Af Jakob Wandam
Summertime blues er Jumpin’ Jacks’ anden albumudgivelse inden for blot to måneder. De to album er da også indspillet samtidigt, men hvor Rock ’n’ roll og ikke andet (læs anmeldelse her) var et konceptalbum, hvor Jumpin’ Jacks udsatte gamle dansktop-sange for jump blues-arrangementer, er Summertime blues den rene vare.
Her forfølger trioen guitarist Bo Møllers hang til elektrisk blues, trommeslager Søren Pedersens forkærlighed for New Orleans-rhythm & blues og kontrabassist og sanger Thomas Valters inklination mod jump blues, rock & roll og rockabilly.
Kendere af genrerne vil vide, at det kan være svært at skelne, hvor den ene ender, og den næste begynder. Chicago blues-fans vil for eksempel nikke genkendende til Willie Dixons ”My babe” – et kæmpehit for Little Walter – og til Muddy Waters’ signatursang ”Got my mojo workin’”, men Jumpin’ Jacks trækker sangene ud af deres vante rammer og spiller dem på en måde, som måske nok er periodemæssig ”korrekt”, men som samtidig er en slags kontrafaktisk historieskrivning.
For lyt lige til Bo Møllers gnistrende, Albert Lee-agtige fingerpicking-guitar på ”Got my mojo workin’”. Lyder det ikke, som om et hvidt rockabilly-band havde fået fingrene i Preston Fosters sang, førend Muddy (og Ann Cole) gjorde det? 1950’er-lyd, jovist, og med alt, hvad vi kender og elsker perioden for, men det er jo ikke Chicago blues!
Der er skrevet meget om, hvorledes hvide musikere har udvandet afroamerikanske kompositioner og gjort dem til pophits, men det er ikke det, vi er vidner til her. Der er intet udvandet over Jumpin’ Jacks’ bedrifter på Summertime blues. Snarere har bandet fundet ind til essensen af den jump blues, som i sin storhedstid i 1940’erne og 50’erne aldrig var snobbet eller genreforskrækket.
Når Jumpin’ Jacks således spiller ”Mess around”, ”Is you is or is you ain’t”, “Reet petite” og “Hello Josephine”, lyder de ikke som Ray Charles, Louis Jordan, Jackie Wilson og Fats Domino, men de lyder, som et samtidigt band kunne have fortolket de kunstneres numre (hvilket mange af datidens bands utvivlsomt gjorde!).
Dét er netop kunsten ved at spille en så periodespecifik musikstil, som Jumpin’ Jacks gør det: at være tro mod konventionerne uden blot at kopiere. Og Jumpin’ Jacks mestrer konventionerne forbilledligt med rå-swingende arrangementer, Thomas Valters virkelig gode vokal i front og Bo Møllers særdeles kompetente guitarspil, der skiftevis er ringlende jazzet og bidende bluesy.
Jumpin’ Jacks har selv leveret fem originaler til tracklisten, mens resten af repertoiret er et rundhåndet udvalg (der er 15 skæringer i alt) af numre, der fordeler sig mellem de nævnte inspirationskilder. Bandets egne sange fletter sig smukt ind blandt standarderne. Titelnummeret (som altså ikke er Eddie Cochrans klassiker) er for eksempel en solskinsglad rock & roll-sang med syng med-kvaliteter, mens ”That’s what I can’t do” har surf-karakter. Der må gerne være endnu flere originaler på næste album!
Sjovt nok er der to gengangere fra Rock ’n’ roll og ikke andet. ”Gem et lille smil” og ”Når lygterne tændes” optræder her under deres amerikanske originaltitler ”Everybody loves somebody” og ”Red sails in the sunset”.
Det understreger sådan set pointen i, hvordan Jumpin’ Jacks’ musikalske projekt fremstår: Det er ikke så vigtigt, om man kalder musikken jump blues, rhythm & blues, rock & roll, rockabilly eller pop. Det vigtige er, at uanset hvad Jumpin’ Jacks spiller, favner de både poppens iørefaldende kvaliteter og bluesens nerve og energi.