ikke rigtigt. Der var sådan set ingen musikere i min familie, men min søster spiller dog klaver. Mine forældre bakkede meget op om musik, og de skubbede i høj grad mig i retning af musikken, for de kunne se, at jeg virkelig var vild med musik.

– Vi hørte altid musik hjemme, som for eksempel Nat King Cole, Van Morrison og B.B. King, der altid har været en stor inspirationskilde for mig.

Hvornår og hvordan begyndte du selv at spille musik?

– Jeg har altid haft øre for musik. Der findes et billede af mig, hvor jeg er to eller tre år gammel og spiller mundharpe. Desuden begyndte jeg at spille klaver, da jeg var seks, men jeg sang allerede før da, så jeg var fem-seks år gammel, da jeg virkelig begav mig ind i musikkens verden. Guitaren kom så ind i billedet, da jeg var 15-16 år gammel.

Hvor mange instrumenter spiller du?

– Jeg spiller piano og guitar, og så synger jeg.

Læser du noder?

Jeg fik ret godt styr på at læse noder for mange år siden. Jeg gik til korsang, da jeg var otte år gammel, og det rustede mig godt på den front. Det gav mig et godt musikteoretisk fundament, og det er i hvert fald noget, jeg har kunnet bruge siden da. Imidlertid blev nodelæsningen trængt noget i baggrunden hen ad vejen. I dag læser jeg akkorddiagrammer, men mine musik-ører er nok mine vigtigste aktiver, så det er dem, jeg virkelig bruger.

Pavarotti

Hvilken musikform fangede først din interesse?

– Det var klassisk musik. Især lyttede jeg meget til Pavarotti, der var den eneste, der kunne få munden lukket på mig som barn! Jeg skreg faktisk en del, griner Richard Farrell og fortsætter:

– Mine forældre gav mig hovedtelefoner på og spillede Pavarotti, så det sang, så jeg holdt op med at skrige, og fik ro på. Den første koncert, jeg overværede, var også en Pavarotti-koncert. Det var i Hyde Park, og jeg var fem eller seks år gammel. Det er godt nok utroligt, ler Richard Farrell.

Var der nogen form for musikalsk fællesskab i nærheden, da du voksede op?

– Ja, der var korskolen – St. Patrick’s Choir School. Den var et stort fællesskab, og der blev lagt masser af arbejde i at få tingene til at fungere. Hver eneste morgen øvede vi før skoletid, og efter skoletid øvede vi og sang aftensang, så korskolen var en stor del af mit liv i en væsentlig del af min barndom. Helt præcist fra jeg var otte til jeg var tolv år gammel.

Bluesmiljøet i Dublin

Dublin har givet os U2, Thin Lizzy og her på det seneste Black Star Riders, men hvad med bluesmusikere?

Der er en virkelig god bluesmusiker i Dublin, der hedder Pat Farrell, som er guitarist og sanger. Han er nok den bluesmusiker i Dublin, som jeg sætter størst pris på.

Foto: Riccardo Cereser

Desuden er der Charlie Mooney, en anden guitarist og sanger, som er helt utroligt god. Han formår virkelig at bygge bro mellem jazz og blues.

Hvordan er bluesmiljøet i Dublin, hvis der overhovedet er et bluesmiljø?

Det er en smule spredt, vil jeg sige. Hovedfiguren er helt sikkert Pat Farrell. Angående spillesteder var det vigtigste J.J. Smyths, men det lukkede desværre. Imidlertid er der kommet et nyt jazz- og bluessted, der bestemt er værd at besøge. Det hedder Arthur’s Pub og ligger i nærheden af Guinness-bryggeriet.

Der er dog ikke nogen form for blues-centrum i Dublin, og faktisk har jeg aldrig været særlig involveret i den irske bluesscene. Det var faktisk ret svært at trænge igennem, ler Richard Farrell.

Dedikeret

Til gengæld har Richard Farrell kun lovord til overs for det danske – eller især det københavnske – bluesmiljø.

– Jeg synes, at det er fremragende. Her har man for eksempel et spillested, Mojo Blues Bar, der virkelig er dedikeret, når det gælder bluesmusikken.

