Årets Danske Blues Navn 2012 er Jes Holtsø

Foto: Steen L. Frederiksen
Blues prisen “Årets Danske Blues Navn” går i år til blues-sangeren Jes Holtsø. Samtidig byder Copenhagen Blues Festival for 12. gang på fem dages koncertoplevelser på byens spillesteder fra 26. til 30. september.

Copenhagen Blues Festival finder i disse dage sted på de københavnske spillesteder med både dansk og international bluesmusik.

Festivalens musikalske mål er, med deres egne ord, at præsentere bluesmusikkens mange stilarter så bredt som muligt og at holde så høj international kvalitet som muligt med nye spændende udenlandske navne, men også altid med højt hævet fane for den danske bluesscene.

Et af de første arrangementer på bluesfestivalen er kåringen af Årets Danske Blues Navn, hvor blues-sangeren Jes Holtsø modtager prisen ved en ceremoni onsdag den 26. september kl. 20 i Husets Café.

Jes Holtsø får prisen for sin performance som sanger, lyder meldingen fra Copenhagen Blues Festival, der fortsætter:

Han fanger og fastholder sit publikum med personlighed, integritet, hudløs ærlighed, en god portion sjæl og charme, og ikke mindst et umiskendeligt sangtalent og en sjælden stærk og intens stemme. Sammen med sit band giver han et forfriskende bud på, hvordan blues, soul og rock kan smeltes sammen i et bredt, nutidigt og langtidsholdbart musikalsk udtryk.

Bluesfestivalens motivation for at hædre Jes Holtsø

Årets prismodtager er født i 1956 og voksede op i et musikinteresseret hjem, med en syngende mor, og jazz og bluesmusik på grammofonen. Som barn blev han castet af Nordisk Film og fik rollen som den opvakte knægt ’Børge’ i Olsen Banden filmene. Han spillede også flyttemand Olsens flabede søn `William´ i ‘Huset på Christianshavn, roller som gjorde ham landskendt.

Efter 13 år i filmbranchen forsvandt Jes helt ud af rampelyset, men vendte så til manges overraskelse tilbage20 år senere, hvor han tonede frem på skærmen i DR-konkurrencen ‘Talent 09’. Jes var igen på banen, nu med sin blues og soulmusik, et karriereskift, som må siges at være lykkedes ganske godt.

Jes Holtsø lægger ikke skul på, at han i de mellemliggende år levede et hårdt liv helt ude på kanten, som han dog fik vendt med lidt god hjælp. At det lykkedes, skyldes nok delvis hans erkendelse af, at “Living the Blues” kunne blive til “Playing the Blues”. Han beretter selv om sine op- og nedture i sin bog `Verden venter`, men et faktum er det i hvert fald, at hans beslutning om at prøve kræfter med en ny karriere for at synge den musik, han elsker allermest, på ganske få år har ført ham frem på forkanten af den danske blues scene.

Jes har i tidens løb hentet musikalsk inspiration fra folk som Billie Holiday, Bob Dylan, Joe Cocker og Delbert McClinton. Han kom jævnligt forbi Mojo’s ugentlige blues jams og fik prøvet sig af der, men det var mødet ved ‘Talent 09’ optagelserne med hans nu faste musikalske partner, pianisten Morten Wittrock, der satte skub i tingene. Det blev et frugtbart samarbejde, og i 2010 kom deres debut CD, som fik mange stjerner i pressen. Cd’en førte også en lang stribe koncerter med sig, både i duo og band format.

I foråret 2012 kom Jes Holtsøs nye CD, “Big Easy”, også denne gang med tekster af amerikaneren Ray Weaver og komponeret og produceret af Morten Wittrock, som tog til Nashville for at mixe CD’en hos den amerikanske producer Matt Andrews, som bl.a. har arbejdet med Sheryl Crow, Delbert McClinton, John Mellencamp, Garth Brooks, Kenny Rogers m.fl.

Ambitionsniveauet har været højt, og det tætte dansk-amerikanske samarbejde har betalt sig og løftet “Big Easy” op på et niveau, hvor bluesmusik og CD lyd ikke fås meget bedre.

Med hans personlige baggrund, hans rå, nærværende, til tider smertelige stemme, og med et swinging, rocking bluesband bag sig, har vi her med en ægte ‘Bluesman’ at gøre.

Om prisen

Copenhagen Blues Festival stiftede i 2002 prisen ’Årets Danske Blues Navn’, den første egentlige musikpris i det danske blues miljø. Prisen gives som påskønnelse af en dansk blues musiker, der har ydet en særlig musikalsk og kunstnerisk indsats af betydning for genren. Både scenens garvede veteraner og unge talenter kan komme i betragtning til prisen. Prisen er de senere år sponsoreret af Copenhagen Blues Festival, Amager Bio og Mojo Blues Bar.

Tidligere prismodtagere: Troels Jensen 2002, Mike Andersen 2003, Peter Thorup 2004, Thorbjørn Risager og Kenn Lending 2005, Paul Banks 2006, Peter Nande 2007, Tim Lothar 2008, Nisse Thorbjørn 2009 og Lene Strøyer 2010, H.P. Lange 2011.

Se mere om prismodtageren på: www.myspace.com/holtsowittrock og www.mortenwittrock.dk

Se mere om blues-prisen og festivalen på: www.copenhagenbluesfestival.dk