Alle dem, jeg er rendt ind i dér, er virkelig fine folk, der altid er villige og gode til at hjælpe en og gi’ en hånd med, når man har brug for det.

Det er noget helt unikt, som man ikke finder i Dublin. Det er fantastisk, at man har sådan et fokuspunkt, som man kan rette sine energier mod og kun få noget positivt ud af det.

Noget af det sværeste ved at være musiker er at finde ud af, hvor og hvad man skal rette sin energi imod.

Uddannelse

Uddannelsesmæssigt tog det også sin tid for Richard Farrell at finde ud af, hvad han skulle fokusere på, men i sidste ende blev det noget med musik.

Og nu til noget helt andet. Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund, og hvilke uddannelsesinstitutioner har du gået på?

– Jeg gik jo i korskole, og der fik jeg nok størstedelen af min musikmæssige oplæring. Da jeg så forlod skolen, gik jeg på UCD (University College Dublin), hvor jeg læste musik, fransk og filosofi.

Derefter gik jeg på et andet college, hvor jeg læste musik, fransk og antropologi, og endelig faldt mit valg på musikproduktion og -indspilning, som jeg også studerede på et college. Jeg kom derfra med en diplomuddannelse i lydproduktion.

I Irland ligger det lige en tand under, hvad man vil betegne som en reel universitets- eller college-grad.

Rejser

Da Richard Farrell havde afsluttet sin uddannelse, var det tid til at rejse ud i verden, så han forlod Irland, og siden da har han været vidt omkring.

Foto: Niels Gether Nielsen

– Mit formål med at rejse var at lære så meget som muligt om forskellige andre kulturer end den, jeg er rundet af på flere fronter: Musikmæssigt, socialt, kulturelt, madmæssigt og så videre. Kort sagt alt, hvad der er fremmed, for det er nyt og spændende.

– At lære og at lytte var nok mine hovedformål, og derigennem tillige at finde ud af mere om mig selv.

– Jeg rejste alene, for det er den bedste måde at rejse på for mig. På dén måde har man nemlig ikke nogen ”krykke” at støtte sig til, ingen – og intet – at læne sig op ad og gribe fat i. På en måde er man sårbar, men det er også det, der bringer magien frem i forskellige situationer.

Du var på Cuba, i Latinamerika …

– Ja, det er rigtigt. Jeg rundede også New Orleans i USA, og da jeg rejste rundt i Latinamerika, faldt jeg især for Columbia. Jeg er vild med den lokale musikscene og cumbia-musikken samt salsa.

– Jeg var også i Brasilien og i Bolivia og Peru. Jeg elsker simpelthen Latinamerika!

– Jeg er også meget glad for Spanien og har flere gange rejst omkring især i den nordige del af landet, særligt i Baskerlandet.

– Baskerne ligner på mange måder irerne af sindelag, synes jeg. Jeg tror, at jeg forstår, hvordan de tænker og føler.

De lægger virkelig hele deres sjæl i alt, hvad de foretager sig, og dét gælder også det at lave mad. Så er der jo også vinen, smiler Richard Farrell, der tydeligvis sætter pris på livets goder.

Hvor meget af dit liv har du brugt på at rejse rundt i verden?

– Den længste rejse, jeg har været på – altså i ét hug – varede et halvt år. Jeg rejste fra New Orleans til Rio de Janeiro med tre flyrejser mellem de to destinationer. Jeg var gennem Centralamerika, og jeg var omkring Cuba på dén rejse. Da jeg stævnede ud, var jeg 24–25 år gammel.

Kærlighedsflygtning

I dag bor du i København, men hvornår, hvordan og hvorfor slog du dig ned her?

– Det var min kæreste Louise, der fik mig hertil. Jeg er en kærlighedsflygtning, konstaterer Richard Farrell skælmsk.

Hvornår mødte I hinanden?

Det gjorde vi på en bar for fem år siden, altså i 2012. Det var en ven, Nina, der formidlede kontakten. Vi tog alle tre hen på en bar i Dublin, Mother Reilly’s, for at høre et meget cool irsk band, der hedder Loose.

– Derefter tog vi hen på det meget berømte spillested, Whelan. Så delte vi en pose chips, og resten er historie. To et halvt år senere rejste jeg til Danmark for at flytte sammen med Louise. Det var meget romantisk, griner Richard Farrell.

Har du en form for fast arbejde, der ikke har med musik at gøre, eller ernærer du dig udelukkende ved at spille?

– Jeg tjener udelukkende til dagen og vejen ved at spille musik. Jeg spreder mig naturligvis vidt. For eksempel holder jeg foredrag i skoler om bluesmusikken med mere.

– Jeg spiller solo, jeg spiller på barer og i restauranter, og naturligvis med Trainman Blues, og jeg spiller også meget på gaden.

– Desuden er jeg lige begyndt at bruge en hjemmeside, der hedder SoundBetter. Den er udelukkende for indspilningskunstnere, for folk, der mixer og producerer.

– Den giver mig gode muligheder for at tjene lidt penge via vokalindspilninger og at skrive sange for folk.

Bluesrock i Dublin

Nu vi er ved dit levebrød, så lad os lige kigge tilbage på, hvad du lavede på musikfronten i Irland. I 2008 spillede du i et bluesrock-band i Dublin, der hed History of Harry. I fik et album på gaden. Hvordan gik det med det? Var det noget, der gav penge?

History of Harry

– Jeg vil ikke just sige, at det var en forretningsmæssig succes, men i musikcirkler gik det faktisk ret godt.

– Vi havde mange fans, mange bakkede os op, og hvad angår marketing, lagde vi en god del arbejde i det, så det gik faktisk ret godt med det album.

– Faktisk solgte vi alle de cd’er, vi fik trykt.

Du spillede også med et andet band i Dublin, nemlig bluesorkesteret The Cat Burglars, men I fik aldrig indspillet noget album. Eksisterer det band stadig?

– Ja, det gør det. Faktisk består det af medlemmer fra History of Harry. Vi ville gerne fortsætte med at spille sammen, for vi kommunikerede virkelig godt alle sammen, og vi var enige om, at det ville være en skam bare at stoppe, så jo – The Cat Burglars er stadig i live.

– Imidlertid spiller vi primært blues-standardnumre, og jeg ved ikke, om vi nogensinde kommer til at indspille noget, men måske … !

Jazz

Det siges, at du også spiller jazz fra tid til anden. Har det noget på sig?

Richard Farrell ler og siger:

– Tjah, nogle gange ved jeg faktisk ikke rigtigt, hvad jazz er! Jeg kan godt lide verdensmusik, og jeg kan som sagt virkelig godt lide salsa.

– Nogle gange er de numre, jeg selv brygger sammen, sangskrivningsmæssigt, et mix af flere stilarter.

– Jeg kan godt lide Nat King Cole, og jeg lytter en hel del til jazz, men jeg går ikke så meget op i at nærstudere jazz med det formål at spille jazz.

– Som nævnt stoler jeg meget på mine ører, og jeg ved ikke rigtigt, om det, jeg spiller, er jazz, når folk mener, at min musik har dén drejning. Det er ret svært at dechifrere.

– En del af min musik har jazzede tonefølger eller en jazz-agtig lyd, og sådan er det bare, siger Richard Farrell med et stort grin.

Lights at sea

I 2012 udgav Richard Farrell and the Last Tribe albummet Lights at sea. Så vidt jeg ved, blev albummet kun udgivet i Irland og er en blanding af folk, latin med mere, men det er bestemt ikke noget bluesalbum.

– Det er helt korrekt, fastslår Richard Farrell.

Du fortalte mig tidligere, at du ikke fik det udgivet alt for godt. Kan du uddybe dét?

– Ja, det kan jeg da, siger Richard Farrell beredvilligt, og fortsætter:

– Jeg brugte et år på at indspille Lights at sea. Jeg fordybede mig virkelig i den proces, det er at arbejde på et album. Det var sådan, at jeg helt fast tog i studiet, der ligger i Wicklow i udkanten af Dublin, én hel dag hver måned.

– Vi fik så indspillet en eller to sange hver gang, og hele processen blev bare ved og ved. Det hele hobede sig op, og jeg tog ét skridt af gangen, fik albummet mixed og mastered, og fik også fat på en fotograf til at tage cover-billeder.

– Jeg følte desuden, at jeg blev viklet ind i tanken om, at tingene pludselig skulle gøres hurtigt. Det var virkelig, som om der var pres på. Til tider er det nødvendigt med et vist pres, men jeg syntes, at det blev for akut det hele.

– Det er egentlig godt nok, at der er vist pres i forhold til at få materiale på gaden, og man må hele tiden videre, men i dette tilfælde kom det hele til at gå alt for hurtigt.

– Derfor fik jeg ikke brugt tilstrækkelig tid på marketing, og nogle af de ting, der måske falder andre naturligt, faldt ikke lige mig så naturligt.

En lærestreg

– Jeg fik albummet udgivet, men det havde ingen gennemslagskraft, fordi jeg ikke brugte den nødvendige tid på at sikre mig, at de rette folk fik det mellem hænderne, fik det ud til relevante journalister og så videre.

– Jeg troede, at det på magisk vis bare ville blive udbredt, ville blive spillet på de rette radiostationer, ville blive positivt anmeldt og så videre, men der skete intet som helst.

– Det var virkelig en lærestreg, påpeger Richard Farrell tørt.

– Jeg ved nu, at med Trainman Blues har jeg meget mere viden om, hvordan tingene skal gøres skridt for skridt, og hvordan jeg skal gribe tingene an rent markedsføringsmæssigt.

– Tingene skal bare køres stille og roligt, og der er ingen hast med at få musikken udgivet. Folk – de rette folk – skal bare inddrages i processen stille og roligt.

The Last Tribe

Hvis vi lige kigger på The Last Tribe, må jeg indrømme, at jeg er lidt forvirret. Der er en hjemmeside, der hedder Richard Farrell and the Last Tribe, men så vidt jeg ved, eksisterer dét band ikke mere, og sådan har det været et par år. Hvad er det lige, der sker her?

Der skete faktisk en opblomstring i den forbindelse, da jeg kom til Danmark. Vi spillede faktisk et par koncerter, det vil sige med den danske udgave af The Last Tribe.

– Jeg tog ofte til Frankrig for at fordybe mig i at skrive musik, og sidste gang jeg vendte tilbage, sagde bandmedlemmerne, at de ikke længere var interesserede i at fortsætte samarbejdet.

– C’est la vie. Men så var det, at Trainman Blues kom på banen.

Ind i bluesmusikken

Hvordan kom du oprindeligt til at spille bluesmusik?

– Jeg vil nok sige, at Van Morrison var en af de første, der fik mine ører op for bluesmusikken. Han sang virkelig til mig, så at sige, og fik mig ført ind i bluesmusikken. Han synger the blues – hele tiden.

– Da jeg var barn, var Van Morrisons musik på grammofonen konstant i vores hjem, så han har påvirket mig meget.

– Så er der B.B. King og masser af Eric Clapton, naturligvis, og Nat King Cole. Han er også bluessanger – og jazzsanger, for den sags skyld.

Hvordan vil du beskrive dig selv i dag? Som en bluesmusiker eller som en musiker med hang til bluesmusik?

– Jeg elsker virkelig roots-musik; alt, der hvad der er folkets musik, al slags musik, der vokser frem af jorden, så at sige, og er rodfæstet.

– Jeg betragter mig for det meste som bluesmusiker, vil jeg nok sige, for bluesmusikken udgør min musikalske kerne.

Inden for de seneste par år har du spillet og turneret sammen med din amerikanske navnebror – bluesguitaristen, sangeren og sangskriveren Richard Ray Farrell, der har syv cd’er bag sig. Hvordan gik det?

– Fint, tak. Vi spillede for eksempel et par jobs i Danmark, men rundede blandt andet også Irland. Det var en fornøjelse at spille med Richard, og vi kommunikerede virkelig godt både musikalsk på flere andre planer.

Trainman Blues

Trainman Blues
Foto: Riccardo Cereser

Lad os så sætte spot på Trainman Blues. Hvordan fik du samlet orkesteret?

– Det skete meget organisk. Laust Nielsen, der må betegnes som Mojo Blues Bars husbassist, og jeg sad og snakkede en dags tid. Vi besluttede, at vi ville indspille nogle numre sammen, så det gik vi i gang med.

– Laust gik så på udkig efter nogle flere musikere, for han kender helt klart mange flere folk, end jeg gør. På den måde fik vi fat på trommeslageren Thomas Crawfurd fra Fried Okra Band.

– Han sendte så noget af den musik, vi havde indspillet, til guitaristen Ronni Boysen, og Ronni kunne virkelig godt lide, hvad han hørte, og ville gerne være med.

– Det hele skete faktisk ret hurtigt, og der var hverken noget pres eller nogen form for stress i den proces, så det kørte bare stille og roligt, hvilket var virkelig rart.

Har I så været ude og spille endnu?

– Ja, vi har faktisk spillet en del jobs. For to uger siden spillede vi for eksempel på Blågårds Apotek, og vi spillede også på Mojo for en måneds tid siden, så vi er ved at manifestere os.

– Desuden fyrer jeg hele tiden emails af til spillesteder for at skaffe os nogle jobs, siger Richard Farrell med en smittende latter.

Ét skridt ad gangen

Er du den eneste i orkesteret, der er sangskriver, eller bidrager de andre orkestermedlemmer også på dén front?

– Det er Laust Nielsen og mig, der står for sangskrivningen. Laust er producer og skaber meget af den lyd, vi står for. Jeg selv skriver noget for guitar, men mit hovedjob er at skrive vores tekster, melodierne og vokalarrangementerne.

Som Trainman Blues har I nu arbejdet på, hvad der bliver jeres debutalbum, i et års tid. Du har førhen fortalt mig, at albummet er planlagt til udgivelse i november 2017. Imidlertid siger sædvanligvis pålidelige kilder, at udgivelsen af albummet nu er udskudt til februar eller marts i 2018.

– Ja, det bliver nok ikke før. Som sagt prøver vi at tage ét skridt ad gangen. Vi vil meget gerne have nogle koncertjobs på plads, så vi kan lave en turné, hvor vi kan præsentere vores debutalbum.

– Desuden er det vigtigt for os, at vi får de rigtige folk om bord, om du vil, så vi kan mobilisere diverse bloggere, der vil skrive om albummet. Ydermere vil vi gerne have radiointerviews og så videre på plads, så albummet bliver så stor en succes som muligt.

– Vi arbejder på at få opbygget et netværk af gode kontakter, og vi håber naturligvis, at det lykkes.

En hånd

Har albummet nogen titel?

– Nej, ikke endnu, men måske kommer det bare til at hedde Trainman Blues.

Hvordan vil I udgive albummet? Bedre end Lights at sea, formoder jeg.

Ja, meget bedre, storgriner Richard Farrell og fortsætter.

– Jeg ved faktisk ikke, om vi er ude på at gøre et pladeselskab interesseret. Måske vil vi bare prøve at strække en hånd ud til folk i det danske bluesmiljø, der ved en hel del om, hvordan man udgiver musik i Danmark.

– Vi vil nok kaste vore blikke på folk som Big Creek Slim og Peter Nande for at få den slags råd, vi måtte have brug for.

Trainman Blues har et par videoer liggende på YouTube. Kommer der nye videoer, når I er ved at have jeres debutalbum klar?

– Ja! Der kommer bestemt noget, men her og nu er jeg ikke helt sikker på, hvad det bliver. Vi ved dog nogenlunde, hvilke numre, vi lægger på i forbindelse med udgivelsen af vores debutalbum.

Single-udgivelser

Trainman Blues har indtil videre udgivet tre singler. Kan man opfatte dem som forskræp på jeres kommende album?

Ja, det kan man godt. Vi forsøger at genskabe den måde, musik blev udgivet på i 1950’erne og 1960’erne. Det drejer sig om hele idéen med at udgive en single – og blive ved med at udgive singler – og i sidste ende udgør de singler, vi således udsender, et album.

– Det drejer sig om at få indfanget folk og gøre dem opmærksomme på, at der sker ét eller andet musikmæssigt.

– Jeg tror, at hvis man ikke gør det sådan, kan der nemt ske det, at man udgiver en single, så et album, og så er det slut, man er glemt, og folk går videre til det næste band, eller hvad det nu er, de bliver opmærksomme på.

– Vi prøver så vidt muligt bare på at få nogle tilhængere, eller fans, der har lyst til at komme og høre os spille, lytte til vores musik her og der og til at støtte os, fordi de kan lide, hvad vi laver.

Vurderer du, at det har nyttet noget at udgive jeres singler?

– Ja, bestemt. De har i hvert fald været med til at gøre, at vores musik har fået en del opmærksomhed i det danske bluesmiljø, og det er vores hovedmål.

– Salgsmæssigt tror jeg dog ikke, at de vil få nogen større effekt, specielt i disse streaming-tider, så det er nok meget begrænset, hvad vi kommer til at tjene på vores single-udgivelser.

– Men når vi står med fysiske kopier af vores debutalbum i hænderne, bliver det forhåbentlig muligt i det mindste at tjene lidt penge på det, vi har investeret vores arbejde i. I øvrigt udkommer vores album både på cd og på vinyl.

Fingerpicking

Kan du beskrive Trainman Blues-lyden, og hvordan den blev skabt?

– Jeg kan da prøve. Vi forsøger at nå ind til kernen af en simpel roots-lyd – den dér rå, jordbundne 1940- og 1950’er-lyd, men naturligvis med moderne indspilningsteknikker.

– Vores bassist og producer Laust Nielsen er virkelig meget til hiphop og reggae, så det er noget med at tage disse to elementer og fusionere dem.

Trainman Blues
Foto: Riccardo Cereser

– Det giver næsten en let fornemmelse af sampling, når man så lægger tingene sammen med den rå og simple 1940- og 1950’er stil.

Blandingen af din fingerpicking-spillestil og Ronni Boysens slide-guitarspil er ret unik.

– Det kan jeg da godt være enig i. Ronni er en fremragende guitarist, og jeg synes, vi virkelig er på bølgelængde og kommunikerer rigtig godt. Tingene fungerer mellem os, også i dén grad.

Plads

– Det drejer sig om at lade hinanden ”tale” eller ”snakke” gennem – eller med – vores guitarer og forskellige spillestil, og at give hinanden plads til at ”tale”, mens vi spiller.

– Ronni har enorm spilleerfaring og har en forbløffende evne til at give den hele armen spillemæssigt, samtidig med at han er i stand til at give plads til at lade musikken ånde, så at sige.

– Jeg synes ikke, at der er mange musikere derude, som har både kæmpeevner og talent, og som samtidig formår at give plads, hvilket nok er noget af det sværeste at kunne gøre.

– Med masser af viden kommer masser af magt, som man siger, ler Richard Farrell.

Uden for København

Trainman Blues spiller i Vollsmose Kulturhus i Odense den 23. november 2017, kl. 20–22 (læs her, red.). Det bliver jeres første job på Fyn.

– Ja, det gør det, og det bliver også det første job, vi spiller uden for København.

– I øvrigt har vi endnu ikke andre jobs på plakaten vest for Valby Bakke, så det bliver noget af en unik koncert, vi spiller i Vollsmose.

– Så hvis der er nogen, der overvejer at booke Trainman Blues, så kom endelig til Vollsmose den 23. november og tjek os ud. Vi vælter Vollsmose Kulturhus, lover orkesterlederen.

Foto: Riccardo Cereser

– Vi er dog ikke desperate. Ikke endnu, siger Richard Farrell polisk og ler lunt og længe.

– Som jeg sagde tidligere, fyrer jeg konstant emails af til forskellige spillesteder, og til festivaler i Norge og Tyskland for eksempel.

– Det er hårdt arbejde, men man må jo bare blive ved og ved. Til gengæld får jeg langsomt, men sikkert respons på mine mange henvendelser, så jeg er ganske optimistisk.

Hvad er jeres fremtidsplaner?

– Forhåbentlig bliver der et par turnéer i sommeren 2018, og Norge er bestemt en mulighed. Det samme gælder Tyskland, Sverige og Irland. Vi har planer om at overtage verden, slutter Richard Farrell med et kæmpegrin og et bredt smil.